Søndag Seksagesima
Måske skulle vi bare tage at slappe lidt af… læne os tilbage og se hvad der sker!
Det lyder skønt, sådan en søndag morgen, ikke! Og det er faktisk det jeg vil opfordre jer til i min prædiken i dag.
Tag og slap af!
Med risiko for at komme til at virke en anelse arrogant i forhold til det vi hver især går og bakser med.
Med risiko for at vi ender i ren slendrian og sløseri med vores liv.
De fleste mennesker i dag undervurderer ikke deres egen indsats, ansvar og indflydelse. Nej, de fleste mennesker i dag lider nærmere af en overdreven tro på egen kraft, magt og ansvar.
Lad mig komme med et nogen eksempler:
Allerede inden et barn bliver født, arbejder vi stærkt på at forbedre dets intelligens og potentiale. Kvinden spiser fisk som aldrig før, dog ikke dem der er tungmetaller i. Undgår kemikalier i alle afskygninger og drikker mindre kaffe og ingen vin, men masser af vand. Går til yoga og førfødselsøvelser og hopper og springer idet hele taget gerne en tur på tungen, hvis der er en eller anden der givet et pip om, at det skulle hjælpe.
Og selvfølgelig skal kvinden passe på sig selv og vi andre skal tage hensyn til den gravide – men der er altså altid blevet født børn, og selvom vores mødre ikke spiste fiskeolie, og nogen af dem endda røg cerutter under graviditeten, så er der jo flere af os, som er blevet hæderlige mennesker. Måske skulle vi bare tage og slappe lidt af. Det er ikke vores anstrengelser der gør forskellen.
Ethvert foster er det lille sennepsfrø, som vokser sig stort og får muligheder der vokser lige ind i himlen. Det sker ikke af sig selv, men af Guds nåde, og med vores kærlighed. Og vi går for alvor i gang når det stakkels barn ser dagens lys. Vi læser tykke bøger om, hvordan vi bedst stimulerer vores børn. Går til rytmik og gymnastik, svømning og musik… allerede inden barnet kan gå. Vi sammenligner barnet med andre børn. Hvem er dygtigst til at tale? Hvem er dygtigst til at bygge med klodser? Osv. osv. Vi vil bare give vores barn den allerbedste start på livet, og gør alt hvad der står i vores magt for at det skal klare sig godt… men de fleste børn lære faktisk både at gå og tale og læse og regne på et eller andet tidspunkt.
Måske skulle vi bare tage og slappe lidt af. Det er ikke vores anstrengelser der gør hele forskellen.
Ethvert barn er det lille sennepsfrø, som vokser sig stort. Et sennepsfrø skal have vand, og et barn skal have kærlighed. Kærlighed er det vigtigste, og også det eneste et barn ikke kan få for meget af. Det er kærligheden der får barnet til at vokse, med muligheder der rækker helt ind i himlen. Det sker ikke af sig selv, men af Guds nåde, og med vores kærlighed.
Der er ikke noget at grine af, når vi har ondt i livet – men nogen gange skulle vi måske prøve alligevel. Selvfølgelig er der nogen af os, der virkelig har brug for hjælp, men måske er vi andre der indimellem mærker lidt for meget efter hvordan vi har det, i stedet for bare at være. Være til stede og leve livet.
Vi går til psykolog, hvis vi er for meget eller for lidt knyttet til vores mor. Vi går til coaching, hvis vi vil have optimeret vores arbejdsliv, karriereforløb, vores parforhold, eller bare fordi vi ikke ved hvad vi ellers skal gå til.
Måske skulle vi bare tage og slappe lidt af. Det er ikke vores anstrengelser der gør hele forskellen.
Enhver af os er det lille sennepsfrø, som vokser sig stort, hvis vi grundlæggende føler os elskede og hvis vi er i stand til at elske andre. Det er kærligheden der får os til at vokse, og giver os muligheder der rækker helt ind i himlen. Det sker ikke af sig selv, men af Guds nåde.
Vi spiser sygt mange piller for ikke at blive syge. Nuvel, nogen er ordineret af lægen og har beviselig virkning. Men der bliver langet virkelig meget kosttilskud, fiskeolie, naturlige vitaminer og mineraler, hajbrusk og proteiner over disken i de her år. Det er en hel videnskab at følge med i, hvad man nu skal spise og hvorfor. Hvis vi ikke er syge, så er det måske ikke særlig fremmende for livsglæden at bruge al sin energi på at undgå det.
Måske skulle vi bare tage og slappe lidt af. Være lidt mere livsnydere og lidt mindre optagede af fedtprocenter og mættede og umættede fedtsyre. Dem der tager det hele lidt mere afslappet, lever faktisk også – og har det måske endda sjovere. Der bliver lagt alt for meget ansvar over på os i dag, når det kommer til sygdom og sundhed. Selvfølgelig skal vi spise sundt, men vi erfarer jo også at man godt kan blive syg, selvom man spiser sundt. Det er ikke vores anstrengelser der gør hele forskellen.
Enhver af os er det lille sennepsfrø, som vokser sig stort og får grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge. Ikke afsig selv, men af Guds nåde.
Det er efterhånden sjældent at møde nogen, som ikke har haft stresssymptomer. Stress er en af vor tids mest alvorlige og mest udbredte livsstilssygdomme. Hvorfor bliver vi stressede? I hvert fald ikke fordi vi er gode til at slappe af. Stress er kompliceret og er jo ikke det samme, som at have travlt i perioder.
Måske bliver vi stressede fordi vi tror vi er uundværlige på arbejdet, derhjemme, i familien, i venneflokken, til vores fritidsinteresser eller her i kirken. Vi vil det hele.
Men måske skulle vi bare tage og slappe lidt af. Det er ikke vores anstrengelser alene der går forskellen. Vi må lære ikke at gøre os uundværlige, for det er faktisk sundhedsskadeligt at være det i alt for mange sammenhænge og fællesskaber.
Fællesskab er det lille sennepsfrø, som vokser sig stort og får grene og åbner muligheder, som rækker helt ind i himlen. Ikke af sig selv, men af Guds nåde.
Den værste parfume er ”desperation”, sådan siger vi om en mand der lægger for hårdt an på en kvinde. Hvis han gør sig for mange anstrengelser, så bliver han uinteressant. Når det kommer til forelskelse og kærlighed mellem to, så må der sås små frø. Antydninger, kærlige ord og blikke – og så vokser kærligheden frem imellem dem, hvis den er gensidig.
Måske skal man bare slappe lidt af i forhold til det med kærligheden. Det er ikke vores anstrengelser der gør forskellen. Kærligheden vokser om ikke af sig selv, så af Guds nåde.
Og sådan er det også mellem venner. Man kan godt mase for meget på. Banke på for mange gange. Der skal to viljer til, for at det kan blive et ligeværdigt og gensidigt venskab. Det begynder måske med fælles oplevelser, man finder ud af at man har fælles interesser og har sympati for hinanden.
Og måske skal vi bare slappe lidt af når det kommer til venskaber. Det er ikke vores anstrengelser der gør forskellen. Langsomt vokser et venskab frem. Om Ikke af sig selv, så af Guds nåde.
Kærlighedsforholdet eller venskabet er det lille sennepsfrø, som vokser sig stort og får grene og muligheder, der vokser lige ind i himlen.
…
Ud af et lille uanseligt liv får Gud med sin kærligheds kraft en skønhed til at vokse frem.
Som når et foster bliver til et barn.
Som når et barn bliver voksen.
Som når vi føler os elskede.
Som når vi selv elsker.
Som et fællesskab der favner hinanden.
Som når to bliver til et.
Som når et venskab vokser frem.
Som når et sennepsfrø bliver til et træ.
Som når et hvedekorn lægges i jorden og dør, og bærer mange fold.
Ud af det, der for os ser ud af ingenting, som fx det at være død, vokser en styrke og en livskraft frem, som ingen havde drømt om. Ikke af sig selv, men af Guds nåde.
Og vi skal intet gøre. Vi kan intet gøre, andet end at tage imod det og lade det flyde igennem os som en salig regn, eller det levende vand.
Som et frø, der lægges i jorden og dør, men herigennem bliver til endnu mere liv.
Som Guds selv, der i Kristus giver sig hen for vores skyld. Kristus den korsfæstede som Guds kraft.
Det er en sandhed der er svær at forstå; men den kan leves. Og det er dét, det handler om. Livet, når det leves sandt og fuldt og helt. Hvad det sjældent gør, måske fordi vi anstrenger os for hårdt?
Men vi kender Livet, også når det staves med stort. Vi kender det i glimt og øjeblikke, som henrykker og indprenter sig i os for livet. Det var det Jesus, igen og igen, forsøgte at sige til folk ved sin tale om Gus rige, at det her med Gud og os, det handler om livet.
”I alt det mindste. I alt det største…” – ”I alle levende ting, der gror..”, findes Guds kærligheds kraft, som ”en kraft, der aldrig, kan drives ud”, sådan digter Halfdan Rasmussen – og vi må tilføje. Nej, Guds kraft kan ikke drives ud, men tvært imod vil den vokse sig stor, for til sidst engang at blive alt i alle.
I det mest uanseelige og uden vi gør andet end tager imod, kommer Gud til os, for at være til stede midt i blandt os, med al sin kærligheds rigdom.