Kristi himmelfart
Jeg har ladet mig fortælle, at det i middelalderen var udbredt, her til Kristi Himmelfart, at man ved hjælp af et snoretræk fra kirkeloftet fik en Kristusfigur til at fare til himmels. Vi kunne have gjort det flot her i Møllevang – lige op af loftsvinduet… Men det fineste ved den tradition var, ikke egentlig ikke det, men at der bagefter blev kastet blomster og brød ned fra netop det sted, hvor Kristusfiguren forsvandt gennem kirkeloftet.
Som et tegn på den velsignelse, dagen er.
Som paradisets blomster og himmelbrød.
Som en forsmag på paradis.
Et tegn på, at Kristus’ Ånd stadig er her. Bare duften af blomster og nybagt
brød har uden ord fortalt kirkegængerne hvad velsignelsen handlede om: et løfte
om meget mere. En duft af Guds rige, der får os til at forstå, at det allerede
er her. ”Jorden løftet er mod himlen, himlen sænket er mod jord”, som vi sang
før i ”Vaj nu, Dannebrog, på voven”.
Vi lever i velsignelsens tid.
Jeg har altid kendt historien om Kristi himmelfart, og har også altid haft svært ved at begribe den. Måske fordi det er så konkret beskrevet i Bibelen og afbilledet i kirkekunsten. Ofte ser man blot Jesu fødder dingle ud af en sky – og det virker næsten grinagtigt på mig – men fornyeligt blev jeg opmærksom på en detalje i teksten, som ændrede fokus for mig. Vi skal slet ikke se på Jesu fødder, men på Jesu hænder.
Han løftede sine hænder og velsignede dem, står der. Og videre: Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen.
Jeg har ikke rigtig tænkt over det før, men det sidste disciplene ser, er ikke Jesu fødder – men derimod hans hænder, der er rakt ud i en velsignelse. Han blev ikke færdig med at velsigne dem. Det var ikke sådan, at han velsignede dem og da han var færdig med det, så skiltes han fra dem og blev båret op til himlen.
Nej! – MENS han velsignede dem, blev han taget bort fra deres øjne, men velsignelsen – derimod – blev ikke taget bort. Vi ser, hans hænder løftet over disciplene, og i velsignelsens øjeblik blev han usynlig for dem, men hænderne gerning fortsætter. Eller med andre ord: Han er aldrig holdt op med at velsigne os.
Vi lever i velsignelsens tid.
Når præsten løfter hænderne under velsignelsen, så har det rod i Jesus velsignelse Kristi himmelfart. Præstens velsignelse er en tydeliggørelse af, at vi fortsat er under hans velsignelse. Vi siger at præsten lyser velsignelsen og når han gør det, så sker det på vegne af Gud.
Det hebraiske ord for velsignelse er berakah eller berek, og det bruges både som verbum med Gud som subjekt og som noget, der kan ske mellem mennesker. Når et menneske velsignes, er det en bøn eller ønske om, at dette menneske må stå under Guds beskyttelse. Selvom det er præsten, der siger eller lyser velsignelsen, udgår den egentlige velsignelse altså fra Gud.
I Det Gamle Testamente er der mange eksempler på velsignelser. De første findes allerede i første skabelsesberetning, hvor menneskene får en særlig velsignelse, fordi de ikke bare skal være frugtbare og få en masse børn, men også herske over alle dyrene. ”Gud velsignede dem og sagde til dem: Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den”.
Mange velsignelser i Det Gamle Testamente har med frugtbarhed at gøre, både frugtbarhed på marken, hos kvæget og i forhold til menneskenes eget afkom.
I Det Gamle Testamente udvælger Gud Israels folk gennem
nogle patriarker eller stamfædre, den første kendes som Abraham. Selvom han er
gammel og ikke kan få børn, fortæller Gud ham: “Jeg vil gøre dig til et
stort folk og velsigne dig.” Den barnløse Abrahams efterkommere vil blive
talrige som jordens støv, så talrige at de ikke kan tælles. Og på trods af at
der optræder masser af familiemedlemmer, der ikke kan få børn, bliver det
alligevel virkelighed, at patriarkfamilien får en masse børn, som Gud kan lave
en pagt med.
Velsignelser er en slags virkelighed, som ikke bare lige holder op med at
virke. I historien om Abrahams børnebørn Jakob og Esau kan den blinde far Isak
ikke bare ophæve sin velsignelse af sin ældste søn, da det går op for ham, at
han er blevet narret til at velsigne den forkerte.
Velsignelsen er kraften, der bevirker, at menneskers liv lykkes, og så er det underordnet, om man som Jakob har snydt sig til sin velsignelse eller fået den på ærlig vis. Velsignelser siges, træder i kraft og bliver virkelighed. Det får dem til nogle steder i Bibelen at ligne profetier, da de udsiger noget om fremtiden.
Men i Det nye Testamente, fungerer velsignelsen anderledes. Jesus prædiker, at der skal komme nye tider og at Gudsriget er nær, og velsignelsen i Det Nye Testamente kommer på den måde til at handle om den frelses-virkelighed, der er nært forestående, når gudsriget kommer. På den måde bliver fred og frelse lige så vigtige som velsignelse i Jesu forkyndelse. Velsignelsen handler ikke længere om fremgang, trivsel, lykke, velfærd, rigeligt med mad og en masse børn. Det handler om Guds nærvær.
Når Jesus for eksempel velsigner de brød, som han mætter tusinder af mennesker med eller som han spiser sidste aften med disciplene, handler det ikke kun om den konkrete mæthed og det daglige brød – men må også ses som en tegn på den mæthed og fylde, som bliver en realitet i Gudsriget.
Når Jesus velsigner de små børn og siger, at Gudsriget er deres,
er det en velsignelse, som giver frelse og plads i Guds rige. I Apostlenes
Gerninger og i Paulus breve er det Kristus selv, som er Guds velsignelse. Velsignelsen
bliver alt en person, fordi Kristus med sin død og opstandelse har banet vejen
for frelse.
Det er Kristus selv, der gør den virkelighed mulig, hvor frelsen er en realitet
– den virkelighed, som skal komme af Guds velsignelse.
Velsignelsen i den kristne kirke, handler om Guds nærvær.
Den mest brugte velsignelse i Folkekirken – og den som lyder i slutningen af enhver gudstjeneste – kaldes den ”den aronitiske velsignelse”, fordi det var dén velsignelse, Gud befalede Aron og dermed hele præsteslægten at bruge
Aron løftede sine hænder, når han velsignede efter offertjenesten. På samme måde som Jesus løftede sine hænder og velsignede sine disciple mens han for til himmels og på samme måde som præsten løfter hænderne og lyser velsignelsen over os, inden vi går ud i verden igen.
Vi lever i velsignelsens tid.
At velsignes er at blive omsluttet med godhed. Gennem hele højmessen har vi været inde i mødet med Gud selv og under hans tiltale. Alt, hvad vi har hørt og modtaget fra ham, sammenfattes i velsignelsen, hvor vi sendes hjem omsluttet af ham selv.
Guds godhed er ikke begrænset til kirkerummet, for når Guds navn sættes på os, er han også den, som lader sit nærvær og sin godhed følge med ud i hverdagen.
På Gotland bor en pottemager, der laver de smukkeste
lerkrukker. Men han brænder dem så hårdt, at de krakelerer. I stedet for at
smide stumperne væk, samler han dem møjsommeligt og limer dem med 24 karat
guld, så de bliver helt unikke. På samme måde er det med Gud: Vi er skabt i
Hans billede, og Gud så, at det var godt. Med syndefaldet blev det oprindelige
billede ødelagt. Men i stedet for at vrage os og kaste os væk, samler Gud
stumperne sammen og ’limer’ os, heler os med sin velsignelses gyldne ord.
Om søndagen
Ved døbefonten
Ved alteret
Ved kisten
Velsignelsen er der slidt på i århundreder, uden at den er blevet forslidt.
Vi kan ikke tåle at være åndsforladte og det ved Jesus godt, og det er derfor han forlader os. Han forlader den menneskelige begrænsning til tid og sted, Han forlader os for at sende os sin Ånd, så vi ikke skal være åndsforladte, så vi ved, at himlen fra nu af er alle vegne.
Verden er ikke gudsforladt. Den er velsignet. Det betyder
ikke, at alt er lidelsesfrit og nemt. Vi behøver bare at se på, hvor svært
livet viste sig at blive for disciplene bagefter. Og hvor svært det kan være
for os. Men velsignet var det. Og velsignet er det.
Vi lever i velsignelsens tid
”I skal iklædes kraften fra det høje” hører vi Jesus sige. Ånd gør os levende og lader os ikke sidde ubevægelige. Lader os ikke i stikken med os selv. Alt det I gør og siger skal dufte af velsignelse og smage af Ånd. Som de roser og det brød, man i gamle dage kastede ned over kirkegængerne Kristi Himmelfartsdag. Skønhed og næring fra himlen. Velsignelse og kraft. Vi modtager Herrens velsignelse. Vi rejser os og lader Gud fylde vores sinds revner og sprækker med hans gyldne velsignelses ord. Og vi får tegnet korset for pande og bryst. Vi får tegnet korset som en understregning af, at der altid er en velsignelse i korset og et kors i velsignelsen. Korset er med sin lodrette streg forbindelsen mellem Gud og os, mellem himmel og jord – og med sin vandrette streg forbindelsen til vores medmennesker. Vi bliver velsignet af Gud til at være en velsignelse for andre.
Med inspiration fra Tine Illum, Bibelselskabets Hjemmeside