“I skal ikke have noget med”

2. søn eft trinitatis

Jeg har en ven, der elsker at lave mad – og som også er virkelig god til det. Han står dagligt i køkkenet og eksperimenterer med smage og ingredienser – og glæder sig til at prøve nye avancerede retter fra hele verden. Han ved faktisk ikke noget bedre end at skulle holde en fest, hvor han kan få lov til at give den gas og serverer mad i overflod.

Da vi først blev venner med ham og hans kone, havde jeg ærlig talt lidt præstationsangst første gang de skulle besøge os.

Jeg er ikke dårlig til at lave mad, men jeg er heller ingen gourmet. Jeg fik et behov for at skulle imponere ham, og tænkte over hvad vi skulle servere i flere dage, indtil jeg fandt frem til at det kunne jeg slet ikke leve op til.

Det endte med et eller andet sikkert helt udmærket, som jeg ikke kan huske hvad var. For det var jo naturligvis fuldstændig ligegyldigt hvad vi fik at spise. Det var ikke det det handlede om. Det ved vi godt. Og heldigvis havde jeg også indset det inden de kom på besøg, så min egen selvoptagethed og lyst til at shine som værtinde, ikke ødelagde samværet omkring bordet.

Ja, man skal gøre sig umage når man inviterer gæster, men for gæsternes skyld – ikke for éns egen skyld.

En god vært er en vært der er glæder sig til at være sammen med sine gæster, og gør sig umage med at de skal føle sig velkomne. Der kommer sjældent en god fest ud af en konkurrence i hvem der kan præstere den bedste bearnaise.

Når man bliver inviteret til middag hjemme hos min ven, der kan ryste både fransk bearnaise og koreansk bbq ud af ærmet som ingenting, så ved man at maden er i særklasse, men også at han virkelig har glædet sig til at skulle servere den for os.

Forleden fik vi en åben invitation til søndagsmiddag ved langbord en gang om måneden hjemme hos dem, hvor han laver mad og vi bare skal dukke op.

I invitationen stod der også: Man skal ikke medbringe noget. Ingen mad, vin eller værtindegaver. Og jeg kom til at tænke på den invitation da jeg læste teksten om det store gæstebud, til i dag, for det er en invitation der både rummer stor generøsitet – men jo også en udfordring til os der bliver inviteret – for det er en udfordring ikke at skulle gøre andet end at sige ja tak og komme.

Det er en udfordring for os, bare at tage imod godhed.

Det ligger til os at tænke noget for noget.
I sociale sammenhænge skal der helst være en vis balance i invitationerne. Det er en uskreven regel at det går på tur, og at man gerne skal gengælde en invitation med en anden invitation med passende mellemrum.

Vi bliver lidt irriterede på dem i vores omgangskreds der kører frihjul, som aldrig giver noget igen, som altid springer over hvor gærdet er lavest og som er sådan lidt nærige med alting – ikke bare med deres penge, men også med deres indsats.

Og måske var det frygten for at blive betragtet som sådan én, en nærigpind, der gav lidt præstationsangst første gang vi skulle have besøg af vores gourmet-ven med familie? Jeg havde et behov for at gengælde hans formåen, men måtte jo så indse at det kunne jeg ikke.

Det kan være svært bare at tage imod, uden at kunne – eller skulle – give noget igen
Vi kender det måske særligt, når vi har været i en situation, hvor vi var afhængige af andres hjælp. Det kan være i ugerne efter en operation, at man er nødt til at få hjælp til fysisk pleje, indkøb og helt basale ting.

Det er grænseoverskridende for de fleste at være afhængige af andres godhed, og ikke at kunne andet end at tag imod. Det ligger til os at ville kunne klare os selv. Vi har ikke lyst til at ligge andre til last. Selvom vi godt ved, at vi ville gøre det samme for dem, hvis situationen var omvendt. Og at det faktisk kan være en stor frustration ikke at kunne få lov til bare at hjælpe, uden at skulle have noget igen.

Det kan være svært at tage imod en stor gave fra andre mennesker, uden at få følelsen af at vi burde gengælde den. Give noget igen. Måske er det derfor vi kan have så svært ved at forstå – og rigtig lade synke ind i hjertet, at Gud ikke forventer eller kræver noget til gengæld, for det liv og den glæde han skænker os? Vi skal ikke andet end sige ja tak og tag imod.

At det er sådan, bliver tydeligt i slutningen af fortællingen om det store gæstebud, vi hører i dag. De første der inviteres, som takker nej, pga. marker og okser og hvedebrødsdage, har måske nok midler til at gøre gengæld – men de sidste – dem på byens gader og stræder, de fattige, vanføre blinde og lamme. Ja, de kan kun sige tak og tage imod. 

Og det er altså pointen, for Gud er, må vi forstå på Jesus, som den generøse vært der inviterer med rund hånd og glæder sig over de gæster der kommer, upåagtet at de ikke har værtindegaver med eller kender de skrevne og uskrevne regler i Guds rige.

Det er langt fra altid kirken er lige så generøs og rummelig, som Gud selv.

Eller: overalt hvor der er mennesker, opstår der forestillinger om at vi er nødt til at lave nogle regler, sætte nogle begrænsninger, give nogle anvisninger om hvad vi må og ikke må, hvordan vi skal være, hvem vi må kysse, hvad vi skal spise og drikke, hvor mange der er plads til osv. osv.

Alt sammen i bund og grund udtryk for vores behov for en noget for noget tænkning. At vi skal præstere noget, gøre noget – for det er vi så skolet i, i alle andre sammenhænge.

Hos Gud er det bare ikke sådan.

Der er det eneste krav at vi skal være åbne og tage imod det liv vi bliver skænket, oftest gennem andre mennesker.

Og det kan være udfordrende nok.

Jeg tænker de fleste af os kan identificere os med de tre hvis undskyldninger bliver fremhævet i fortællingen. Undskyldninger kan være så dårlige, at vi burde skamme os. Vi ved det godt, når vi bruger dem. Undskyldninger kan også være gode nok og helt legitime.

I fortællingen her er det sikket nogle ok undskyldninger, men pointen er at de vælger at koncentrere sig om sig selv og deres egen lille andedam, i stedet for at se deres plads i den store sammenhæng.

I stedet for at tage imod det der forbinder os som mennesker i tro, håb og kærlighed med den Gud, der vil være os nær.

Det er invitationen, at Gud vil være os nær, uanset hvem vi er og hvad vi kommer med eller ikke kommer med.

Gud giver os alt i dåben. Men vi kan kun få det, hvis vi går med til, at vi ikke kan give noget til gengæld.

Dåben er en invitation, hvor vi inviteres til at leve i lyset af Guds nåde – nåde kommer af det latinske gratia og betyder altså gratis – Guds nåde, som vi møder den i Jesus Kristus er altså gratis. Vi skal ikke tro, at vi kan eller skal andet end bare at tage imod.

Måske er det derfor, at Jesus siger, vi skal blive som de små børn, der som det mest naturlige tager imod. De ved, at dét er deres eneste mulighed.