Høstgudstjeneste
17. søn. eft. trin. Text: Luk 14,1-11
I dag er det høstgudstjeneste. Vi fejrer at jorden igen i år har givet os et overdådigt overskud af korn, grøntsager og frugt. Det takker vi Gud for, og vi minder hinanden om, at vi der har i overflod, også har et ansvar for at dele med dem der ikke har. Derfor samler vi indtil Folkekirkens Nødhjælp. Det er der desværre altid brug for at vi gør, men i denne tid er det særligt nødvendigt at vi giver af det vi har, til alle de mennesker der flygter gennem i Europa fra krigen i Syrien.
Der er brug for at vi giver lidt mere alle sammen, og derfor vil jeg gå foran med et godt eksempel i dag. Jeg lægger 500 kr. i kirkebøssen tager 500 kr. op og går ned og lægger den i kirkebøssen Så nu har jeg givet 500 kr. til dagens indsamling!
Hvad tænker I om det? Tænker I, ej hvor flot af Hanne at give så mange penge? Hun er et virkelig godt menneske.
Eller tænker I, hvad sker der lige for hende? Hvorfor har hun behov for at vise os at hun giver 500 kr? Hun kunne vel bare have lagt dem i kirkebøssen, ligesom alle andre, efter gudstjenesten. Hvorfor skal vi være vidne til hendes selvgodhed og praleri?
Måske får I det ligefrem dårligt over mig, og er ved at brække jer over den opvisning og fremhævelse af mig selv, som et særligt godt menneske?
På den anden side, 500 kr. er vel 500 kr. De er jo ikke blevet mindre værd af at jeg har vist jer, at jeg gav dem. Eller er de? Jeg har vist mig lidt frem. Fået lidt credit af jer. Betyder det noget? Sker der noget med de 500 kr. Bliver de mindre værd, fordi jeg bryder sådan nogle uskrevne regler om ydmyghed etc. Kan I ikke bare være ligeglade med, hvordan pengene gives. Hovedsagen er vel at der gives noget? Der er nogle mennesker der har frygtelig meget brug for hjælp. For dem er 500 kr., 500 kr. – eller hvad? Smitter mine noget blandede motiver af på pengesedlen?
Flygtningedebatten har i den seneste tid fyldt meget på de sociale medier. En af dem, der har blandet sig i debatten, er journalist og programchef for Radio24syv Mads Brügger, som har brugt et bibelcitat til at sige sin mening.
Den 8. september skrev Mads Brügger på sin Facebook-side:
“Pas på, at I ikke viser jeres retfærdighed for øjnene af mennesker for at blive set af dem, for så får I ingen løn hos jeres fader, som er i himlene. Når du giver almisse, så lad ikke blæse i basun for dig, som hyklerne gør det i synagoger og på gader for at prises af mennesker.” – (Matt 6,1)
Og så kom der gang i debatten! Folk reagerede voldsomt og ophidset på Mads Brüggers opslag, og det kom noget bag på ham. Han siger efterfølgende i et interview: ”Jeg må konstatere, at noget af det allermest provokerende, man kan gøre anno 2015, er at citere Bibelen.”
Mads Brügger havde ikke forestillet sig at det ville rejse så voldsom reaktion. Hans intention med at bruge citatet var at få folk til at tænke lidt over hvordan og hvorfor de hjælper.
I Rødby, på de sociale medier og på landets asylcentre har der været en overvældende hjælpsomhed. Mads Brüggers pointe har været at stille spørgsmålstegn ved, hvorfor så mange har brug for at tage billeder af deres hjælpsomhed og poste opslag om det på FB.
Hvorfor skal vi blæse det ud på FB, hvis vi hjælper nogle flygtninge med noget gammelt tøj. Hvorfor poster folk deres godhed på FB – bliver det ikke noget vammelt? Det er som om flygtningene kan blive jaget vildt, fordi vi alle sammen gerne vil have taget et billede i færd med at omfavne dem. Og ja, jeg synes Mads Brügger har en pointe. Jeg synes også der er en pointe i, at I ikke/bør skal belemres med hvor meget jeg giver idag.
Men alligevel er det jo interessant: Bliver hjælpen mindre værd fordi vi fortæller om den? Tag bare det kæmpe indsamlingsshow i sidste weekend – bliver pengene mindre værd, fordi giveren får deres navn på rulletekster og bøjet i neon på nationalt fjernesyn.
Hvornår er en god gerning, ikke så god mere? Når jeg bryder sådan en uskreven regel, om at man ikke fører sig frem og fortæller hvor meget man giver i kollekt til høstgudstjeneste? Når vi tager billeder af de ting vi har tænkt os at donere til flygningecenteret i Grenå, og lægger dem på FB? Når vi inviterer nogle mennesker på middag, med det for øje, at vi kan fortælle om det bagefter? Når vi melder os som besøgsvenner, for at kunne få det på vores CV? Hvornår er en god gerning, ikke så god mere? Når Jesus helbreder en mand på en sabbat?
At man ikke må arbejde på en sabbat er ikke nogen uskreven regel i jødedommen. Det er en skreven regel der er med til at definere at man er jøde, ligesom omskærelse og det at man ikke spiser svinekød er det. Men når Jesus spørger: Er det tilladt at helbrede nogen på en sabbat, eller er det ikke? Så er det indlysende – også for farisæerne – at der er noget der er vigtigere end regler, og det er medmenneskelighed.
Vi har også set danskere argumentere som Jesus, med medmennskelighed, her på det seneste. Der er danskere der har givet kørelejlighed til flygtninge, og ikke kørt dem til den nærmeste politistation som loven egentlig foreskriver, men i stedet har hjulpet dem til Sverige.
De fleste af os vil nok kunne komme i tanker om en eller anden situation, hvor vi har brudt en lov eller i hvert fald gradbøjet den, af hensyn til et andet menneske.
Kristus gjorde op med loven og satte kærligheden til Gud og vores næste ind som den egentlige lov. Og det er ikke helt så konkret, som fx en regel om ikke at arbejde på en sabbat. Det er faktisk helt vildt ukonkret. Og derfor bliver vi ofte stillet i nogle situationer, hvor vi ikke kan læne os op af et regelsæt, men må tage stilling og hele tiden vælge det som tjener vores medmennesker bedst. Det er ikke blevet nemmere at navigere i, i en verden med sociale medier og globale kriser og nye dilemmaer skabt af mere viden og færre biologiske begrænsninger. Hvornår er en god gerning, ikke så god mere?
Vi begyndte gudstjenesten med at læse et uddrag fra Paulus´ brev til menigheden i Effesos, hvor han blandt andet skriver, at vi skal være beskedne (ydmyge), venlige og tålmodige – og måske er det den markør eller den rettesnor vi har som kristne i forhold til vores handlinger – Beskedenhed, venlighed og tålmodighed – er måske er det det, vores handlinger skal måles på, og vores kærlighed til hinanden leve af.
Regler – både de skrevne og de udskrevne, kan være gode nok. Ja, jo faktisk helt nødvendige for at få et samfund til at fungere – men de kan også nogle gange være begrænsende og snærende. Særligt de der uskrevne regler, om hvad der er god latin. Hvornår er en god gerning, ikke så god mere?
Vi er i den lutherske kirke ikke så optagede af at tale om gode gerninger i det hele taget. Luther er blevet anklaget for ikke at tillægge gode gerninger nogen betydning, og det er rigtigt, når det kommer til vores forhold til Gud.
For Luther var det vigtigste spørgsmål: ”Hvordan finder jeg en nådig Gud?”. Og hvis Gud er den, der viser nåde, kan frelsen ikke være afhængig af, hvad mennesket selv gør. Den erkendelse kom Luther til ved at læse Paulus. Han sammenfattede sin forståelse ved at sige, at mennesket ”retfærdiggøres af tro alene, ikke ved gerninger”.
Det betyder, at mennesket ikke kan frelse sig selv ved at gøre sig fortjent til nogen belønning over for Gud. I stedet for må vi i troen tage imod, hvad Gud giver.
Ifølge Luther kan intet menneske nemlig gøre hvad det skal – der vil altid være en skjult, selvoptaget interesse fx at vise hvor god man er eller fordi det giver en eller anden lykkefølelse at gøre godt etc.
Mennesket kan kun blive befriet fra sin egoisme og evige kredsen om sig selv ved at modtage Guds tilgivelse. Luther blev anklaget for at ignorere gode gerningers betydning. Men han mente selv, at han tværtimod frisatte mennesket, så det kunne gøre gode gerninger for andres skyld – uden at gøre dem for sin egen frelses skyld.
Luther har i hvert fald ret i, at vi kan have svært ved at afgøre, hvorfor vi indimellem gør noget godt for andre mennesker. Om vi udelukkende er drevet af medmenneskelighed og næstekærlighed, og handler ud af beskedenhed, venlighed og tålmodighed – eller vi også nogle gange gør godt, for vores egen skyld – for at høste anerkendelse, fordi vi efterfølgende kan slappe af med god samvittighed eller bedre kan forsvare at bruge en masse penge på et par sko.
Vores handlinger er nok oftest lidt et mix af det hele, og uanset vores lutherske ophav, så må vi i hvert fald ikke lade være med at forsøge med de gode gerninger – selvom de så ikke altid er helt rene i kanten. 500 kr. er faktisk 500 kr. også selvom de er givet i spotlys.
Vi slipper ikke for at forholde os til vores medmennesker – og hvad der er det rigtige at gøre overfor det menneske vi møder når vi går ud af kirkedøren i dag, eller som vi møder i morgen, det kan vi ikke få noget færdigt svar på eller regler for – men hvis vi møder dem med beskedenhed, venlighed og tålmodighed – så kommer svaret til os. Ved Guds hjælp.