Trinitatis Søndag – text: Matt 28,16-20
Jeg forstiller mig, at han lå på græsset og så op i himlen. Den var skyfri, og en let brise lege med lyset i trækronerne. Han lod sig varme igennem af solens stråler, i et af de der øjeblikke, hvor man bare ér tilstede og føler sig på plads midt i det hele.
Han hed Efraim og levede i 300-tallet i det sydøstlige Tyrkiet på grænsen til Syren, var digter og teolog – og blev grebet af livets enkelhed midt i Guds storhed. Han så op mod himlen og tænkte: Gud Fader er som solen, alt livs ophav og urkilde, betingelsen for liv. Gud søn, Jesus Kristus, er lysestrålerne der når helt ned til jorden, til vores dage. Gud Helligånd er den varme, solen giver, den energi og kraft, vi mærker på jorden. Solen, lysets stråler og varmen, sådan er Gud. Sådan var det i begyndelsen, sådan er det nu, og i al evighed.
Efraim Syreren, som han senere er blevet kaldt, levede før de kirkelige splittelser. Når han siden blev nærmest glemt i den vestlige kristenhed og stort set er ukendt for de fleste i Danmark, skyldes det først og fremmest de senere kirkelige stridigheder, der i hundredevis af år sænkede et jerntæppe mellem kirkerne i vest og de orientalske kirker i øst. Og det er ærgerligt, for Efraim havde en forfriskende, ubekymret tilgang til Gud, som vi på mange måder kan lære noget af i dag.
Han havde en dyb skepsis over for, hvad man intellektuelt kan sige om Gud, en dyb skepsis over for teologiske definitioner. Hans pointe var, at vi, når vi forsøger at definere Gud, kommer til at hæve os over ham, og meget let gør Gud mindre, fordi vi insisterer på at ville kunne begribe ham. Vi insisterer på at få hold om Guds mysterium.
Efraim tager udgangspunkt i, at der består en kløft mellem skaber og skabning, og det betyder, at vi derfor kun kan nærme os Gud i billedsproget, metaforer og i poesien. For Efraim er det vigtigste ikke de bibelske skrifters historiske sandhed, men deres åndelige virkelighed, som med Helligåndens inspiration læses frem gennem troens lysfyldte øje.
Når vi præster og teologer kloger os på den treenige Gud, så roder vi os ofte ud i så komplicerede forklaringer om forholdet mlm. Faderen/Sønnen/Helligånden – at det på en heldig dag, måske nok bidrager til en forståelse af Gud på et intellektuelt plan, men som samtidig kan gør det hele så indviklet og verdensfjernt, at det nærmere sætter en sort klap for troens øje, end åbner plads til, at vi kan lade vores øjne fylde af troens lys. Det betyder ikke at vi skal lægge hovedet på hylden, når det kommer til Gud – men det betyder at vi må hvile vores hjerte i, at Guds kærlighedsvæsen er uudgrundelig stor.
Jeg forstiller mig, at Efraim lå der på jorden og så op i himlen, og mens han lod sig varme af solens stråler blev han på engang grebet af Guds storhed og livets enkelhed. Troen slog ned i hjertet på ham med den øjeblikkets flygtighed, som er troens væsen – og han lod munden løbe over, med det hjertet var fuldt af – nemlig håbet om at blive i Guds kærlighed. Det kom der en salme ud af, og den lyder sådan her:
Gud Fader er solen,
og Sønnen er lyset,
og varmen Den hellige Ånd, –
de fandt os i kulden
og mørket og tog os
med kærlighedsdåben i hånd.
Lad solen stå højt på
sin himmel – dens lys og
dens varme er her hvor vi bor, –
Guds Søn midt iblandt os,
Guds Ånd i vort hjerte
har sat sig velsignede spor.
Gud Fader er solen,
og Sønnen dens stråler,
som oplyser os og vor jord, –
Guds Ånd skaber grøde
og liv, så vi griber
det nådige budskab og tror.
Solen sætter liv i gang, men vi har også fundet ud af udnytte solens stråler til energi, til elektricitet og varme. Egentlig et godt billede på, hvordan vi er tilsluttet strømmen af kraft fra Gud, og på den måde bliver en del af det gudsgivne liv, som ikke kan gemmes væk eller holdes nede, men som altid vil deles og gives videre.
Vi taler om Gud som treklang – af Fader, Søn og Helligånd – af sol, stråler og varme. Det er et mysterium, men midt i det mysterium har vi vores plads som mennesker. Gud har i hele sit væsen viklet sig ind i os – så hans kærlighed bliver virkelighed i os. I vores menneskelige treklang: Hjerte, mund og hænder.
Hjertet er troens bolig. Indimellem – og måske i virkeligheden oftest, er det som om den ikke er hjemme – for den føles så flygtig og den er let som en fjer der strejfer vores kind. Troen er let som en fjer. Hvis troen er tung, er det os der gør den til det. Det er os der gør troen til noget tungt, fordi vi prøver at indsætte den i en kompliceret formel med alt for mange ubekendte faktorer. Det behøver ikke at være så kompliceret at tro på Gud, eller vi kan øve os i at hvile i at det er kompliceret og at det OK. Eller det er det eneste vi i virkeligheden kan: lade hjertet-troens bolig – hvile i Gud. Tro på den Gud, der som ørnen har lovet at løfte os og bære os igennem. Og være med os alle dage.
Munden løber over med det hjertet er fuldt af – det er med munden vi lovpriser Gud og det er med munden vi sætter ord på vores tro. Dagens tekst om at gå ud i alverden – bliver også kaldt missionsbefalingen, og det er ikke sådan et ydre missionsprogram – men et indre anliggende der er en del af selve Guds væsen – altså at vi altid og fortsat må blive ved med dele håbet om at forblive i Guds kærlighed, med vores medmennesker.
Hænderne er det af vores organer, der usynlige synligt, og kærligheden konkret. Vi er Guds hænder i verden. Det er vores hænder der skal række ud mod andre – til omsorg, til kamp og til kærtegn.
Det er sådan vi bliver mødt af og viklet ind i Gud, som mennesker med hjerte, mund og hænder – og det er sådan vi bliver sendt i verden. Som mennesker med tro i hjertet, ord i munden og hænder der vil arbejde for Guds fred. Intet mindre. Og derfor er det nåden, at Gud er større. Større end vi kan begribe og sætte på formler. Gud er større end vores hjerte, og kender alt – står der et sted. Vi må bede til at vi til at vi tør kaste os ud i livet med hjerte, mund og hænder – i tillid til at vi aldrig kan falde ud af Gud. Den treenige Gud, som er uudgrundelig stor, og som er sol, stråler og varme i vores liv.