1. søndag efter påske
I har fået udleveret en kopi af et maleri af Michelangelo Caravaggio. Det forestiller scenen vi lige har hørt, om Jesus og den vantro discipel Thomas.
Caravaggio var en på alle måder bemærkelsesværdig italiensk maler. Hans korte liv var lige så heftigt og lidenskabeligt som hans kunst. Han døde i 1610, kun 38 år gammel, og står bag en række billeder med bibelske motiver, der i deres udtryk var nyskabende i kunsthistorien.
Men på trods af sit korte liv, når han utroligt meget:
– Han bliver for en periode Roms mest berømte kunstner
– Paven dømmer ham for mord
– Han flygter rundt i Italien med Pavens folk i hælene, mens han stadig besynderligt nok finder ro til at male en række store mesterværker.
– Han når Malta, hvor han optages i Johannitterordenen, bliver slået til ridder, men falder i unåde og fængsles.
– Han flygter og slæber sig syg og forarmet tilbage mod Rom med nye billeder i det håb, at disse kan bevæge Paven, så han bliver benådet..
– Men på den rejse mister han alle sine billeder på et skib, der sejler fra ham. I en håbløs jagt forfølger han skibet langs kysten til fods og til hest, til han dør af udmattelse og malaria i en lille havneby.
Heldigvis findes der stadig en lang række malerier fra hans hånd. B.la. det her af den vantro Thomas, som hænger i Sanssouci Palads i Potsdam.
Caravaggio brugte almindelige mennesker som modeller til de bibelske figurer. Og det giver hans billeder et dagligdags virkelighedspræg, en næsten ekstrem realisme, der var ny på den tid. Samtidig benyttede han sig af en dramatisk og indirekte lyssætning – hvor lysets kilde er usynlig og på forunderlig vis kalder motivet frem, både fra mørket i billedet og fra historiens dyb.
Det ser vi også på maleriet af den vantro Thoms, selvom vores kopi her kun er en ringe gengivelse.
Thomas var, som vi hørte det før fra Johannesevangeliet, ikke tilstede den aften, hvor Jesus første gang viste sig for sine disciple efter korsfæstelsen.
Vi ved ikke hvad han lavede, men under alle omstændigheder har han nok været ret træt af, at have misset netop den aften! Han troede ikke på hvad de fortalte.
Da han hørte om det, krævede han at få syn for sagn for selv at tro på, at Jesus virkelig var opstået fra de døde. Han ville ikke kunne tro, før han fik lov til at stikke sin finger i naglemærkerne og i såret i Jesu side.
Da Jesus viste sig igen, opfordrede han Thomas til at gøre netop det med ordene ”vær ikke vantro, men troende”.
Jeg synes Caravaggio formår at gøre det troens øjeblik helt nærværende i den realistiske gengivelse af Jesus, Thomas og to af disciplene. Deres nøgterne og undersøgende ansigtsudtryk, der forstærkes af det særlige lys i billedet.
Deres intense fokusering på såret, som Thomas stikker fingeren i, tiltrækker sig også vores blik. Vi ser den samme vej, som Thomas. Caravaggio gør os på den måde til medvidner til det øjeblik, hvor tvivleren bliver troende.
Jeg tror de fleste af os, føler en stærk sympati og identifikation med Thomas.
I Bibelen, i kirkekunsten og i hele den kirkelige tradition har han stået som et sindbillede på det tvivlende og skeptiske menneske. På den måde er han indbegrebet af det moderne – men forskellen på den moderne tvivler og Thomas tvivleren, er at Thomas kom til tro. Han lod sig overbevise, og blev endda en arbejdsom apostel, der tog ud i alverden og fortalte om sin tro. Han døde efter sigende i Sydindien, hvor en del af de kristne – også i dag – kaldes Thomas-kristne
I dag er det nærmere moderne at fastholde sin tvivl og skepsis, som en tilstand – og ikke som en vej mod afklaring. Vi vil hellere spørge end give svar. Det er mere moderne at søge end at finde, mere 2023´sk at tvivle end at tro. Men tvivl i den udgave er ikke særlig frugtbar. Den er forbeholden og har det med at reducere livet, storheden, mysteriet og det underfulde, til ingenting.
Der er en tendens i vores tid til et dybt skel mellem fornuft og følelser, hjerne og hjerte, tvivl og tro. Vi kommer meget let til at anskue troen som en modsætning til fornuften. Og så går vi galt i byen kristeligt set.
Jesus siger til Thomas: ”Du tror fordi, du har set mig. Salige er de som ikke har set og dog tror.” I Bibelen 2020 bliver salige oversat med heldige. ”Du tror på mig, fordi du har set mig, siger Jesus, ”Men dem, der ikke har set mig og alligevel tror, er heldigere end du er!”
Vi der sidder her godt 2000 år efter, er altså virkelig heldige, ifølge Jesus – vi tror, uden at have set ham. Vi er superheldige! Eller: sådan føler jeg det nu ikke helt. Ikke hvis vi anskuer troen som en modsætning til fornuften, for så er der ikke meget tilbage af hverken tro eller held. Når Jesus taler om den tro der ikke kræver beviser, som en tilstand af salighed, så bliver det tydeligt at troen er noget mere.
Der er nogle, der mener, at troen er en følelse eller en stemning, man kan mærke. Der er andre, der mener, at troen er forbundet med bestemte meninger og holdninger om noget af det, der er grundlæggende i kristendommen. Det kan f.eks. være noget om synet på skabelsen. Det kan være noget om syndernes forladelse, forståelsen af frelse, eller troen på opstandelsen.
Der er også dem, der siger, at ”tro er tillid”, eller at ”troen er en relation”. Eller man kan sige, at tro er at have tillid til en relation mellem Gud og mennesker.
Der er mange definitioner på tro. For nogle år siden udkom der en bog, der hed ”At tro på at tro”, af Thor Nørretranders, og en anden bog, der hed ”Jeg tror at jeg tror, af italieneren Vattimo.
Den tidligere præst og tv-medarbejder Niels Højlund har engang sagt: ”Tro er at stole på, at livet kan bære selv i de mørkeste stunder”, og i et filmklip engang blev multikunstneren Erik Clausen spurgt: ”Tror du på Gud?” Han svarede højt og tydeligt ”Nej” og tilføjede så, ”men jeg tror på, at Gud tror på mig”.
Der er nogle, der mener, at troens modsætning er tvivlen, men der er også dem, der mener at tro og tvivl er tvillinger, går hånd i hånd, og lever sider om side, og at tvivlen holder troen i live. Eller måske endda, holder troen sund.
Søren Kirkegaard har skrevet, at troens modsætning ikke er tvivl, men fortvivlelse.
Der er nok noget sandt i alle standpunkter, men for mig giver det mest mening at tale om ”Frygt” som troens modsætning. ”Frygt ikke, tro kun!” siger Jesus flere steder. Jeg tror det er frygten der forkramper os, når vi ikke kan folde troen ud. Når vi har svært ved at leve i troen.
Thomas og disciplene beviste ikke opstandelsen, men de bevidnede den. Deres liv var forandret af det, og de fortalte om det, så budskabet bredte sig ud i hele verden.
Det forandrer også vores liv – og død. Tvivleren Thomas lod sig overbevise, og det samme skal vi. Ikke som en udradering af fornuften, men som en udradering af frygten. For at vi kan leve i hans navn, i kristi navn – i hans fred. Frygt ikke – tro kun!
(inspireret af Erik Bjergagers leder i Kristeligt Dagblad, 4. april 2015)