Søndag Seksagesima
Det er en ualmindelig sjusket landmand, Jesus fortæller om her. En bonde, der spilder til højre og venstre af sine guldkorn.
Hvis et korn skal spire må det have grobund og de rigtige betingelser af sol, vand, vind og tid. Det er, ikke er ligegyldigt hvor kornet lander, hvis det skal have gode betingelser for at gro. Og blive til noget.
Det ved enhver, og det skulle være en underlig bondemand der ikke godt var klar over, at der er ringe sandsynlighed for at det korn han spreder på vejen eller blandt tidsler bliver til noget særligt
De første kristne tolkede ofte Jesu lignelser allegorisk. Dvs. som billeder på noget underliggende, som de skal oversættes til for at være forstået. I forhold til den her lignelse om den sjuskede eller måske nærmere meget ødsle bondemand, så er der en tolkning af lignelsen som går på at oversætte jordbundstyperne som mennesketyper
altså fx at kornet, der falder mellem tidslerne, svarer til dem, der hører budskabet i første omgang. Så kommer hverdagens bekymringer, jagten efter rigdom og lysten til ag få alt muligt, og det kvæler budskabet. Tidslerne bliver tolket som troens modstand.
Der har været et stort fokus på hvordan vi mennesker tager imod budskabet om Guds kærlighed. Egentlig ret banalt. For det ved vi godt fra os selv.
Til tider er vi alt for utålmodige til at lade det synke ind.
Til tider skal der ikke ret mange forstyrrelser eller modstand til før vi mister håbet.
Til tider er vi så optagede af vores eget, at vi ikke kan tage imod noget der er større end os selv.
Men til andre tider giver det mening og bliver til trøst, eller liv og glæde for os og for andre.
Sådan tror jeg de fleste har erfaret det. At det er sådan, er ikke det overraskende i den her fortælling. Det hører med til at være menneske. Det overraskende – og det vi ikke kan sige os selv, er derimod den ødsle bonde, som strør om sig med korn der kan spire, uden at skele til, hvor det lander. Og sådan må vi forstå -Sådan er Gud ødsel med sin kærlighed.
Vi hører aldrig et ord om at han fortryder den kærlighed der er spildt, eller den fred der blev overset.
Vi hører aldrig at han fejer det livsmod sammen, som ser ud til ikke at blive brugt til noget.
Gud er håbets, generøsitetens og ødselhedens Gud – Og vi ser jo faktisk også livet bryde frem på steder, vi overhovedet ikke ventede det. Som mælkebøtter der pludselig bryder op igennem et sort lag asfalt, som skvalderkål der overlever på trods af menneskelig insisteren på at holde det nede.
Sådan ser vi også indimellem at der gror noget ud af nærmest ingenting.
At der viser sig håb, der hvor alt var helt sort og uden synlig horisont.
Og det er da både lovende og inspirerende at høre her i dag, hvor den verdensorden vi kender rystes og trues af fjender – og også af dem vi troede var vores venner. Freden er truet. Vi står til at skulle bruge svimlende summer på oprustning af vores forsvar, og det er uanset hvor nødvendigt det ser ud til at være, uendelige trist at det er sådan.
Nogle i verden lykkes i øjeblikket med at grave grøfter og skabe ufred og utryghed i en grad, så det er svært at se lyst på fremtiden. Det er ikke let i øjeblikket – at bevare grobunden for håb, når det gælder fred i verden.
Og mismodet er smittende. Det kan sprede sig som tidsler på ingen tid. Næret af nyheder 24-7 og Breaking News, der skal fodre vores katastrofegen. Mismodet og mangel på håb smitter, når vi giver det næring og bekræfter hinanden i det.
Landmanden her i fortællingen, spreder sit korn med en håbsbåret ødselhed. Han har håbet som strategi og sparer ikke på det – han nøjes ikke med at gå rundt der, hvor han i forvejen ved, at det vil falde i god jord.
Der er rigtig meget der går til spilde på den måde, men det forhindrer ham ikke i at blive ved med at så på glatte veje, rodløs klippegrund, blandt magtsyge ledere, blandt mennesker fyld af had og blandt kvælende og skruppelløse tidsler.
Hvad betyder det? At Gud er kærlighed. Den kærlighed der tro alt, håber alt og udholder alt.
Og det betyder at vi som kirke om nogen har pligt til at så håb og indgyde mod – ikke bare når det er let at håbe og vi selv er fyldt af livsmod, men også når vi rammes af den frygt, der hæmmer væksten for håb og giver livsmodet svære betingelser for at gro.
Kirken har pligt til at så håb!
Når verden ryster og vi er bange for det værste der kan ske, så må kirken blive ved med at så håb og indgyde livsmod. Vi må insistere på at håb kan spire i det små, at håb gror nedefra. Nogen vil opfatte det som naivt. Andre som spild af tid.
Men evangeliet og håbet er ligeglad med at spilde tiden: Det siger ”Det ender godt!” Det siger: Kærligheden er stærkere end døden, livet er stærkere end mismodet og håbet er større end den verden vi kan se.
En grundpointe i den her fortælling om bonden, er at Guds ord – at håbet/livsmodet/kærligheden, ikke lader noget være urørt og umuligt. Det strøs med ødsel hånd og åbent sind i tiltro til at noget sker. Med tiden. Med bøn. Med tålmodighed. Med Guds hjælp.
En anden pointe er at Guds ord – at håbet – ikke kan slippe op, men at der er et overskud, som der skal spildes af. Og at det der spildes, ikke er en fejl – men meningen. Og det fortæller os, at vi har pligt til at strø om os med håb – håbe, ud af det overskud, som Gud giver os.
Der er ingen beregninger om, hvorvidt det kan betale sig – eller om det er populært
Der er ingen vurdering om, hvorvidt mismodet og afmagten er for stor. Ondskaben for massiv. Ufreden for hård.
Den kærlighed vi har fået for intet, skal vi blive ved med at give for intet. Og noget falder blandt tidsler. Noget falder i god jord. Sådan er det.
Vi skal ikke være så optagede af resultatet. Vi skal ikke være bekymrede for, hvordan det bliver modtaget – men vi skal frimodigt og ødslet dele det håb vi har. Småt eller stort, spinkelt eller nærmest ikke eksisterende.
Måske noget af det spirer og gror og folder sig ud som 30 eller 60 eller tilmed 100 fold, når vi slipper det og overlader det i Guds hænder.
Der er intet mørke, der er så sort – at vi ikke kan håbe på, at det går over, at det går videre – at det ender godt. Det, at vi må tro, at der altid er noget mere at håbe på.
For det er det, der er pointen her – at vi lever og dør på Guds overskud.
Den Gud der får gule mælkebøtter til vokse op igennem sort asfalt. Troen til slå rod i vores røde hjerter. Håbet til at spire og folde sig ud i vores sarte og bange sind. Kærligheden til at overvinde alt.