Menu Luk

Gud taler gennem mennesker

Juledag 2025
Hvordan skulle det egentlig være muligt at tro på Gud. Alting taler imod. Nyhederne beretter hver eneste dag om krig og forfærdelige hændelser rundt omkring i verden. Vi hører dagligt om overfald og overgreb – og vi mærker at virkeligheden er barsk. At der er trusler udefra, som er kommet tæt på – og at vi hver især i vores egen tilværelse har vores at kæmpe med – og vi tænker nok mest på os selv når det kommer til stykket.

Og alt det der gør os bange og fortvivlede, siger meget om mennesker – men det siger ikke noget om Gud. Det taler imod livet ja, men tro er ikke et regnestykke, hvor vi vejer for og imod. Tro opstår et andet sted.

At tro på Gud, det er ikke at lytte til at det der taler hverken for eller imod Gud.
Julen er ikke en tale for eller imod Gud. Julens budskab er, at Gud taler til mig, på den eneste måde Gud kan tale til mennesker, nemlig gennem et menneskes mund og i et menneskeligt sprog. (Helge Elbek: Troens glemsel, 1972)

Det er præcis det Johannes forsøger at sige, når han begynder sit evangelium sådan her… ”Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er”.

Gud taler til os på den eneste måde Gud kan tale til mennesker, gennem et menneske. Taler til os gennem det menneskelige sprog.

Det er det Julen handler om ifølge Johannes. Her til morgen hører vi den smukke prolog til Johannes Evangeliet – om Ordet der var i begyndelsen, som var hos Gud og som var Gud – og som blev kød, blev et menneske og tog bolig lige midt iblandt os.

Johannes fortæller ikke om Julen på samme konkrete billedrige måde som Matthæus og Lukas, som vi hørte i går. Her er ingen far og mor, ingen engle og hyrder, ingen fødsel i en stald. Johannes fortæller ikke en historie.

Han tænker over, hvad julen betyder. Han mediterer eller reflekterer over om hvad det vil sige at blive talt til. Et barn er født, et lys kom til verden, en mand blev til, og han, Jesus fra Nazaret, født i Betlehem, talte til mennesker og taler stadig til mennesker. Ikke af sig selv men med Guds ord.

Jul er, at vi kan høre Gud tale til os, som menneske til menneske. Det ord der var i begyndelsen, og som er Gud selv – det ligger nu i menneskers mund, og er det ord i verden, der ikke kan bringes til tavshed. Og netop derfor er Johannes’ juleevangelium måske særligt til os i dag

Ja, der er meget der taler imod. Det vidste Grundtvig også. Da han skrev salmen ”Julen har englelyd”, som vi skal synge om lidt. Han havde først skrevet at Jesu fødselsdag forkynder om ”fred og ingen fare” – men ændrede det, for det er jo netop ikke sandt. Det ved vi. Det erfarer vi dagligt, at verden er fuld af fare. Derfor ændrede Grundtvig heldigvis teksten til at Jesu fødselsdag forkynder ”om fred TRODS nød og fare”. Det gør en verden til forskel, for dét er netop tilsigelsen af det ord der kommer udefra med fred, som ikke kan bringes til tavshed – men som heller ikke sikrer os mod ufred og ulykke. Gudsordet kan måske give sjælefred, men meget sjældent verdensfred.  

Hvordan skulle det egentlig være muligt at tro på Gud? Spørger vi. Det kan være spændende med intellektuelle filosofiske samtaler om Guds eksistens. Måske har du også indimellem talt med venner og bekendte om hvordan du opfatter Gud. Det bliver let en samtale der handler om personlig smag og åndeligt gehør, og det kan være godt at tale om og dele med hinanden – men det bliver næsten altid samtaler der vender indad og kommer til at handle om mine tanker, mine argumenter og min tro. Om hvad jeg har at sige om Gud.  Men alt det har julen allerede vendt på hovedet. Julen handler ikke om hvad jeg har at sige, men om hvad Gud siger.

Julens budskab er, at Gud taler til dig. Og hvis du vil høre, hvad han siger, så skal du lytte til hans ord, som blev levende i manden Jesus af Nazareth. ”I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.”

Det ord der ikke kan bringes til tavshed. Og vi kender ordet. Vi ved godt hvad Gud siger til os. Hvis vi er i tvivl om hvad det er, så er det snarere fordi vi ikke vil høre det eller ikke har lyst til at høre det – end fordi Guds tale er utydelig. Vi hørte dem lige før, som de er gengivet i et af Johannesbrevene

”Mine kære, lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud. Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed.”

Vi er elskede. Elskede mennesker, siger Gud. Gud taler ikke abstrakt og filosofisk om kærlighed. Han taler i kærlighed. Og det er det ord der ikke kan bringes til tavshed. Vi skal tale til andre mennesker i kærlighed og ikke bare om kærlighed.

Gud kom til verden, siger Johannes. Han kom til verden og var i verden. Og det er julens budskab. Gud taler ikke til os fra sin høje himmel.  Han sender ikke kryptiske og mystiske beskeder fra universet. Han taler til os i verden.

Han står lige overfor dig og taler til dig i skikkelse af et andet menneske. ”Alt hvad du har gjort mod en af disse mine mindste, har du gjort imod mig”, siger Jesus et andet sted. Når vi mødet et andet menneske, så er det Jesus vi møder. Gud selv er i den andens ansigt, og slår vi blikket ned – så, er det Guds blik vi ikke ser.

Gud kom til verden i det ord, der ikke kan bringes til tavshed – og vi hører hvad han siger, i den måde vi møder andre mennesker på. Vi skylder at elske hinanden, som han har elsket os. Vi skylder at høre når han taler til os gennem de fremmede, de sultne og de fængslede.

Gud er kærlighedens stemme i verden. Vi kan ikke slukke den. Vi kan ikke slukke Guds stemme i verden. For han er det ord, der var fra begyndelsen og som ikke kan bringes til tavshed.

Vi kan slukke lyset i et andet menneske ved at slå blikke ned og lukke ørene for vores ansvar. Men vi kan aldrig få Gud til at holde op med at tale i kærlighed. Vi kan aldrig slukke for Guds nåde og barmhjertighed og overbærenhed med os mennesker.

Det er julens ægte glædelige budskab – at Gud stadig taler til os, i alle. Verden forsøger at overdøve Gud med kynisme, bomber og løgne – men han stemme forsvinder ikke. Guds ord kan ikke bringes til tavshed. Det forkynder fred trods nød og fare i dag og alle dage.

Og ordet lyder i Kiev, i Moskva, i Gaza, i Jerusalem, i Sudan, I Syrien, i Assens og her i Aarhus.  Der er ingen magter, der magter at lukke munden på Gud. Og vi kender ordet. Vi ved godt hvad Gud siger til os. Lyt og hør: Du er elsket og du skylder at elske, som du selv er elsket.
Glædelig jul

Inspiration fra juleprædiken af Kirsten Jørgensen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.