Søndag Seksagesima. Tekst: Mark 4,1-20
Da vores lokale ghetto-dreng Yahya Hassan for et par år siden debuterede med sin digtsamling, og fik succes, næsten som en popstjerne, elskede vi det. Her var et menneske, der var vokset op i et miljø, hvor det var svært – om ikke umuligt at få lov til at spire og gro. Digtene er ualmindeligt barske. Hør bare her, fra det første digt i samlingen. Det er digtet BARNDOM:
FEM BØRN PÅ RÆKKE OG EN FAR MED EN KØLLE
FLERGRÆDERI OG EN PØL AF PIS
VI STIKKER SKIFTEVIS EN HÅND FREM
FOR FORUDSIGELIGHEDENS SKYLD
DEN DER LYD NÅR SLAGENE RAMMER
SØSTER DER HOPPER SÅ HURTIGT
FRA DEN ENE FOD TIL DEN ANDEN
PISSET ER ET VANDFALD NED AF HENDES BEN
FØRST DEN ENE HÅND FREM SÅ DEN ANDEN
GÅR DER FOR LANG TID RAMMER SLAGENE VILKÅRLIGT
ET SLAG ET SKRIG ET TAL 30 ELLER 40 TIL TIDER 50
OG ET SIDSTE SLAG I RØVEN PÅ VEJ UD AF DØREN
HAN TAGER BROR I SKULDRENE RETTER HAM OP
FORTSÆTTER MED AT SLÅ OG TÆLLE
JEG KIGGER NED OG VENTER PÅ DET BLIVER MIN TUR
MOR SMADRER TALLERKNER I OPGANGEN
SAMTIDIG MED AT AL JAZEERA TV-TRANSMITTERER
HYPERAKTIVE BULLDOZERE OG FORTØRNEDE KROPSDELE
GAZASTRIBEN I SOLSKIN
Såvidt Yahya Hassan selv.
Vi får indblik i en barndom med megen frygt og mange svigt, og vi ved fra statistikker og erfaringer at de fleste ikke klare at vokse op og vokse sig fri og blomstre under de betingelser. Men Yahya Hassan gjorde.Han fik mulighed for at folde sit talent ud og gjorde det så overbevisende og flot og solgte 30 eller 60 eller tilmed 100.000 flere digtsamlinger end nogen før ham. Og ja, han har et åbenlyst talent – men det er ikke kun derfor at så mange danskere købte hans digtsamling.
Vi købte den, fordi vi elsker historien om ham. Vi elsker historier om grimme ællinger, der pludselig folder sig ud som smukke svaner. Den tykke dreng i klassen, der viser sig at kunne synge himlen op. Eller: Den enfoldige særling, der pludselig rammer plet med en opfindelse og tjener 30 eller 60 eller 100 millioner. Vi elsker at se små sprøde spire, der mod alle ods, vokser og folder sig ud. Elsker at høre om mennesker, der folder sig ud. Der folder deres evner ud, eller folder deres drømme ud. Der er ikke noget mere livsbekræftende end at opleve mennesker, rejse sig af jorden og folde sig ud i fuldt flor.
Der har været både klippegrund og mange tidsler, bekymringer og blændværk i Yahya Hassans liv og det er der sikkert fortsat. Sådan er det for os alle sammen. Ikke et enten eller. Nogle gange evner vi ikke at folde os ud, eller magter det ikke. Nogle gange er bekymringens tidsler så høje, at de forhindre os i at leve udfoldet. Nogle gange snupper vi hinandens korn og drømme. Nogle gange bliver det snuppet eller det visner mellem hænderne på os. Andre gange er det som om at både vi selv og det vi siger og gør, falder i god jord. Det er ikke et enten eller. Vi har både dage på klippegrund, dage blandt tidsler og dage i den gode jord. Sådan er det bare. Livet.
Og måske er det sådan, at erfaringen af nogle gange at være ved at gå til blandt tidsler, bekymringer og svære valg. Eller erfaringen af at befinde sig et sted i livet, hvor alt er hårdt og ufremkommeligt. Måske er det sådan, at de erfaringer vi alle sammen har, af at livet på et eller andet plan gør ondt eller er svært. Måske er det sådan, at de erfaringer – også er med til at gøre os skrøbelige og sårbare, så vi kan tage imod livet med en ydmyghed og taknemmelighed, vi ellers ikke ville have kendt? I hvert fald er det sådan det er, at vi nogen gange mister fodfæste og rodfæste – så vi har svært ved rigtig at tage imod, det der kommer til os.
I dag bliver vi mindet om, at det umulige kan folde sig ud! Ikke bare vores evner og drømme, hvis forholdene er rigtige. Nej, i dag bliver vi mindet om, at Guds rigets udfoldelse/håbets udfoldelse sker på trods af alle ods og tidsler og klippegrund. Ikke som en gift, der fjerner al ondskab, alle forhindringer og alle tidsler for altid – men som en gødende virkelighed af håb og liv og evighed, der gør sig gældende på vores jord her og nu.
For Gud er, får vi at vide, som en ualmindelig dårlig landmand der spreder sine korn med en ødselhed, der aldrig har kendt mage. Upåagtet at kun ¼ del falder i god jord, bliver han ved med at sprede sit Ord og sin kærlighed ud over os og ind i os – noget bliver spildt. Det meste faktisk. Og det er ikke fordi det kommer bag på ham, eller fordi han ikke tænker på at det meste vil gå til spilde. Alt det ved han godt. Men det er som med Guds rige, som med kærlighed – den lever af at blive spredt. Der bliver ikke mindre af den. Tværtimod. Der bliver mere. Og derfor må han sprede det – også på steder – hvor han ved at chancen for at det bliver modtaget er minimal og at chancen for at det slår rødder og bliver levedygtigt er meget begrænset. Han gør det alligevel. Spreder det. For tænk, hvis det umulige skete, at det faldt i god jord – selv på en klippe grund, eller at det overlevede på trods af tidsler eller tørke.
Det sker jo at kærligheden får magt, selv de særeste steder. Det sker at vi ser en mælkebøtte tvinge sig vej gennem asfalt. Det sker at mennesker forsoner sig, selv om de havde forsvoret det var muligt. Det sker at der skabes fred. Det sker at retfærdigheden sker fyldest. Det sker at tillid sejrer over mistillid. Det sker at kærlighed bærer frugt.
Og Guds rige kommer af sig selv uden vi har gjort noget for det, eller bedt om det. Vi behøver ikke bekymre os om Guds riges komme. Det sker. Det kommer, hvor og hvornår Gud vil, og uanset os – så kommer det. Der er en ro og et mod over den påstand – og det er både en befrielse og en aflastning for os. Guds riges komme og kærlighed, står og falder ikke med os. Ikke med vores bøn. Ikke med vores mere-eller mindre gode gerninger. Ikke med vores evne til at lytte eller tro eller tage imod. Det sker. Det kommer. Det er. Det vokser af sig selv. Eller det vokser ved Helligåndens kraft.
Guds rige er der, hvor Kristus ved Helligåndens kraft slår ned i vores sind, så vi tror. Guds rige kan ikke ses, for troen kan ikke ses. Men det kan erfares og det kan bekræftes. Men det kan ikke ejes. Da Jesus engang blev spurgt, hvornår Guds rige kommer, svarede han: ”Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det, man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! Eller se dér! For Guds rige er midt i blandt jer” (Luk 17,21)
I dag bliver vi mindet om, at Gud er som en ualmindelig dårlig landmand, der bliver ved med at så, på de mest umulige steder.
Og vi bliver mindet om at Kristus er Guds Ord, der er flyttet ind i vores verden og hjerter, og folder os ud, så vi ind imellem spirer og gror ved opstandelsens kraft
Og vi bliver mindet om at det er Helligånden – ikke os – der skaber Guds riges vækst og håbets virkelighed i blandt os og midt i mellem alle tidslerne.
Guds rige folder sig ud midt i blandt os. Og selvom vi står med både et ben i tidsler og et ben i den gode jord, så har vi del i Guds livsudfoldelse. Fordi Gud blev et menneske, som døde og som foldede sig ud, selv efter han var kommet i jorden. Han rejste sig af jorden, stod op, og bar 30 eller 60 eller 100 fold.
30 eller 60 eller 100 fold! Meget mere end det var muligt på en tør mark i Palæstina omkring år 30 og meget mere end det er muligt – også på en mark i Østjylland i år 2015. Og det er netop pointen. Guds rige er midt i blandt os, som en overflod af evigt håb og kærlighed og tilgivelse, som ikke kan tælles og regnes efter vores begreber. Kærligheden folder sig ud, og vi har del i den udfoldelse – også selvom vi nogen gange står i tidsler til halsen.
Gud er som en ualmindelig dårlig landmand, der er ligeglad med at spilde og optaget af at så. Lad os lære af det, og også sprede rundhåndet om os med liv og glæde. Måske giver det 30 og 60 tilmed 100 fold. Eller måske giver det ingenting. Pyt.
Den kærlighed vi har fået for intet, skal vi blive ved med at give for intet. Og noget falder blandt tidsler. Noget falder i god jord. Sådan er det. Vi skal ikke være så optagede af resultatet. Vi skal ikke være bekymrede for, hvordan det bliver modtaget – men vi skal som landmanden her, frimodigt og ødslet give og dele ud af os selv. Måske noget af det spirer og gror og folder sig ud som 30 eller 60 eller tilmed 100 fold, når vi slipper det og overlader det i Guds hænder.
Den Gud der får gule mælkebøtter til vokse op igennem sort asfalt. Troen til slå rod i vores røde hjerter. Og håbet til at spire og folde sig ud i vores sarte og gennemsigtige sind.