13. søn. efter trin
Måske nogle af jer også har set klip fra Demokraternes konvent i Chicago i den her uge?
Amerikanerne forstår virkelig at skrue op for konfettikanonerne og gøre et nummer ud af det. Det skortede ikke på popmusik og balloner. Men der er oplagt også brug for noget glæde og håb i den amerikanske valgkamp.
Man kan ikke sige at hverken Kamala Harris eller Tim Walz trådte ind på scenen med ydmyghed, men de talte bemærkelsesværdigt meget om at de var det, altså ydmyge.
Særligt Walz brugte store dele sin tale til at udfolde at han kom fra små kår, i en lille by, og at han tidligt lærte at vi har brug for hinanden. ”Undervurder ikke en lærer”, råbte han ud over de jublende demokrater. Underforstået: ”Jeg er helt almindelig, jeg er lige som jer. Jeg vil tjene jer.”
Normalt siger man i kommunikationsbranchen: ”Dont tell it, show it” – men i valgkampe er det oftest lige modsat. Der kan man høre ellers fornuftige mennesker sige selvmodsigende ting som: ”Jeg er et meget ydmygt menneske”
For det er selvmodsigende at sige sådan: “Jeg er et meget ydmygt menneske!” eller “Jeg er virkelig god til at tjene andre.”
Siger man det højt eller blamerer sig på de sociale medier om det gode, man gør, ændrer det straks karakter og bliver iscenesættende og kalkulerende. Som i en amerikansk valgkamp, hvor man død og pine skal have overbevist svingstaterne om, at man er en mand af folket.
Ægte ydmyghed sætter man faktisk ikke ord på. Ikke om sig selv. I hvert fald. Men mange af os vil kunne komme i tanker om andre, som vi opfatter som ydmyge mennesker der ikke sætter sig selv forrest. Heldigvis.
Ydmyghed er ikke at holde sig tilbage eller blive holdt nede. Sådan som karikaturen af ydmyghed kan blive fremstillet.
Ydmyghed er snarere en indstilling til, at alle har ret til at være her, og en erkendelse af, at jeg ikke har mere ret, til at være her.
Det er et gammelt ord, ydmyghed, som ikke bruges meget i almindelig tale mere, men betyder det også, at vi er blevet mindre ydmyge end tidligere generationer?
På en måde er der ikke noget at sige til, at moren forsøger at tage en genvej for sine dygtige sønner til de bedste pladser i Guds rige, sådan som vi hører det fortællingen i dag.
Det er sådan, det fungerer alle andre steder. Dem, der bliver ved med at ringe og spørge, ender som regel med at komme foran i køen til børnehaven, til chefjobbet, til lejligheden, til operationsbordet.
Men Jesus siger altså: “Du aner ikke, hvad du spørger om. Det kræver blod, sved og tårer at have plads ved siden af mig,” og lader hende og os andre forstå, at bordplanen i Guds rige ikke indbefatter et højbord for særligt unikke og gode mennesker.
De andre disciple bliver vrede på de to brødre over, at de forsøger at reservere de bedste pladser. Helt sikkert fordi, de ikke selv var kommet først. De havde åbenbart heller ikke forstået, at statusforholdene i Guds rige er vendt op og ned:
“I må ikke misbruge jeres magt. Den største er den, som tjener andre!”
Jesus udfordrer os på tværs af tid: “Den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener!”
Ja, verden er indrettet på en måde, så nogen har magt til at bestemme over andre. Det kan ikke være anderledes, men op igennem verdenshistorien og i dag er der utallige eksempler på, hvordan magt kan korrumpere magthavere, så de mister ydmygheden i forhold til opgaven og andre mennesker.
“Sådan skal det ikke være blandt jer,” siger Jesus, og vi bliver udfordret til at overveje vores ageren.
Hvordan bruger vi den magt, vi har fået?
Bruger vi den til at fremme vores egne interesser og ambitioner, eller bruger vi den til at fremme livet for andre og vores omgivelser?
Uanset om vi befinder os i storpolitik, i kirken, på arbejdspladsen, i skoleklassen eller i familien, så er der magtforhold og hierarkier. Nogen der bliver lyttet mere til end andre, nogen der har mere indflydelse og magt end andre.
At have magt indbefatter et ansvar for at lære sig ydmyghed. Magt er et redskab til at tjene andre og ikke et mål i sig selv. Det er ydmygheden, der lærer os det.
Pladserne ved siden af Jesus er ikke hvilesæder eller ophøjede hæderspladser. De er midt iblandt denne verdens mindste. Dem der har brug for opmærksomhed, omsorg og hjælp.
Vi kender måske erfaringen af, hvordan meningen med vores liv kan finde os i form af en opgave eller et andet menneske.
At vi pludselig ikke tænker så meget over hvad vi får ud af livet, men bliver optaget af hvad der er kommet ind i vores liv. Lidt populært sagt, opfodrer Jesus os til, ikke at være så optagede af hvor meget vi tjener, men om vi tjener nogen.
Glæden finder vi ikke der hvor vi angler efter magt, anerkendelse og opmærksomhed – men der hvor der er brug for os – i fællesskabet
Nu afdøde biskop, Jan Lindhardt skrev en erindringsbog han kaldte: ”En biperson i mit liv”, og det er det Jesus minder Zebedæusønnernes mor og os om i dag. At verdens centrum ikke er mig. At livet ikke handler om mig, men om min næste. At vi i stedet for at bruge vores liv på at kigge ind i egen navle eller efter hvordan vi selv får de bedste pladser, skal se til siden og give plads til andre.
Tanken er at hvis vi bruger vores liv på at stræbe efter at gøre os fri af andre, så ender vi med at fare vild og have svært ved at finde vores plads i tilværelsen.
Måske er det sådan, at vi finder vores plads, når vi giver plads til andre. Måske er det pladsen ved siden af Kristus, eller nærmere Kristus, der tager plads i vores hjerte? så vores hjerter bliver større og udvides af tålmodighed, opmærksomhed og ydmyghed overfor dem der sidder ved siden af os.
Zebedæussønnernes mor forsøgte at snyde foran, tænkte at der måtte være en lettere vej. Det er en kæmpe fristelse for de fleste af os at forsøge at springe over og vige uden om alt det der kræver noget af os. Vi kan ligesom hende længes efter en genvej eller let løsning.
Men hvis vores liv er let, må der være noget vi gør forkert.
Livet skal ikke være let. At elske sin næste er ikke let. Men at elske sin næste er meningsfyldt og livgivende