18. søndag efter trinitatis
Det fortælles om digteren Nis Petersen at han under en af sine rejser på Færøerne lagde mærke til at store skibe sejlede ind i en fjord og gav sig til at krydse frem og tilbage tilsyneladende helt planløst og meningsløst. Det kunne stå på i timevis.
Men han fik at vide at det var skibe, der havde afbrudt deres rejse og var gået ind i fjorden for at indstille og fejlrette kompas. Når kompasset var rettet ind styrede skibene igen ud på de store have for at følge den rette kurs mod det bestemte mål.
Sådan skulle det vist også være i dag. At de færøske fjorde bruges til fejlretning af kompas. Om det er en skrøne aner jeg ikke.
Men her i mødet med Jesu ord sker der noget med vores indre kompas og de afvigelser, der har indfundet sig. Det dobbelte kærlighedsbud er sådan et kompas.
Vi må indimellem stoppe op og forsøge at indstille vores indre kompas i erkendelsen af at have svigtet eller truffet en forkert beslutning og retningen i vores liv.
Man spørger Jesus: Hvilket bud er det største? Og Jesus svarede: ”Du skal elske Herren din Gud”, og det var lige efter bogen! Det kunne enhver ordentlig jøde citere. Det overraskende og det der satte dem til vægs dengang – og som vel også sætter os til vægs i dag – var at han fortsatte: ”Du skal elske Herren din Gud – og du skal elske din næste som dig selv!”.
At skulle elske Gud, er ikke noget særligt kristent.
At skulle elske sin næste, er ikke noget særligt kristent.
Begge bud finder man i andre filosofier og religioner, men at det at elske Gud og elske næsten, er så tæt forbundet at de er to sider af samme sag. Det er nyt, og det er kristentroens liv i en magi-terning.
I virkeligheden har vi ikke andre bud i kristendommen, end dette ene, som vi også kalder ”det dobbelte kærligheds bud”: Du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv. I øvrigt er det at være kristen, at være lovløs! Eller: Vi kan ikke læne os op ad en masse leveregler og bud – ikke andet end det ene at vi i en hver situation skal elske Gud og vores næste.
Det dobbelte kærlighedsbud er ikke bare teori – det udfordrer os i hverdagens konkrete møder med andre mennesker. Det gælder også det menneske, vi ikke bryder os om, og dem, vi ikke synes, har fortjent det.
Det kræves ikke af os at vi skal kunne lide vore næste.
Det kræves ikke af os at vi skal blive bedste venner med vores næste.
Det kræves ikke af os at vi nærer nogen som helst varme følelser for vores næste.
Men det kræves af os at vi elsker ham eller hende!
og den kærlighed, er noget meget større end den der beror på vores følelser. At elske den vi kan lide, er jo ikke nogen sag. Men at elske den, vi ikke kan lide – det er straks en anden sag.
Jeg tror vi alle sammen kan komme i tanker om et menneske, som vi virkelig synes det er en udfordring at elske.
Når vi på dansk taler om ”at elske”, så er det vanskeligt at ikke at lade følelserne løbe af med alt indholdet, men når vi skal forstå det ”at elske sin næste som sig selv”, så er det nok brugbart at tænke kærligheden udenom følelser.
Måske kan man tale om at respektere næsten, med den samme form for respekt, som man selv synes at have krav på
Måske kan man tale om at tilkende næsten, den samme ret til at være her i verden, som én selv
Måske kan man tale om at møde næsten med bevidstheden om at vi begge to er skabt i Guds billede
Måske kan man tale om at give sig hen til altid forsøge at sætte sig i den andens sted
Buddet om næstekærlighed har ingen brugsanvisning, men ofte ved vi fra os selv og vores evne til at sætte os i en andens sted, hvad den anden har behov for.
Så nok kan kravet om at elske næsten, være en kæmpe udfordring og umuligt at leve op til – men det ligger i os, at forstå hvad det indebærer. Vi har det i os, fordi vi selv er mennesker, der har brug for en næste.
Hvis det er svært at elske næsten, kan det måske virke endnu mere abstrakt at elske Gud. Men pointen er den samme.
For hvad vil det sige at elske Gud? Igen tror jeg det er vigtigt at man ikke lader følelserne løbe med al indholdet. Kærligheden til Gud beror heller ikke på vores følelser, som kan være så omskiftelige alt efter vores sindstilstand og humør. Måske kan man også i forhold til Gud bruge nogle af de samme ord, som når vi taler om næstekærlighed. Vi kan tale om at det at elske Gud, betyder:
at vi skal respektere Gud
at vi skal tilkende Gud retten til at være Gud og ikke forsøge at gøre ham kunsten efter
at vi skal lytte til Gud, og give os hen til livet som gudskabt i tillid til at vi er hans børn og altid allerede elskede.
Det er nåden. Nåden er at Guds kærlighed – at kærligheden er større end vores evne til at elske. Så buddet ikke alene lyder: Du skal elske Gud og du skal elske din næste – men også: Elsk din næste, som Gud elsker dig!
Når vi tænker over både næstekærligheden og kærligheden til Gud, kan man forestille sig det som en livsrytme
At elske Gud og næsten er som at trække vejret.
Det er bevægelsen, der holder os i live.
Vi ånder ind – vi tager imod.
Vi tager imod Guds kærlighed, hans nåde, hans blik på os, som siger: ”Du er mit barn.”
Vi kan ikke skabe den kærlighed selv.
Den kommer til os, som luften gør.
Vi tager imod den, fordi vi ikke kan lade være.
Og så ånder vi ud – vi giver videre.
Vi giver den kærlighed, vi selv har fået, formet som omsorg, som tålmodighed, som tilgivelse.
Som et blik, der ser et andet menneske med mildhed.
Vi puster kærligheden ud i verden.
Hvis vi kun trækker vejret ind – hvis troen kun handler om at tage imod, om at lade Gud fylde os – så bliver troen stillestående, og vi kvæles i vores egen fromhed.
Men hvis vi kun puster ud – hvis vi prøver at elske og gøre godt uden selv at tage imod Guds kærlighed først – så løber vi tør.
Så bliver kærligheden til en opgave i stedet for en gave.
Livet i Gud er som åndedrættet: ind og ud, mod Gud og mod næsten.
Den ene bevægelse giver liv til den anden.
Vi kan ikke skille dem ad, lige så lidt som vi kan leve uden at trække vejret.
Og måske er det det, Jesus vil minde os om, når han siger:
”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte… og din næste som dig selv.”
Det er ét åndedræt.
Guds kærlighed ind – vores kærlighed ud.
Et liv, der ånder i takt med Gud.