Tredje søndag i advent
Johannes spørger Jesus: Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?
Du sidder ved eksamensbordet. Lidt for lidt forberedt og vældig nervøs. Censor kommer ind af døren. “Åh nej, ikke ham”. Rygterne siger at han er skrap. Han høster ikke, hvis man ikke har sået – og samler ikke, hvis man ikke har spredt bare en smule guldkorn. Du siger:
Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?
Du sidder og venter ved bordet i restauranten. Du venter på en blinddate. En mand stiler hen i mod dit bord. “Åh nej, ikke ham”. Du siger:
Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?
Din datter skal for første gang have en kæreste med hjem. Hun er lidt nervøs for, hvad I vil synes. Du er også lidt nervøs. Det ringer på døren og du åbner. “Åh nej, ikke ham”. Du siger:
Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?
Man kan forestille sig mange situationer, hvor spørgsmålet vil være særdeles malplaceret.
Dørene bliver åbnet, bruden kommer ind i sin smukke hvide kjole – og gommen udbryder chokeret: Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?
Er du den, som kommer eller skal vi vente en anden?
Hvorfor spørger man om det? Det gør man fordi man havde forventet sig noget andet. Man havde forestillet sig en helt anderledes person. Sådan var det for Johannes. Han havde forestillet sig noget helt andet. Han havde forestillet sig af Guds søn, ville være fuldstændig anderledes. Han er desillusioneret og skuffet.
Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?
Johannes er kommet i tvivl. Han sidder i fængslet kun konfronteret med sig selv og sine tanker. De fleste af os har prøvet det – altså ikke at være i fængsel – men det at når man er alene i længere tid, at så bliver man nemt melankolsk og eftertænksom.
Overladt til sig selv har man tiden til de store spørgsmål, som normalt skubbes til side af hverdagens travlhed og andres forstyrrelser. Her sidder Johannes alene og tænker: Det kan ikke passe. Han er så anderledes. Øksen ligger stadig ubrugt ved træets fod. Min Gud – den Gud jeg er vokset op med, er hævngerrig og streng. Det er ikke det jeg oplever lige nu, Jesus prædiker ikke fordømmelse men barmhjertighed. Er Jesus virkelig Guds søn?
Johannes er rystet og forvirret – har han brugt sit liv på det forkerte? Han skulle bane herrens vej – han skulle gå foran Jesus – men er Jesus den rigtige, Jesus? Han er i tvivl helt ind i hjertet og spørger:
Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden.
Og lige så malplaceret spørgsmålet er, ligeså alvorligt tager Jesus det. For Johannes´ tvivl er dybtfølt og Jesus kan uden videre rumme hans og vores tvivl.
Her i adventstiden, hvor vi mødes og hygger over den ene juletradition efter den anden, er det mærkeligt nok også nemt at blive ramt af tvivlen, når vi et øjeblik stiller os udenfor juleræset, og for os selv, tænker vi måske:
- Er det ikke alt sammen bare tomme traditioner?
- Kalenderlys, kalendergaver, adventskrans og adventstamtam. julekager, julemad, juletræ og julepynt.
- Hvad skal det til for?
- Gør vi det ikke bare for hyggens skyld?
- Her i den mørke og kolde tid, har vi jo brug for noget at varme os på – vi har brug for at tænde lys og noget at samles om – men kunne det egentlig ikke være hvad som helst?
- Gør det nogen forskel at vi fejrer Jesu fødsel?
- Gør Jesu fødsel en forskel? Er det ikke bare blevet til en sød historie, vi pakker ind i cellofan og julebånd, og skyller ned med sød gløg?
- Hvad betyder det for os, at Guds søn kommer til verden?
- Hvad er meningen med det hele?
- Hvordan er Gud? Hvad er det for en Gud der kommer os i møde?
- Hvad skal jeg tro på? Er Jesus virkelig Guds søn?
Vi spørger, måske:
Er du den som kommer, eller skal vi vente en anden?
og når vi rammes af tvivlen, så er det godt at tænke på at Gud kan rumme den også – Guds tro på os, er ikke afhængig af vores vakkelvorne tro på ham. Den bærer igennem for os.
Jesus kommer med sit kærlighedsbudskab. Han forkynder den kærlige, himmelske far. Han forkynder Guds betingelsesløse tilgivelse af alt, hvad der skiller os fra ham. Det er nyt for Johannes. For ham er Gud streng og hævngerrig.
Tager Johannes nogensinde selv imod det evangelium? Kommer han til at stå som den, der har forberedt Gudsrigets komme, men som ikke selv går med derind? Det kan vi ikke vide. Men vi kan tænke, at det er forskellen på lov og evangelium, læren og livet. Måske står Johannes tilbage med læren, uden at det bliver til livet for ham. Jesus er først Guds søn, verdens frelser, når han er det for nogen, når han er det for os.
Vi hører det samme, som Johannes hørte: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Vi hører budskabet om det, Jesus gjorde, og det, han sagde.
Og skal det give mening for os, skal Guds ord blive levende for os, må vi selv sætte ord på. Ord der får vores verden til at give mening. Hvilken betydning har evangeliet for os? Vi må føje vore egne ord til traditionens og skriftens ord.
Og det bliver vi aldrig færdige med, ligesom vi aldrig bliver færdige med at tale med dem, vi holder af.
Skal det blive troværdig tale, må vi tale om, hvilken betydning julens budskab har for os nu.
- Hvor ser og hører vi, at Jesus virkelig er den, vi forventer?
- Hvor skal vi rette vores opmærksomhed hen?
- Hvad kan vi med vore egne ord sige, at troen er?
- Er det, når vi tager forkyndelsen med os ud i livet, ud i hverdagen og bruger den til at forstå det, vi oplever der?
- Når vi lader Guds ord give mening i det, som kan være et under i vores liv?
- Når en syg bliver rask, når en, der har levet uden kærlighed, får en at elske?
- Når der bliver fred, hvor der før har været krig? Når venskaber opstår?
- Når gavmildhed og godhed overvinder selviskhed?
- Når vores tvivl bliver til tro?
- Når håbløshed bliver til håb i os?
Når vi tager Guds ord med os ind i livet og bruger det til at forklare og forstå, finde mening i det, der sker, så begynder verden måske at forvandle sig for os. Så får vi ikke kun øje på verdens ondskab og menneskers fejl. Så ser alt ikke ud som en endeløs række af tilfældige ligegyldigheder. Så ser vi Guds søn som den, der kommer til os, for at overvinde ondskab og uret med kærlighed og tilgivelse.
Det er advent, I kirken bruger vi tiden på at vente på Guds komme til verden. Og vi taler om, hvordan den Gud, er, som vi venter på. Det fokus, på Guds snarlige komme, synes indimellem lidt at drukne i nisser og brunkagedej.
Men, jeg hører ikke til dem der går i panik på Guds vegne, over at Kvickly og Føtex har konstateret at der ikke er salg i det kristne julepynt, men at folk i år vil have nisser og julekugler, i stedet for Engle og julekrybber.
Og jeg synes at nissehaderen fra Løkken, skulle vælge en anden kamp at kaste energi ind i. Nisser eller ej? Det er ligegyldigt, for nisser er jo bare fjolleri og fantasi, der hører julehyggen til. At hænge nisser i galger på kirketårne er latterligt, og helt useriøst.
At Gud blev menneske og kom til verden i det lille Jesusbarn julenat, er så skelsættende og omfattende en begivenhed, at det er højt hævet over drillenisser og vaniliekranse. Skulle han som lod sig føde i en stald blandt skrydende æsler og larmende okser, virkelig ikke kunne klare at blive fejret midt i et mylder af kravlenisser? Jo, selvfølgelig.
Gud kan holde til det meste. Vi behøves ikke pakke ham ind i vat, eller behandle ham som kinesisk porcelæn. Vi kommer til at gøre Gud lille, og begrænset. Som Johannes, der også kom Gud i kasser og ikke forstod at Guds kærlighed ikke kan begrænses af vores indstilling og formåen, men at den altid flyder ud over alle rimelige grænser.
Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden, spørger Johannes, og Jesus svarer: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig.
Den kristne Gud er en inkarneret Gud, som viser sit sande væsen i Jesus fra Nazaret. Og Jesus er heldigvis, den som kommer – vi skal ikke vente en anden.
Guds inkarnation betyder, at Gud er en Gud, som kommer til verden. Ikke fra ét sted til et andet, ikke fra en fjern himmel til jorden, ikke fra fravær til nærvær, men komme i betydningen “at komme i møde”.
Guds inkarnation er ikke alene en antik begivenhed eller en aktualiseret virkelighed ved adventstid på kirkeårligt basis. At den kristne Gud er en inkarneret Gud, betyder noget langt mere tidløst og grundlæggende, nemlig at det hører til Guds væsen at være en imødekommende Gud.
Gud kommer til verden, ikke alene for at tage os til nåde, men for at vise os en kærlighed, der går forud for synder og dyder, en kærlighed, man ikke kan gøre sig fortjent til, men som bare er, fordi Gud er.
Om lidt skal vi synge en salme af Johannes Johansen, der hedder “Dommer over levende og døde”. Det skal vi, fordi den meget rammende udtrykker den anderledesheds-faktor Jesus møder os med.
Vi er i al almindelighed umanerligt hurtige til at dømme både hinanden og os selv. Et forkert ord, en forkert holdning, en forkert religion, et forkert skridt, en forkert adresse, en forkert tone – mere skal der ikke til, før vi fælder dom og dømmer hinanden ude. Når vi møder hinanden eller os selv på en dårlig dag, så ligger fordømmelsen lige for.
Derfor er det heldigvis ikke vores eller andres dom over os, der er afgørende. Det afgørende er at Jesus – dommer over levende og døde, møder os og ser os med alt hvad vi er og har, stiller sig foran os og tager dommen på sig, så vi går fri.
Nåde er, at Gud er en imødekommende Gud, som altid har kærlighed til overs for os.
Dommer over levende og døde,
søn af stjerner og af mennesker,
aldrig ud i mørket vil du støde
den, der kommer til dig, som han er;
alle knæ på jorden skal sig bøje
dybt i solopgangen fra det høje.
Amen