5. søndag efter påske
Det er ikke rart at stå i et vadested.
Hverken helt konkret eller i overført betydning. Et vadested er noget man skal igennem. Der er ingen broer, smutveje eller færger. Man må gå selv. Man må gøre arbejdet selv. Der er lavvande og fast bund under fødderne, men vandet strømmer tit stærkt. Det er ikke et sted man kan blive, men noget man skal igennem.
Når vi taler om at stå i et vadested i overført betydning, så mener vi, at vi står et sted i livet, hvor vi er nødt til at træffe et valg. Vi er ikke et sted, hvor vi kan blive stående.
Enten skal vi gå den ene eller anden vej. Vadestedet er afgørelsens sted, det sted som kan kræve mange spekulationer og søvnløse nætter.
Når vi står i et vadested eksistentielt set, så står vi ofte et ensomt sted. Der er ikke andre der kan gå igennem vadestedet end os selv. Vi kan spørge venner og familie om gode råd, vi kan spørge om hjælp og støtte – men valget er vores, afgørelsen er vores, kampen er vores.
Og den der åndelige eller eksistentielle kamp, som vi kan stå i, den kalder vi også en jakobskamp. Opkaldt efter den fortælling vi hørte før fra alteret, om Jakob fra Det gamle testamente, der i kæmper en lang nat ved vadestedet i Jabbokfloden.
Men hvad er det han kæmper med? Og hvem er det han kæmper mod?
Jakob er på vej tilbage til sit hjemland efter mange år i eksil. Som helt ung måtte Jakob flygte fra sin bror Esaus vrede, fordi Jakob havde snydt sig til den velsignelse, som var tiltænkt hans ældre bror Esau. Da Esau bliver klar over at han er blevet snydt, udbryder han: “Det er med rette, at han kaldes Jakob” – for navnet Jakob kan også betyde “han bedrager”.
Og nu – godt 20 år senere, er Jakob altså på vej tilbage for at mødes med sin bror. De har ikke set hinanden siden, og Jakob er i mellemtiden blevet en meget rig mand med store flokke af får og kvæg. Han har fået to koner og en kæmpestor familie.
Da han nærmer sig hjemegnen, sender han folk i forvejen til sin bror Esau for at fortælle ham, at han nu er på vej hjem, og at han ønsker forsoning. Han er naturligvis bange for at møde ham, fyldt af dårlig samvittighed over at det er gået ham selv så godt– og han frygter for sin brors reaktion.
Sendebuddene kommer imidlertid tilbage til Jakob med beskeden om, at Esau nærmer sig med en stor styrke på 400 mand. En så stor styrke kan kun tolkes sådan, at Esau ikke just kommer med fred. Og Jakob bliver endnu mere bange – men han har ikke mulighed for at flygte. Fordi han rejser med store flokke af dyr, kan han ikke bare vende om og flygte fra Esau.
Så han står så der ved vadestedet, mellem ude og hjemme, og ved, at hans bror er på vej imod ham. Hvordan vil broren reagere på det gamle bedrag? Har tiden læget alle sår eller er det hævntørsten, der hersker? Og hvad med Gud? Hvordan ser han på ham og hans familie? Der er god grund til Jakobs frygt og indre kampe.
Om natten står Jakob der i vadestedet og en mand træder op foran ham, og de kæmper, og de kæmper hele natten. Er det Gud, sig selv eller broren, han kæmper imod?
Tolkningerne er mange, traditionelt i billedkunsten er det skildret som en engel, han er i kamp mod. Erfaringen siger os, at det kan være svært at skelne i mørket, også det eksistentielle mørke.
Vi ligger der helt vågne, og har alligevel svært ved at se klart.
Vi kæmper måske i tanken med vores bror, som vi har dårlig samvittighed overfor eller, som vi har svært ved at tale med i virkeligheden: Hvis jeg siger sådan, hvad siger han så? Hvordan kan jeg gøre det godt igen? Og hvis jeg ikke kan gøre det godt igen, hvad kan jeg så gøre? Hvordan kan vi leve med det der er sket? Eller: hvordan kan jeg forlige mig med, at han ikke vil se mig mere? Eller: Hvad har jeg gjort, siden det er gået galt? Vi gennemgår samtaler og situationer igen og igen. Noget må ske, for her i vadestedet kan vi ikke holde til at stå.
Vi kæmper måske med os selv, slår os oven i hovedet med det der går dårligt eller det vi ikke har fået gjort. Vi tænker måske: Hvis jeg bare kunne det eller det? Hvis jeg bare kunne tage mig sammen? Være lidt mere afslappet, eller lidt mere glad? Hvis jeg bare var lidt mere ligesom den eller den? Måske har vi svært ved at holde vores eget selskab ud, eller måske mangler vi mod og tillid til andre? Måske ligger vi og bekymrer os for hvordan det skal gå i morgen, fordi vi mangler tillid til andre mennesker – eller fordi vi ikke har mod til at give slip, på det vi alligevel ikke kan gøre noget ved? Vi laver mentale liste over alt det vi skal nå og gøre og ordne – næsten identiske med dem, vi lavede forrige nat. Vi står i et vadested, og vi er nødt til at finde vejen igennem det, et andet sted end i os selv.
Vi kæmper måske med Gud, spørger hvorfor? Hvorfor lige mig, eller hvorfor lige hende? Eller vi trygler: Hjælp mig, gør mig rask, hjælp mig til ikke at være så bange. Vi beder: tilgiv mig at jeg svigtede, tilgiv mig at jeg ikke var der, vi søger: Vis os en vej? Hvad skal jeg gøre? Hvad er det rigtige skridt? Vi gentager måske de samme bønner igen og igen, eller: vi spørger tøvende: Er du der, Gud? Og hvis du er der, så hjælp mig? Hold hånden under mig! Slip mig ikke før, du velsigner mig. Vi står et svært sted. Et vadested eller på Herrens mark – og vi ved godt, at vi ikke er alene. Gud er der i kampens hede.
Intet mennesker kommer igennem livet uden kamp, og der er kampe som vi ikke skal forsøge at undgå. Der er kampe der er helt nødvendige, for at vi kan komme igennem nattens vadested, og solens morgenstråler igen kan lyse os op.
Det ligger til os mennesker – nogen mere udpræget end andre – at vi gerne viger uden om konflikter /det der er svært / det der kræver kamp. Men samtidig tror jeg også de fleste af os, kan komme i tanker om noget der var kampen værd.
Kamp må der til skal livet gro, synger vi og der er i hvert fald en sandhed i, at det vi har kæmpet for – et menneske, et forhold, en sag eller en plads – at det står vores hjerte nært. Det vi har kæmpet for, det holder vi kært. Det sætter vi pris på – det valg der ikke traf sig selv, men som krævede noget af os, det står stærkt. Det gør livet stærkt.
Når Jakob ser tilbage på nattens kamp ved vadestedet, indser han, at han har været helt tæt på Gud selv. “Her har jeg stået ansigt til ansigt med Gud og sluppet fra det med livet i behold”, siger han.
Jakob mener ikke, at han har stirret Gud ind i øjnene, men at han har haft et direkte møde med Gud selv i løbet af natten. Han har fået sat et spejl op foran sig, så han så sit eget ansigt i lyset af Gud.
Han har kæmpet med livet som indsats, og er kommet styrket fra det. For nok har han skadet sin hofte og må halte derfra, men han har vundet sjælefred og fået Guds velsignelse. Solen stod op og varmede Jakob, da han krydsede vadestedet, haltende på grund af sin hofte.
Livet giver os kampe, som vi ikke kan eller skal undgå. Nogle af de kampe giver os sår og skrammer, men vi har grund til at tro og håbe, at solen også står op og varmer os, så vi kan rejse os og gå med Guds velsignelse. Gud, som elsker os, og som vi er forbundet med – og som hører vores mindste bønner og største hjertesuk.
Livet fører os undertiden ad underlige veje for, måske for at Gud kan komme til at velsigne os og vende noget, som vi frygter allermest, til noget godt.