Søndag Septuagesima
Jeg tror de fleste af os kan komme i tanker om et tidspunkt, hvor vi har dukket os, gået i flyverskjul, forsøgt at gå under radaren eller har haft lyst til at grave os ned. Ligesom den sidste tjener i fortællingen om de betroede talenter.
Hvem har ikke siddet i klassen som barn eller ung og forsøgt at gøre sig helt usynlig, i håb om at læreren ikke spurgte én, fordi man var bange for at blive til grin, hvis man svarede forkert. Det har jeg i hvert fald.
Eller hvem har ikke pludselig været travlt optaget af at lede efter noget i sin taske, når man sad til et møde og der skulle fordeles opgaver. Opgaver som man egentlig ville være kvalificeret til, måske endda den bedste omkring bordet til, men som man alligevel ikke havde mod på at påtage sig – måske af frygt for ikke at kunne leve op til forventningerne eller af frygt for hvad de andre tænkte, eller måske fordi det var nemmest at lade være.
Hvem har ikke undladt at ringe til én, som havde det svært og som havde brug for det, fordi man var bange for at komme til at sige noget forkert. Noget der kunne gøre det værre?
Hvem har ikke takket nej til en invitation med verdens dårligste undskyldning, fordi man var bange for at komme til at kede sig, eller måske fordi man ikke rigtig kendte nogen?
Hvem har ikke nikket let modvilligt i en diskussion, i stedet for at tage kampen op og stå ved sine holdninger, fordi man var bange for at komme på tynd is, eller komme til at vise for mange følelser.
Ja, det har jeg i hvert fald.
Og i dag får jeg – og I andre måske også – at vide, at vi skal lade være med at være så bange for at gøre noget forkert. Så længe vi dog gør noget.
Frygten for at træde ved siden af, sige noget forkert eller tabe ansigt, kan få os til at tabe selve livet af hænde.
Når Jesus fortæller den her lignelse, så gør han det ikke for at opbygge egoet hos dem som værdiansætter sig selv meget højt og altid lykkes med at skabe noget stort og smukt og ekstraordinært.
Når han fortæller den, så er det for at sige til os: Ja, vi mennesker har fået forskellige evner og muligheder – men det vi har fået – lidt eller meget – det har vi fået for at vi skal bruge det, så det kan blive til glæde for andre. Det skylder vi ikke bare den anden, det skylder vi selve livet. Eller selve livets giver, nemlig Gud. At kaste os ud i det. Kaste os ud i livet med det vi hver i sær har at gøre godt med.
Vi sammenligner os tit med dem der fik mere, dem der er klogere, dybere, stærkere. Dem der ser ud til altid at have kræfter til at gør det rigtige i en situation. Vi synes måske vi ofte står bagerst i køen til held, eller at vi har fået så meget at kæmpe med, at det er svært at være til, og da i særdeleshed at være noget for andre. Og det er sikkert sandt. Erfaringen siger os, at vi mennesker har fået meget forskellige gaver. At vi står så forskellige steder, med så forskellige sind.
Og hvis vi i øjeblikket ligger ned, eller hænger i med neglene, så lyder det let som endnu et krav fra jobcenteret om at gøre sig umage, gøre noget mere, løbe noget stærkere, tænke noget mere positivt.
Men sådant taler Jesus aldrig til os. Han taler os ikke ned, han taler han os op. Han siger: Du skal ikke være bange! Du skal frit stille dig frem med et du har, der er en livskraft også i dig, som skal frem, som kan spire, som skal bruges, som du ikke må putte med for dig selv, eller dække til med forbehold.
For Gud, vores skaber og far, han er som den bondemand, der kan høste lækre frugter, selv der hvor der ikke er sået, og samle smukke afgrøder selv der, hvor der slet ikke er spredt nogen frø. Så håbefuld og livs-fremkaldende er Gud. Derfor skal vi trygt lægge det frem vi har og kan, for at det kan spire i det fri og i det fælles, og ikke dø af iltmangel i vores eget ekkokammer.
”De må elske slanger. Glem ikke, Deres Excellence, hvor ofte, glem ikke, Deres Excellence, at så godt som hver eneste gang, vi beder Gud om en fisk, er det en slange han giver os.”, sådan siger en lidt falleret teolog i Karen Blixens bog ”Den afrikanske farm”. Det kunne lige så godt have været Karen Blixen selv der havde sagt det, efter tabet af farmen i Afrika. Hun mistede ikke alene sin elskede farm, men også sin bedste ven i en flyulykke. Desuden var hun dødssyg, fordi hendes ægtemand havde smittet hende med en uhelbredelig syfilis.
Blixen havde virkelig satset alle sine talenter i Afrika. Hele sin ret betydelige formue og alle sine evner havde hun brugt på at forsøge at skabe vækst på farmen. Hun var i mange år overbevist om, at hendes skæbne var bundet sammen med farmen i Afrika. Hun følte sig som en fisk i vandet, mens hun levede og arbejdede der, men der blev ved med at vise sig slanger. Alt gik ligesom galt. Til sidst oplevede hun en voldsom tørke. Jorden blev så udpint, at det kun var ørkenens dyr der kunne overleve der. Hun måtte give op og lægge sin livsdrøm bag sig.
Tilbage i Danmark brugte hun det eneste talent hun havde tilbage: Hun skrev! Eller hun blev en tryksag, som hun selv kaldte det med foragt, men netop det blev jo en stor velsignelse for os, der stadig kan læse hendes bøger.
Blixen havde utallige gange bedt Gud om en fisk, men i stedet fik hun slanger – både helt konkret i ørkenen, og i overført betydning som prøvelser og fortræd. Karen Blixens gamle teolog mente at det var Gud der sendte slanger for at prøve Karen Blixens karakter, eller måske for at få hende til at forstå at hun skulle opgive drømmen og tage hjem til Danmark og skrive bøger i stedet. At det var det der var hendes kald. Jeg tror ikke Gud prøver os på den måde. Jeg tror derimod at det indimellem er sådan, at nogen af os tilfældigvis oplever meget modgang og at det kan kræve meget styrke at blive ved med at håbe og leve, og finde den livskraft der skal bruges for at være noget både for sig selv og andre.
Vi længes og vi beder efter lethed og lykke, men får vi stedet alt andet: tørke og giftige slanger at kæmpe med. Måske vender vi vores frustrationer og vrede indad, eller vi vender den mod Gud, som den der har givet os det her liv – og vi spørger ligesom Karen Blixen: Hvorfor? Hvorfor skal vi være her, i den her ørken, hvor mine talenter ikke slår til? Eller hvad skal jeg stille op med alt det der er samlet her i min entré af problemer og svære ting. Jeg har ikke det der skal til, for at løse det? Og når vi står på det sted, så kan vi have meget lyst til at grave os ned, af frygt for at det skal blive værre eller fordi vi har opgivet troen på at Gud også holder af os. Måske sker der det, at vi mister tilliden til Gud, og så mister vi i virkeligheden alt.
I fortællingen om de betroede talenter, er pointen ikke den, at Gud kun er med de hårdtarbejdende og dem der kan få ting til at gro. Nej, pointen er den, at vi frimodigt skal lægge vores liv i Guds hænder, også – og måske særligt når det er helt tomt og uden liv. Når vi ikke magter noget og når vi står et sted, hvor alt er tabt, og hvor der ikke findes nogen trøst. Lige der er Gud. Han er den Gud, der høster hvor der ikke er sået og samler hvor der ikke er spredt, som det siges til tjeneren.
Der hvor alt er tabt, og drænet for liv og mening, her er Gud og han vil lade noget vokse hos os – der vil vokse nye og stærke skud frem, som vi ikke før har set. Gud vil sætte spire af liv i os, som vil vokse og spire med muligheder vi slet ikke havde forstillet os, hvis vi er åbne og tillidsfulde til at det faktisk kan ske.
Guds kærlighed må give os mod til at være, hvad vi er – give os mod til at udholde vores begrænsning, vores skyld og de slanger vi støder på. Det var det, den tredje tjener ikke havde mod til – han søgte i stedet at blive god nok, og dermed at blive færdig med Gud og hans krav: Se, her har du hvad dit er! I stedet viser Gud os, at vi må leve af tro – dvs. at tage den chance, på én gang at være skyldig og alligevel være til.
Vi skal ikke være modige, men vi skal turde tro på at uanset hvem vi er eller hvad vi er havnet i, så er vi favnet af Guds nåde.