2. søndag i fasten
”Man siger, at sandheden kommer fra børn og fulde folk, men jeg tror nu snarere, at den kommer fra børn og syge folk”
sådan skriver forfatter og journalist Daniel Øhrstrøm i sin nye bog med den sigende titel Det er om natten, man ser nordlys.
Jeg tror, han har en pointe. Daniel er selv uhelbredeligt syg. Sygdomshistorien løber som en rød tråd igennem hele bogen, og undervejs bliver man som læser beriget af hans erfaringer og refleksioner om troen og håbet.
Han skriver ud af afmagt, som faderen i dagens tekst der i desperation råber: ”Jeg tror, hjælp min vantro.”
Det er et hårdt – men også sandt – sted at stå, der hvor man forstår, at man ikke kan selv. Men må stole på, at man er i Guds hånd.
Som vi trøstende hører det i teksten: ”Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op.”
Det kan føles som en velsignelse, når nogen tager éns hånd.
Afmagt er det sted, hvor vi ikke kan andet end at håbe og bede om, at nogen tager vores hånd.
Jesus afslører de selvbevidste disciple for deres manglende evner. Det hele bunder i, at de vil selv.
Han siger det direkte til faderen: ”Hvis du kan!”
Udråbstegn! – for det er nemlig ikke det, det handler om.
Det handler ikke om at kunne; det handler om at tro.
Og faderen bliver helten, der indser, at ikke engang det kan han. Derfor får han hjælp.
Disciplene forstår ingenting.
Og man får næsten indtryk af, at Jesus ikke rigtig gider svare dem. For de forstår heller ikke svaret.
Måske var de ikke helt så dumme, som Markus gør dem til – men i fortællingen her bliver det disciplenes manglende forståelse, der gør, at vi, der hører historien, forstår, at tro ikke handler om at kunne og ville… men kun om dette ene: at have tillid til Jesus.
Og den tillid viser faderen. Derfor kan vi lære af ham hvad tro er. Det er ikke noget man har – det er noget man er.
”Jeg tror,” udbryder han – efterfulgt af et ”hjælp min vantro.”
”Altså, nej, det gør jeg faktisk ikke – men jeg har tillid til dig.”
”Jeg tror, hjælp min vantro” – det udsagn viser forholdet mellem hans desperation og bevidstheden om, at han ikke selv er i stand til at tro.
Det, han kan komme med, er kun sin fortvivlelse og bøn.
Og den tiltro til Jesus er tilstrækkelig, viser det sig.
Jesus siger: ”Hvis du kan! alt er muligt for den, der tror.”
Faderen mener, at han skal tro, men har kun sin vantro at komme med i sin bøn til Jesus.
Og det viser sig altså, at også troen kommer fra Jesus. Han er den, der tror, så alt er muligt.
***
Fortællingen handler ikke kun om en epileptisk dreng og hans desperate far.
Den handler om, hvad der sker med os, når vi er besat af indre dæmoner.
Der kan være kræfter som jalousi og vrede, der tager magten over os. Det kan føles, som om man er besat. Syge tanker og fantasier om, hvad man kunne have lyst til at gøre … og måske endda kommer til at gøre.
At der er vilde kræfter som kan tage magten over mennesker. Det ser vi igen og igen. Både i vores eget liv og i det der bliver til nyheder
Og det var overraskende nyheder, da en journalist og tv-vært fik en fængselsdom for stalking og identitetsmisbrug. Det havde man ikke lige set komme – og hun har virkelig fået sin straf – både i det etablerede retssystem og af folkedomstolen.
Måske har sagen fået så meget opmærksomhed, fordi vi alle sammen kender følelsen af, hvordan vreden, jalousien, begæret og misundelsen kan tage magten fra os og gøre os lettere sindssyge.
“Komplet idioti,” sagde hun selv om det efterfølgende.
Hun var på ferie med sin familie, da hun opdagede, at hendes mand havde en beskedkorrespondance med en anden kvinde. Hun blev overbevist om, at der var en affære – og jalousi og vrede tog over.
Hun begyndte at chikanere den anden kvinde ved at bruge hendes oplysninger igen og igen i forskellige onlineformularer. Hun indtastede personoplysninger mindst 81 gange, så kvinden fik tilsendt nyhedsbreve, bookingbekræftelser og telefonopkald. Hun bookede borde på restauranter, satte psykologtimer i den andens navn og bad endda en skadedyrsbekæmper til at komme hjem til hende.
Hun forklarede i retten, at hun den sommer var ramt af sygdom i familien. Hun sagde, at hun i dag – efter halvandet år – ikke aner, hvem det menneske var, der kom til verden den dag.
Vi både fascineres og forarges, når vi hører sådan en historie.
Det vækker et sladregen i de fleste af os.
Måske fordi vi i et eller andet omfang kan spejle os i at være i vores følelsers vold i en sådan grad, at det føles ufrit.
Som ånden, der river og slider i drengen og kaster ham til jorden.
Der kan være øjeblikke, hvor man næsten ikke genkender sig selv.
Vrede, misundelse eller jalousi tager over, og man mærker, at man ikke helt styrer, hvad man siger eller gør.
Måske bliver man irritabel over småting, og ordene kommer ud som spidse pile, før man når at tænke.
Måske går tankerne i ring, og man bliver optaget af, hvad en kollega, en ven eller en partner har gjort.
Og pludselig fylder det alt.
Nogle gange kan det føles, som om man mister sig selv, og det er svært at finde tilbage til den, man egentlig vil være.
***
Faderen står der midt i sin afmagt.
Han kan ikke tro, ikke præstere troen, ikke løfte sig selv ud af håbløsheden.
Det eneste, han kan, er at række sin nød frem, lade sin fortvivlelse komme til orde og bede: “Jeg tror – hjælp min vantro.”
Det er ikke en stærk, overbevisende tro.
Det er ærlig, menneskelig tro. Den består ikke i, at han kan, men i, at han tør overgive sig.
Han kommer kun med sin afmagt, sin angst, sin bøn – og det er tilstrækkeligt.
For troen – viser evangeliet – kommer ikke først fra os, men fra Jesus.
Alt bliver muligt, ikke fordi vi præsterer tro, men fordi Kristus selv tror for os og bærer os
Faderen siger: “Jeg tror – hjælp min vantro” og viser os hvad tro er
at tro er at turde stole på Jesus, også når vi kun kan møde ham med vores skrøbelighed, vores manglende evner og vores desperation. Ja, måske netop der.
Det er dér, midt i erkendelsen af, at vi ikke kan selv, at troen gror.
***
Vi er på vej mod påske.
Det er den tid, hvor vi mindes, at Jesus vandt over dæmonerne – ikke ved magt, men ved at give afkald på den velpudsede tro og den skinnende magt.
En magt, som kunne have givet ham kræfter som en superhelt, til at afvæbne alle fjender og forlade scenen uskadt.
Påsken viser også, hvordan dæmonernes latter forstummede, da Gud modsagde sig selv.
Han, som er almægtig, tog afmægtigheden på sig.
Alt sammen for at vi skulle forstå, at når vi giver afkald på magt – når vi indser, at vi ikke kan styre vores eget og andres liv – så er kærligheden og livet størst.
Selv midt i mørket – er der lys.
Som når et barn rækker hånden mod os i tillid.
Som når vi oplever en venlig gestus, et smil, en omsorgsfuldt opkald eller et øjeblik, hvor verden føles lidt lettere.
Det er små glimt af håb, men de minder os om, at vi aldrig er helt alene.
Selv når vores egen tro vakler, er vi allerede grebet af Gud
“Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op.”
Sådan står der i teksten, og det er et stærkt billede på en Gud, der tager over og tager hånd om os, når vi – hans skabninger og børn – er kommet til kort. Tro er at have tillid til, at det er sandt, at når jeg allermest er i vildrede og i tvivl om det hele, er vi allerede grebet af ham, som skabte os og elskede os fra første begyndelse.
Når vi tvivler på os selv, er troen stærkest.
Eller: Det er om natten, man ser nordlys.