Det er ikke en efterligning, men en gentagelse

Prædiken Skærtorsdag

”Nu begynder det at ligne noget”, kan vi finde på at sige.

”Nu begynder det at ligne noget”.  Underforstået nu er det næsten godt. Nu er det næsten som det skal være. Men det der ligner er kun ”næsten”. Lige ved og næsten. Det er ikke den ægte vare. Der kan være tale om en virkelig god kopi – eller en virkelig god efterligning, men det bliver aldrig andet end en efterligning.

Vi kender det fra kunsten. Der kan laves mere eller mindre vellykkede efterligninger af originalen. Kopierne kan komme meget tæt på det ægte maleri i udtryk. – og når det kommer til den dyre kunst, må de fleste af os nøjes med kopierne. Originalerne må vi gå på AROS for at se. Kopierne af originalerne fra Emil Noldes hånd, trykker vi på sangark til skærtorsdagsfejring i Møllevang. Vi har ikke råd til andet!

Og den nu afdøde biskop Jan Lindhardt havde ret, dag han sagde: ”Hellere en god kopi, end en dårlig original”. For alt hvad der er originalt er jo ikke genialt.

Der findes vildt meget kunst og vildt mange originale tanker, som forhåbentlig aldrig bliver kopieret eller efterlignet, men som bare skal have lov at dø, fordi de er talentløse eller måske endda ligefrem skadelige for menneskeligheden. Ikke at det ikke sker. Desværre har også de afstumpede og onde kapitler i historien, det med at stikke hovedet frem som noget der ligner, noget vi har set før. Vi lærer desværre ikke altid af historien.

Efterligninger er ikke i sig selv noget dårligt. På mange måder er det, den måde vi lærer og vokser på. Ved at efterligne dem der er gået forud for os. Små børn efterligner deres ældre søskende. Eleven efterligner lærerens bogstaver på tavlen. Vi kopierer de store tænkere og bruger deres tanker på en ny og måske original måde. Vi har brug for gode originaler, vi kan kopiere og efterligne

Det der ligner noget, kan være rigtig godt. 
Som gode kunstplakater og såkaldt hjemmelavet marmelade fra Den gamle fabrik. Vi lever fint med illusionen om at det er ægte.

Men det der ligner noget, men ikke er det – kan også være helt forfærdeligt.
Kærlighed fx
Kærlighed er enten eller. Det der bare ligner, kan være iskoldt.
Kærester kan kopiere og efterligne alle de bedste romantiske kærlighedsfilm der findes, men hvis kærligheden ikke er der – er det rungende malm klingende bjælder. Eller: Det var bedre uden de røde roser, fordi de ikke bliver et udtryk for kærlighed – men et tomt udtryk. Et falsk udtryk. Når det kommer til kærlighed, må vi investere i den ægte vare. Alle kopier og efterligninger er ikke til at holde ud.

Det er det samme med noget der ligner et måltidsfællesskab, men ikke ér det. Jeg tror de fleste voksne mennesker har prøvet det med at være inviteret ud at spise. Måske endda overdådigt fint. Der er dækket flot op. Der er blomster og lys på bordet. Det hele har en historie. Vinen er ikke bare vin, men tappet af nogle meget skønne druer på en helt bestemt bjergskråning. Kødet er mørt som smør, og har tilhørt en ko der ikke bare var et nummer i rækken, men med et navn så der kunne kaldes på den og kæles med den. Alt er så godt, så godt…. Det ligner det i hvert fald. Men det er ikke spor godt.
– For der er nogen som ikke er her, som burde være her. En søster, som ikke er inviteret fordi vi ikke kan lide hendes nye mand.
 For der er noget vi ikke taler om, fordi det er for svært – men nogen ved bordet kan ikke tænke på andet, for det fylder det hele. Så i stedet er der bare stille.
Dødstille og iskoldt – på trods af levende lys og veltempereret vin. Det ligner noget, men det er meget langt fra den ægte vare. Vi forsøger at sætte nogle rammer op for måltidet. Vi forsøger at få det til at ligne noget det ikke er: hyggeligt.

I aften spiser vi lam. Det ligner noget vi har læst om i Bibelen. Men i aften er ikke en efterligning af det. Det er en gentagelse. Hvad forskel gør det? Efterligning eller gentagelse? Kan det ikke være lige meget?

Vi gentager et påskemåltid, som har sine rødder i den tidligste jødedom. Vi spiser lam i påsken. Det har man haft tradition for at gøre i tusindvis af år.
Her i Møllevang diskuterer vi om det er 13 eller 15 år vi har gjort det på den her måde, ved et måltid i kirken. Set i den store sammenhæng – og i forlængelse af jødernes udfrielse fra Ægypten for flere tusind år siden og Jesu sidste måltid med sine disciple for godt 2000 år siden, bliver den diskussion lidt ligegyldig. Vi har gjort det, endda før der var noget der hed kristendom. Mange, mange tusind gange har vi gjort det.
Det er det vi gør i kirken. Vi efterligner ikke. Vi mindes ikke bare noget der skete engang, og som havde betydning engang. Vi gentager. Vi gentager måltidet.  

Nogle vil sige: Find dog på noget nyt? Men det skal vi ikke. Kirken er ikke bygget i går. Den er bygget oven på tusindvis af år. Hvis vi i aften kun sang salmer der var skrevet sidste år, kunne vi få den tanke, at der ikke var mennesker der sang salmer for 100 eller 300 år siden. At vi var den første generation af kristne. Hvis vi til gengæld kun synger salmer, der er skrevet for 300 år siden, kan det opleves som om kirken er et museum – og ikke en levende menighed. Det skal være et både- og. Gammelt og nyt i samtale med hinanden.

Vi har brug for at gentage de gamle. Det er på mange måder det der sætter os ind i en sammenhæng – ikke bare i aften og med dem vi lige tilfældigvis er kommet til at sidde ved siden af – men også i en større sammenhæng. Der er nogen der har siddet her før os. Der er nogen der har gjort og sagt, det vi gør og siger. På en anden måde og i en anden tid, nuvel! Men alligevel.

Jesu sidste måltid med sine disciple er gået over historien, som det måltid der er blevet gentaget til alle tider. Ikke pga. menuén og så alligevel. Brød og vin. Som vi også får i aften, og som vi får hver søndag. Kristus deler brød og vin med os. Ikke bare ligesom han gjorde dengang, men han gør det igen og han gør det på ny. Når vi samles er det ikke bare et måltid der ligner deres, så er det en gentagelse af det samme måltid. Det samme brød. Den samme vin. Det er ikke en kopi. Det er den ægte vare. Det er Kristus der deler det med os.

Jesu sidste måltid med sine disciple er gået over i historien. Ikke fordi det var uden konflikter og alt bare var så godt, så godt. Langt fra.
Tænk på hvordan Judas må have haft det. De sidder der rundt om måltidet. Det er en af årets største højtider. De spiser lam og gentager det måltid, som generationer før dem har spist. De kender det. De gentager det. Og alligevel er alting anderledes. De er ramt af følelsen af afgrund. Og følelsen af, at efter dette måltid, bliver ingenting igen som før.

Judas ved mere end de andre. Han sidder inde med en viden om, at han har solgt Jesus fra 30 sølvmønter, og at der ikke er nogen vej tilbage. Han ved det, men han siger ikke noget. Det bliver Jesus der lægger ord til hans skyld. ”En af jer vil forråde mig”, siger Jesus. ”Det er vel ikke mig” siger de på skift. Det kunne det lige så godt have været. Eller mig. Eller dig. ”Det er vel ikke mig, Rabbi”, siger Judas som den sidste. ”Du siger det selv”, siger Jesus. Men det gjorde han jo faktisk ikke. Han sagde det ikke selv. Han kunne ikke. Det var for tungt. At sidde der mellem venner og vide at man om lidt forråder den ene, og alligevel forsøge at få det til at ligne at alt er godt. Det er forfærdeligt tomt. Det er rungende malm og klingende bjælder.
Men han sad der, og Jesus delte også brødet og vinen til syndernes forladelse med ham. Det må vi ikke glemme. Judas var også med ved bordet. Det må vi ikke glemme. For når det er os der siger ”Det var vel ikke mig”, velvidende at det var det. Og Jesus siger ”Du sagde det selv” – så lægger han også ord til vores skyld, så deler han også brødet og vinen med os. Ikke bare på en måde så det ligner. Nej, han gentager den til alle tider fornyende og forvandlende gerning i os. Deler brødet og deler vinen med os, og tilsiger os syndernes forladelse.

Jesu sidste måltid med sine disciple er gået over historien, fordi det ikke er et måltid vi kan efterligne. Vi kan ikke gøre ham kunsten efter. Når vi indstifter brødet og vinen i Kristi navn, så er det Kristus selv der gentager sin kærlighedsgerning i os – til fornyelse af vores liv og fællesskab. I aften og hver gang vi samles omkring hans bord.

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *