Påskedag
La-la-la-la-la (synger ikke den sidste tone)
Det føles uforløst ikke
Det hedder noget musikfagligt, det med ikke at slutte melodien hvor man forventer det.
Det er en uforløst akkord. Melodien falder ikke til ro.
På samme måde lidt med den måde Markus fortæller om opstandelsen her påskedag.
Kvinderne har erfaret at graven er tom, at Jesus er stået op fra de døde. Og så står der: ”og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.”
Det er en uforløst akkord. Den nægter os en sat tilbagelænet, skråsikker ro – og tro. Men kalder jo samtidig en længsel frem i os – en håbefuld fortsættelse. Troen på at det ender godt
Graven var tom og kvinderne tavse – nu er det op til os at fortsætte!
Der er næsten ironisk. Det er et gennemgående tema i hele Markusevangeliet at disciplene ikke må sige noget til nogen om at Jesus er Guds søn. Messiashemmeligheden kalder vi det. Og vi hører flere gange om at det er meget svært for folk at holde på den hemmelighed. Folk – ja selv dæmoner kan ikke lade være med at afslører det. Men nu, da hemmeligheden så endelig skal afsløres – nu hvor der er sat trumf på og Gud med Jesu død og opstandelse har overvundet døden – så er der ingen der tør sige noget. ”De sagde ikke noget til nogen, for de var bange.”
Men det gjorde de jo. Alligevel.
Ellers sad vi ikke her. Ja, ellers var Markusevangeliet jo slet ikke skrevet. Kvinderne fik alligevel – på et eller andet tidspunkt – åbnet munden og fortalt hvad der var sket. Og det er i sig selv en opstandelse.
Som Gud kan åbnede lukkede grave, kan han også åbne lukkede munde. Den opstandelseserfaring har vi alle sammen i større eller mindre grad:
At noget i os der helt stivnet – bliver løsnet.
At vi får mod til noget, vi ikke troede vi havde i os
At noget i os som var helt lukket – bliver åbnet
Den irske præst, Harald Good, sagde engang i 90erne – med henvisning til den årelange og tilsyneladende uløselige konflikt i Nordirland: ”Med Kristus er uundgåeligheden taget ud af historien”.
Med Kristus er uundgåeligheden er taget ud af historien. Det er stærkt sagt og en stærk drivkraft for håbet om forandring.
Nogen vil måske også synes det er naivt at begynde at tale om håb og forvandling i den situation, som verden står i lige nu. Med et trusselsbillede som vi ikke har kendt i årtier, med krig i Europa, med en tilsyneladende uløselig konflikt i Mellemøsten og med en verdensorden som synes helt uforudsigelig. Og det er det måske også. Eller det er det.
Naivt og nødvendigt. Men også begrundet.
Vi har god grund til at tro, at Gud griber ind – og forvandler ufred til fred, grænser til broer og fjender til venner.
For vi har set det ske
Vi har erfaret det
Vi har fået lovning på det.
Opstandelsen er forkyndelsen af, at intet er stensikkert. Ingen konflikt, ingen krig, ingen situation er så fastlåst – at der ikke kan ske en forvandling.
Forvandling er altid mulig. Både i verden, i vores relationer og i vores sind.
”De sagde ikke noget til nogen, for de var bange”. Men det gjorde de jo alligevel. Ved Guds hjælp fik de åbnet deres sind så de kunne tro på fremtiden. Ved Guds hjælp fik de åbnet deres mund, så de kunne dele troen og håbet med os.
La-la-la-la-la (synger ikke den sidste tone)
Når vi står der midt i den uforløste akkord og kan ikke finde ro – eller tro – så er den kristne opstandelsestro, troen på at melodien fortsætter og ender i en god tone.
At livet fortsætter, at der er en vej ud af mørket, at der venter os noget godt.
Markus fortæller historien om Jesu opstandelse, uden brug af store ord og følelser. Og når det kommer til opstandelsen, så mangler vi ord. Det er for stort og for mystisk, og der er ikke noget vi kan sammenligne det med. Markus manglede ord. Han kunne ikke forklare hvad der skete, men kun at der skete noget.
Men selvom vi ikke kan forklare hvad der skete, eller måske endda forsvare at der skete noget. At graven var tom og at Jesus viste sig for sine venner. Så kan vi se, at den første påskemorgen havde magten til at skabe den tro, at Jesus ikke bare hører fortiden til, men at han for altid vil være knyttet til os og Gud.
Alt hvad vi gør i kirken, vidner om netop det, at opstandelsen ikke var slutningen, men begyndelsen. Når vi døber et barn som i dag
Når vi deler brød og vin i nadveren senere
Når vi beder og synger og når vi læser i Bibelen
så gør vi det, fordi Jesus er levende og samtidig og til stede midt iblandt os – ellers ville vi bare læse Bibelen som et historisk dokument. Vi ville ikke lytte efter ord i Bibelen, der kan kaste betydning af sig og give mening, i vores liv, nu.
Troen på opstandelsen er troen på, at vi altid kan få en ny begyndelse – at det som vi er blevet til og havnet i, kan forandres og fornys – ikke ved vores egne anstrengelser og kræfter, men ved kraften fra den opstandne. Uundgåeligheden er taget ud af historien.
At det er sådan mærkede Peter på egen krop.
Den unge mand der sad i graven for at fortælle kvinderne hvad der var sket, sendte dem afsted og sagde at de skulle give besked til disciplene OG Peter – men Peter var jo en af disciplene, hvorfor nævnes han selvstændigt?
Det gør han fordi han har sat sig selv uden for gruppen. Det var ham der fornægtede Jesus tre gange i ypperstepræstens gård natten til langfredag. Markus kunne bare have skrevet at de skulle sige det til disciplene, men fornægteren nævnes eksplicit og viser os at historien er forandret allerede. Opstandelsens virkelighed er begyndt. Peter får en ny begyndelse. Opstandelse er forsoning og heling af de forhold der er gået i stykker.
Det var vist Karl Barth, en tysk teolog, som engang skulle have svaret en kvinde, der spurgte ham, om det da ikke var sandt at vi engang i Himlen skulle være sammen igen med alle dem, vi havde holdt at: ”Jo, frue, dem, vi holdt af. Og alle de andre”.
Hvis opstandelse ikke er forsoning og heling af brudte relationer, så er det et helvede. Så ville ordene om, at ”I skal se ham igen, som han har sagt det”, kun kunne høres som en trussel mod Peter der fornægtede Jesus i hans skæbne time. Men i stedet er mødet med den opstande en glæde, et håb, en forvandling – et løfte om nyt liv. Uundgåeligheden er taget ud af historien.
Kvinderne har givet ordet videre til os.
Nu er det os der har ordet.
Nu er det os der skal åbne munden og tale om opstandelseshåbet.
Nu er det os der på god grund kan sige, at med Kristus er uundgåeligheden taget ud af historien
Vi der lever i i opstandelsens virkelighed, må holde fast i håbet om at der altid er mulighed for forvandling i verden:
Selv de mest tyndslidte relationer kan heles
Selv de mørkeste hjørner kan oplyses
Selv de koldeste hjerte kan varmes
Selv de goldeste steder, kan liv spire frem
La-la-la-la-la (synger ikke sidste tone)
Den kristne opstandelsestro er troen på at melodien fortsætter og ender i en god tone.
At livet fortsætter, at der er en vej ud af mørket, at der venter os noget godt.
Glædelig Påske