Helligtrekonger Søndag
“Guds visdom er usynlig til stede bag vandfald og klipper og sten,” sang vi før med Lisbeth Smedegaards ord, skrevet med udgangspunkt i teksten fra Jobs Bog.
Job spørger: “Visdommen, hvor finder man den? Hvor bor indsigten? Mennesket kender ikke vejen til den.”
Men vi længes efter den. Vi søger den. Vi spejder efter tegn og retning — som de vise mænd fra Østerland, der løfter blikket mod stjernen og går, uden helt at vide hvorhen, men med en fornemmelse af at noget kalder.
Og nogle gange bliver vi ledt ad veje, hvor vi ikke finder det, vi troede vi søgte — men finder noget andet, noget dybere, noget der ikke kan bæres i hænderne, men kun i hjertet.
Østrigske Stefan Zweig fortæller om en kunsthandler, der efter krigen rejser rundt i Wien og omegn for at opspore de sidste skjulte kunstsamlinger. Inflationens år har tvunget mange familier til at sælge det, der engang var uvurderligt. Det, der før var utilgængeligt, er nu til salg.
I de gamle regnskabsbøger finder han en gammel kunde, som engang ejede en enestående samling af gamle mestre — kobberstik, raderinger, tegninger — og han tager derhen i håb om at gøre et fund.
Men allerede i gangen mærker han, at noget ikke stemmer. Der er ingen pragt. Der er ingen spor af rigdom. Familien lever beskedent, næsten fattigt.
Han bliver ført ind til den gamle mand.
Den gamle er blind. Men han er levende. Og han taler med stor kærlighed og glæde om sin samling, som han tror stadig hænger omkring ham. Han nævner dem ét for ét: Dürer, Rembrandt, Callot — ikke som katalognumre, men som gamle venner. Han ved præcis, hvor hvert billede hænger.
Kunsthandleren ser sig omkring. Væggene er tomme. Kun små sømhuller og lysere firkanter i tapetet vidner om, at der engang hang noget der.
Langsomt går sandheden op for ham: alt er solgt. Ét for ét. For brød. For kul. For liv.
Men den blinde ved det ikke. Familien har skånet ham.
Og kunsthandleren står pludselig med en magt, han ikke har bedt om: magten til at afsløre sandheden og dermed knuse den blinde mands hjerte.
Den blinde mand begynder at føre ham rundt i samlingen. Ikke fysisk, men i hukommelsen. Han stopper foran en tom væg og beskriver et værk. Han taler om en linje, et lys, et ansigt.
Og det viser sig at den blinde mand er rig, selvom hans vægge er helt tomme. Han ejer noget han ikke har.
Og kunsthandleren, der er vant til at se på kunst med professionelle øjne, opdager, at han nu ser med noget andet. For den gamle har ikke mistet sin samling. Den har blot skiftet sted.
Den er ikke længere på væggene — men i ham. Og derfor kan ingen tage den fra ham mere.
Kunsthandleren går derfra uden at have købt noget. Men han går derfra med noget helt andet.
Han er kommet for at finde noget, der kunne omsættes til penge. Han går derfra med en indsigt, der er langt mere værd end det han var kommet efter.
Og måske er det den blinde der ser rigtigt og os andre der ser efter det forkerte? Som når Job siger: ”Visdommen, hvor finder man den? Hvor bor indsigten? Mennesket kender ikke vejen til den.”
Kunstsamlingen var ikke eksisterende for det øje, der kun ser det der kan måles og vejes. Men for den der blik for fortællingens kraft, for minderne, for det som kan elskes – da var den selve eksistensens grundlag.
I virkeligheden er det os der er de blinde, når vi kommer til at gå alt for målrettet efter det som alle kan forstå, og ingen kan være i tvivl om hvad handler om – alt det som kaster anerkendelse af sig, og som kan måles sådan én til en. Det der er større og dyrere end naboens, det der giver flere penge på bankkontoen, det der giver kredit i omgangskredsen.
Vi orienterer os mod det målbare, det der kan ses, det der er sikkert og har værdi – Men evangeliet fortæller os igen og igen, at det er det forkerte sted at lede efter mening.
At Gud viser sig at være i det mindste, der hvor vi må give op, der hvor der hvor omsorgen, barmhjertigheden, tilgivelsen og tålmodigheden gror.
Måske er det tid til at vi spørger os selv: Hvor leder vi efter mening? Hvor søger vi Gud? Hvad regner vi for værdifuldt?
Måske er det tid til at vi får indstillet vores blik, så vi ser i den rigtige retning – eller så vi ser på tilværelsen med blik for den usynlige samling af mening der folder sig ud omkring os? Det der udgør vores livs vægge.
De vise mænd findes kun her hos Matthæus, og det er begrænset hvad vi ved om dem, men det bliver fortællingen jo ikke dårligere af.
Traditionen har været meget optaget af dem og de er afbilledet i en uendelig række sammenhænge. Man har særligt været optaget af hvor de kom fra. Ofte er de afbilledet som tre forskellige etniciteter og ofte også i tre forskellige aldre, for at understrege pointen om at den lille Messias var sendt til hele verden og til alle mennesker.
Traditionen har også være optaget af, hvad de kom med. Nemlig flotte gaver – guld, røgelse og myrra. Værdifulde gaver som var en konge værdig.
Og det er selvfølgelig interessant at tale om hvor de kom fra og hvad de havde med – men måske er det mere interessant at tale om hvad de havde med derfra?
De vise mænd går efter stjernen, ikke paladset. De ser det lille barn i krybben, og genkender kongen. De finder ikke Gud i magtens korridorer – men i den gave, som barnet viser sig at være.
De gik derfra med noget der var langt større end det de kom med. En oplevelse, en visdom, en indsigt der forandrede dem, og derfor – og ikke kun på grund af Herodes – gik de en anden vej hjem.
Det samme skete for den blinde i Zweigs fortælling. Han blev forandret fra at være orienteret mod det ydre, til at leve af det han har i sit hjerte. En rigdom der er langt større end det man kan hænge på væggen.
Det samme sker for os, når vi erfarer noget der forandrer os, så går vi en anden vej – så bliver den vej vi går ad, en anden.
Og måske erfarer vi Gud er ikke dér, hvor alt er synligt og sikkert — men dér, hvor vi tør miste nok til at kunne se.
Der hvor vi tør give slip i tillid til at meningen ikke ligger i det vi kan præstere, men I det der bliver givet til os.
Evangeliet lover os ikke et liv, hvor alt bliver tydeligt og klart, men et liv, hvor det vigtigste ikke kan gå tabt.
At det, Gud giver os, ikke kan måles,
ikke kan omsættes,
ikke kan tages fra os
men kun kan modtages og bæres.
Og måske er det nok. Måske er det nok til at gå en anden vej.