Søndag Septuagesima / Arbejderne i vingården
Det her er den vildeste vision for, hvordan vi skal leve sammen!
Jesus fortæller den her historie om den utrættelige og helt ufatteligt gode vingårdsmand – som ikke lader sig begrænse af hvad der forekommer retfærdigt og hvad der ikke gør. Jesus siger: ”Sådan her, kære venner, sådan er himmeriget!”
Himmeriget er der, hvor kærligheden ikke skæres i forskellige størrelser. Hvor ingen er forfordelt. Hvor man ikke kan gøre sig fortjent til et større stykke end andre, ved at være særlig flittig eller from.
Der hvor der ikke bliver skelet til, hvor meget eller hvor lidt du gør / hvor meget eller hvor lidt du tror. Himmeriget er der, hvor der ikke er noget der hedder lidt eller meget – men hvor det bare hedder: Værsgo her er dit liv. Her er glæde og mening.
Hvorfor? Fordi Gud er god! Når vi modtager livets gaver, skyldes det ikke vores egne anstrengelser eller indsats. Det skyldes alene det, at Gud er god!
Det er ekstremt udfordrende at forholde sig til den vision! Jeg tror aldrig jeg har læst den her fortælling, uden at blive ramt af, hvor omsiggribende det er.
Jeg forstår jo så godt, at dem der har arbejdet hele dagen, bliver sure over ikke at få mere end dem der bare har arbejdet en time. Det er ikke retfærdigt.
Jeg forstår deres harme til fulde – jeg står lige ved siden af dem, når vingårdsejeren irettesætter dem med sin uforbeholdne godhed. Og siger: ”Har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god?” – og i den grad udstiller deres milemeterretfærdige måde at tænke på som utrolig smålig. En smålighed der åbenbaret også gælder mig – og det er ikke rart at blive konfronteret med. Hvem bryder sig om at være smålig? Det er slemt at møde smålighed fra andres side, men det er da endnu værre at opdage småligheden i sig selv! Og måske ligger fortællingens største evangelium i, at vingårdsejeren insisterede på også at være god, overfor de smålige?
Men lad os begynde andet sted. Der er to grupper i den her fortælling der bliver fremhævet. Vi kan kalde dem morgenholdet og aftenholdet. Alle dem midt i mellem, hører vi ikke rigtig noget om. Sådan som det så ofte er med det, der bare er sådan midt i mellem. Comsi comsa.
Der står en stor gruppe mennesker på torvet. En gruppe der svinder ind i løbet af dagen og de sidste timer, står kun aftenholdet tilbage. Og hvem mon aftenholdet egentlig består af? Jeg tror det er en blandet flok, af nogle mennesker der har det svært – og nogen af de der meget heldige typer, der altid ser ud som om de kommer meget let til det hele.
Der er dem der har det svært. Vi kan forestille os at nogen af dem fra aftenholdet, måske har stået klar hele dagen, men bare ikke er blevet valgt først. De ville egentlig gerne have været med tidligere, men chancen har ligesom ikke budt sig til. De føler sig overset og mangler måske det mod der skal til, for at række hånden op og sige ja, når de bliver spurgt. Måske har de engang slået sig på at engagere sig, og er bange for at det skal ske igen.
De er så tit blevet skuffede og afvist, at det nærmest er blevet en del af deres identitet. ”Der sker aldrig noget godt for mig?” Eller: ”Jeg duer heller ikke rigtig til noget”, ”Selvfølgelig er der ikke nogen der kan lide mig”. Eller: ”De andre er meget bedre, smukkere, sjovere, klogere” end mig – sådan har de stået med en masse destruktive tanker, som har holdt dem nede. Jeg tænker ikke de har talt så meget om det. Vi taler sjældent om det vi skammer os over. Og jeg tror de har manglet mod til at dele det med hinanden. Måske. Det kan også være der er opstået en stemning, hvor man har bekræftet hinanden i hvor typisk det er. ”Selvfølgelig” har det sagt. ”Selvfølgelig, er det lige os, der står her tilbage”. ”Os, de evige bænkevarmere”. De har sammenlignet sig med morgenholdet – og så har der udspillet sig en meget lidt køn samtale, hvor man har bekræftet hinanden i offerrollen. Og ikke har kunnet se sig ud af situationen.
Men vi kan også forestille os at aftenholdet har bestået af en helt anden gruppe. De kronisk heldige. De har sovet længe, måske spist en lækker brunch, været i spa – eller måske er de lige kommet hjem fra en af deres mange rejser. Tilfældigvis kommer de forbi torvet lige på det tidspunkt, hvor vingårdsmanden spørg efter arbejdskraft. De er det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Som det så ofte er for dem.
Og de spadserer lige ind i himmerigets glæder, nærmest som ved et tilfælde. ”Ja”, siger de, da de får øje på muligheden. De har ikke tidligere overvejet at gå den vej, men nu er de her – og de har en masse ideer til hvordan vi kan gøre tingene bedre, mere moderne, mere meningsfulde. De er så impulsive og et friskt pust, men jo også lidt af en mundfuld for dem der har været i gang længe – og som har fundet deres rutiner og måder at gøre tingene på.
Aftenholdet er ikke en homogen gruppe af mennesker, men fælles for dem er, at de møder godhed, åbenlyst uden nogen særlig grund.
Med morgenholdet er det anderledes. De stod forrest da pligterne kaldte. De rakte hånden op som de første. De var egentlig aldrig i tvivl om at de havde en opgave. ”Evner forpligter”, sagde de til hinanden og gik i gang med det de skulle. Og morgenholdet kan om ikke andet, så i hvert fald let blive enige om én ting: De har fortjent noget mere! Det taler de højlydt om, som de står der i udbetalingskøen. Til sidst, som de har fået besked på, og ser at dem der har været med på en badebillet – får det de var blevet lovet.
De siger: ”Selvfølgelig, får vi mere”, eller: ”der er jo ingen ret og rimelighed til, hvis ikke det betyder at vi får markant mere”, ”Ja, efter alt vi har gjort”, ”Det har ikke været for sjov, vi har virkelig knoklet”, ”havde det ikke været for os, så var vi slet ikke nået i hus”. De skruer forventningerne om, fremhæver sig selv og deres egent indsats, på aftenholdets bekostning. ”Se dem, sådan kan man jo ikke leve”, ”Hvad der kommer let, går let”, ”Man må yde, før man kan nyde” – ”de har jo ikke bidraget med noget som helst af værdi”.
Trangen til at sammenligne os selv med andre ligger dybt i mange af os. Vi stiller vores egne muligheder, omfanget af vores indsats og udbyttet af vores anstrengelser op ved siden af andre og fokuserer på dem, der kommer lettere til tingene end os. Dem, der leger sig gennem livet og får lykken foræret. Og det er et blik vi sjældent har på os selv. Det er oftest noget vi tænker når vi ser andre ude fra. ”At de kommer let til meget”.
Vi identificerer os altså lettest med morgenholdet. Dem der har måttet yde en indsat – men den her fortælling udfordrer os til i stedet af identificere os med aftenholdet – så vi ser os selv som dem, der fik alt foræret for næsten ingenting.
Dem, hvis arbejde ikke oplevedes som en belastning, men en beskeden indsats. Dem, der stod tilbage med taknemmelighed i hjertet
Jesus vil med sin vision om himmeriget – sætte os i en bevægelse fra en følelse af uretfærdighed til en følelse af taknemmelighed. Og en glæde over at Guds godhed.
Kærligheden bliver ikke skåret i forskellige størrelser. Fordi Gud er god. Himmeriget er der, hvor kærligheden ikke gør forskel og bliver delt efter fortjeneste.
Himmeriget er ikke kun engang. Det er visionen. Det er nu og vi er kaldet til at leve i det – og rækker det til hinanden Himmeriget er der, når der til fyraften er brød nok til at alle kan blive mætte. Når intet barn går sultent i seng og ingen skal fryse på gaden. Himmeriget er der, hvor ingen står tilbage.
Og fornemmer du at dit liv mislykkes og at du meningsløst står på torvet og at ingen har brug for dig, så skal du høre det igen: ”Kom, der ER brug for dig. Du har en plads i kærlighedens rige – i Himmeriget.
Og griber misundelsen dig og gribes du af selvretfærdig harme, så skal du også høre det igen: ”Gør plads – Himmeriget er der, hvor vi deler livet med hinanden”
Gud ser på dig og mig med gode øjne – og det skal vi øve os i ikke at være blinde for, eller stille os i vejen for. Må vi får hjælp og styrke til at dele Gud godhed med hinanden.