5. søn. eft. trin
Jeg er lige kommet hjem fra kirkens familie sommerlejr her i torsdags. En lille uge med sol og fællesskab og mange ture til stranden.
Den dejlige dansk strand fyldt med skaller og døde krabber og sten i alle afskygninger. Et paradis for børn – og ja, også for os voksne. Der var et par af børnene der hver dag fyldte alle deres egne og deres voksnes lommer op med sten – og som dagene gik, fik fyldt alle vindueskarme med mere eller mindre flotte sten.
Børn har en noget mere anerkendende tilgang til hvornår en sten er værd at samle op og tage med hjem. På os voksne kan det komme til at virke som om de helt tilfældigt, bare samler de sten der ligger nærmest. Vi synes godt de kunne være lidt mere kritiske og vælge de sten der er helt særlige. Og ikke bare fylde lommerne med normale sten.
Men, hvad er egentlig en normal sten? Kan man overhovedet tale om normale sten? Der er jo ikke to sten der er ens.
Der er store sten, som man ikke kan bære og som er solidt plantet i sandet. Vandet bruser forbi omkring den, men den ligger stille, som en urokkelig klippe.
Der er små sten, som let bliver skyllet op og som ikke gør meget væsen af sig. De der småbitte sten, der er så irriterende når man får dem i skoene.
Der er fine hvide sten, så sarte og spinkle – som om de er lige ved at knække.
Der er grumsede og brune sten, man ser ikke hvordan de egentlig ser ud, fordi de er sat til i et skjold af skidt og mudder.
Der er kantede sten og skarpe sten, slebet af vejr og vind. Man kan forestille sig at de har oplevet meget i deres stenliv. De er lidt farlige og man kommer let til at skære sig på dem
Der er glatte og blanke sten, dejlige at røre ved og behagelige at have i lommen.
Der er ru og uslebne sten, de ligger sådan lidt provokerende og utilpassede på stranden
Der er sten med huller i, der er fantastisk smukke sten, flintesten, sandsten, kampesten, brosten, fedtsten og granit.
Der er så mange forskellige slags sten. Ja, faktisk er der ikke to sten der er ens. Det er et vidt begreb at tale om normale sten. Ja, det giver vel nærmest ikke mening.
Det er også et vidt begreb af tale om normale mennesker. Det giver ikke ret meget mening. For der er ikke to af os der er éns. Der er kun én af os hver. Det er nok!
At sten har forskellige former og farver er jo præcis derfor det er dejligt at gå på stranden og finde sten, fordi de ikke er éns. Det er det der gør stranden spændende. Det er derfor den forandrer sig og man ser noget nyt hver gang
Og det at vi er forskellige, som sten er forskellige, er præcis det der gør, at det er spændende – men også udfordrende – at leve sammen.
Gud har skabt os forskellige. Vi har forskellige evner, styrker og svagheder. Vi har forskellige farver og former. Vi er bare så forskellige og det er meningen.
Der er nogen der er glatte og fine, og nogen der er ru og uslebne. Der er nogen der er skarpe og nogen der er runde. Sådan er det, for vi er alle sammen mærkede og formede af alle de oplevelser og erfaringer vi har været ude for og bærer med os. Vi er præget af de mennesker der omgiver os, og det er også med til at gøre os til dem vi er.
Den perfekte sten findes ikke! Det perfekte menneske findes ikke! Det bliver tydeligt i dagens tekst, hvor vi hører om at Jesus udvælger Peter som leder af kirken. ”Du er Peter, og på den klippe, vil jeg bygge min kirke”, siger Jesus.
Peter er klippen, men der tegner sig et helt andet klippebillede, end det vi kender. Peter er ikke en urokkelig klippe. Peter er en levende klippe. En levende sten, med revner og sprækker og porøs overflade, lige som os. Peter er ikke klippefast, sten-sikker eller skråsikker. Han er et usikkert menneske lige som os.
Og det er en vigtig pointe i den kristne tro, at Jesus brugte et menneske, der senere viste sig, ikke blot at være noget svag og forvirret, men også som en direkte benægter, som klippegrund til sit byggeri. Et menneske der også var et skuffet menneske fordi hans forventninger til Jesus som befrier af og leder for sit folk ikke blev indfriet. Et menneske, der udefra betragtet – forståeligt nok – ikke magtede at udfylde den rolle, som Jesus lagde på ham, men som ikke af den grund blev kasseret. Sådan en klippe kan have sprækker af angst og tvivl, det havde Peter, og det har vi også.
Nok er vi menigheden af levende sten, som det hedder – men det er sten med sprækker og revner. Ofte må vi i vores eget liv opleve ikke at leve op til egne eller andres forventninger.
Vi oplever at svigte – i ægteskabet, overfor vores gamle forældre, overfor vores børn, overfor mennesker i nød, overfor venner, på jobbet eller måske snarere på grund af jobbet.
Vi oplever, at der går revner i relationer, som vi troede var stabile, sunde og stærke. Vi mærker angst og bekymringer krybe ind af sprækkerne, den angst der føder tvivl og usikkerhed.
Vi er mennesker og som mennesker er det bedre at være usikre end skråsikre! I skal ikke være urokkelige, ubrydelige og uovervindelige, som den urokkelige klippe. Det er ikke menneskeligt at være urokkelige!
***
Det er ikke Peter som person, der skal være kirkens fundament; det er den bekendelse, han i et gudsbenådet øjeblik kommer med, der er interessant. Det er ordet i den bekendelse, kirken skal bygges på – at Jesus er Gud. Det er fundamentet!
Kirke kommer af det græske ord ekklesia – der i Ny Testamente oversættes med både kirke og forsamling, altså Guds forsamling. Ingen steder i Bibelen handler kirkebegrebet om mursten. Kirken er et fællesskab af mennesker. Kirke er jordens salt, verdens lys, Kristi får, grene på vintræet, Kristi legeme, Kristi venner eller som vi hører i teksten idag: levende stene.
Kirken er menigheden – og menigheden er Kristi legeme. Menigheden er en levende organisme, der tror på den levende Gud.
Kirken det er os! En forståelse af kirken, som en klippefast og urokkelig bygning, smitter af på vores forståelse af Gud. Et statisk kirkesyn, gør Gud mindre favnende og mere firkantet. Gud har et stort, levende og blødende hjerte, der rummer os, med al vores usikkerhed – alle vores sprækker og revner.
Teksten taler om levende stene – og det er et paradoksalt udtryk, da sten jo netop er dødt materiale. Sten dødt! Når noget er stendødt, så er det virkelig dødt. Så har vi ikke nogen forventninger om at det pludselig bliver levende og dynamisk. Når man er lidt ung med de unge, så kan man finde på at sige om noget at det er ”totalt stenet”. og for dem der ikke bruger det udtryk, kan jeg sige, at det er ikke godt at være det – altså ”totalt stenet”. Så er man uden for rækkevidde. Kirken er ikke stendød. Kirken er en levende forsamling af mennesker, der tror på en levende Gud.
Så alt kan ske! Jesus giver ordet frit løb i blandt os, da han satser på Peter. For han var ikke noget glansbillede. Han var både fej og fornægtede, troløs og tvivlende. Han var ligesom alle os andre – temmelig almindelig, og levende og bevægelig. Jesus sagde: Du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke. – det er Peter, det er os – dig og mig – der er kirken. Og Jesus er den ”den levende sten”.
I de her uger diskuterer jeg kirkesyn og gudstjenestefornyelse på kristendom.dk, i en brevveksling med Margrethe Horstmann der er præst i Lolland-Falster stift. Noget af det der skiller os, er præcis de her spørgsmål. Hvad er en menighed? Hvad er menighedens rolle i gudstjenesten? Hvordan skal vi forstå menighedens fællesskab? Er gudstjenesten tidløs – eller skal gudstjenesten tage farve af den tid vi lever i, og ikke mindst de mennesker der udgør den gudstjenestefejrende menighed?
For mig at se er teksten i dag et indspil i den samtale, og betyder at vi ikke må forstå kirken som en statisk og uforanderlig størrelse, men at kirken og gudstjenesten er levende og i bevægelse, fordi den består af rigtig levende mennesker anno 2012.
Kirken er ikke forankret i os, kirkens hovedhjørnesten er ikke os, men Kristus. Kristus er kirkens fundament, vi er stenene. Kristus er vintræet, vi er grenene. Kristus er kirkens hoved, vi er hænderne.
Den klippe, som der skal bygges på, det er troen på Kristus, som er hovedhjørnesten, den sten, som alle de andre sten i bygningen må rettes ind efter. Når først den er lagt, kan vi andre bygge videre, og vi kan gå rigtig langt ud og spille på et utal af tangenter.
Det grundlæggende er, at troen på Kristus skal være levende ligesom den levende Gud. Kristus er den levnede sten, og menigheden består af levende stene, der i tro og kærlighed skal bygges op til et åndeligt hus.
Vi er kirke sammen og det bør betyde noget både for vores fællesskab og omsorg for hinanden, og også for den måde vi mødes til gudstjeneste og alle mulige andre ting her i kirken. Det må også have betydning for vores engagement i samfundet og de mennesker der har brug for hjælp.
Gud er ikke en ubevægelig fjerntliggende ø. Gud bevæges, og kommer os i møde der hvor vi hver i sær er i vores liv, og der hvor vi er sammen som kirke. Kirken er ikke en ufejlbarlig institution. Kirken er ikke urørlig og ubevægelig – ligesom Gud ikke er urørlig og ubevægelig. Gud kommer til os og rører os, så vi bevæges og bevæger hinanden.
Det er et spørgsmål om Gud virkelig er Gud, om alle man var døde, som vi synger i en af vores salmer. Kirken var i hvert fald ikke kirke uden os. Gud har kun os. Augustin af Hippo, udtrykte det sådan her: Uden os vil Gud ikke, og vi kan ikke uden Gud. Altså: Uden os vil Gud ikke, og vi kan ikke uden Gud.
Fortegnet for vores liv, er Guds ja til os – hans klippefaste bekræftelse af, at vi hører til hos ham. For Gud er barmhjertig og nådig. Gud tilgiver vores skæverter og rejser os op, når vi falder, og vi må tro på at vi aldrig falder ud af hans levende hænder
***
Det er bedre at være usikker end skråsikker! Vi skal turde at dele vores usikkerhed til hinanden. Vi skal turde, at være rigtige mennesker sammen, og løbe den risiko at blive såret – alternativet er langt værre.
C.S. Lewis. Han siger et sted sådan her: ” Det i det hele taget at elske er at være sårbar. Elsk noget som helst og dit hjerte vil helt sikkert blive såret og muligvis knust. Vil du være sikker på at holde hjertet intakt, må du ikke give det til nogen, ikke engang til et dyr. Pak det omhyggeligt ind i hobbier og små forkælelser; undgå al involverethed. Lås det sikkert inde i en æske eller kiste af uselviskhed. Men i denne æske, -sikker, mørk, uforandret, lufttom- vil det ændre sig. Det vil ikke blive knust; det vil blive usårligt, uigennemtrængeligt, umuligt at redde”
Vi taler om at ansigt kan være forstenet, eller at et hjerte kan være hårdt som sten. I begge tilfælde handler det om at der mangler liv og varme og risikovillighed. Sådan kan det være i et fællesskab – i en kirke og sådan kan det være i vores eget liv. Vores liv og vores relationer kan blive forstenede og hårde.
Og så kan vi indimellem også opleve det glædelige at der bliver løsnet op. Vi siger endda nogle gange sådan her: ”Der faldt en sten fra mit hjerte” og gør sten til et billede på en byrde eller en bekymring vi har båret rundt på.
Når der falder en sten fra vores hjerte, så opleves det som en befrielse, som om vi bliver løftet op – eller som om vi bliver genindsat i et fællesskab vi har været uden for.
”Kom til mig alle I som er trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile”, siger Jesus. Vi skal ikke bære vores sten alene. Gud bærer sammen med os. Kristentro er troen på der er håb for os, på trods af de svigt vi udsætter andre for – og på trods af de svigt vi selv udsættes for. Der er håb. Der er altid håb! For kristentroen opstod netop af sprækker og revner i en klippe. En smal sprække var nok til, at død blev til liv, at nedfart blev til opstandelse, at gråd blev til glæde. Amen