4. søndag efter påske
Det er Kim Fupz Åkeson der har skrevet historien om drengen der ikke kunne lyve. Det var et kæmpe problem. Tænk sig engang, ikke at kunne lyve – bare en lille smule…
Hvis nu for eksempel man er ude hos sin faster, og man får kålroulader eller stegt lever, så har man bare at spise hvad der bliver serveret, og hvis hun spørger, om det smager godt, så siger man: ”Ja, faster” og for eksempel: ”Du har altid været god til at lave mad”.
Men når hans faster spurgte, om han kunne lide maden, så sagde han: ”Nej, ærlig talt, faster, det smager af forfærdeligt og lugter endnu værre.” Og sådan siger man jo ikke til sin faster – men hvad skulle drengen gøre, han kunne bare ikke lyve.
Også til jul og fødselsdage når han havde ønsket sig en racerbane og fik en lodden vinterfrakke. Så kunne han ikke sige ”tak” Han sagde det i stedet som det var: ”Øv altså, sådan en dum frakke”.
Det var et kæmpe problem at han ikke kunne lyve. – og derfor sendte hans forældre ham på lyveskole. Alle børnene i lyveskolen skulle øve sig på at lyve hver dag, og de startede med at øve sig på æbler!
Lyvelæreren gav dem alle sammen et rødt æble, men de måtte ikke bare spise det. Først skulle alle børnene se på det røde æble, og så skulle de sige højt og tydeligt: ”Ammenam for et grønt æble,” og først derefter måtte de sætte deres tænder i det.
De dygtigste i klassen lærte det i løbet af den første time. Men drengen her, han måtte prøve til rigtig mange gange, inden han endelig lærte at lyve – og kunne sendes ud blandt os almindelige mennesker igen. Os der nok ved, hvornår man absolut IKKE skal sige sandheden.
”Får jeg en stor bagdel i den her kjole?”, ”Nej overhovedet ikke” skal man sige. ”Ser jeg ikke lidt gammel ud på det billede” – ”Nej, det gør du i hvert fald ikke”, skal man sige. Det ved vi godt.
Sandheden kan være ildehørt.
Sandheden kan være brutal.
Og vi lærer hurtigt at vi ikke altid skal sige sandheden. At
nogle gange er det mest kærlige at lade være med at sige noget, eller måske endda
komme med en lille nødløgn.
Vi kan ikke undvære nødløgne i det daglige, men langt de fleste af os ved godt,
hvornår det ikke går an med en nødløgn. Hvornår vi er nødt til at sige
sandheden også når det er alvorligt og gør ondt på den anden.
Også når man mangler ordene eller forklaringen. Vi kan være tvunget af kærligheden til hinanden.
Jeg har lige læst Kristian Leths erindringsbog ”Ud af tågen”, som jeg i øvrigt varmt kan anbefale. Han fortæller om at være vokset op med en fraværende far – altså Jørgen Leth. Bogen er, som jeg læser den, et forsøg på at generobre sin egen historie som søn. Det gør han med sans for, at det netop er sin egen historie han fortæller, ikke sin fars, ikke sine søskendes. Og også med stor kærlighed til sin far, fornemmer jeg.
Noget af det der gjorde indtryk på mig, er et sted i bogen,
hvor han skriver:
”Min far har skrevet om, at han forlod os. Han har talt i interviews, kort, om
hvor ked af det han er. Han har fortalt historien til andre, uden at vi, uden
at jeg, har kunnet fortælle ham den.”
Det er et dobbeltsvigt. Kristian Leth og hans søskende blev forladt som børn. Det er ikke nogen hemmelighed, men de har aldrig talt om med deres far om det. De har aldrig fået muligheden for at fortælle, hvad det gjorde ved dem, og han har aldrig forsøgt at forklare dem, hvorfor han gjorde som han gjorde. Og så fortæller han det i et interview i avisen. Tænk sig at skulle læse i avisen, hvad man hele sit liv har længtes efter at tale med sin far om.
Der kan være situationer hvor det ikke at sige sandheden er et svigt.
Hvis en vores nærmeste undlader at fortælle at han er alvorligt syg, måske fordi han vil skåne os – eller måske fordi han ikke selv vil erkende det, eller måske fordi han af en eller anden grund er bange for vores reaktion, så bliver vi sårede og kede af det, når vi finder ud af at han har skjult sandheden for os.
For vi ville gerne have haft mulighed for at være der for ham. Det kan opleves som et svigt ikke at blive involveret. Det kan føles som en nedskrivning af det vi har sammen, hvis vi ikke får lov til at være med, også når et er svært. Kærlighed og sandhed hører sammen. Der er stor omsorg i sandheden, når den udfoldes i kærlighed.
For et par generationer siden, var der meget der blev lagt låg på, meget man ikke talte om, mange sår der ikke blev helet, men bare blev dækket til, som om de ikke fandtes. Alt for mange er vokset op med skamfulde hemmeligheder, som har invalideret deres liv og stækket deres livsglæde.
Heldigvis er vi i dag meget mere åbne. Der er færre tabuer, mindre moralisering og et større fokus på, at det er godt at tale om det der er svært. Vi taler om det og taler ud og taler det igennem, eller det er i hvert fald idealet. Vi søger sandheden i vores nærmeste relationer. Hvorfor gjorde du sådan? Hvordan oplever du mig? Hvorfor var du der ikke, da jeg havde brug for det?
Det afspejler sig i antallet af praktiserende psykologer og det afspejler sig også i litteraturen. Der bliver i de her år udgivet virkelig mange barndomserindringer og autofiktive romaner der kredser om at få sandheden frem i lyset.
Mennesker vi kender fra andre bøger eller fra medierne og offentligheden, skriver om deres barndom og fortæller indgående og afslørende om forældre der på forskelligvis har svigtet. Om fravær, om druk, om overgreb, om følelsesmæssig afstumpethed.
Og det har slået mig at sandhed ikke bare er sandhed. Dels er der ofte mange sandheder, og vi vil ofte have oplevet situationer helt forskelligt. Dels – og måske vigtigere – så kan, sandheden hvis den frakobles kærligheden, blive en trussel. ”Når vi skal sige hinanden en sandhed eller to”, så vil vi afsløre den anden, sårer den anden – slå den anden oven i hovedet med sandheden. Når sandheden kun vil afsløre eller have hævn, så kan den blive ødelæggende. Ikke bare for os selv, men også for vores relation til hinanden – og vores håb om at hele.
Man kan godt afsløre sandhed, uden at ville se den i øjnene.
I den her tekst vi lige har hørt kobler Jesus sandhed og frihed. ”I skal lære sandheden at kende, og den skal gøre jer frie”, siger han. Sandheden lærer vi at kende gennem ham, gennem Sønnen – ikke gennem synden (med y).
Det afgørende er, forstår vi, om vi er bundet til synden eller Sønnen! Synden (med y) gør os ufrie, hvorimod sønnen gør os frie. Ja, ikke bare frie, men virkelig frie. Hvad vil det overhovedet sige? At være virkeligt frie?
Måske handler det om at se sandheden i øjnene.
Der er forskel på at være bundet til synden eller Sønnen. Måske er det at være bundet til synden (med y) at hænge fast i ønsker om hævn, at ville afsløre den anden for at fremhæve sig selv, at gøre sig til dommer over andre. Der er noget i den optagethed, som gør os ufrie og hæmmer vores liv.
Måske er det i stedet at være bundet til Sønnen, det at ville lære sandheden at kende gennem ham, netop at insistere på at se sandheden i øjnene, og vove at tro at deri ligger kærligheden. Og det er den, kærligheden, der gør os ikke bare frie, men virkelig frie.
Det er ikke sikkert, at det er så let for os selv at se, hvad det er vi gør eller undlader at gøre, som gør os ufrie og hæmmer livet. Men når vi ser sandheden i øjnene, så er vi ikke i tvivl om at den er frisættende.
Som Saulus der er overbevist om at han havde sandheden på sin side, i hans forfølgelse af dem der fulgte Jesus. Han gjorde det han troede var rigtigt, men pludselig blev han standset på sin vej. Noget greb ham. Han var optaget af at afsløre sandheden, og pludselig så han den lige ind i øjnene – og den gjorde ham blind.
Mens han var seende, var han blind for kærligheden. Men da han blev slået med blindhed, begyndte han at se. Det var som fiskeskæl der faldt fra hans øjne, står der med et malende billede. Det var Sønnen, der gjorde ham fri. Ikke bare fri, men virkelig fri. Det var da han så sandheden i øjnene, han blev tvunget af kærlighed til at lægge sit liv om.
Og Saulus blev en anden. ”Er nogen i Kristus, er han en ny skabning”, siger han selv. Han blev Paulus. Ham som brugte resten af sit liv på at gøre Guds kærlighed gældende i hele verden. ”Guds kærlighed tvinger os”, skriver han.
Når vi hører om Paulus’ forvandlende møde i Apostlenes Gerninger kunne det lyde som en forvandling på et øjeblik og som et lyn fra en klar himmel. Selv fortæller Paulus, at han tog bort til Arabien i 10 år uden at tale med nogen af de oprindelige apostle. Han måtte synke og fordøje, han måtte tænke og erfare.
Det er ikke let at se sandheden i øjnene, men det er forandrende og meningsfuldt og frisættende.
Det kan lyde som et paradoks at vi bliver virkelig frie, når vi er bundet til Sønnen. Det kan synes meget abstrakt at vores frihed er bundet til Kristus, men i virkeligheden er det alt andet end abstrakt. At se sandheden i øjnene, er at være tvunget af kærlighed i vores forhold til hinanden. Mere konkret bliver det ikke. Kærligheden udmønter sig altid konkret.
Den sandhed, som er værd at samle på, opbygger. Den giver liv. Forskønner livet. Gør det større. Smukkere. Derfor er den eneste sandhed, som det dybest set er værd at samle på: kærligheden.
Omfortæl hele menneskehedens idéhistorie og tørst efter sandheden, og erstat ordet ”sandhed” med kærlighed! Eller rettere: Lad være – og lad Gud gøre det! For sandheden og kærligheden er ikke noget vi selv finder, det er Gud der møder os. Gud vil møde dig med sin sandhed, sin kærlighed. Han vil vende dig om, forvandle dig
Den sandhed, der giver frihed, ligger i at forlade sig på, at Gud kender os. Han er vores far, vi skal ikke tage os ud i hans øjne, men ved hans hjælp, se sandheden i øjnene – og tro, at han – der siger om sig selv, at han er vejen, sandheden og livet, kommer fra Gud, og at den, der følger ham, aldrig skal vandre alene i mørket, men have livets lys.