Midfaste
”Jeg er livets brød”, siger Jesus, ”Den, der kommer til mig, vil aldrig sulte”, lover han os. Og måske er der en pointe i, at Jesus ikke lover os mere det.
Han siger ikke: ”Den, der kommer til mig, bliver stop mæt”. Eller: ”Den, der kommer til mig, får en spektakulær gastronomisk oplevelse”. Nej, det er skåret indtil det livsnødvendige: Den, der kommer til mig, vil aldrig sulte.
Hverken mere eller mindre, end det nødvendige.
De har ellers lige oplevet noget spektakulært. De har lige fået et festfyrværkeri af et tegn fra Gud.
Det var en oplevelse ud over det sædvanlige, da Jesus velsignede fem brød og to fisk, og der blev mad nok til flere tusinde mennesker. Wauw! Det er en Gud der giver energi og overskud.
Men Jesus gør det klart, at det ikke handler om selve maden.
Ingen kan leve af sådan et spektakulært mirakel. Det holder ikke i længden.
Sulten vender tilbage, og hvad gør vi så? Hvad skal så stille den? Hvor skal vi
så få energi fra? Et nyt mirakel? En ekstraordinær stor oplevelseskonto?
Optimering af vore muligheder, vores sikkerhed og vores velstand?
Alt det siger Jesus, er mad der forgår. Forsøder livet? Ja! Gør det mere attraktivt?
Ja! Sjovere? Ja! Men, det kan ikke bærer et liv, når vi skærer helt ind til
benet og fokuserer på, hvad der er livsnødvendigt.
Jesus slår et slag for rugbrødslivet. Ikke nødvendigvis Faktas
det allerbilligste med leverpostej, men alligevel: Livet er først og fremmest
rugbrød: Hverdagene. Det vi ikke kan springe over. Det vi ikke kan undvære.
Alle jobs, alle parforhold, alle familier, alle hverdage lever af rugbrødet. Det
almindelige. Det nødvendige. Og ikke det særlige – miraklerne og alt det der er
once in a liftime.
At tro på Gud – at være Kristus tro – er at give hinanden / det
livsnødvendige plads og opmærksomhed i det daglige. Det tror jeg egentlig godt
vi ved, men for de fleste af os kræver det, at vi disciplinerer os selv en
smule, og forsøger at få nogle gode vaner. Og sådan er måske også når det gælder
det åndelige. Det åndelige daglige brød skal måske også indgå som en del af
vores vaner.
Tænk bare på parforholdet
Det er blevet ret almindeligt med kæresteture og aftner ude, et par gange om
året, hvor vi – hvis vi har mindre børn – sætter himmel og hav i bevægelse for
at få passet ungerne og lakeret neglene. Så skal det alt det forsømte indhentes
på en lørdag i Paris eller latinerkvarteret. Og det er dejligt at være afsted
og have tid til at være sammen. Forhåbentligt i hvert fald, for ellers er det
skidt.
I en travl hverdag med børn, arbejde, pligter, oprydning, motion og alt muligt andet vigtigt, kræver det en indsats også at passe på et parforhold.
Når vi kommer hjem, er vi garanteret blevet enige om at vi ikke kan vente til næste år med at kysse hinanden.
Vi er simpelthen nødt til at prioritere det i det daglige. Så vi taler om, at nu må vi til at kysse hinanden til dagligt, også selvom vi ikke føler vi har overskud til det. For det hører med til at være sammen.
Så vi må måske nedjustere forventningerne til alle de der rammer omkring det, lade være med at forvente et mirakel eller et eller andet spektakulært romantisk påfund af vores partner – og så bare gøre det en onsdag aften efter mødet i boligoreningen.
For vi ved, at det kan være nødvendigt at få tillagt sig nogle gode vaner, hvis man faktisk vil ændre noget. Og at det gælder i et kærlighedsforhold, at praksis faktisk betyder noget. Til hverdag. Man kan leve længe på en tur til Paris eller et mirakel, men det holder ikke i længden. Det er nødvendigt at gøre noget sammen, til dagligt. Det er det daglige brød.
Måske det samme gør sig gældende for den troende? Måske er det godt at bede eller gå i kirke, også når vi ikke har lyst?
Bare tænk på motion
Vi er over en bred kam enige om, at motion, frisk luft og sund mad hører med
til et ansvarligt menneskeliv. Vi bakker gerne hinanden op i, at det ikke er
nemt og at vi indimellem falder i (fx chokolade, smøger, vin og bøffer) men at
vi så igen må forsøge at komme ind på rette spor. At leve sundt er en
prioritering, som vi ikke rigtigt diskuterer nødvendigheden af.
Vi kan være mere eller mindre optagede af det, mere eller mindre standhaftige, mere eller mindre gode til det – men der er ingen ved deres fulde fem, som vil stille sig frem og sige at man ikke skal forsøge at prioritere det i det daglige.
Her er det ikke nok, bare at gøre det til jul og påske… det
skal ind som en daglig rutine, for at blive en integreret del af den måde vi
lever på, og fordi det er svært og fordi vi så let kommer til at glemme det, så
flyder det over med meget konkrete råd og anvisninger, fordi de er nemmere at
huske: Spis 600 g. grønt om dagen. Spis fisk to gange om ugen. Motioner ½ time
hver dag. Gå mindst 10.000 skridt osv. osv.
Drik ikke mere end 10 genstande om ugen… Ja, I hørte rigtigt: Det er faktisk
lige blevet sat ned!
Der er fyldt med tommelfingerregler på sundhedsområdet, og det virker jo. I
hvert fald bliver vi mindet om hvad vi burde, og så gør vi det måske i morgen.
Pointen er at få indarbejdet gode vaner, så vi ikke oplever
det som noget der dagligt skal planlægges sammen med alle de andre ting.
Nogle af os har endda fået en smartwatch, så vi kan følge
med i hvordan det går med at røre os, i løbet af dagen. Tænk, hvis det ikke
bare sagde: Du skal rejse dig nu, eller du mangler 4000 skridt for at nå dit
daglige mål – tænk hvis det også sagde: Har du husket din morgenbøn? Eller nu
skal du synge ”Op al den ting som Gud har gjort”.
Tænk sig, hvis man hver dag læste et eller andet ordentligt sammen? Tænk sig, hvis vi hver aften efter aftensmaden reflekterede over liv, tro og eksistens. Ikke 1,5 time, men bare 10 min? Tænk, hvis vi sang en morgensalme sammen eller en aftensalme?
Konkrete åndelige råd, har det med at komme til at virke meget fromme. Og det er jo virkelig interessant, hvorfor det føles helt anderledes omklamrende at foreslå en daglig aftensalme, i forhold til at foreslå at man skal bevæge sig en halv time dagligt.
I den tidlige kristenhed blev det betragtet som en selvfølge, at også det åndelige liv havde brug for træning for at kunne udvikles. Der var stor lyst til at eksperimentere.
Den, der gerne ville give Gud mere plads i sit liv, kunne få
mange råd: Lev nogle måneder i ørkenen, sæt dig på en pæl, eller byg dig en
hule i et træ, hengiv dig til dans, studier eller faste – eller forsøg dig med
at holde munden lukket. Eksperimenterne havde et bestemt formål: At se, hvad
det fik af betydning for livet og for relationen til Gud.
Jeg har altid opfattet den askese, som for eksempel ørkenfædre og ørkenmødre
underkastede sig, som selvforagt og tænkt, at fællesskabet med Gud måtte være
meget enklere end som så.
Men måske handlede de fysiske øvelser ikke så meget om at gøre bod som om træning? De trænede for en pris, der virkelig var værd at vinde.
At rette sin tanke og sit hjerte mod Gud nogle minutter, inden arbejdsdagen rigtigt er gået i gang, som det sidste man gør, inden man sover, eller på cyklen på vej til arbejde, at opsøge stilheden på sin gåtur, kan i det lange løb være mere vigtigt, end det føles i øjeblikket. Hvor lang tid det tager er ikke så afgørende, men regelmæssigheden tror jeg har noget for sig.
Og måske kan vi lære noget af de gamle, ved at forsøge at anlægge nogle gode daglige vaner. Ikke for Guds skyld, men for vores egen. Jeg vil ikke komme med konkrete anvisninger, men opfordrer at man forsøger at spise 500 g. ånd om dagen. Det kan være kirkegang, fadervor, sang, bevidst stilhed, bøn, læsning osv.
Det er alt sammen noget, der kan føre til selvforglemmelse og besindelse på Gud, som den der stiller vores egentlig sult og slukker vores egentlige tørst.
Jeg er livets brød, siger Jesus. Den, der kommer til mig,
skal aldrig sulte. Den, der tror på mig skal aldrig tørste. – Det er det, han
lover os. Ikke mere. Ikke mindre.
Han er i det daglige brød, der er nødvendigt for os, og som holder, når der
bliver skåret helt ind til benet. Troen, håbet og kærligheden.
Vi kan undvære det meste af det, vi fylder os med: underholdning, mad, forbrug,
wellness, spektakulære begivenheder, smiger, ros og magt. Det kan være
behageligt og sjovt, men det kan ikke fylde det tomrum ud, som er dybt inde i
os.
Det kan kun selvforglemmelsen.
Jesus er livets brød, det brød, som bliver til liv, når vi deler det med
hinanden.
Overgivelsen til Gud af den kontrol, vi så gerne vil have over vores liv, er det eneste, der kan mætte vore dybeste længsler. At tage en bid af det himmelske brød er at følge Jesus ved at give Gud plads og lade Gud få både magten og æren i vores liv.