Juleaften 2015
”Forventningens glæde er den største”. Det var Kierkegaard der sagde det. Forventningens glæde er den største. Og for at demonstrere om han har ret i det, vil jeg i år, gøre et forsøg: Lige nu sidder I meget naturligt og forventer at jeg skal holde en prædiken – måske glæder I jer ligefrem lidt… men jeg holder ikke nogen. Forventningens glæde er jo den største, og den har I allerede fået!
I stedet synger vi en salme mere – det er Iben Krogsdals julesalme fra 2009.
Salme: Decembernat
Det tør jeg alligevel ikke. I kunne jo få den tanke at jeg bare var doven eller måske endda bange for at møde jeres forventninger og derfor lod være med at forsøge. Og det er faktisk en af de største forbrydelser man kan begå. At lade være med at forsøge. Forventningens glæde er den største, sagde Søren Kierkegaard og han sagde meget klogt, men samtidig levede han selv et underligt forkrampet liv.
Han har ret i, at forventningens glæde tit er den stor. Glæden ved at gå og vente på noget kan nemt overgå den glæde, som vi rent faktisk oplever når vi står ved målet for vores forventning. Tænk bare på barnet, der er fuldstændig elektrisk og ønsker sig en bestemt gave så brændende, at det næsten ikke er til at holde ud.
Men når gaven er pakket op og afprøvet, så falmer den hurtigt. Der går måske kun nogle få dage, før den bliver uinteressant. Allerede tredjejuledag. Måske. Og voksne kan have det på samme måde. Forventningens glæde var størst.
Søren Kierkegaard demonstrerede det i sit eget liv på en sær brutal måde.
Engang inviterede han sin forlovede, Regine Olsen, i teatret. Og Regine glædede sig som et lille barn. Hun gik og talte dagene og overvejede, hvad for en kjole og hvad for en hat, hun skulle have på den aften. Da tiden endelig kom, spadserede Søren og Regine igennem Københavns gader mod Det kongelige Teater. De hilste på de fodgængere, som de passerede, og konverserede lidt med de andre teatergæster inden de gik ind i teatersalen og fandt deres pladser. Nu var de klar til, at forestillingen kunne begynde. Men i samme øjeblik tæppet går op, rejser Søren Kierkegaard sig og tager Regine under armen – og så forlader han teatret med den forklaring, at forventningens glæde er den største. Og den glæde har Regine jo allerede fået. Så er det ikke nødvendigt at se selve skuespillet. Sikken en skuffelse for Regine. Det er ikke underligt, at forlovelsen mellem de to ikke kunne holde i længden.
Det er godt med store forventninger. Det er godt at ønske og håbe. Der er kreative kræfter og meget positivt gemt i forventningerne. Men det dur selvfølgelig ikke at gøre, som Søren Kierkegaard gjorde. Han ophøjede forventningen til det egentlige. Han kunne have givet Regine den gave han havde stillet hende i udsigt, i stedet svigtede han og skuffede hende. Det er ikke rigtigt at forventningens glæde er størst. Eller vi kan i hvert fald ikke leve af den. Det største er den glæde, der bliver til virkelighed.
Vi har pligt til at bidrage til hinandens virkelige glæde. Bla. derfor er det også en fantastisk smuk tradition at vi giver hinanden gaver her til jul – nuvel de er selvfølgelig igen i år ALT for store, og de bliver bare større og større de gaver – og det var ikke som da jeg var barn, for ikke at tale om da min far var barn – der blev man åbenbart glad for et par sokker og et rødt æble. Det er klart julen er blevet mega kommerciel og alt for dyr, men det bliver ikke mig der kommer til at slå et slag for at vi skal droppe gaverne. Tvært imod.
Det at give hinanden en gave, er et fint udtryk for det at insistere på glæden. At ville glæde den anden. Det er det rette giversind – at ville den andens glæde. Forventningens glæde er nogle gange størst, når det kommer til gaver. Måske oftest. Faktisk. Men gaven i sig selv er vigtig. Den er den fysiske manifestation af glæden. Uden den bliver det hele bare luftkasteller. Vi har pligt til at forsøge at bidrage til hinandens glæde – den virkelige glæde.
Forventninger skal munde ud i noget. Noget virkeligt.
I har også haft nogle forventninger på vej her hen til kirken. Forhåbentligt primært positive forventninger, men ellers var I nok slet ikke kommet. Måske har I på vejen her hen til kirken diskuteret eller tænkt: ”Nå, gad vide hvad hun vil sige noget om i år” – og det har jeg så efterhånden afsløret: I år vil jeg sige noget om forholdet mellem forventninger og den glæde der bliver til virkelighed.
Gud lod sin søn føde julenat ind i vores virkelighed, som en ny begyndelse/som fred/som glæde. Vi skal ikke nøjes med forventningen om Guds nærvær. Og vi skal heller ikke lade os nøje med forventningerne til hinanden. Vi skal gøre glæden til virkelighed.
Der er heldigvis talrige eksempler på at det lykkes og positive forventninger og håb, bliver virkeliggjort til glæde og fred. Når det virkelig gælder, så rykker vi sammen og viser både medmenneskelighed og kreativitet og omsorg – Forventninger og glæde gøres til virkelighed.
Der er desværre også højtråbende eksempler på det modsatte. At dagsordenen i stedet bliver overtaget af frygt og krig og menneskelig nærighed. 2015 har på mange måder været et frygteligt og kaotisk år.
Når vi i dag hører indledningen til juleevangeliet om Kejser Augustus der befaler at alle folk skal tælles, så plejer det at virke som en lidt ligegyldig fodnote til den egentlige fortælling om Jesus der bliver født i en stald.
Jeg har faktisk aldrig rigtig tænkt på den del af historien før i år. Men det må jo have været en folkevandring i hele Romerriget, når alle skulle tælles i den by deres slægt hørte til. I år sprang netop den her del af juleevangeliet mig i øjnene.
Vi oplever en folkevandring i Europa. Tusindvis af mennesker på flugt fra krig og rædsler i Syrien og omegn. De europæiske regeringer og myndigheder har forsøgt efter alle kunstens regler at få styr på dem. Grænser bliver barrikaderet og vi diskuterer flygtningekvoter og tal, så man indimellem glemmer, at der bag hvert eneste tal er et menneske.
Tusindvis af mennesker er flygtet til Europa – mange er døde på vejen, eller har mistet kontakten til deres familier. Hver eneste flytning er et menneske der er fyldt med forventninger, håb og drømme om at kunne leve i fred og sikkerhed. Vi står overfor en kæmpe udfordring, som vi ikke lige løser her – men vi må insistere på aldrig at sætte menneskeligheden over styr. Vi har pligt til at bidrage til at forsøge gøre deres positive forventninger og håb til virkelighed. Når man er flygtning fra Syrien, er forventningens glæde ikke størst. Det er den glæde der bliver til virkelighed, der gælder.
Augustus befalede en folketælling for at få styr på sit folk, men det der er gået over i historien er ikke den folketælling – men fortællingen om det lille barn der blev født, som en ny begyndelse, fred og frelse for alle mennesker. Det er en fortælling, der er større end tal. På samme måde må vi insistere på at livet er større end kvoter og tal. At verden er befolket af mennesker og ikke cifre i et Excel ark.
Der er ikke noget dem og os. Det er julens budskab og budskabet om fred lyder ud over jorden i aften. Til alle mennesker, og for alle mennesker. Vi der har en plads, har pligt til at finde plads til dem der ikke har. Da flygtningefamilien Josef, Maria og deres nyfødte dreng havde fået tildelt en stald – kom der heller ikke nogen og tog deres smykker og personlige ejendele fra dem. Derimod kom der folk de ikke kendte – hyrder med taknemmelighed, og vise mænd med dyre gaver. Og den fortælling om at give, er vi flasket op med. Fortællingen om at give til dem der ikke har, fortællingen om at dele af vores overskud, fortællingen om at vi skal møde andre mennesker med tillid. Det er en del af vores DNA.
Og det DNA er under pres. Vi bliver bange – og med god grund – når der foregår terrorangreb i København og Paris og vi bliver ramt i vores hjertekule af den angst, som kan have magt til at begrænse vores frihed og følelse af tryghed. Vi får trang til at skyde fra os, men bomber og bomme fjerner ikke frygten. Der er kræfter i verden der vil gøre os bange, og forventer at vi bliver lammede af frygt. Vi må gøre alt hvad vi kan, for ikke at lade det ske. Vi må arbejde på ikke at gøre frygten til virkelighed, men derimod medmenneskelighed, fred og glæde. Englene på marken siger ”Frygt ikke” til hyrderne på marken julenat. De siger ikke: ”Der er ikke noget at være bange for!” – og det er noget helt andet at sige ”Frygt ikke!”. ”Frygt ikke” betyder, at der er mange ting vi kan være bange for – krig, terror, klimaforandringer – men at det ikke skal få lov til at fylde vores liv, eller sætte dagsordenen i vores tanker og handlinger. Hyrderne ude på marken har helt sikkert også været bange for mange ting: de vilde dyr, sulten, kulden og de romerske soldater. De har været ret udsatte og deres situation temmelig håbløs – og det er netop pointen i juleevangeliet – at der er en fortælling der er større end det vi kan frygte. Nemlig, at Gud er blevet mennesker, for at være sammen med os. At Guds stiller sig ved siden af vores frygt.
Når vi er bange, har vi brug for at nogen tager os i hånden. Gud er den der tager os i hånden. Det betyder ikke, at vi slipper for angsten, men det betyder, at der en, der står ved siden af os – og gør det lettere for os at styre vores frygt – så den ikke får tag i os og fylder vores synsfelt, når vi ser på hinanden.
I julen fejrer vi at Gud bliver menneske i det lille barn i Betlehem. At Gud bliver menneske sigter også på, at vi skal blive mennesker. Vores kultur er fuld af kynisme, og vores politik og samfundssind fuld af fejhed og frygt. Men vores børnebøger – og de fortællinger vi læser for vores børn – er stadig fulde af optimisme. Vi giver børnene troen på at livet kan lykkes og at der er grund til forventningens glæde. Der er grund til at tro, at glæden bliver til virkelighed. Selvom vi står midt i frygt og kynisme, så er der en suveræn stemme – en himmelsk stemme der siger: Ethvert barn har en opgave i livet, som ingen kan/må sætte spørgsmålstegn ved. Vi har alle sammen ret til at være her.
Den stemme fik skikkelse i det lille barn der blev født julenat. Ordet blev kød og blev virkeligt. Og budskabet er: Fordi dette barn blev født på jorden, kan livet på jorden lykkes trods vores kynisme og frygt. At Gud blev menneske, hjælper os til at blive mennesker. Mennesker der, ved Guds hjælp, kan gøre glæden til virkelighed.
Glædelig Jul!