Vi er fyldt af værdi

Mark 2,14-22

http://www.youtube.com/watch?v=gy4ELGGTGfE

Prædiken v. Bøn&Brunch/Høstgudstjeneste 17. søn eft. trin

”Jeg skrev det samme – bare med andre ord”, siger den unge kvinde til den blinde mand. Bare med andre ord. ”Det er en smuk dag. Og jeg kan ikke se den”, skrev hun. Er det rigtigt at det, er det samme? Før stod der kort og konstaterende: ”Jeg er blind”. Hun skrev. ”Det er en smuk dag. Og jeg kan ikke se den”. På én måde er det det samme, og alligevel er det noget helt andet.

Der er ord der konstaterer og beskriver verden, og der er ord der rører ved os og gør verden større.

Den unge kvindes ord, rører os. Hvorfor? Fordi vi et øjeblik får billeder på, hvordan det må være at være den blinde mand. Vi ser os selv sidde der i solen og nyde livet – vi ser de blomster vi kan dufte, beundrer efterårets orangefarvede blade. Vi ser børnene der leger, og studerer alle de mennesker der går forbi os. Der er ikke kedeligt at sidde her. Der er så meget at se på. Det er så smukt. Og så vi bliver ramt af ordene: ”Det er en smuk dag. Og jeg kan ikke se den!”.  Det vækker den dybeste medfølelse hos os. Og vi ser pludselig et menneske og ikke bare en tigger. Vi ser et menneske – der lige så godt kunne have været os selv. Og det rører os. Vi kan i et øjeblik leve os ind i, hvordan det må være, at være ham den blinde tigger. Og indlevelse er forudsætningen for, at vi kan dele ægte liv med hinanden.

Indlevelse er ikke bare at møde verden og det andet menneske med alle sanser åbne og registrere, hvilke indtryk det gør på mig selv. Det er også at sætte sig i den andens sted og indleve sig i verden set fra den andens perspektiv. Det er at se truslen med den banges øjn. At høre vreden med den udskældtes øre. At lugte maden med den sultne og fattiges næse.  At smage bitterheden i den syges medicin. At føle ensomheden i den glemtes jul. Så den andens verden også bliver min verden, og så handle på det ønske som indlevelsen kalder frem i os.

”Jeg skrev det samme, bare med andre ord!”. Nej, du skrev faktisk ikke det samme. Du skrev noget der var større. Og ord har stor magt i vores liv. Ord kan slå og bide og gøre verden fedtet og lille. Og ord kan få os til at blomstre, og leve og elske i en verden der har udsigt.

Der er ord der konstaterer og beskriver verden, og der er ord der rører ved os og gør verden større.

Et menneske har en relativt simpel kemisk sammensætning. Over 99 procent udgøres af kun ti forskellige grundstoffer, hvoraf den største del naturligvis er ilt og brint i form af vand. Det siger på den ene side alt om et menneske, og på den anden side ikke noget af betydning. Han er høj, og hun er tyk. Han er brun og hun er lys. Hun er langsynet og han er blind. Beskrivelser, der konstaterer det vi kan observere med det blotte øje.

Siger vi derimod: Et menneske består af ånd, sjæl og legeme, eller som Grundtvig formulerer det – mennesket er et guddommeligt eksperiment af støv og ånd – så konstaterer vi ikke blot det vi kan se, men taler om mennesket med ord der gør større og rører os på en anden måde. Som når Salmisten i salme 8 i GT spørger: Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det? Du har gjort det kun lidt ringere end Gud, med herlighed og ære har du kronet det.

Det udtrykker en holdning til hvad et menneske er, som sætter os ind i en større sammenhæng, som rører ved de dybeste lag i hjertet, og udtrykker den højeste taknemmelighed for livet. Mennesket er kronen på Guds gode skaberværk. Kronen på værket. Vi er kronen på værket. Værdifulde og elskede. Det er den holdning til mennesket, som ligger i vores skabthed. Det er den holdning vi mødes med af Gud. Vi er elskede og værdifulde.  Og vi må spørge os selv, hvad det betyder for den måde vi skal leve vores liv? Hvad betyder det at vi er elskede og værdifulde, for vores tilgang til livet og hinanden?

Der er stor lidenskab i dagens bibeltekst. Den nye vin får de gamle flasker til at springe i stykker. Den nye lap, river det gamle stof i stykker. Det nye sprænger det gamle. Kristus er begyndelsen på et nyt liv. Det er en helt ny sang. En ny retfærdighed. En helt ny form for kærlighed. En ny dagsorden. Og det lugter Ikke af konstaterende ord, men af ord der rører os og gør verden større. Ikke af lunkenhed men lidenskab. Ikke af halvhjertethed, men helhjertethed.

Evangeliet rammer os med en anderledeshed, som vi ikke kan sige os selv. Tro, håb og kærlighed. Barmhjertighed, godhed og nærhed. Frelse, frihed og fred. Rækkes til os. Deles med os. Kommer os i møde.

I dag fejrer vi høstgudstjeneste. Og når vi gør det i kirken – også her inden for Ringgaden, så er det et udtryk for at vi minder hinanden om, at livet dybest set er et under – og at alt hvad vi har det har vi fra Gud. At Gud er alle tings ophav.

Dagen er ikke bare endnu en dag i en uendelig række af dage. Det er en smuk dag. Mennesket er ikke bare ti forskellige grundstoffer. Det er skabt af Gud til noget stort. Et lille menneskebarn, med store muligheder og gaver.

Vi kan leve vores liv i mange retninger. Vi kan opleve, udleve, henleve eller indleve.

Det er mest populært at opleve. Vi jagter oplevelser. Vi er dårligt kommet hjem fra den ene rejse, før vi er i gang med at planlægge den næste. Vi stiller store krav til hele tiden at opleve noget nyt. Både på arbejde og i vores fritid. Sammen med vores venner og familie. Vi vil have en på opleveren, siger vi. Vi vil udfordres og udvikles og det forbinder vi også med at opleve nyt. Hvis vi ikke oplever noget, synes vi slet ikke vi lever. Når det kommer til oplevelser, tænker vi på os selv som en beholder, hvor der hele tiden må fyldes på med oplevelser. Og ve det menneske der går i graven, mens der stadig er plads til flere oplevelser.

Det næstmest populære er lysten til at udleve. Vi er en generation af entreprenører, der kæmper for at udleve vores drømme.  Som selvstændige, selvbestemmende og frie mennesker vil vi gå langt for at udleve vores drømme, fantasier, ønsker, længsler og ambitioner. Vi vil udfolde os, bruge os selv. Realiserer os selv.  Det modsatte af at udleve sig selv, bliver let i dag et udtryk for at vi er hæmmede, begrænsede, undertrykte – eller bare jævnt kedelige. Når det kommer til det at udleve sig selv, tænker vi måske også på os selv som en beholder fyldt med muligheder. Ønsker, drømme og fantasier er muligheder der bare endnu ikke er virkeliggjorte og udlevet. Og ve det menneske der går i graven, uden at udnytte sine potentialer og muligheder.

Det mindst populære er tanken om at skule henleve sit liv. Henleve lugter af henslæbe. Altså et liv uden de helt store oplevelser, og også uden egentlig at udleve nogen særlige drømme. Det lyder nærmest værre end døden, når man siger det højt. Også selvom det er det, de fleste af os gør, altså henlever store dele af vores liv uden de helt store epokegørende oplevelser, og uden at udleve vores inderste og vildeste drømme. De fleste af os henlever vores liv, og det mest ekstreme der er at sige om det, er den ekstreme grad af almindelighed der præger os – også selvom vi køber oplevelsesrejser til Kenya og udlever os selv gennem croquis-tegning.

Indlevelse taler vi ikke så meget om. Og hvis vi gør, er det ofte i forbindelse med religiøse mystikere, terapi, kunst og musik. Ofte forstås indlevelse som en forløsende sandhed, der skal søges dybt i vores eget indre.

Men indlevelse er også at se sit liv i sammenhæng med det liv der omkring en. Sætte sit liv ind i et samspil med de mennesker, man er i blandt.  Det at vi er værdifulde og elskede, betyder også at vores medmennesker er det. Indlevelse er at kunne leve sig ind i – og ind på andre mennesker. Det er at kunne mærke at vi er afhængige af hinanden.

Det nye sprænger det gamle. Kristus er begyndelsen på et nyt liv. Det er en helt ny sang. En ny retfærdighed. En helt ny form for kærlighed. En ny dagsorden. Og det lugter Ikke af konstaterende ord, men af ord der rører os og gør verden større. Ikke af lunkenhed men lidenskab. Ikke af halvhjertethed, men helhjertethed.

Den nye vin er, at vi allerede er fyldt. Det ægte og værdifulde i vores liv, er ikke antallet af oplevelser, eller graden af udlevelse. Vores liv afhænger ikke af hvor mange oplevelser vi har fået fyldt på livsbeholderen, eller hvor mange af mulighederne vi har fået udlevet. Selv om gode oplevelser og spændende udlevelse eller udfoldelse, er med til at gøre livet rigere.

Den nye vin er, at vi allerede er fyldt at værdi, blot ved at være den vi er, med det liv der nu blev vores.  Det værdifulde i livet gives os, kommer os i møde, rækkes til os – for vi er skabt af en Gud, der har levet sig ind i vores liv i en sådan grad, at vi må takke ham for både stort og småt. Mest af alt må vi takke ham fordi vi ikke er alene.

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *