Vi er altid på!

10. søndag eft. trinitatis/ Matt. 11,16-24

Jeg kender en familie som har det princip, at de aldrig hæver stemmen overfor deres børn. Det lyder utrolig fint og godt, men selv har jeg meget svært ved at forestille mig, hvordan det skulle fungere i praksis.

Jeg møder også par, som påstår at de aldrig skændes. At de aldrig råber af hinanden og aldrig har brug for at hæve stemmen, eller tale med store bogstaver.

Men hvad gør man så når man bliver rigtig gal? Går sin vej? Løber en tur, eller smækker med døren? Hvor gør man af sin vrede, hvis man ikke indimellem råber højt?

Og ja, jeg ved godt at det at råbe højt har begrænset effekt. Særligt hvis det sker tit. Når vi er sammen med folk der altid råber højt, eller har meget kort til vredesudbrud, så mister vi evnen til at høre hvad de siger.  Hvorimod vi spidser øre, når de der sjældent siger noget eller når de som aldrig bliver ramt af vredesudbrud, pludselig rejser sig og slår i bordet og råber højt. Det kan være yderst effektfuldt, når én vi har respekt for, råber højt.

Som nu Jesus i dagens tekst. Han råber højt og skælder ud!  Hvorfor? Hvorfor tager han sådan på vej? Fordi han opponerer mod den tilskuer-mentalitet som har ramt folk.

Jesus bebrejder dem, for at være hverken varme eller kolde. Når der skulle danses, ville de ikke være med. Når der skulle sørges, var de heller ikke med. Han bebrejder dem at de har den der distancerende attitude til livet, hvor man sidder bænket som på en tribune og blot er tilskuer, men ikke rigtigt vil tage del det der foregår.

Det er passivitetens bedrevidende attitude. Ikke at folk ikke havde en mening. De mente f.eks., at Johannes Døber var besat. Når man som han levede ude i ørkenen, spiste græshopper og vildhonning og gik klædt i kameluldsdragt, ja, så måtte man virkelig have en skrue løs. Bedre er det ikke med Jesus. Han tager imod enhver invitation og spiser og drikker for meget vin, sammen med de forkerte. Han går for langt, mener de.

Hvad er egentlig meningen?

Vi sidder også der på torvet og ser på dem der optræder med det ene og det andet. Og vi har en mening om det hele. Johannes er for streng. Jesus er for slap. For meget lov og for lidt evangeliet. Og for meget evangelium og for lidt lov.

Vi har en mening om det, men sidder og venter på at det skal give mening. Vis os noget! Giv os et tegn! Giv os en oplevelse, som bekræfter os i vores holdning til livet.

Der er nogen der synger klagesang, men det får os ikke til at græde med. Vi kigger bare på.

Der er nogen der danser glædesdans, men det får os ikke til at le eller danse. Vi kigger bare på.

Vi spørger efter meningen! Ja, vi forventer endda at få den serveret. Men sådan fungerer det ikke. Meningen med livet, kan vi have mange meninger om – men vi kan ikke stå på sidelinjen som tilskuere til livet, og tro at vi finder den.

Livet er både sorrig og glæde, klagesang og dans, alvor og leg, lov og evangelium. Og måske er det præcis i erkendelsen af det, at meningen må søges og leves.

Vi kan ikke bare stå på sidelinjen af livet og forvente, at det kommer til os. Livet kræver os. Kræver vores engagement og medleven. Og meningen oplever vi ikke, uden at vi risikerer at få både andres snavs og glæde på fingrene.

Peter Bastian fortæller et sted i sin bog ”Mesterlære” om at han engang deltog i et dobbeltinterview med Andrew Cohen:

”Det var første gang jeg mødte ham på tomandshånd, og jeg busede ud med mine oplevelser på scenen og al min tvivl og frustration over, at jeg ikke udviklede mig som menneske, snarere tværtimod, og han spurgte: ”Hvad er forskellen på scenen og nedenfor scenen?” ”Jamen, på scenen er det dødsens alvor, du er altid på. Alt hvad du foretager dig har afgørende betydning!” Så siger han: ”Det lyder fantastisk! Du skal bare aldrig nogen sinde gå ned fra scenen!” og da han så mit fårede udtryk i ansigtet, supplerede han: ”Der findes ikke et neutralt område, hvor vores handlinger ikke tæller. Vi er altid på! Der gælder de samme regler neden for scenen som på scenen. Det er umuligt at forlade scenen.”

Vi kan ikke træde ned fra scenen. Vi er altid på! Sådan er det at være et ægte menneske af kød og blod. Og det skal vi ikke være bange for, for det er i det ægte menneskeliv at vi finder meningen med livet.

Vi kan ikke leve på tre skridts afstand af os selv eller hinanden, selvom det indimellem kan være fristende at kigge den anden vej, når noget jeg ikke kan lide i mig selv eller hos andre dukker op til overfladen.

Det kan være fristende at lade være med at røre ved sit eget skidt. Lade være med at rydde op efter sig og vende ryggen til, før nogen når at se at det var mig.

Det kan være fristende at leve med sig selv på tre skridts afstand. Og kun forholde sig til de sider af sig selv, som vi tror Gud kan lide. Men sådan kan vi ikke leve ægte menneskeliv. Gud forholder sig til alle mine forskellige sider. Han ved, at jeg er et menneske.

Vi skal ikke være bange for at være mennesker. Vi skal ikke være bange for at komme ud i en konflikt. Et rigt og meningsfyldt liv sammen med andre mennesker, er umuligt uden konflikter engang imellem. Et godt liv, er ikke et liv uden konflikter. Et godt liv er et liv, der omfatter konflikter og fornuftige måder at møde dem på og at løse dem på.

Vi skal ikke være bange for at være mennesker. Når vi vælter eller stiger ned i fortvivlelsens dybe dale, så kan det ske det, midt i fortvivlelsen, at vi bliver bedre medmennesker. Der midt i vores kamp, kan vi lære at være ydmyge i mødet med andre menneskers vanskeligheder. Den, der selv har været langt nede, vil møde andre menneskers nederlag og fald med varme  øjne , med genkendelse og ikke med tilskuerens foragt og krav om underholdning.

Vi skal ikke være bange for at være mennesker. Vi skal gå vågne igennem livet med ord i munden og se mennesker i øjnene. Vi skal turde at stå ved når vi dummer os, og vi skal turde at vise ægte følelser og engagerer os i hinanden.

Vi skal være bange for at være ikke-mennesker. Funktionelle, pålidelige og følelsesløse maskiner der ikke støder ind i noget eller nogen.

Vi skal være bange for at være ikke-mennesker, der ikke involverer os i hinanden og livet, som står uimponerede på livets sidelinje og råber op, men er fuldstændig upåvirkede af både livets storhed og livets barskhed.

Og uengagerede i det liv som Gud har givet os at leve med hinanden, på godt og ondt.

Sidder vi og venter på at meningen bliver bøjet i neon for os. Sidder vi og venter på at Gud lader det regne med tegn og mirakler, der lader os uden tvivl. Ja, så ender vi om ikke andet med, at livet går forbi os.

Gud fjernstyrer ikke mirakler der rammer os som lyn fra en klar himmel. Gud er så involveret i livet, at han er selve livet. Det liv vi har fået og, som vi ikke kan leve på tre skridts afstand af, men som kræver at vi involverer os i både kamp og glæde. Det liv, vi ikke kan være tilskuere til. Det liv, som kræver os helt.

Meningen med livet er at være levende mennesker, med alt hvad det indebærer at sorrig og glæde. Og det er lige midt i det helt almindelige og ægte menneskeliv at Gud er.

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *