Tilværelsens ulidelige lethed

2. juledag
Tekster: Es. 50,4-7 + ApG. 6,8-14; 7,54-60 + Matt. 10,32-42

“Ulidelig let er det enkelte menneskeliv – let som en fjer, som svævende støv, som det der er borte i morgen”, sådan siger hovedpersonen Tomas i den tjekkiske forfatter Milan Kunderas roman “Tilværelsens ulidelige lethed”. Og såvel citatet som bogens titel må desværre nok siges at være meget rammende for en opfattelse af tilværelsen, der er udbredt i vores tid.

I takt med, at kampen for tilværelsen er blevet overkommelig for de fleste på vore breddegrader, er det som om, alvoren er forsvundet ud af livet. Det har mistet sin betydning og værdi.  Der er ikke længere noget, der rigtigt berører os. Der er ikke noget, der er rigtig helligt. Der er ikke nogen sag der er vigtig nok, til at det må gøre rigtig ondt på os.

Elastikspring fra høje broer, rafting i gummibåde ned ad brusende elve, bestigning af stejle bjerge, og overlevelsesture under ekstreme forhold er derfor blevet den store dille. For hér er det endnu muligt at opleve “suset” – suset ved at sanse og mærke livet konkret og umiddelbart – og suset ved at fornemme livet sat på spil. Vel at mærke, uden at det for alvor er farligt. Vi er nemlig ikke villige til at løbe nogen risiko, når det kommer til stykket.

Dagens tekst er alvorlig og kontant: “Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd.”  – Der er ikke meget lethed over det ord! Og så kommer de endda lige dagen efter juleevangeliets modsatte ord: “Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag”. Det er tilfældigt at evangeliet om fred og evangeliet om sværd høres med 24 timers mellemrum. For historisk set har Anden juledag ikke noget med julen at gøre. Anden juledag er ikke en juledag, men en martyrdag. Sankt Stefans dag. Den lå fast i kalenderen den 26. December. Så det er i virkeligheden et af historiens tilfældige sammentræf, at ordene om fred og ordene om sværd kom til at lyde inden for samme jul.

Men nogen gange kan man finde en åbenlys mening i det tilfældige. Først er der en juledag , og derefter en martyrdag.  En martyr er et vidne – det betyder det  græske ord for martyr – en der bekender sin kristne tro, koste, hvad det vil. Det er lidt underligt at vi bruger ordet martyr i dag, om en, der føler sig uretfærdigt behandlet og har ondt af sig selv. Det ødelægger den egentlige betydning for os. Nu har vi lige i den første læsning hørt beretningen om den første kristne martyr, Stefanus. Det drejede sig bestemt ikke om en, der havde medlidenhed med sig selv, men om en, der bekendte sin tro på Kristus og betalte, hvad det kostede. Først er der altså en juledag, og derefter følger en martyrdag, bekendelsens dag. Julefesten er ovre. Det er blevet hverdag, og det skal vise sig, om vi vil kendes ved Kristus! Om vi vil tage konsekvenserne af vores kristne tro.

Jesus kræver at vi kendes ved ham.  Det er jo egentlig ikke noget urimeligt krav. Sådan har vi det vel også med vores venner og familie.  Kan man være ven med én der ikke vil kendes ved én overfor resten af sin omgangskreds? En ven der er flov over én og ikke vil vise sig sammen med én – som ikke vil være én bekendt – er jo ikke nogen egentlig ven. Det er helt fundamentalt i et venskab, at man vil kendes ved hinanden. Når Jesus alligevel fremhæver det, som var det ikke en selvfølge, er det fordi, at det i den ældste kirkes tid kunne have store konsekvenser at vedkende sig Jesus – at bekende sig til ham. Det var farligt og kunne betyde døden, som vi hører det gjorde for Stefanus i dag.

Tingene er sat på spidsen. Og det kan være vanskeligt for os at spejle sig i tekstens konfliktbaserede udsagn, når vi lever i et samfund, og fungerer som kirke, hvor der på demokratiets vilkår er frihed til at tro og rummelighed også til forskellige konsekvenser af troen. Vi må sige, at vores vilkår for vores bekendelse til Kristus er radikalt anderledes end den ældste menigheds med forfølgelser fra romermagten, og hvor kristentroen også betød et brud med den jødiske tro i familien.

Men der er andre kristne rundt i verden, som klart kan spejle sig direkte i teksten – f.eks. i Indonesien, hvor kristne kirker for få år siden blev brændt ned. Og disse medkristne kan vi i dag bede for og tænke på vor forpligtelse til at give dem hjælp, og vise vores fællesskab med dem. Men generelt er det ikke forfølgelser og familiestridigheder for troens skyld, der præger vores trosliv.  Det er det ligegyldigheden! Det er ligegyldigheden der truer med at gøre Kristus og det han står for til noget usynligt i vor kultur. Det er ligegyldigheden – eller tilværelsens ulidelige lethed der truer vores liv. Og derfor bliver vi også så uendeligt provokerede af definitive krav og alvorlige konsekvenser, som vi oplever i dagens tekster.

De krav Kristus stiller til os gennem evangeliet fremsættes altid ligefremt og direkte i ord og vendinger, som ikke er til at misforstå: Den, der elsker sin far eller mor eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Den der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Det er da klar tale. Det er ikke til at misforstå. Og det er da heller ikke på det forståelsesmæssige plan, at problemerne opstår. Nej, problemerne opstår, når det går op for os, at kristeligt set er det at forstå lig med at handle. At forstå, hvad kristendommen går ud på, det er at leve i fuldendt kærlighed til Gud og næsten. Hvordan det skulle kunne lade sig gøre, det er til gengæld ikke til at forstå.

Det nemmeste er derfor helt at opgive tanken. Det nemmeste er at forholde sig til sin kristne tro på et plan, hvor det ikke rigtigt bider. Hvor der ikke er nogen sværd eller udfordringer,  så vi kan bevare julefreden intakt. I jesu samtid blev man forfulgt af romerne og udstødt af familien, hvis man kaldte sig kristen. Konsekvenserne af at være kristen, var anderledes skelsættende i Jesu samtid, end de er hos os i dag. Men folk var også mageligt anlagte i forhold til det at tro, dengang.

Johannes Døber havde talt om Guds rige. Han havde formanet og advaret: “I har kurs mod afgrunden venner! Tag og vend om! Opgiv alt det I ejer og bed til, at Gud vil se i nåde til jer”. Og for at vise, at han mente det alvorligt, meldte han sig ud af samfundet ved at flytte ude i ørkenen, hvor han levede af græshopper og vild honning. Og naturligvis gjorde det indtryk, at han så direkte omsatte sine ord i handling. Der var også dem, der tog ham på ordet og fulgte efter. Men, “alting med måde”, som man siger. Der er jo ingen grund til at gå til yderligheder. Og det kunne få alvorlige konsekvenser at efterleve Døberens ord. Selv endte han da også med at måtte af med hovedet. Så de fleste trak sig skyndsomst tilbage og betragtede ham nærmest som et interessant og underholdende tilfælde.

Jesus var der også noget rigtigt ved, og hans undergerninger var ganske vist imponerende. Men ligefrem at spise og drikke som andre mennesker gør det – ovenikøbet sammen med samfundets værste udskud – det kunne næppe siges at være passende for en “Guds mand”. Langt mindre da at forlange, andre skulle gøre det samme. Og kravet om at elske sin næste kunne såmænd, så smukt og rigtigt det end lød, være svært nok. Også selvom man selv måtte afgøre, hvem næsten var. Men ligefrem at elske sine fjender og bede for dem, der forfulgte én, det var umuligt. Det kunne enhver se. Og hvis man alligevel forsøgte, kunne man meget nemt løbe ind i store ubehageligheder. Igen var der desværre tale om én, der ikke kendte den gyldne middelvej. Det var således også i det tilfælde klogest at holde sig på måtten.

Døberens bodsprædikenen passede ikke folk, og Jesu tilsagn om kærlighed og nåde var heller ikke tillokkende nok. Så i stedet for at “vende om” “talte de om”. De indtog tilskuernes passive og ufarlige holdning. De lod det fylde lige præcis så meget, at det forblev ligegyldigt og ukomliceret. Det samme gælder os. Når vi ser os omkring i verden eller bare nøjes med at holde os til os selv. Lunkenhed og ligegyldighed er tilsyneladende et gennemgående træk ved menneskers forhold til ordet om Kristus over alt og til alle tider. Også vores eget.

På samme måde som vi holder tilværelsen på afstand ved at pille alvoren ud af den, gør vi evangeliet ufarligt og ligegyldigt ved at fremkomme med forbehold og anlægge en kritisk distance. Men evangeliet er aldrig ufarligt og ligegyldigt. Det har konsekvenser at indlade sig med det. Hvis vi forsøger at efterleve Jesu ord, så kan det meget let blive ubekvemt for os selv eller måske direkte ubehageligt. Vi vil da også hurtigt opleve, at vi kommer til kort: At vi ikke kan gøre hans ord og gerninger til vores. Og det er netop dommen over os. Evangeliets uforbeholdne krav om at elske næsten som sig selv, og at tage sit kors op og følge Jesus. Det kan vi ikke leve op til. Og vi må leve af og på Guds nåde! Og Guds nåde er nok for os.

Alligevel er det kun, når vi opgiver tilskuerens trygge rolle og kaster os ud i troens vovestykke, at livet vindes tilbage. Når vi giver os hen til et liv for andre mennesker og i fællesskab med andre mennesker, får tilværelsen værdi og betydning. Hvis vi ikke længere sløve og forvente tager alting for givet men i stedet begynder at forundres og glædes over livet og tager de opgaver på os, som omsorgen for medmennesket kræver, så forvandles “tilværelsens ulidelige lethed” til et liv med tyngde og fylde. Også selvom – eller rettere måske netop – fordi hver dag da kan siges at være dommens dag.  Amen!

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *