Skrift og sandhed

Billede23. søndag i fasten
Text: Joh 8,42-51

”Søg og du skal finde”, sådan citeres Jesus et sted, for at have sagt: ”Søg og du skal finde”.  I sin sammenhæng handler det om, at hvis vi søger Guds rige/søger sandheden – så vil den gives til os.  – men det kunne også være overskriften på den måde, nogle mennesker læser i Bibelen. Søg og du skal finde! Hvis man på forhånd søger efter noget, når man læser de bibelske tekster, er der en ret stor sandsynlighed for, at man også finder det.

Som nazisterne der søgte efter bibelsk belæg for jødeforfølgelserne, og fuldstændig grebet ud af sammenhængen misbrugte ordene ”at have djævelen til far”, til at dæmonisere jøderne. Luther skrev på sin tid, også et skrift mod jøderne ud fra de ord, og de har haft en skræmmende virkningshistorie – selvom de i deres sammenhæng, ikke er talt til modstandere, men som en slags opsang til nogle jøder der var kommet til tro på Kristus, og altså var en del af Johannes´ egen menighed.

Søg og du skal finde! Det er en farlig måde at gå til Bibelen på. For det første, fordi Bibelen er en meget stor og sammensat bog – skrevet af forskellige mennesker over hundredevis af år. Her er forskellige og modstridende gudsbilleder, forskellige teologier, forskellige etiske retningslinjer og med bibelcitater i hånden kan man argumentere for vidt forskellige synspunkter.

Måske nogen af jer var i Silkeborg og se Jens Galschiøts enorme skulptur sidste år, hvor den var udstillet. Billede: Fundamentalisme – Bibelen, toraen og Koranen Udvendigt: Lyse og gode citater Indvendigt: Mørke og hårde citater No Exit Tankevækkede – citaterne mindede om hinanden – Også Bibelens ord kan bruges i løgnens tjeneste 

Hvis man på forhånd har et mål med sin læsning, er det meget let at komme til at læse sit eget mål – eller sin egen ide – ind i den bibelske tekst. Og så bliver det måske bare til opfyldelsen af vores egne ideer, eller vores egne fordomme. ”Jeg søger aldrig, jeg finder kun”, sådan skulle maleren Picasso engang have sagt. Han fandt tre pinde og en klat gips. Gips og pinde blev til skulpturen af en fugl. At finde uden at søge betyder, at noget dukker op for ens øje, uden at man har ledt bevidst efter det – det betyder at åbne ens øjne for det, man ikke tidligere havde blik for. Men den måde at læse Bibelen på, er faktisk også problematisk. Lidt ligesom min farmor der havde en krukke med såkaldte mannakorn – som er små kort med skriftsteder fra Bibelen – som hun trak et af hver morgen – eller når hun havde brug for et Guds ord. Det kan være til stor glæde og trøst, og måske får man lige det ord man havde brug for – slidt lige som en ven indimellem kan sige det helt rigtige, lige det, der er med til at åbne ens øjne for nye muligheder.

MEN indimellem siger det ingen verdens ting til én, at slå tilfældigt op i Bibelen, eller at trække sådan et mannakorn. Jeg hørte engang en historie om en mand der havde for vane, at læse et ord fra Bibelen engang i mellem, når han havde brug for det. En dag læste han: ”Judas gik ud og hængte sig”. Det var ikke lige det han havde brug for, så han trak et nyt: ”Gå du hen og gør ligeså”, stod der… desperat trak han endnu et kort, der stod: ”Hvad du gør, gør det snart!”

Nogen gange giver det mening, det man finder – andre gange gør det ikke. Når man falder over noget der giver mening – eller som kaster lys over noget i vores liv, så skyldes det vores egen evne til at skabe sammenhænge. Ligesom Picasso, der så at hvis han satte gips og pinde sammen, så kunne det blive en fugl.

Bibelen kan med andre ord ikke læses objektivt og uden filter. Der er mange måder at læse Bibelen på – man kan forsøge at sætte teksten ind i dens historiske sammenhæng, for bedre at kunne forstå hvad der er på spil, man kan se på tekstens genre, fortællestrukturer, billedsprog osv. Ud fra forskellige kriterier kan man sandsynligvis argumentere for forskellige tolkninger af den samme tekst. Men at være sig sine kriterier bevidst og sin egen holdning til fortolkningen bevidst, er meget bedre end at tro, at der kun er én måde at læse Bibelen på.

Der er et tema i dagens tekst, som brænder i gennem både tid, sted og tolkninger – og det modsætningen løgn og sandhed. Linjerne er trukket skarpt op i diskussionen. Løgnen er alt det, der ikke vil sandheden – og sandheden, hvad er det? Ja, det er Kristus selv. ”Jeg er nemlig sandheden”, siger han – og et andet sted hos Johannes: ”Jeg er vejen, sandheden og livet”.

At Kristus er sandheden er på engang enkelt og vanskeligt – for hvad siger det om sandheden, at den er repræsenteret i Kristus? Og hvad siger det om Kristus, at han repræsenterer sandheden? Og hvordan kan vi vide hvad der er sandt i Bibelen, når vi ikke kan læse den uden filter?

Den sandhed Kristus repræsenterer, er ikke sådan en sandhed, som får livet til at gå op, så ondt bliver straffet og godt bliver belønnet.  Den sandhed, som Kristus er, skaber ikke logiske sammenhænge eller ophæver modsætningerne i vores liv. Men går ind i vores verden og vores liv, som er fuld af modsætninger og uforståelige forhold – det bliver verden ikke mindre modsætningsfyldt eller mindre uforståelig af, men han har gjort sig til ét med den og bliver sammen med os – og kæmper mod løgnen og det onde.

Sandheden er at der under den synlige overflade, er en dybere, usynlig virkelighed. Det lys, som Kristus er, oplyser dette skjulte lag af virkeligheden. Løgnen er at nøjes med det man kan se med det blotte øje. Kristus er den sandhed, at der er mere at sige om tilværelsen og det enkelte menneske, end det man umiddelbart kan se.

Kristus er sandheden – men når vi læser om Kristus i Bibelen, er han også underlagt fortolkningens filter – de forskellige forfattere og evangelister er også mennesker der ser verden forskelligt. Hos Matthæus er Jesus den nye Moses, hos Markus mennesket som adopteres af Gud i dåben, hos Lukas Guds søn gennem Helligånden og hos Johannes Guds ord, som har eksisteret før alle tider. At tale om Jesus er at oversætte hans betydning.

Luther tillagde Bibelen stor autoritet, men han var ikke bibelfundamentalist eller gik ind for en bogstavelig læsning af Bibelen. Han indførte det kriterie, at man skal læse – og bedømme – bibelens tekster efter, hvor godt de ”driver på Kristus”. Dvs. hvor godt de stemmer overens med kernen i Jesu forkyndelse.

Bibelen er en mosaik og består af en mangfoldighed af skrifter. Her kan vi læse vidnesbyrd om den Gud der skaber og frelser verden. Bibelen er skrevet af mennesker med alle deres fejl og mangler. Der er selvmodsigelser, der er ting, der er tidsbundne, der er centrum, der er periferi. Vi må se på bibelteksten med Luthers udtryk om de ”driver på”, viser hen til Kristus. Eller: Vi må finde Kristus i Bibelen, så de døde ord bliver levende. Vi må finde Kristus, som kvinderne fandt Kristus i gravens tomhed. De fandt at her var sandheden.

Og sandheden er at se virkeligheden, som et sted, hvor alting kan ske – også når det ser ud som om der ikke noget håb eller nogen udvej. At virkeligheden er større end den ser ud, fordi den er Guds. Løgnen er at nøjes med det vi kan se, og som gør virkeligheden mindre. Og sådan bliver Bibelens mangfoldige stemmer et billede på vores liv. Bibelen er sådan en slags grundbog for den menneskelige eksistens. Ikke som en kogebog – man finder ingen opskrifter på det rigtige og det lykkelige liv. Bibelen er ikke en guddommelig tekst eller sandhed, som vi skal følge – det er snarere sådan at Bibelen følger os, når livet bevæger sig ud og ind af snørklede og mærkelige kroge.  Bibelen er ikke Guds ord til os mennesker, men menneskers ord til og om Gud. Det er troende menneskers ord, om den sandhed de har fundet i Kristus, og som er Kristus. Og når vi læser det, er det i håbet om at det må blive til sandhed for os – at Kristus er den virkelighed der gør menneskelivet større end det vi selv kan regne ud.

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *