Opstandelse

Påskedag

Nogen forsøger at udlægge opstandelsen som noget der kun skal forstås billedligt eller i overført betydning. Nogen mener at beretningen om opstandelsen ikke er virkelighed, men en symbolfortælling. Jeg er ikke enig med dem der siger sådan.

Kristus er virkeligt opstået fra de døde! På et helt specifikt og konkret tidspunkt blev menneskets historie afbrudt af den mest utrolige skelsættende begivenhed. Vi mennesker slog Guds søn ihjel, og lagde ham i graven til evig død. Men tre dage efter stod han op. Han gennembrød og gennemlyste mørket, og rejste sig lyslevende til evigt liv.

Kristus besejrede døden én gang for alle. Kristus opstod fra de døde, og vi har fået lovning på at vi ikke skal død, men at vi også skal opstå til evigt liv. At Kristus er opstået fra de døde, kan ikke bevises eller sandsynliggøres. Det er en bekendelse. “Kristus er opstanden”, som jeg indledte gudstjenesten med at sige, er den første, korteste og klareste trosbekendelse vi har. Kun en kristen kan sige: Kristus er opstanden. Alle andre må ryste på hovedet, tvivle, protestere og sige: Nej, det passer ikke. Den kristne derimod svarer og gentager: Ja, han er sandelig opstanden.

Vi kan godt høre, at det lyder forvirrende og usandsynligt. Vi kan også se, hvor forvirret påskedag må se ud for den, der ikke tror. Alle de modstridende udsagt og oplevelser, alt det, der kan sættes spørgsmålstegn ved, og som lyder, så mærkeligt og mystisk. Men vi hverken kan eller skal forklare, hvad der skete påskemorgen. Det kunne ikke engang kvinderne, som var de første og nærmeste vidner. Vi kan ikke forklare det, men påskedag forklares evangeliet for os. Påskedag står evangeliet lysende klart. På påskedag forkyndes Troen, Håbet og Kærligheden.

Det er dagen, hvor Troen må tage helt og fuldt over. Det er dagen, hvor Håbet bliver virkeliggjort og evigt.Det er dagen, hvor Kærligheden viser sin kraft og styrke. Vi kan ikke forklare det, men påskedag forklares evangeliet for os. Påskedag er evangeliets centrum og kraftcenter.

Kristus er opstanden! Kristus er opstået fra de døde, og vi har fået lovning på at vi skal følge efter ham. Men hvad er opstandelse? Hvad betyder opstandelsen? spørgsmål der egentlig ikke burde være så indviklede bliver forknudret og vanskeliggjort i vores tid.

Men der er ingen grund til at gøre det så indviklet. I hvert fald ikke nogen gyldig grund. Enhver, der kender sproget eller kan skaffe sig en ordbog over det, ved, at “opstandelse” kan betyde, at de døde bliver levende. Og enhver, som kender Det nye Testamentes beretning om Påsken, ved, at det er præcis det, ordet betyder i en bibelsk sammenhæng.

Hvad betyder opstandelsen? En af grundende til, at vi kan have svært ved at svare på det spørgsmål, er måske at vi har svært ved at tro på opstandelsen. Tro på den, som andet, end et billedligt udtryk for en livsbekræftende oplevelse i dette liv. Men dagens evangelium, Påskens evangelium, er ikke i tvivl om, hvad opstandelse er. Og det lader ikke os i tvivl om, hvordan dets budskab skal forstås. Opstandelsen, er opstandelse fra døden til livet.

Budskabet om at livet har sejret over døden. Budskabet om, at de døde bliver levende, så vi skal møde vores elskede igen, er næsten for godt til at være sandt. Det er grund nok i sig selv til at tvivle på det. Men budskabet er samtidig for godt til at være løgn for den, der elsker og mister, og som ikke kan blive færdig med sin sorg og sit savn. Det er i sig selv grund nok til at tro på budskabet om opstandelsen.

Tro det, hvem der kan. Eller betvivl det, hvem der synes, de har råd til at tvivle. Den, som overhovedet ønsker at tro på budskabet om opstandelsen, behøver ikke nogen anden grund, end den der er fremsat af Kristus. Der vil altid kunne rejses tvivl af dem der vil det. Logisk argumentation er ubrugelig når det kommer til opstandelsen. Det handler først og sidst om, om vi tør tro det.

Præst og psykoterapeut, Bent Falk siger om det at turde tro på opstandelsen: Hvad med at se, hvilken forskel det gør i dit liv, om du vælger at leve det under henholdsvis dødens eller livets fortegn? Hvad med at følge hjertets stemme, der hvor forstanden alligevel ikke har mulighed for at dømme hverken ja eller nej? Det er mindst lige så troværdigt, at de døde opstår, som at Livet skulle have ulejliget sig med at skabe os og lade os mødes med de andre, bare for igen at skille os og udslette os.

Så vidt Bent Falm, men hvad vil det sige at leve sit liv med livet som fortegn? Det vil sige, at tro på at der aldrig er noget eller nogen der er fuldstændig håbløs. Det vil sige at tro på at der altid er nye muligheder. Det vil sige at vide, at uanset hvem vi er, eller hvad vi har gjort eller ikke gjort, så er vi favnet og elskede af livets Gud. Det er at lægge sit liv i Guds hænder, og ikke lade sig styre af unødige og udsigtsløse bekymringer. Påskedag giver os mulighed for at have livet som fortegn.

Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør, siger Jesus og det er et uoverskueligt og vidtrækkende glædeligt budskab. Jesus er det eneste menneske, der virkelig er død. Nemlig den død, der er knyttet til synden. Og som Gud talte om, da han forbød mennesket at spise af kundskabens træ: “Den dag I spiser af det træ, skal I dø døden”, sagde han til mennesket. Det var den død, Jesus døde langfredag. Kun den død er den virkelige død. Er den fuldstændige adskillelse fra Gud og alt liv. Det betyder at Jesus er det eneste menneske, der virkelig er død, og han døde i alles sted.

Jamen, vi dør da stadig, indvender vi. Døden er en realitet. Døden er det hårdeste ord vi kender. Den mest forfærdelige adskillelse fra vore kære og dem vi hænger sammen med. Døden er en uigenkaldelig afslutning. Et definitivt punktum for livet. Et ubarmhjertigt brud på de kærlighedens bånd der er knyttet i livet. Ja, men den død, hvor sorgfuld og meningsløs den er, er ikke det sidste. Der er mere at sige.

Påskedag står evangeliet lysende klart, men alligevel er det så svært for os at tale om. Der mangler billeder. Kvinderne kom til en tom grav, og forkynder den tomme grav for disciplene og os. Men den tomme grav er netop tom, og uden konkrete billeder.

I julen hvor Jesus bliver født kan børnene opfører hele sceneriet som krybbespil. Det er håndgribeligt og enkelt. Men påskedag, hvor Kristus opstår fra de døde – det kan ikke vises eller afbildes. Og vi er overladt til vores tro og vores fantasi. Når det gælder opstandelsen er vi overladt til vores begrænsede forestillingsevne og vores mangelfulde sprog. Uanset hvor virkelig Gud er, kan vi kun tale om ham i billeder. Og uanset hvor virkelig opstandelsen er, så kan vi kun tale om den i billeder. Vi har ikke andre veje til opstandelsen end vores sprog og vores trosbilleder.

Johannes Møllehave skriver i sin smukke salme, som Anne Linnet synger: “Men vi tror, du falder i levende hænder.” Og jeg synes at de levende hænder, er et virkelig flot billede på opstandelsen og det evige liv. Det er som levende hænder, der tager imod os og rejser os op. Levende, varme og kærlige hænder der ikke giver slip på os. Som holder fast i os, og som bliver ved med at rejse os op til liv og nye muligheder.

Opstandelse betyder at vi trygt kan lægge vores liv i Guds hænder. Han holder sin beskærmende hånd under os i livet såvel som i døden.

Kvinderne kom til graven, og graven var tom. Den døde var der ikke mere. Det, der var før, er slut. Kristus er opstået fra de døde, og vi har fået lovning på at følge efter ham til evigt liv.

Opstandelse betyder, at Kristus er opstået fra de døde. Opstandelse betyder, at vi leve om vi end dør. Opstandelse betyder, at vi livet er stærkere end døden. Opstandelse betyder, at uanset hvor sort det hele ser ud, så vender livet og glæden tilbage til os. Opstandelse betyder, at vi kan rejse os igen. Opstandelse betyder, at intet kan skille os fra Guds kærlighed. Opstandelse betyder, at vi må tro på – og have tillid til Gud, den Gud, der ikke holder hånden over os og skåner os, men som holder hånden under os og frelser os – både levende og døde. Nu og i al evighed.

Kristus er opstanden! Rigtig glædelig påske!

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *