Nyd livet!

Anden søndag efter Hellig Trekonger

Tekster: 2 Mos 33,18-23; Rom 12,[6-8]9-16a; Joh 2,1-11

 

Der er noget særligt over vin. En fest bliver festligere når der er vin til maden, stemningen højere og samtalen friere. Dagens evangelium om brylluppet i Kana handler om vin.

 

Vin indeholder spiritus. Spiritus betyder egentlig åndedræt, eller ånd. Spiritussen i vinen er det der bærer smagen. Det er derfor en vin med en høj alkoholprocent ofte er en større smagsoplevelse end en vin med kun lidt alkohol i. Og et godt glas rødvin kan løfte stemningen og gøre mennesker lette, glade og åndfulde.

 

For meget vin kan føre meget skidt med sig, men her i dagens evangelium er vinen et billede på livsglæde og fest.

 

Johannes fortæller, at Jesus viser sit første tegn på hvem han virkelig er, ved at lade ham gøre vand til vin ved et bryllup.

 

Ved første øjekast kan det altså godt virke lidt mærkværdigt, at Jesus spilder sine gode kræfter på at fremstille vin. Det virker lidt overflødigt. Javel, de fik en bedre fest – men alle har jo prøvet at være med til en kedelig fest – spild af tid, måske, – men ikke ligefrem livstruende. Så, hvorfor starter Jesus lige præcis her?

 

Johannes fortæller at Jesus gør syv tegn, som viser hvem han er. Først gør han vand til vin, så helbreder han et sygt barn, så gør han en lam mand rask, som det fjerde tegn bespiser han 5000 mand med fem brød og to fisk, han går på vandet, han giver en blind synet og det syvende tegn er at han gør en død levende.

 

Alt sammen mirakler og undere, som viser hvem Jesus er. Men mirakler og undere er kun interessante for os der hører om dem, hvis vi forstår hvad de betyder. Man er nødt til at oversætte tegn, ellers giver de ingen mening.

 

Hvorfor skulle det være interessant for os at høre om at Jesus gjorde vand til vin ved et bryllup for længe siden? Festen er forbi og rusen forduftet. Ja det er kun interessant hvis det betyder noget!

 

Meningen er, at det skal pege på at Gud, er en Gud, som vil at mennesket skal glæde sig over livet, og nyde livets gode gaver.

 

Livet er indrettet sådan, at det også er fyldt af sorger og bekymringer. Og ofte er vi bedre til at få øje på alle bekymringerne og alle ondskaben, end glæden og alle de gode gaver, som Gud har skænket os.

 

Ofte spørger vi: Hvordan kan Gud være god, når der sker så meget ondt i verden? Det er det klassiske teodice-problem, og det bliver vi aldrig færdige med at undre os over og skramme os på.

 

Men vi spørger aldrig: Hvorfor sker der så meget godt i verden? Hvor kommer det fra? Hvordan kan det egentlig være at der sker så meget godt, når vi i bund og grund tænker mest på os selv?

 

Søren Kirkegaard fortæller et sted om “Troens Ridder”. Troens ridder er et særligt troende menneske. Og så tror vi straks, at han må være særlig from. Sådan en, der lever sit liv i askese.

I ydmyghed og afholdenhed. Sådan en type, der hellere ville have vand i karrerne end vin. Men sådan er han slet ikke, fortæller Kierkegaard.

 

En dag går Troens ridder en tur i skoven. Men slet ikke, sådan som vi måske tror. Ved at gå og mumle skriftord højt for sig selv. Men han går og glæder sig over det gode vejr og fuglesangen og børnenes leg. Og på vejen hjem har han kun én tanke i hovedet. Og det er altså ikke, hvordan han nu skal hjem og tjene Gud, men i stedet for, går han og tænker på, at han nu skal hjem og have lammesteg til aftensmad.

 

Men han er altså stadigvæk en Troens Ridder, også selvom han kun tænker på fuglesang og lammesteg. Han er en troens ridder, fordi han ser det hele som en gave fra Gud. For der sker jo vidunderlige ting omkring os. Små og store mirakler er lagt ind i skaberværket og folder sig hele tiden ud.

 

Tænk bare på hvilken glæde det kan være at vågne en klar og solbeskinnet morgen. Eller på det, at være nyforelsket. Eller på den dybe og måske livslange kærlighed som findes mellem mennesker i ægteskaber og venskaber, hvor vi bliver sammen og står hinanden bi, trods modgang og tvivl. Eller på hvilken lykke vi kan opleve i kærligheden til et lille barn der lægges i vores arme.

 

Vinen i evangeliet i dag, er et tegn på den glæde der er i livet. Også Luther forstod det sådan at livets gode gaver var givet mennesket for at vi skulle nyde dem og glæde os over dem. Det er ikke meningen med os, at vi skal afsondre os i klostre og leve af brød og vand og ingenting, for at gøre Gud tilfreds med os.

 

Nej. Vi kan ikke gøre Gud tilfreds med os, det er slet ikke det det handler om, vi kan bare lade os elske af ham, og det gør vi ved at tro på det gode i skaberværket og ved at tro på ham.

 

Tegnet Jesus gør i dag peger på at Gud er glædens Gud. Det er glæden han vil have os til at leve på, klamre os til og tro på, og han vil, at vi skal vide, at den kommer fra ham. At han vil os det godt.

 

Jesus tager det gamle. Han tager renselseskarrerne; som står der som et billede på loven; et billede på alt det, vi tror vi skal gøre for at Gud vil have os med. Og så fylder han karrerne med noget helt nyt. Her er det vin. Og det er i uanede mængder.

Vinen henviser til Jesus død på korset. Sådan som vinen jo gør, hver eneste gang, vi fejrer nadver. Og de uanede mængder henviser til, at Jesus ikke døde kun for en særlig gruppe mennesker. For de særlig rene eller fromme, men at han døde for alles skyld, og det betyder, at Gud vil have os alle sammen med. Som Jesus siger det, senere i Johannes Evangeliet: Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod (Johs. 10, 10)

 

Vinen i renselseskarrene ved festen i Kana, er et tegn på denne overflod. Det er ikke bare vin, det er vin, der er så god, at skafferen, som ikke ved hvor den kommer fra, må udbryde, at ved denne fest har man gjort det omvendt og ladet den bedste vin servere til sidst.

 

Guds kærlighed til os flyder over. Han vil at vi skal have og kende glæden ved, at han altid er hos os. Det er det dåben handler om. Det er det vi døber de små børn til. Til glæden ved Guds kærlighed og nærvær i vores liv, uanset hvordan det går os.

 

Det kan man godt blive afhængig af. Man kan blive afhængig af tanken om altid at være elsket, om for evigt at være tilgivet, om aldrig at blive forladt. Måske er dette at tro på Gud, at vide og erkende sin afhængighed af kærligheden.

 

Med Gud er det som med en bryllupsfest. Et bryllup, hvor der er nok til alle. Og hvor vinen aldrig vil slippe op. Med Gud er det sådan, at vi har fået livet som en gave. Vi har fået i overflod, og derfor et livet også noget, vi skal huske at glæde os over.

 

Alt hvad vi har, det har vi fra Gud – og glæden og livet kan vi ikke gøre krav på – men vi kan tage imod det, som Guds gode gaver til os.

.

Og derfor skal vi øve os på, og huske, at sætte pris på det, vi har omkring os. Sætte pris på livet. Takke for alt det, vi har fået.

 

Og det er ikke altid lige let. Det er langt fra hverdag der føles som en bryllupsfest. Der er dage, hvor vinen og glæden er svær – om ikke umulig at få øje på. Dage, hvor vi fik gjort vinen til vand.

Dage, hvor vi måske må sidde som en anden Job i askedyngen, der sad og skrabede sig med et potteskår, fordi vi føler, at alt er taget fra os, og at livet ikke rigtig er noget værd længere, men at der kun er sorg og smerte.

 

Når vi har det sådan, ja, så kan vi ikke andet end at sætte de tomme kar hen foran Jesus – sådan som tjenerne gjorde dén dag ved brylluppet i Kana, og så bede: “Herre – fyld dem op”.

 

Der hvor vores liv er blevet tomt; der hvor vinen og glæden er sluppet op; ja, da kan Gud komme og fylde karrerne på ny.

 

Give os en ny tro på livet. Og skabe livet for os igen; der hvor der var blevet tomt og mørkt og øde.

 

Jesus gjorde mange tegn og undere, og det sidste og allerstørste tegn Jesus gør, tegnet på hvem han virkelig er, er da han efter sin død bliver levende igen.

 

Graven er lukket bag ham, alt så ud til at være forbi. Det der begyndte med et bryllup er endt i en begravelse. Men da viser det sig at Gud har fundet en ny slutning.

 

Påskemorgen er stenen rullet væk fra gravens åbning da kvinderne kommer derud for at sørge. Jesus er gået levende ud i lyset. Og da de glade møder ham igen lover han dem at hans opstandelse skal blive alles troendes opstandelse. Dåben og troen handler om dette løfte. Jesus opstandelse er tegnet på at vores liv ikke slutter med døden og mørket, men i stedet fortsætter hos Gud i lys.

 

Den dag i Kana skabte Gud vin ud af vand. Men han kan også skabe lys ud af mørke og liv ud af ingenting. Det er underet for os. Amen.

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *