Når sygdom gør fremmed

2. søn. i fasten. Mark. 9,14-29

Han har prøvet alt! Alt muligt mellem himmel og jord. Han har slæbt sin syge søn fra Herodes til Pilatus. I håb om at han kunne blive helbredt.

Dem der har eller har haft et sygt barn, eller som selv har været syge, ved hvordan han har det, ham her faren. Han er desperat.

De har opsøgt læger, kloge koner, alternative behandlere og hver gang har han sat sig op til at måske lige netop den her medicin, eller den her behandling, kunne hjælpe hans søn.

Hver gang har han mobiliseret al sit håb og al sin tro, men som dagene, månederne og årene er gået, er det blevet vanskeligere at bevare optimismen. Han har mistet troen på at hans søn virkelig kan blive rask.

Så hører han om Jesus, og han tænker: Det kan vel ikke skade at forsøge… eller måske har han det bare sådan, at han skylder sin søn at forsøge på trods af sin egen skepsis. Faren har ikke mere tro i sig. Troen har spillet fallit.

Den måde at tænke om troen på, kender vi alt for godt i dag. Vi er en x-factor generation, der fylder hinanden med en forestilling om, at hvis vi bare tror på det, tror på os selv, så kan vi klare det hele.

Som Blackman og Pernille Rosendahl der igen og igen indprenter overfor de unge deltagere i X-factor, at de skal tro på det! De skal tro på sig selv, for at kunne performe overbevisende på scenen.

Som når vores coach forkynder, at vi skal tro på det, for at kunne præstere vores bedste på fodboldbanen, på jobbet eller i parforholdet.

Som når sundhedspersonalet fortæller os, at det ikke er nok at spise pillerne eller spise sundt, vi skal også tro på det. Tro på os selv og tænke positive tanker.

Der er gået religion i det, hele vejen rundt. Vi skal tro på det – og tror vi på det kan alt ske. Vi har gjort troen til en præstation på linje med alle mulige andre færdigheder vi kan være mere eller mindre gode til – og som endnu vigtigere – kan trænes.

Men hvad så, når troen spiller fallit? Når vi ikke vinder X-factor, selvom vi tror på det. Når vi ikke har succes på jobbet, selvom vi tror på det. Når vi ikke bliver raske, selvom vi tror på det. Ja, så står vi tilbage med en følelse af tomhed og rådvildhed.

Jeg tror det er sådan faren med den syge dreng, har det. Han føler en ekstrem tomhed og rådvildhed – han aner ikke sit levende råd. Han har ikke nogen stor tro på, at mødet med Jesus kan gøre hans søn rask. Man kan nærmest høre hans opgivenhed, når han siger: ”Hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os, og hjælp os!” – Det er ikke en far der er fyldt af store forventninger, det er en far der er fyldt af tomhed.

”Hvis du kan! Alt er muligt for den som tror!”, siger Jesus – og faren råber: ”Jeg tror – hjælp min vantro!” Og Jesus fylder farens tomrum med sin egen tro, og helbreder drengen. Drengen bliver helbredt ved Kristi tro, ikke pga. af farens tro – men pga. farens bøn. ”Den slags, siger Jesus, kan kun uddrives ved bøn!”

***

Den syge dreng lider, at dømme efter symptomerne af epilepsi, og datidens sygdomsopfattelse virker fremmedartet for os. Der er langt fra beskrivelsen af en dæmonbesættelse, til vor tids diagnosticering.

Men selvom vi i dag er bedre til at stille præcise diagnoser, så er det tankevækkende, hvor fremmedgørende og ligefrem tabubelagte visse sygdomme også kan være i dag.

Når en i vores omgangskreds bliver ramt af sygdom, kan vi blive ramt af en helt utrolig berøringsangst eller forlegenhed. Vi ved ikke hvad vi skal sige, eller hvad vi skal gøre – og måske holder vi os væk. Mange syge mennesker, kan fortælle, om hvordan de føler at sygdommen isolerer dem og sætter dem uden for fællesskabet.

Og der er sygdomme der kan gøre selv vores nærmeste familie eller nære venner, fremmed for os. Jeg tror vi alle sammen kender mennesker, der er blevet ramt af en sygdom, som forandrer dem så grundlæggende, at vi kan have svært ved at kende ham eller hende. De begynder at gøre ting, som man aldrig ville have drømt om at de kunne finde på. De siger ting, der sårer, os der står dem nærmest.

Psykiske sygdomme, misbrug af piller og alkohol osv. går ind og ændrer så meget på personligheden, at vi får svært ved at skelne mellem sygdom og person. Det gør ondt. Det gør afsindigt ondt, at være tæt på et menneske, som vi til tider mister, uden egentlig at have mistet det.

Og selvom vi kan forklare, hvad der sker – så kan vi ikke undgå at blive sårede og skuffede og kede af det, når vi leder efter – og savner, det menneske, som vi før var så fortrolige med.

Og måske er billedet af en dæmonbesættelse, alligevel ikke helt skævt. I hvert fald kan dæmonbilledet måske hjælpe os til at adskille person og sygdom. Ikke sådan at sygdommen fjerner alt menneskets ansvar og skyld, men som en ramme, der giver os en bedre forståelse, af hvordan verden ser ud for det menneske.

Evangeliet insisterer på at der altid er mere at sige om et menneske, end hvad det fejler. Og vi må insistere på, at blive ved med at finde det menneskelige, midt i sygdommen.

Evangeliet i dag – Kristendommen insisterer på, at der er et menneske derinde, som dæmonerne ikke har magt over. Insisterer på at der er et menneske inde bag sygdommen.

Et menneske der er skabt i Guds billede og som lever under Guds velsignelse. Et elsket menneske, med en fortid, en nutid og en fremtid hos Gud. Et menneske der er elsket, og som kan elske.

Det er det menneske der befries, og den menneskelighed vi skal holde fast i, og blive ved med at søge. Opstandelse er, at få det menneske tilbage! – ligesom drengen, der var ”som død”, da Jesus rakte ham hånden og han rejste sig op.

Opstandelse er, at få det tabte tilbage. Tabte dage og tabte liv. Tabte muligheder. Opstandelse er Gud rejser os både i liv og død.

Og det er ikke vores tro der præsterer. Tro er ikke performance eller noget vi skal præstere. Tro er at komme, med tomme hænder. Tro er at turde give slip på kontrol, og lade sig bære. Tro er at lade Gud tage over, når vi selv står magtesløse.

Troen er ikke min, selv om jeg er den, der tror. Troen er den virkelighed, det gudsforhold, jeg er indsat i, og som jeg kan leve af. Og i det gudsforhold er troen er både fred og kamp. Begge dele.

Tro er fred, når vi går til gudstjeneste, søger det hellige, synger salmer, går til nadver. Det er fred og et helle, midt i en travl hverdag, når vi søger den indre ro, som troen kan give os. Tro er fred, når vi er stille sammen – og når vi er stillet overfor Gud.

Men tro er også kamp. Kamp mod de dæmoner som vores liv er fyldt af, og som ikke lader os i fred. Kamp mod de dæmoner, som får os til at gøre det vi ikke vil. Tro er kamp mod det der splitter os fra hinanden, og kamp mod det umenneskelige.

Tro er fred og tro er kamp. Begge dele. Kristen tro og liv er udspændt mellem fred og kamp. Fred til at hvile i troen på, at Gud er med os både når livet gør ondt og når livet gør godt. Kamp mod alt, hvad der gør os umenneskelige og fjerner os fra hinanden og Gud

”Jeg tror! – Hjælp min vantro!”

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Et svar til Når sygdom gør fremmed

  1. Eva Ingerslev skriver:

    Tak for dine dejlige prædikener

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *