Når livet lukker sig op

12. søndag efter trinitatis. Tekst: Mark 7,31-37

En af mine venner fortalte mig en fuldstændig skør historie forleden. En af hans venner – og ja, nu lyder det allerede lidt som en vandrehistorie, men den skulle altså være god nok. En af hans venner havde nogle venner i København som spurgte hende, om hun ville passe deres hund, mod at låne deres lejlighed på Nørrebro, mens de var ude at rejse. Det ville hun gerne. Da hun så kom der over, sagde de, at hunden altså var virkelig gammel og at det godt kunne ske, den ville dø, mens de var væk. Hun tænkte: Okay, det skulle da være virkelig mærkeligt hvis den lige skulle dø, den uge de var væk – men det gjorde den. En dag da hun kom hjem, lå hunden og var død. Det var en ret stor labrador og hun anede ikke hvad hun skulle stille op med den, der på tredje sal i en lejlighed midt i Kbh. Hun besluttede sig for at tage den med hen på et dyreinternat, men hvordan gør man lige det når man er på tredje med en stor død hund og uden en bil? Hun proppede den ned i en sort affaldspose og derefter ned en trolley-kuffert og så tog hun S-toget ud mod dyreinternatet. Da hun skulle stå af og stod og baksede med kufferten, var der en mand der spurgte, om han skulle hjælpe hende ud med den. Det måtte han gerne. Og så sagde han: Puh, den er godt nok tung. Hvad har du i den? Og hun kunne simpelthen ikke få sig selv til at sige at der lå en død hund nede i kufferten, så i stedet sagde hun: Det er min kærestes DJ-udstyr. Og så tog manden kufferten og løb sin vej med den!

Og jeg får helt ondt af den stakkels tyv. Tænk lige på, når han får bakset den der trolley-kuffert op i sin lejlighed og lukker den op! Måske mærker han lidt på posen, inden han åbner den og stikker hovedet ned til den døde hund. Det er ikke alt der er lige rart at få lukket op for. Og jeg er ret sikker på at han temmelig hurtigt får lukket for den trolley-kuffert igen. Og nu er det ham der har problemet! For hvad stiller han op med en stor død hund inde midt i København?

Jeg er helt sikker på at han ville ønske – for det første, at han aldrig havde stjålet den kuffert og for det andet, at han ikke havde lukket den op. Og nu lukker vi også igen for kufferten med den døde hund og lader den ligge, eller få fred om man vil.

I stedet vil vi opholde os lidt ved tanken om, om det altid er positivt at lukke op? Måske har vi hver i sær – i overført betydning – nogle døde hunde, eller nogle rum, eller nogle sider i vores livs bog, som det er bedst ikke at åbne for? Som bare skal have lov at være lukkede – ikke som en fortrængning der forkramper os – men som en erkendelse af, at der ikke er noget liv i at åbne dem. Måske endda det modsatte. Nogen ting skal måske bare have lov til at blive liggende, som en erfaring vi bærer med os.

”Han var meget lukket”, kan vi finde på at sige om et menneske. Og det betyder næsten altid at han ikke sagde så meget, at han var tavs, at han var dårlig til at sætte ord på sine følelser – eller hvordan vi nu udtrykker os.

Vi tillægger det generelt en meget stor værdi i dag, at være udadvendt, åben og talende. Når vi siger om én at han ”lukkede sig op”, så mener vi næsten altid, at han begyndte at sætte ord på – og tale om det der var svært for ham – det som før var lukket land. Og det er rigtigt at det kan der være en stor forløsning i både for ham selv, og for hans nærmeste. Det kan være smertefuldt at have alt for meget usagt imellem sig.  Men det er også en forsimpling at fokusere så ensidigt på mængden af ord, eller evnen/lysten til at tale og sætte ord på sine følelser.

For nogle er det at tale og hele tiden være i dialog med omverdenen om, hvordan de har det, en måde at være til på som menneske. Og andre har ikke det behov – tænker – populært sagt – før de taler. Prøver deres tanker og ideer af i deres indre tankeverden, inden det bliver til noget der skal deles med verden. Psykologien skelner mellem ekstroverte og introverte personligheder. Altså mellem udadvendte/udadrettede personer og indadvendte/indadrettede personer.

De udadvendte har på mange måder lettere ved at begå sig end de indadvendte i en tid, hvor der er meget stort fokus på at kunne udtrykke sig og kommunikere aktivt for at få plads. Det bliver tillagt stor værdi, at man kan tale om tingene – måske er det et udslag af, at det i vid udstrækning er kvinder der sætter normerne i vores dannelse og uddannelsessystem i dag. Det er kvinder der er pædagoger og lærere og undervisere og ja også kvinder der er præster. Jeg tror det har noget at sige i forhold til den herskende lovprisning af, at vi skal lukke os op og tale om vores følelser. Der er sket en feminisering af institutionerne, uddannelsessystemet og også af kirken. Det er et problem, for det bliver for ensidigt og for lidt rummeligt. Det er selvfølgelig ikke sådan at kvinder er ekstroverte og mænd introverte. Men det er sådan, at det er en overvejende feminin tilgang til livet, at sætte ord på det – og tale og tale og tale om det.

Når Jesus siger. Effatha! – Luk dig op! til den døve og stumme mand, som er forhindret i at deltage i livet, så hører vi det i dag meget let, som netop det, at han lukkede sig op og begyndte at tale. At det er det der er det fantastiske, at han som før ikke kunne høre – blev i stand til at høre, og han som før ikke kunne tale – blev i stand til at tale. Måske endda tale ud og tale om tingene.

Men evangeliets effatha – livets effatha, betyder mere end det. Det er ikke bare et spørgsmål om, at manden blev i stand til at udtrykke sig. Fik åbnet op, så han kunne sætte ord på sine følelser. Nej det er selve livet der åbner sig for ham.

Det handler ikke om hvor mange eller hvor få ord vi bruger – det handler om at Gud Ord fik liv i ham. Som en nyskabelse eller udfoldelse af det liv, som ikke var udfoldet.

Effatha – luk dig op, sagde Jesus til den stumme og døve mand, som ikke kunne deltage i livet. Og så rørte han ved ham – og livet åbnede sig for ham. Og sådan bliver vi – også indimellem rørt, så livet åbner sig for os, og vi midt i det hele – alt det der er svært, alle bekymringerne, alle forbehold og fordomme, alt det sorgfulde og alt det konfliktfyldte – alligevel lever og glæder os over at være sammen og være der, hvor vi nu engang er. Eller livet åbner sig for os, så vi ser nogle nye muligheder, anspores til at gå nye veje – eller vi får ganske enkelt på forunderligvis skænket nyt liv.

Jeg læste et interview med forfatteren Ida Jessen, som udkommer med en ny novellesamling i disse dage, og hun sagde noget der for mig er et udtryk for hvad evangeliet betyder. Hun sagde. ”Ingen situationer er slutpunkter i livet”. Ingen situationer er slutpunkter i livet! Det er troen på kort form.  Livet er større end den enkelte situation. Livet er stærkere end selv de mest komplicerede knuder vi kan blive bundet ind i. Der er ingen situation der er helt håbløs. Det er aldrig bare slut! – også selvom vi i situationen overhovedet hverken kan se os ud af det eller finde ud af det, så sker det at vi erfarer at livet åbner sig for os igen.  Det sker noget. Vi bliver overrumplet i et livsbekræftende øjeblik, opslugt af noget andet. Møder et menneske, der siger os noget. Vi bliver grebet af det liv, der er større end os.

Det er effatha-råbet. Det er opstandelseshåbet. Det er graven der åbnede sig påskemorgen med livskraft og styrke, så det blev til opstandelse – også for os – og i vores liv. Det er, at vi også bliver mødt og rørt af et håbet og troens og kærlighedens effatha, så livet åbner sig for os – og viser os, at ingen situationer er slutpunkter.

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *