Når din glæde er min glæde

3. søndag eft. trinitatis/ text: Luk. 25,1-10

Lignelsen om fåret der blev væk, er en af de lignelser, som mange af os kender og elsker. Den er umiddelbart bare dejlig. Tænk sig, at vi tror på en Gud, som ikke lader selv det mindste af sine børn blive væk.  Og at vi kan hvile i troen på, at uanset hvor langt væk vi bevæger os ud af en tangent, så vil han finde os og bære os tilbage til livet. Det er også en af de lignelser, som næsten er blevet ikonisk. Vi ser det for os: Hyrden der går ud og leder efter det tabte får. Glæden når han finder det og bærer det hjem til de andre. Jeg har altid forestillet mig at det var mig der var fåret, at det var mig der blev fundet og blev båret tilbage til glæden. Og jeg har glædet mig over, at det at omvende sig, ikke er noget jeg skal gøre ved egen kraft – men er det, at jeg må lade mig finde og bære. At det ikke er noget jeg gør, men noget der gøres med mig, At det er en hånd der rækker ud og siger: Kom med mig! Men hvad nu hvis det ikke er mig, der er det får der er blevet væk? Hvad nu, hvis jeg i stedet er en af de der forargede farisæere som Jesus fortæller den her lignelse til? En af dem der har svært ved at glæde sig på andres vegne? Jesus fortæller den her lignelse til en gruppe af farisæere og skriftkloge. De er forargede fordi Jesus spiser sammen med – ikke bare en enkelt – men med ALLE toldere og syndere. Det er alligevel mange. Hvem er de? Tolderne og synderne? Er det de fattige, forarmede og syge? Er det dem som intet har? Ja, sådan hører vi det nok ofte.  Og det er faktisk også lettere at forholde sig til nogen man skal have lidt ondt af. Men tolderne var ikke kendetegnet ved at være fattige. Det var faktisk kendetegnet ved at have penge. Toldere og syndere er snarere betegnelsen for mennesker der har et noget lemfældigt forhold til både lov og penge.  Mennesker uden rygrad og moral. Farisæerne står der og har det svært med Jesus´ rummelighed: Hvorfor skal de mennesker, der ikke tænker på andet end sig selv og kun tænker på at rage til sig – hvorfor skal de mennesker have del i glæden? Farisærerne bliver tit karikeret. De bliver sådan et modbillede på evangelisk rummelighed og glæde.” Din farisæer!” kan vi finde på at sige, om en der opfører sig hyklerisk, er selvretfærdig og fordømmer andre. Jeg ved ikke om Helle Thorning eller Lars Lykke har kaldt hinanden for farisæere her under valgkampen, men de har i hvert fald kaldt hinanden så meget andet lidet flatterende. Noget rammende, men også meget der var skudt alt for lavt. Sådan er det også med skudsmålet for farisæere. De var jo ikke kun nogen selvretfærdige hyklere. De var også ordentlige og retfærdige, pligtopfyldendes og ansvarsbevidste. De var i den fåreflok på 99, som var i hus. Hvad er så deres problem? Deres problem er at de ikke kan glæde sig på andres vegne. Lignelsens pointe er ret klar: De, som ikke kan tage del i himmelens glæde over et amoralsk/totalt-langt-ude menneske der omvender sig, stiller sig selv udenfor. Den, som skaber skel, skiller sig selv fra himmelens glæde. At være en kristen er, at din glæde også er min glæde. På trods af al forskellighed og på trods af vi måske slet ikke kan lide den anden eller hinanden. Hvorfor er det så svært at glæde sig på andres vegne? Især hvis det går andre lidt for godt. Tag bare det netop overståede valg! Det er svært af et ærligt hjerte at glæde sig over modpartens sejr. Og selvfølgelig er det, det. Det er valgkamp og hjerteblod og vi kæmper hver især for vores mærkesager. Men behøver det at betyde det samme, som at vi ikke kan unde modparten glæde? Står vi som farisæerne og knurrer når det går de andre lidt for godt, og især hvis vi slet ikke synes de fortjener det? Ikke bare i valgkamp, men i alle sammenhænge. Det er svært ikke at få en snært af selvretfærdighed eller misundelse, når vi oplever at nogen kommer sovende til glæde, eller måske endda ligefrem snyder sig til den, eller når vi oplever at nogen ligesom altid får alting forærende. Og vi så er andre der må slide i at fastholde glæden. Evangeliet i dag indeholder en guddommelig ordre til os om, at glæde sig på andres vegne. Vi bliver irettesat og fortalt, at glæden ikke kun er min. Glæden er ikke noget vi er herre over, eller kan bestemme, hvad er. Himlen/Guds rige er der, hvor der ingen knurren er, men hvor din glæde er min glæde. Himlen/Guds rige er der, hvor vi kan rumme hinanden med alle vores forskelligheder og ikke forsøger at tvinge hinanden ned i bestemte kasser eller måder at leve på. Luther siger et sted: “Hvis nogen ville male et præcist billede af Gud, måtte det være et billede af lutter kærlighed, som var den guddommelige natur intet andet end en åben ild og lidenskabelig kærlighed, der opfyldte himmel og jord.” Og i den guddommelige natur, som omslutter hele vores liv og vores fremtid, lever vi. Det betyder, at hverken vildfarelse eller forargelse får os til at falde ud af Guds kærlighed. Vi står i al evighed under Guds dom og er båret af Guds nådige hænder. Gud er en åben ild og lidenskabelig kærlighed, der opfylder himmel og jord – og som sætter os i bevægelse og kalder os, finder os og sender os. Indimellem er os der bliver væk, og har brug for at blive vendt om og båret tilbage. Indimellem er det os der har brug for en hånd der rækker ud imod os og siger: Kom med mig! Og hver dag er det os der skal række hånden ud. At leve i den guddommelige natur, vi kristne kalder for Guds nåde, er, også at vi er forpligtet på at afspejle Gud i vores liv. Det er at lade Guds kærlighed blive vores kærlighed til andre. Det betyder ikke andet, end at den guddommelige natur, som altid og uden fordømmelse søger det tabte, også skal være vores natur. Vi er sat her i verden for at bruge vores dage og vores fremtid på at gå ud at finde de tabte/dem der har mistet glæden/orienteringen og tage dem ved hånden! Ikke for at føre den anden hen hvor du er, men for at hjælpe den anden til glæde. Hvordan? Ja, det er din opgave at finde ud. Guds kærlighed og tålmodige omsorg, må og kan udtrykkes på en mangfoldighed af måder. Når vi læser fortællingerne i Bibelen, bliver det tydligt at Gud kan bruge mange forskellige slags mennesker i sin bevægelse. Det kræver ikke særlige forudsætninger, eller en særlig fromhed eller inderlig tro. Det kræver heller ikke særlige gode talegaver, eller andre kompetencer – men der kræves det af os, at vi ikke skaber skel eller skelner mellem mennesker. Og der kræves det af os, at vi glæder os på hinandens vegne.. Guds rige er der, hvor vi rummer hinanden og arbejder på hinandens glæde. Guds rige er der, hvor der ingen knurren er, men hvor din glæde er min glæde.

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *