Misundelse

Søndag Septuagesima. Tekst: Matt. 20.1-16

 

Hvis Jesus var tillidsmand, ville han hurtigt blive møg upopulær. Her er ingen snak om ligeløn for lige arbejde, eller fokus på medarbejdernes rettigheder. Men det er heller ikke tænkt som partsindlæg når arbejdsmarkedets parter slås om ligeløn og anden løn. Lignelsen giver ingen mening realpolitisk, og er på mange måder helt meningsløs i den verden vi kender fra os selv. Dens eneste mening er at være spejl af Guds riget.

 

Op igennem historien har der været gjort mange – også meget sympatiske – forsøg på at bygge samfund  og fællesskaber udfra et økonomisk lighedsprincip. Og mange har også brugt netop den her lignelse om arbejderne i vingården som løftestang for ideen om ligeløn. Men det er ikke det den handler om. Hvis den er noget, i den sammenhæng, så er det jo snarere en illustration af at hvis man indfører ligeløn for ulige arbejde, så bliver der spektakel.

 

Men hvad handler lignelsen så om?

Den handler om at Gud lader nåde gå for ret. Guds nåde trumfer al retfærdighed.  Og når vingårdsmanden til sidst siger: “Er dit øje ondt, fordi jeg er god?”, så er det netop pointen. Vi bliver død misundelige, når vi ikke bliver behandlet efter vores begreber om retfærdighed.

 

Vi vil ikke vide af en retfærdighed “af nåde”. Vi kender kun en retfærdighed af ret, min ret, mit krav på retfærdighed mod mig. 

De arbejdsmænd som havde båret dagens byrde og hede og knoklet hele dagen, var dybt krænkede på deres retfærdighedssans, og når vores retfærdighedssans krænkes, så bliver vi gule af misundelse.

 

Og det kender vi på alle stadier i livet:

  • Enebarnet der har haft forældrene for sig selv, og pludselig ikke er enebarn mere og skal dele retten til sine forældre med en lillebror eller søster, begynder at skabe sig på alle mulige og umulige måder, for at få forældrenes udelte opmærksomhed igen. Han oplever at hans rettigheder er blevet krænket.
  • I skolen kæmper børnene om hinanden eller lærerens opmærksomhed, og det fører til misundelse, magtkampe og konkurrence, som kan fylde helt utrolig meget i et barns liv. Hvem har det sejeste legetøj? Hvem er bedst til at spille fodbold? Hvem er mest modig? osv. osv.  Vi kender det så godt. konkurrencer og misundelse, som nok bliver mere avancerede med årene, men som aldrig forsvinder
  • Unge konkurrerer om at skille sig ud på den rigtige måde og være en del af den rigtige gruppe. Man stiller skyhøje krav til sin egne evner og originalitet, og sammenligner sig konstant med de andre.  Alt for mange unge med spiseforstyrrelser og andre psykiske problemer – og alt for mange selvmordsforsøg blandt unge, fortæller os, at der er mange unge, der har svært ved at tackle, når livet eller andre behandler dem uretfærdigt.
  • Misundelse fører til mobning på arbejdspladsen og skaber dårligt arbejdsklima – det giver både dårligere produktion – og ikke mindst utilfredse og ulykkelige medarbejdere. Og de tager frustrationerne med hjem til aftensmaden, og deler den med mand og børn, der i forvejen synes hun er alt for meget væk fra dem.  Og minus og minus giver ikke plus i denne sammenhæng. Hendes krænkede retfærdighed flytter ind, og sætter sig på væggene.

 

Jeg kunne blive ved. En masse eksempler på folk der er misundelige. Man kan ikke tænde for nyhederne uden at blive præsenteret for ulykkelige historier, der på et eller andet plan handler om nogen der har fået krænket deres retfærdighedsans, og er blevet så misundelige at de ikke kunne holde det ud, uden at gøre noget forfærdeligt.

 

Misundelse er en evindelig fristelse, som vi advares om at falde for, hele Bibelen igennem. Det første mord – Kain, der dræbte Abel – skete af misundelse. De ti bud advarer mod misundelse. Og når vi hører fortællingerne om Jesus eller de lignelser, han selv fortæller, så er det tit omdrejningspunktet; det er det, som er sværest at komme til rette med: det kan da ikke passe, at Guds retfærdighed er sådan og sådan: at han helbreder helt gratis, at han tilgiver synder. Og at Jesus dør på korset langfredag – det er så dundrende uretfærdigt. Og samtidig er det netop det, der betyder liv og tilgivelse og er Guds Riges gave til enhver, der vil tage imod det.

 

De fleste af os kender det at være misundelige i større eller mindre grad, og de fleste af os kan godt finde ud af at tøjle det sådan nogen lunde, men man skal nok aldrig undervurdere hvad uudtalt misundelse kan skabe af dårlig stemning imellem os og i os selv.

 

Vi bliver misundelige, når det går andre godt! Og som så ofte står Jesus ikke med en løftet pegefinger og moraliserer, men fortæller en lignelse, en fortælling om Gud og Guds Rige, og så jeg står der med den kradsende fornemmelse af hybenkerner over hele kroppen: hvor er jeg latterlig og smålig. hvor tænker jeg dog alt for lidt om Guds Rige, og hvor bliver Gud dog lille, når han skal måles med min lineal.

 

Der er også nogle af os, som er så heldige eller forkælede – eller måske forsigtige eller for meget, at vi må sige, at vi sandelig ikke har grund til at misunde nogen, og sådan set heller ikke gør det – men måske er vi så ikke fremmede for den søde og lidt bitre tanke, at andre snarere kunne have grund til at misunde os. Og det er jo virkelig forfængeligt.

Er dit øje ondt, fordi jeg er god?

Kan vi ikke bære godhed? Er du misundelig, fordi jeg under andre alt godt? Surmuler du overfor Gud, i stedet for at glæde dig over hans gavmildhed? Har vi det svært ved ubetinget godhed og kærlighed? Kender du det, at kærligheden – måske i form af tilgivelse  kalder det onde op i dig, så vi lukker i som østers, fordi det ikke er til at bære eller udstå? For efter vores begreber er kærlighed noget meget fint, og det skal gå retfærdigt til og derfor kræver det sin løn.

 

At møde kærligheden alene som en tilgivelse, man åbenbart havde behov for, det er forbistret provokerende, for det er ikke retfærdigt i vores øjne – men det er Guds retfærdighed af nåde.

 

Når Gudsriget, som i denne lignelse, kommer helt tæt på, når det siges at Gud er god mod onde og utaknemmelige fjolser, så bliver alle os der føler os retfærdige dybt såret – måske ikke fordi vi var de første – og sled i det og bar dagens  byrde og hede – for det ved vi inderst inde godt er et privilegium – men skal dette evangelium gælde hvem som helst, hvad er der så ved det, tænker vi – og siger det også højt.  Vi synes det er snyd.

 

Det krænker vores retfærdighedssans at vi alle sammen er overladt til Guds nåde. Min næste er stillet fuldstændig lige med mig. Der er ingen forskel. Det er uretfærdigt. Alligevel siger lignelsen til os, at Gud er de ondes og de utaknemmeliges Gud. Sådan er det. Og det må han så også nøjes med, for der ikke andre at være Gud for.

 

Det handler om barmhjertighed, om nåde, om et storsind, som jeg slet ikke har forstand til at forstå. Som ikke kan skæres ud i procentsatser eller forskellige point eller uddeles efter demokratiske principper. Det strømmer ødselt ud i en strøm, der aldrig standser. For sådan er Guds væsen. Så gode øjne har Gud.

Der findes en historie om en mand, der dør og kommer op til Sankt Peter, og her kommer i nærkontakt med himlens pointsystem:
-Nå, siger Sankt Peter og henter den store bog. – Vi må jo gøre regnskabet op. Det er sådan heroppe ved Himmerigets port, at du kun kommer ind, hvis du har scoret hundrede point.
-Jeg har hvert år betalt 500 kr. til Folkekirkens Nødhjælp, siger manden.
-2 point.
-Jeg har passet min gamle mor i flere år, mens hun var meget syg.
-1 point.
-Jeg har altid været frivillig leder i håndbold, og aldrig drukket mig fuld eller bandet, når børnene hørte på det…
-½ point.
Manden bliver mere og mere desperat.
Han opregner alle mulige gode gerninger, men regnskabet sniger sig kun op på en 10-11 point. Til sidst er han helt fortvivlet:
-På den måde kommer jeg jo kun ind ved Guds nåde, siger han opgivende.
-95 point, siger Sankt Peter og Himmerigets port rulles op og basunerne spiller og manden går lige ind.

Det er sådan vi må høre fortællingen i dag: Gå lige ind i Guds Rige. Du kommer derind af nåde, ikke ved at albue dig frem eller træde de andre over tæerne. Ikke ved at pudse din glorie eller have ret. Men fordi Gud ser på dig med gode øjne.
Alt andet kan visne og blive mat, alt andet kan tabes, men ikke Guds Rige. Det er – som vi hørte Paulus sige det – uvisneligt.

Guds himmel er begyndt her. Gudsriget er dit. Det blev sagt, da du blev døbt. Så lev det liv. Guds rige skal også komme til jorden gennem dig. Gudsriget er der, når der til fyraften er brød nok til at alle kan blive mætte. Når intet barn går sultent i seng og ingen skal fryse ude på gaden. I Bibelen står der faktisk intet om rettigheder, men der står en masse om den stærkes pligt over for de svage Der er nok at gå i gang med. Du skal lade den barmhjertighed og den nye retfærdighed, som du selv lever i og af, blive en del af den måde du lever dit liv..

Og fornemmer du at dit liv mislykkes og at du meningsløst står på torvet og at ingen har brug for dig, så skal du høre det igen: Du har evighedsværdi i Guds Rige. Du kan stole på det, Gud har sagt, at hans rige er dit.
Og griber misundelsen dig og gribes du af selvretfærdig harme, så skal du også høre det igen: Guds Rige er dit. Del du rundhåndet ud af det. For også de andre har evighedsværdi for Gud.

Gud ser på dig og mig med gode øjne. Det er hans retfærdighed. Så himmelsk anderledes end min smålighed og milimeterretfærdighed. Så evigt meget større end alverdens pointsystemer.

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *