Mellemrum

6. søndag eft. påske

Tekst: Johannes 17,20-26

Da jeg var barn, havde jeg sådan en idé om at jeg ikke måtte træde på mellemrummene mellem fliserne på et fortov, gjorde jeg det, ville der ske et eller andet forfærdeligt. Mærkeligt hvor sådan en ide kommer fra og endnu mere mærkeligt, at der er virkelig mange der har haft sådan en periode, hvor man skulle undgå stregerne på et fortov. Hvor man skulle undgå mellemrummene. Næsten alle kender den leg.

Freud kunne sikkert få en masse ud af sådan en mellemrumsfobi  – frygten for en afgrund, der kan åbne sig og opsluge en – dybet – der skjuler sig i det uigennemtrængelige mørke og truer med at opsluge og fortære mig. Et enkelt fejltrin og jeg er fortabt…  Men lad os holde Freud udenfor i dag.

I dag er sådan en mellemrumssøndag. I torsdags, Kristi Himmelfartsdag tog Jesus afsked med disciplene. Han velsignede dem og lovede dem, at han ville være med dem alle dage indtil verdens ende, men det ændrede ikke på at han forsvandt og at de blev ladt alene tilbage.

De havde minderne om oplevelser sammen med Jesus, som de havde fulgt de sidste tre år. Og de havde også Jesu ord på at han ville sende Helligånden, men lige her og nu befinder de sig i et mellemrum. De venter på noget som de ikke ved, hvad er og som de ikke har sikkerhed for nogensinde vil komme. 10 dage er der mellem Kristi Himmelfart og Pinse –  Et uendeligt langt mellemrum – et uendeligt stort tomrum, som en afgrund af fravær, der åbner sig under dem.  De er tæt på at miste modet og troen og håbet.

Der er en restaurant for enden af Åboulevarden der hedder Mellemrum og signalerer, at her er et rum, hvor hverdagen lukkes ude. Et mellemrum – mellem for eksempel arbejde og sengetid, hvor tiden ikke er afgørende, men hvor det til gengæld handler om mad og vin, samvær med dine venner, din elskede eller din familie. I mellemrummet er der plads til at noget nyt kan ske, og det kan også være lidt skræmmende.

Når vi rejser hjemmefra, forlader barndomshjemmets trygge rammer – den første nat alene i den nye by på det nye kollegieværelse, i den nye lejlighed, i den nye sammenhæng – fremmede lyde og lugte – fornemmelsen af at være faret vild fordi alt er nyt og intet er genkendeligt. Så har vi en følelse af en afgrunden der åbner sig under os – når vi står på tærsklen til det nye og ukendte. Vi har alle været der – i mellemrummet – for det er netop kun et mellemrum – følelsen af hjemløshed går over, når vi lærer det nye at kende og bliver fortrolige.

Det er også i mellemrummet at angsten og uvisheden bor, som for disciplene. Vi kender også godt følelsen af ikke at have helt fast grund under fødderne. De fleste menneskers liv indeholder mellemrum af uvished og angst for fremtiden.  I mellem hver eneste livsfase er der et større eller mindre mellemrum. Når vi står over for det ukendte. I mellemrummet fra barn til voksen, i mellemrummet fra kvinde til mor, fra mand til far – i mellemrummet fra arbejdsaktiv til pensionist. Der er mange mellemrum på livets vej mellem vugge og grav.

Vi kender mellemrummets usikkerhed stærkest fra vores livskriser. Når vi har mistet vores nærmeste, er blevet forladt af en kæreste eller skilt fra vores livsledsagerske gennem et helt liv, eller vi står alene tilbage efter med sorg og tabet af vores elskede. Så befinder vi os også i et mellemrum, og når vi står der, så ved vi godt med vores forstand, at det bliver bedre. At tiden måske nok ikke læger alle sår, men at vi med tiden vil lære at leve med tabet, og at livet vil vende tilbage til os igen. Vi ved det, men vi kan ikke forstå det og vi kan næsten heller ikke tro at det er sandt. Ikke når vi befinder os mellemrummet. Så kan vi ikke se en udvej.

***

Jeg læste forleden om en dame der hver dag beder for over 500 mennesker med navns nævnelse. Og det er jo helt fascinerende at hun gør det. Der er også nogen der beder for mig hver dag med navns nævnelse, og det er en dejlig viden at have. At uanset hvor man er i livet og uanset hvordan man har det, så er der nogen der husker mig og beder for mig.

Det er også det Jesus gør i dagens evangelium, som er hentet fra den bøn Jesus bad lige inden han blev taget til fange i Gethsemane og korsfæstet. Han beder for os. En forbøn for verden og for dig og mig. På trods af at Jesus vidste hvad der ventede ham, på trods af at han selv befandt sig i et frygtindgydende mellemrum til en dunkel afgrund – et dyb af rædsel – så havde han nærvær og overskud til at bede ikke for sig selv, men for alle dem og hele den verden han kendte og elskede

Når de gamle kirkefædre bestemte at vi skulle høre denne forbøn på denne søndag i mellemrummet mellem Kristi Himmelfart og Pinse – er det så ikke fordi de vidste og vi ved, at det er der i mellemrummet at vi har mest brug for forbønnen og for at der er nogen der tænker på os med kærlighed?
Og var det ikke også derfor de gamle kirkefædre bestemte at vi skulle høre de befriende og trøstende ord fra Romerbrevet hvor det bliver slået fast, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus?

For hvornår har vi mere brug for at blive bekræftet i Guds evigt nærværende kærlighed end der i mellemrummet hvor vi føler os mest alene og Gud synes længst væk. Der hvor det er sværest at tro.

Der hvor en afgrund åbner sig under os og truer med at opsluge os. Hvad enten det er en sorg over en vi har mistet. En frygt for fremtiden eller lægens dom. Et mørke i sindet som ikke engang foråret kan fjerne. En ensomhed så rungende at den fylder det hele.

***
Det er netop her i mellemrummet – i tomheden mellem Kristi himmelfart og pinse, hvor sønnen har forladt os og Helligånden endnu ikke er kommet, at vi bliver fastholdt på, at intet kan skille os fra Guds kærlighed.

Vi er ikke bare tålt og accepteret af Gud. Nej, vi er elsket med en udelt kærlighed, en kærlighed som ikke er mindre end den kærlighed som Gud har til sin egen søn.
En kærlighed som rækker fra himlen til helvede.
En kærlighed som rækker fra evighed til evighed.
En kærlighed som rækker fra begyndelse til slutning.
En kærlighed som rækker fra vugge til grav.

Det er den kærlighed, som Jesus beder om at vi må være omsluttet af og gøres kendt med. Og det er i lyset af den kærlighed, han beder om at vi alle må være ét. At vi må være ét – ikke ens – men ét. Hvad betyder det?

I al vores mangfoldighed og forskellighed både som mennesker – men også som kirker, katolikker, ortodokse, protestanter, baptister, anglikanere – er det næsten som om Jesus har forudset hvordan det vil gå, når Guds ord får frit løb i blandt os og kommer i menneskehænder, at så ender det så sikkert som amen i kirken med splittelse, strid og spektakel.

Så han beder om, at vi i al vores forskellighed må holde fast i, at der er mere der forener os end der adskiller – for som kristne og som kirker er vi et i Kristus – et i troen på, at vi er Guds elskede børn – et i troen på, at selv i mellemrummet, der hvor afgrunden åbner sig under os, der er vi i Guds hænder – omsluttet og båret af hans kærlighed – den kærlighed ingen magt i verden kan skille os fra.

Vi må bede Gud om at give os troen på at det er sandt. For i tilliden til Guds favnende kærlighed, kan vi frimodigt træde på stregerne og opholde os i mellemrummet. Vi kan åbne nye døre og gå nye veje i tillid til, at Gud selv er over os og under os, foran os og bagved os. Der findes ikke det mellemrum og ingenmandsland, som ikke er Guds. Der findes ikke det mellemrum i verden, hvor Gud ikke har kilet sig ind for at være os nær med sin udelte kærlighed. Amen

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *