Man skal ikke spare på livet

1. søn. efter Trinitatis.: Luk 12,13-21

Mennesker der har fået en dødsdom, og som kun har kort tid tilbage at leve i, bliver ofte meget klartseende i forhold til det liv de har levet. Jeg har aldrig siddet sammen med et menneske der lå for døden, som har sagt: ”Det eneste jeg fortryder er, at jeg har arbejdet for lidt!” – eller ”Hvis jeg kunne gøre noget om, så ville jeg have været noget mindre sammen med min familie og venner.”

Nej, når vi når til livets afslutning, så bliver det tydeligt for os, at alt det forgængelige, som penge/karriere/materille gode i virkeligheden er så uendelig ligegyldigt, hvis ikke man har nogen at glæde sig over og sammen med. Hvis ikke man har tid til at være sammen med de mennesker der betyder noget for én.

Og den som har brugt for stor en del af sit liv på at jagte en karriere eller har brugt flere timer på aktiemarkedet, end i supermarkedet sammen med sine børn – vil ofte opleve det som spild af liv, når man står foran døden, lige så nøgen, som da man kom her til.

Og i stedet siger den døende ofte: ”Jeg har fortryder, jeg har arbejdet så meget” – eller ”hvis jeg kunne gøre noget om, så ville jeg have været noget mere sammen med min familie og venner!”

Det er banalt. Måske. Men ikke desto mindre vigtigt for os, der er midt livet, at blive mindet om igen og igen. For vi har mulighed for at ændre kurs. Vi har mulighed for at lade den stemme der taler dybt inde i vores hjerte, komme til orde, så vi får mod og styrke til at omprioritere i vores liv.

Det er ikke let at gøre sig fri af fokusering på penge og materielle bekvemmeligheder. Det ligger som en naturlig drift i os, at ville have mere af begge dele. Det vidste Prædikeren, som for flere tusind år siden skrev: Den der elsker penge, bliver ikke mæt af penge! Og det vidste Paulus, der skrev at kærligheden til penge er roden til alt ondt!

Penge er en stærk magt, og den har meget let ved at tage magten over os. Også selvom vi i hjertet ved, at det ikke er overskud på bankbogen eller store livsforsikringer, der giver os glæden. Det gælder ikke om at ville eje livet, men at leve det, ikke rane til sig, men at nyde livet, siger Prædikeren. Og i brevet til Timotheus advares imod rigdommens fristelser, for kærlighed til penge er ikke noget harmløst, men “roden til alt ondt”.

Kærlighed til penge er ikke udtryk for livsglæde, men mangtbegær, hvor man ødelægger livet for sig selv og hinanden. Det bliver tydeligt, for den rige bonde – der vil opmagasinere livet i stedet for at leve det. Der er noget, man ikke kan spare op til eller handle med, livet i Gud – lykken her og nu. For ellers kommer vi altid for sent, og er ikke nærværende i vort eget liv.

Vi kan spare penge op, men vi kan ikke spare livet op. Penge skal bruges til glæde for livet. Livet skal leves i glæde. Det er en kristen pligt. Det er en kristen pligt, at glæde sig over livet – og ikke udskyde og skubbe glæden foran sig, som noget der først kan blive virkelighed når vi får tid.

”Kvalitetstid” er en af vor tids største løgne og et er et yndet begreb blandt os travle forældre, som har dårlig samvittighed over at bruge for lidt sammen med vores børn. Så i stedet for at bruge meget tid sammen med vores børn, så kompenserer vi med såkaldt ”kvalitetstid”. Så har vi skemalagt et par timer med nærvær – og rigtig sparet op af energi til at skulle være sammen med børnene – vi skruer op for hyggen/aktiviteterne og forventer at børnene stiller op på det planlagte tidspunkt i deres allerbedste udgave. For det er en del af konceptet, at det skal lykkes. Så siger vi 1 2 3 – Hyg! – og det gør vi så. Eller det gør vi nogen gange. For det fungerer bare ikke sådan – hverken for børn eller os voksne – at vi kan tvangsfodre tiden med kvalitet. Nærvær og liv er ikke noget vi kan skemalægge til lørdag eftermiddag, og så tro at det kan gøre det ud for den gode tid.

God tid, er netop god tid. Altså også tid nok. Tid nok til at vi kan være sammen – og både kede os, skændes, græde og grine. Hvis begrebet kvalitetstid overhovedet skal give mening, så må det betyde god tid. God tid til livet. Det er kvalitet.

En mand sidder et sted i et fattigt land på en bro og fisker. Solen er ved at gå ned i horisonten, alt ånder fred og idyl, og ved siden af manden står en spand med de fisk, han har fanget i løbet af dagen. Han er fattigt klædt, men ser i øvrigt rolig og tilfreds ud.
En velnæret turist kommer gående ud på broen med fint tøj og hvid han. Han står lidt og nyder udsigten, og henvender sig så venligt til fiskeren:
– Nå, kan du fange noget? Spørger han.
– Jo, det er slet ikke så ringe, svarer den anden.
– Hmmm… har du tænkt på, at hvis du nu solgte nogle af de fisk, du fangede og lagde lidt penge til side, så kunne du en dag købe dig en båd og sejlede ud, hvor der er endnu flere fisk.
– Jo, men hvorfor skulle jeg gøre det?
– Jo, for så kan du fang flere fisk, og dermed sælge endnu flere, og hvis du lægger flere penge til side, så kan du en dag købe net og bedre fiskestænger og på den måde fange endnu flere fisk.
– Jamen, hvor skulle jeg egentlig gøre det?
– Forstår du ikke… hvis du gør det, kan du fange endnu flere fisk og tjene endnu flere penge, sådan at du på et tidspunkt kan ansaætte nogle folk til at hjælpe dig, og måske endda spare op til en rigtig fiskekutter, eller flere fiskekuttere, ja måske endda en hel flåde af fiskekuttere med masser af ansatte. Og måske en dag, kan du få din egen filteringsfabrik, og… og… Manden var efterhånden helt stakåndet og vist også lidt begejstret for sit eget scenarie. Han svedte og kroppen sitrede af iver.
– Jeg forstår stadig ikke, hvorfor jeg skal have alt det besvær…
– Jamen, det der da indlysende: Hvis du gør, som jeg siger, så ender det med, at du en dag kan lade alle dine ansatte passe din forretning, og så kan du i fred og ro bare sætte dig her på broen og slappe af og fiske hele dagen.

Så enkelt er livet og valget ikke for os. Vi er ikke fiskere. Og tiden er ikke til selvforsyning og naturalieøkonomi. Vi er er afhængige af job, penge, bil og bolig – men fortællingen kan alligevel udfordre os til at holde fast, i det der giver os glæde og mening lige nu – i stedet for at indrette os på en måde, så vi kun har tid til det i sommerferien, eller i forestillingen om, hvad vi skal gøre engang, når vi lige har fået råd til en tilbygning eller en ny bil – eller når vi lige er kommet over de travle år m. hjemmeboende børn – eller når vi har opnået succes med det eller det på arbejdet, eller vi har fået sparet sammen til Australiensturen eller – vi simpelthen bare sparer sammen til fremtiden… Vi kan ikke spare liv sammen. Livet er nu og det kræver os nu. Det er lige nu, vi skal gøre det der giver glæde og mening.

Livet handler i høj grad om at finde mod/styrke til at tage de skridt, som vi inderst inde kan mærke er de rigtige. Det er Gud der giver os glæde i hjertet og Gud er ikke fornuftens Gud, men livets Gud.  Det er ikke altid det fornuftige, der er det fornuftige eller rigtige. Livet handler om ikke at blive fanget ind i vores jagt efter den rigdom/sikkerhed/prestige, som ofte er det vi naturligt stræber efter. Livet kan ikke spares op. Det skal leves! Lad os begynde nu.1 2 3 – lev!

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *