Livet er en opgave, vi ikke har givet os selv

Første søndag eft. Helligtrekonger Text: Mark 10,13-16

Guds rige kan vi kun modtage lige som et barn. Hvad betyder det? Hvad betyder det at være Guds barn? Og hvordan kan man på den ene side tale om at vi er skabt i Guds billede – at vi er skabt kun lidt ringere end Gud – at vi er Gud lig, som der står i salme 8 – når vi på den anden side også får vi at vide i dag, at vi skal være barn-lige i vores forhold til Gud. Hvordan kan vi både være Gud lig, og barn-lige? Hvordan kan vi forstå os selv som Guds børn?

Den tyske teolog Gert Theissen taler om det at være menneske, som både det at erkende sin totale afhængighed og det at forvalte sin frihed. Jeg tror det også siger noget afgørende om vores barneforhold hos Gud: Afhængigheden og friheden!

”Vi bliver født i denne verden uden at nogen spørger os, om vi vil eller ej”, siger Theissen ”i en familie mellem andre familier, i et land mellem mange andre lande, på en planet mellem millioner af planeter. Vi kan ikke bytte vores krop, ændre naturlovene, skrue tiden tilbage. Vi kan ikke løsrive os fra vores eget jeg. I alt det er vi radikalt afhængige.”

Vi vælger ikke selv hvem vi skal være, eller hvor vi er sat eller hvordan verden er skruet sammen med os – Alt det er givet os af Gud. Vi er afhængige af ham. Det er ham der skænker os både liv og tro og muligheder.

Vi er Guds børn. Men netop det at vi er Guds børn er også det der gør os frie. For vi tilhører Gud, og ikke noget andet menneske. Vi er underlagt Gud, og ikke noget andet menneske. Vi er udleveret til Gud, og ikke bare til os selv. Når Kristus siger: Lad de små børn komme til mig! Så mener han at vi skal komme til ham – ligesom et lille barn der rækker armene ud efter sin mor – som de mennesker vi er, fuldstændigt afhængige af det liv han giver os, og fuldstændige frie til at være os selv.

Hvad er det der kendetegner børn, udover at de både kan være utroligt dejlige og utroligt irriterendeJ – det er deres umiddelbarhed, deres tillid, deres evne til at undres og forundres, deres evne til at være i nuet, deres spørgelyst og lyst til lære og evne til at glæde sig.

Det barn har vi alle sammen været – barnet der kunne hengive sig i fuldstændig tillid til deres forældre – og det har vi voksne selvfølgelig oplevet og set for meget til, at vi kan genfinde sådan i det hele taget – men det er den barn-lige tillid og hengivenhed vi skal være i, i vores forhold til Gud.

Vi skal være barn-lige i vores forhold til Gud, for at vi kan leve op til den gudbilled-lighed vi er skabt i. Pointen i dagens evangelium er at vi skal lægge vores liv totalt i Guds hænder, for at få del i Gudsriget – det gudsrige, som binder os til Gud og vores medmennesker – og som sætter os frie, til at være de mennesker vi er skabt til at være: ”Vi har et valg. Enten lader vi os tynge af alt det, som var vi kastet ind i en fjendtlig verden eller vi antager, at der er en mening med det, som var livet en opgave, vi ikke havde givet os selv”, siger Gert Theissen

Som var livet en opgave, vi ikke havde givet os selv. Det er godt sagt. Vi er vant til at tale om livet som en gave – ja, det ligger os endda ligefor at tænke livet, som en gave vi har fået af Gud. Men det er provokerende at tale om at livet er en opgave – i hvert fald en opgave vi ikke har givet os selv.

Nu vel, vores dage er fyldt med opgaver og pligter – og ja, vi føler også et ansvar for vores familie og venner og måske endda et ansvar der rækker længere ud i verden. Men er det ikke os selv der har valgt at tage de opgaver på os? Er det ikke os selv der har sat os for, at det er vores opgave? Måske ikke. Dybest set ikke.

Hvad sker der hvis vi tænker det anderledes? Hvis vi tør erkende at de vigtigste opgaver i livet, dem har vi ikke selv valgt. De er givet os, sammen med gaven.

Det er anderledes at få en opgave stillet end selv at skulle stille sig den? Vi kender det godt i det små. De der nytårsfortsæt vi giver os selv, dem går det ikke altid helt godt med at udføre. Der kom pludselig noget andet op, eller vi glemte det igen, fordi der ikke er andre end os selv der har forpligtet os på dem. Det er ”bare” en opgave vi har givet os selv.

Vi føler os ofte mere forpligtet på de opgaver vi har fået af en anden. Eller det kan være en udfordring at skulle finde på opgaverne selv. Det kan næsten blive et pres, fordi man hele tiden føler man skal finde på noget der er mere spændende og mere udfordrende end den opgave man lige har haft. En opgave vi har fået – den må vi bare forholde os til. Der er ikke noget valg. Og når vi får en opgave, så bliver vi nødt til at blive ved med at spørge indtil den, indtil vi har forstået den, for at kunne udføre den. Det er børn gode til. De spørger og spørger, for at kunne løse deres matematikopgave eller for at de virkelig forstår meningen med det de er i gang med. Når vi stiller vores børn en opgave, så har vi som voksne ansvar for at støtte dem alt det vi kan. Det ligner vores forhold til Gud.

Hvis livet er en opgave vi ikke har givet os selv. Hvis vi antager at der en mening med den opgave, som er givet os af Gud – så er det oplagt, at vi må blive ved med at vende tilbage til ham, for at forstå den. Vi må blive ved med at spørge, at undre os – ja, endda at brokke os over – at det lige blev vores opgave. Det er ikke bare en mulighed vi har – det er en ret, fordi vi er Guds børn. Det er ham der har givet os livet/opgaven – Vi skal bakse og bøvle med den. Vi må spørge ham alt det vi vil, vi må bede om al den hjælp vi har brug for – men vi får ikke nogen anden. Det kan vi blive vrede over, eller tude over og nogen gange med rigtig god grund – og når vi har det sådan, så kan vi regne med ham – for Gud har lovet at han vil være med os alle dage. Der er ingen vej uden om – hverken for ham, eller for os.

”Livet er en opgave, vi ikke har givet os selv, som stod der bag alle hændelser  – i de fjerneste mælkevejssystemer og i de mindste partikler – en fornuft, som vores egen fornuft kun er en svag afglans af. Den – altså den guddommelige fornuft – tilskynder os til, at vi også fylder denne verdens meningsfrie rum med mening.

Vi har friheden til at føre det til ende, som den har begyndt”, siger Theissen.

Livet er en opgave vi ikke har givet os selv. Evangeliets påstand er, at der er en mening med den opgave. At der er en mening med hver eneste af Guds børn. Gud tilskynder og opmuntrer os- sine børn til at folde den mening ud – vi må bede om al den hjælp vi har brug for, vi må spørge og vende tilbage til ham så tit vi har lyst. Og han går ingen steder – men så må vi også leve med, at vi ikke får et andet liv /en anden opgave. Indimellem kan det synes helt urimeligt og svært – og vi ser på de andre, og det virker som om alle andre har det meget enklere – har fået bedre evner, flere muligheder eller et lysere sind – og det har de muligvis også. Vi mennesker er forskellige, har forskellige liv og forskellige muligheder – men der et forhold der er fuldkommen ens for os alle sammen. Vi er alle sammen Guds børn.

Efter prædiken i dag skal vi synge en af Grundtvigs mest elskede salmer, nemlig ”Sov sødt barnlille”. Det er nok den allermest benyttede dåbssalme, og vi synger den også ofte her i Møllevang. Ikke så ofte ved dåb – for der vil vi ofte gerne synge en af de nyere dåbssalmer – men vi synger næsten hver fredag de første to vers, når vi har de små her i kirken. Så vugger vi de mindste i lagner, mens vi synge ”Sov sødt barnlille, lig roligt og stille/så sødeligt sov som fuglen i skov/ som blomsterne blunde i enge…og videre – Guds fingrene grande/slog kors for din pande/Guds enbårne røst/slog kors for dit bryst.” Der er mange der også bruger den som godnat sang og vuggevise om aftenen, når deres børn skal sove.

Egentlig er den oprindeligt ikke skrevet som vuggevise for små børn. Grundtvig skrev den til sig selv, til trøst for ham selv – og for alle Guds børn – små som store. Det var i 1844, hvor han var ramt af en længerevarende og voldsom depression. Fanget i tunge tanker og et depressivt mønster var han ude af stand til at hjælpe sig selv, eller se noget positivt i tilværelsen. Han måtte forlade sit arbejde i en periode, for at samle kræfterne og finde vej igen. Under hans sygdom digtede han salmen, og tågen lettede gradvist og livet åbnede sig for ham igen. Det der for Grundtvig fik betydning og hjalp ham, var generhvervelsen af barnelivets tryghed – med dåben og korstegnelsen og fadervor, som stærke livsmarkører. Det er en vuggevise – ikke bare for små børn, men for alle Guds børn – til trøst for den modløse, og til at minde os voksne Guds børn om, at vi også er i Guds hænder. På engang afhængige og frie.

 

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Et svar til Livet er en opgave, vi ikke har givet os selv

  1. Henning Hanssen skriver:

    Artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *