Kristne har pligt til at håbe

Søndag Seksagesima
Text: Mark 4,1-20

Det nemmeste i verden er, at sige det, der falder i god jord.
Når er man blandt venner. Meningsfælder eller lidelsesfælder. Folk der ikke er fremmede eller afvisende overfor det man siger. Nogen gange kan vi forfalde til kun at åbne munden der, hvor vi på forhånd ved, at der vil være genklang for vores syn på verden.
Det er nemmest at bevæge sig sammen med de mennesker og inden for de rammer, hvor vi ved, at det vi siger og mener vil falde i god jord.
I dag hører vi at det ikke skal være så nemt.

Guds ord er ikke begrænset til der, hvor vi på forhånd ved, at det vil falde i god jord.
Landmanden her i fortællingen, spreder sit korn med en både ufornuftig og uøkonomisk ødselhed. Han sparer ikke på det – han nøjes ikke med at gå rundt der, hvor han i forvejen ved, at det vil falde i god jord. Der er rigtig meget der går til spilde på den måde, men det forhindrer ham ikke i at blive ved med at så på glatte veje, rodløs klippegrund og blandt kvælende og bekymringsfyldte tidsler.
Hvad betyder det?
Ja, det betyder måske, at, vi som kristne om nogen har pligt til at så håb og indgyde mod – ikke bare når det er let at håbe og vi selv er fyldt af livsmod, men også når vi rammes af den frygt, der hæmmer væksten for håb og giver livsmodet svære betingelser for at gro.
Kristne har pligt til at håbe!
Når verden ryster og vi er bange for det værste der kan ske, så er det en kristen pligt, at blive ved med at så håb og indgyde livsmod.
Nogen vil opfatte det som naivt. Andre som spild af tid.
Men evangeliet og håbet er ligeglad med at spilde tiden: Det siger ”Det ender godt!” Det siger: Kærligheden er stærkere end døden, livet er stærkere end mismodet og håbet er større end den verden vi kan se.
Kristne har ikke alene pligt til at håbe, men også til at dele håbet med alle andre. Uden at skele til om det er det værd, om det nytter, om der er potentiale i det, om det kan vækste.
En grundpointe i den her fortælling om sædemanden, er at Guds ord – at håbet, ikke tænker i effektivitet og slet ikke er beregnende i forhold til hvad, der skal komme ud af det. Det strøs bare, med ødsel hånd og åbent sind i tiltro til at noget sker.
I de her år bliver der talt meget om danskhed, og om danske værdier – og i vid udstrækning også kristne værdier. – I nogen sammenhænge, også på en måde så danskhed og kristendom bliver sammensmeltet, som om at Danmark er den særligt gode jord, hvor Guds ord, skulle have særligt gode betingelser. Og i nogen sammenhænge bruges det også både beregnende og værdipolitisk.
Vi skal være på vagt, når kristendommen spændes for en vogn – en hvilken som helst vogn – der vil køre et bestemt sted hen. For det ligger i Guds ord – eller i håbets væsen – at det ikke er beregnende eller effektivt. Det deles – eller sås – og har ikke andet formål end at sprede håbet i blandt os. At give håb til verden.
Det er farligt at koble kristendom og nationalitet på den måde, som vi ser ansatser til i øjeblikket. Det burde – om ikke andre – så i hvert fald historien have lært os.
Det ender så let i et uevangelisk ”dem” og ”os” – og det ender så let med at vi gør Gud mindre, som om vi for alt i verden skal forsøge at holde på Guds ord, som kunne det slippe op.
Men vi får noget andet at vide i dag, nemlig at Guds ord – at håbet – ikke kan slippe op, men at der er et overskud, som der skal spildes af. Og at det der spild, ikke er en fejl – men meningen. Og det fortæller os, at vi har pligt til at strø om os med håb – håbe, ud af det overskud, som Gud giver os.
Guds ord kan ikke begrænses til at kun at omfatte det vi kender – for i Guds ord ligger der en ødselhed, som ikke kender grænser. Hverken landegrænser, eller de menneskelige grænser og barriere vi hver især kan bygge op.
Der er ingen beregninger om, hvorvidt det kan betale sig – eller om det er populært.
Der er ingen vurdering om, hvorvidt mismodet og afmagten er for stor.
Der er intet mørke, der er så sort – at vi ikke kan – eller ligefrem skal håbe på at det går over, at det går videre – at det ender godt. For det er det, der er pointen her – at vi lever og dør på Guds overskud. Det, at vi må tro, at der altid er noget mere at håbe på.
For et par år siden læste jeg den svenske roman ”En mand der hedder Ove”, af forfatteren Fredrik Backmann – her i vinterferien har jeg genopdaget den ved at se den ret vellykkede filmatisering på video.
Jeg kom til at tænke på Ove, da jeg skulle forberede mig til i dag. For han er livstræt og ualmindelig vranten. Faktisk vil Ove helst bare have lov til at begå selvmord. Men det viser sig ikke at være så let. Ikke alene er han ualmindeligt dårlig til at dø. Han bliver også hele tiden forstyrret af sin nye genbo, Pavaneh, der insisterer på at blande sig i Oves liv.
Måske fordi hun som en af de eneste ser, at der gemmer sig en helt anden mand neden under den gamle gnavpot.
Meget at det hun gør er totalt spildt og falder bestemt ikke i god jord, men hun bliver ved. Det meste af det hun siger og gøre falder på klippegrund, blandt tidsler og rammer Oves lukkede dør og skarpe tunge. Men hun bliver ved med at blande sig og sprede håb og kærlighed og nye opgaver ind i Oves liv. Og så sker der noget! Der sker noget med Ove.
Hvis I ikke har læst den endnu – eller set den på film – så kan jeg varmt anbefale den. Den er helt vildt sjov, og så er det også en historie om kærlighedens kraft, om næstekærlighed og venskab – og om at vi er forpligtet – ligesom Pavaneh – på de mennesker vi omgiver os med.
Vi er forpligtet på at sprede håb og indgyde livsmod. Også selvom det ofte kan være afsindigt besværligt og føles som spild af tid. Men måske er den tid vi tilsyneladende spilder på hinanden, den tid der er bedst givet ud?

Samtidig er bogen/filmen også en påmindelse om ikke at dømme vores medmennesker for hårdt og for hurtigt, for vi bærer alle sammen på hver vores historie, der er bestemmende for, hvordan vi opfører os i livet – og over for andre.
Det er Gud der giver håb og glæde, men vi er forpligtet på at være medarbejdere eller redskaber for håbet og glæden. Det er en pligt, som vi alle sammen har – men vi har forskellige kræfter til at løfte den. Eller rettere til at sprede håbets frø– og inden vi bliver for trætte eller stolte ved os selv, må vi huske – at det ikke er os men Gud der skaber forandring.
Sådan er kristendommen både-og. Vi er forpligtet til at håbe, fordi det er større end os – OG fordi håbet er større end os, er det først og sidst Gud der sår det i os.
Den Gud der får gule mælkebøtter til vokse op igennem sort asfalt. Troen til slå rod i vores røde hjerter. Og håbet til at spire og folde sig ud i vores sarte og gennemsigtige sind.

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *