Kristendom og politik

 

23. søndag eft. Trinitatis
Tekst: Matt. 22,15-22

Det handler ellers rigtig meget om skat i øjeblikket. Om skattelettelser eller ej? Om skattestop, skatteloft eller skattereform? Og selvom man skulle tro at alle tænkelige skattespørgsmål er blevet endevendt i den huserende valgkamp, så er der mig bekendt ingen der har stillet spørgsmål ved om det overhovedet er tilladt – altså at betale skat. Sådan som Jesus bliver spurgt i dagens tekst: Er det tilladt at give skat til kejseren eller ej?

Det ville ellers være et forfriskende synspunkt, men sådan spørger vi ikke mere. I Danmark bryster vi os af, ikke at blande religion og politik, også selvom det gang på gang viser sig som en absurd tanke at undgå det. Men i hvert fald er vi bl.a. takket været Luther os meget bevidste om at Gud og Staten, eller det åndelige rige og det verdslige rige er to forskellige kategorier.  

Det kan føles som om der er langt fra datidens Palæstina til Danmark anno 2007, men man kan faktisk godt sammenligne situationen her i teksten, med vores valgkamp på nogle punkter. Det hed bare noget andet den gang. Altså, nogle jødiske spindoktorer havde planlagt den her duel, sådan at repræsentanter fra de to partier: farisæerne og herodianerne, skulle vinde Jesus´ tillid ved smiger. De tiltaler ham: “Mester” – og siger at de ved at han taler sandt om Guds vej og at han ikke gør forskel på nogen. Pæne ord til indledning. Rent spin! Målet er at tvære Jesus ud for åben skærm.

Er det tilladt at give kejseren skat eller ej? Spørgsmålet var en fælde sat op af de jødiske spindoktorer, men samtidig var der tale om en pinagtig sag for jøderne. De var besat af romerne og derfor tvunget til at betale skat til den romerske kejser. Og det var ikke blot en økonomisk byrde, det var også en religiøs byrde. Det var en ydmygelse for Guds udvalgte folk, og de betalte skatten med afsky. Ikke mindst fordi mønten var præget med kejserens billede. På forsiden var der et billede af kejser Tiberius med en laurbærkrans – laurbærkransen var den gang tegn på guddommelig værdighed – og så var der en inskription, hvor der stod: “Kejser Tiberius, den guddommelige Augustus´ tilbedelsesværdige søn”.  Det var ydmygende at skulle gøre brug af sådan nogle penge, når man selv har en anden tro. De var et nødvendigt onde.

Er det tilladt at give kejseren skat eller ej? Spindoktorerne har villet gøre det til et spørgsmål der har med Gud at gøre, om det tilladt at give skat til kejseren. Deri ligger fælden. Svarer Jesus “Ja” – er han en dårlig jøde. Svarer han “nej”, vil han stemple sig selv som politisk oprører. Da Jesus hverken siger ja eller nej, men i stedet: “Vi mig skattens mønt”, siger han det med stor selvfølgelighed. Han véd, at de allesammen går rundt med de romerske penge i deres pung. Uanset deres afsky. De har ikke andre muligheder, for sådan er det samfund de bor i, skruet sammen.

I spørgsmålet blander man Gud og Kejseren sammen, man blander Gud og staten sammen, som om man kunne sammenligne de to. Og det gør hverken staten eller Gud godt. Staten bliver på den måde guddommeliggjort og Gud bliver verdsliggjort. Staten får større værdi end den kan tåle, og Gud får mindre værdi end han har. Men Jesus pointerer forskellen, den uendelige forskel – med en oneliner der for længst er gået over i historiebogen, som en klassiker: “Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!” og gør dermed det at give skat til kejseren til noget særdeles ligegyldigt. Vægten i Jesu svar ligger på det sidste: Giv Gud, hvad Guds er. Jesus er ikke kommet for at oprettet et jordisk magtrige. Han stiller ikke op i valgkampen. Han kæmper ikke om mandater og taburetter. Han er ikke nogen magtkandidat, der ønsker at konkurrere med denne verdens magthavere. Med ordene om at give kejseren, hvad kejserens er, medgiver Jesus, at man skal være lydig overfor statsmagten. Men kejseren skal ikke tilbedes. Vores magthavere, vores regering skal ikke tilbedes. Det skal kun Gud. Det vigtigste er at give Gud det, der tilkommer ham. Jesu svar kan omskrives sådan: Giv staten jeres penge. Giv Gud jeres liv. 

Hvordan bærer vi os ad med at give Gud vores liv i en verden, hvor menneskemagt dominerer, og hvor vi også hver især i forskelligt omfang udøver den eller er underlagt den? Det gør vi ved at tro på Jesus Kristus som Guds søn og ved at lade os præge af hans “billede” – hans ord og liv. Som skattens mønt bar kejserens billede, har vi mennesker Guds billede i os. I skabelsen blev vi skabt i Guds billede. Det tog skade ved syndefaldet, så vi nu kun bærer splinter af det. I dåben nyskabes vi til at bære Jesu Kristi billede i os. Han gav sig selv og sit liv til de mennesker, han mødte, og at give Gud, hvad Guds er – at give ham vores liv – er at genspejle dette Kristusbillede i vores hverdag, så det sætter sit præg på verden.

 At give Gud, hvad Guds er – som ansvarlige mennesker at genspejle Jesu Kristi billede – gælder til alle tider og overalt, hvor vi færdes. Vi skal stille os i Guds tjeneste og lade os bruge til de opgaver, han giver os at løse. Og så er vi tilbage ved begyndelsen – kristendom og politik hænger sammen, uanset om vi kan lide det eller ej. At genspejle Kristus i verden, gør man ikke uden at blande sig i verden. – og det vel i bund og grund det politik går ud på? 

Normalt er det sådan at når man giver noget væk, så har man det ikke længere selv. I hvert fald har man det kun i erindringen. Så snart jeg forærer noget til en anden, ophører det med at være mit, deler jeg med andre, bliver der mindre og mindre tilbage til mig selv. Men der findes fænomener, hvor uddeling ikke er ligefrem proportional med afkald eller formindskelse. Sådan er det fx med glæden, som Grundtvig digter om sin sølvbryllupssalme: Når man er to til at dele glæden, bliver man “dobbelt glad”. Og sådan er det også med gudsriget. Riget vokser, jo mere det gives væk, og det er en del af dets natur at det skal deles.

 Gud giver riget fra sig, som man giver glæden fra sig, uden at miste den selv. At give Gud hvad der er hans, er at give ham alt. Og at give ham alt, som er kendetegnet ved at dele ud af sig selv – ved at give sig selv – er også at give sig selv til verden. Guds rige er godt nok af en anden verden, men det rager ind i verden med opfordringen om at give det videre, man selv uforskyldt har modtaget.

 I Marianne Fredrikssons roman: Den som vandrer om natten optræder de vise mænd fra østerland i kød og blod. Hovedpersonen Anjalis er søn af Balzar, én af de kaldæiske astrologer, som er udvalgt til at rejse til Palæstina for at hilse den nye jødiske verdenshersker velkommen med guld, røgelse og myrra. Anjalis selv møder Jesus langt senere i historien og bliver en discipel af manden fra Nazaret, men ligesom sin far møder også Anjalis et hjælpeløst barn på sin vej.

En lille romersk dreng, der har oplevet så stor en smerte i sit liv, at han har tabt evnen til at se. Drengen er gået ind i frivillig blindhed, fordi mørket er lettere at leve med end lyset, der kun alt for tydeligt afslører tabene, som de er. Ligesom sin far har Anjalis gaver med; ikke guld, røgelse og myrra, men en fløjte han kan spille musik på, en fantasi, der kan bore sig ind i drengens mørke, og en tålmodighed, der lader et venskab vokse frem imellem dem. Med sine gaver hjælper Anjalis den romerske dreng ud af blindheden ind i livet.

“Alt hvad I har gjort med en af disse mine mindste”; siger Jesus et sted, og henviser til de sultne, de nøgne, de syge, de fængslede, “det har I gjort mod mig”. Med det jesuord inmente bliver Balzars og Anjalis´ handlinger parallelle, en kærlig gerning mod Jesusbarnet selv. Og det handler da om politik! Det handler da om hvordan vi behandler asyglansøgere, børn, ældre, psykisk syge og alle andre der er afhængige af hjælp.  

Kærlighed til næsten er også kærlighed til Gud. At give sig selv til næsten, er også at give sig selv til Gud. Så ja, dagens tekst siger nok noget om forholdet mellem Gud og staten, mellem kristendom og politik. Den siger at det er to forskellige kategorier og at de derfor ikke kan sidestilles, men den siger ikke noget om at de ikke er forbundne. Vi kan ikke forholde os til Gud uden at forholde os til næsten. Vi kan ikke give Gud æren, uden også at vise næsten ære. Vi kan ikke elske Gud, uden også at elske næsten.

Guds rige gør ikke brug af den magt man kan sammenligne og lægge arm med. Guds riges magt ligger netop i at Gud gav afkald på magten og blev afmægtig som den lidende tjener. Guds rige er ikke af denne verden, men det griber vedblivende ind i denne verden og gør det til et bedre sted at være.

De jødiske spindoktorer begår den fejl at de får gjort Gud alt for lille, og statsmagten alt for stor. Det er galt med proportionerne. En fejl vi nemt kan komme til at gentage i de her dage, hvor den ene partiformand efter den anden puster sig op i diverse medier. Så kan man måske godt et øjeblik komme til at give dem for meget betydning?  Og det er godt at blive mindet om at staten godt nok skal have vores penge, men det er Gud der skal have vores liv.

 På tirsdag skal vi hen at stemme. Og det synes jeg da man skal gøre! Og så skal man selvfølgelig stemme på de bedste, men hvem det er, det hverken kan eller skal jeg stå her og fortælle. Men når det gælder Gud, så er det helt omvendt. Det er ikke ham der er på valg, eller os der stemmer. Nej, Gud har valgt os. Og det er der ingen spindoktorer der kan lave om på. Amen

 

 

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *