Krav om menneskelighed

Glædelig jul!

Ja, det siger jeg selv om de tekster jeg lige har læst, nok kan få én, til at få konfekt og risalamande galt i halsen. Oven på juleaften og juledag kommer vi her i kirken 2. juledag og hører om kristne, som blev martyrer og nu i evangeliet Jesus der taler dunder til de skriftkloge og farisæerne, fordi de slår de kristne ihjel. Sådan som det også skete for Stefanus nogle ganske få år efter Jesu død og opstandelse, som vi hørte det fra alteret for lidt siden.

Det er fra ham, denne dag har fået sit navn, Sct. Stefans dag. Og Matthæus skrev sit evangelium til en menighed, som oplevede det samme; at tro på Jesus var direkte farligt og der var kristenforfølgelser. Så det har selvfølgelig præget den måde, han sammensatte de ord fra Jesus, som han havde fået overleveret.

Hvad betyder ordene så for os i dag, som ikke løber nogen risiko ved at slentre ned af Fuglebakkevej og ind af døren til Møllevangskirken? Mere, end man umiddelbart skulle tro!

Det skyldes Ham der sagde ordene. Ham, der netop er Ordet – med stort – Ordet der blev kød og tog bolig iblandt os. Guds søn, der blev menneske – udleveret til det skrøbelige menneskeliv helt fra sin begyndelse i en stald. Disse krævende ord blev altså sagt af en, som ikke var udenfor menneskelivets fristelser og tilsyneladende korte genveje. Kravene blev udtalt af Jesus; han, som levede det udsatte, skrøbelige menneskeliv mere menneskeligt end nogensinde før og nogensinde siden.

Og hvad er det så Jesus kræver af os?

Jesus kræver en udelt rettethed. At vi – hans tilhørere på tværs gennem tid og sted – i hele vort liv er rettet mod ham. Udelt.

Udelt rettet mod Jesu liv og Jesu lære. Det virker skræmmende og som et uopfyldeligt krav, fordi jeg netop på så mange måder er delt.

I den lille katekismus formulerede Luther det sådan: ”Vi skal over alle ting frygte og elske Gud og stole på ham.” Det var som forklaring på det første bud: Du må ikke have andre guder.

Det betyder, at vi over alle ting skal frygte og elske Gud og stole på ham.

Det er uvant for os at tale om at frygte Gud. Et gudfrygtigt menneske er klar over, at han eller hun står over for verdens skaber, Han som også i dette øjeblik opretholder sin skabelse; Ham, som vi skylder alt. Og vi bør bestemt frygte Ham, som vi skylder alt – og så i samme åndedrag skal vi elske Gud. Og stole på ham.

Og det kan vi netop fordi han selv gik ind i dette menneskeliv, så det fra julenat aldrig har været gudsforladt. Og ikke nok med at vi skal frygte og elske Gud, så føjede Jesus et andet bud til: Du skal elske din næste som dig selv. Det er dette dobbelte bud, som er givet til os. Men hvilke konsekvenser har den udelte rettethed mod Jesu liv og Jesu lære?

Ja, det bliver vi ikke lige færdige med i dag eller i det hele taget – men man kunne godt håbe, at vi i kirken bliver bedre til at diskutere, hvad næstekærligheden har af praktiske og politiske konsekvenser for os i dag. Jeg vil give et par bud på, hvad det kan betyde:

For det første betyder kravet om udelt rettethed en brændende kompromisløshed. I hele sit liv, alle ord og gerninger brugte Jesus på at slette skellet mellem jøder og hedninger, kvinder og mænd, dem der var gode nok og dem der ikke var det. Her i juledagene har vi hørt, at sådan var det fra hans livs begyndelse. De første der hørte om barnet i krybben var fattige beskidte hyrder.

Jesus slettede skel mellem mennesker. Alle de skel, som vi har så travlt med at sætte. Og så satte han et andet skel; skellet mellem sandhed og løgn. Der er der en brændende og skræmmende kompromisløshed. Derfor er idealet for os netop ikke en stilfærdig ro. Og ikke engang fred. Vi skal være rettet mod sandheden og kæmpe mod løgnen i alle dens former. Også selv når den kamp betyder splid.

For det andet kan den udelte rettethed føre i retning af en satsning på livet mellem mennesker – også familielivet. Ifølge avisen er juletiden højsæson for husspektakler. Kravet om udelt rettethed mod Jesus fjerner os ikke fra det menneskelige – det fører os tværtimod ind i det menneskelige.

Netop fordi Gud som sagt blev menneske og i Jesus af Nazaret levede det mest menneskelige liv, som er levet. Derfor indebærer ordene om udelt rettethed, at vi skal søge det mest menneskelige, hvilket også betyder, at vi skal søge de bedste betingelser for familien.

Og det er jo nemmere sagt end gjort, her hvor et moderne menneskeliv for de fleste er splittet og delt. Delt mellem voksende krav på arbejdsmarkedet, voksende krav om dyre gaver til børn og kæreste, voksende krav om tjekket bolig, bil og beklædning; voksende krav om at have styr på alting. Der skal vi søge de bedste betingelser for det menneskelige. Det kan være en konsekvens af den udelte rettethed: At vi giver menneskelivet de bedste betingelser også i familien.

Guds søn levede det sande menneskeliv, og vi skal derfor søge det sandt menneskelige. Det er at være rettet. Men vores sprog afslører hvor ofte vi bytter det menneskelige ud med det umenneskelige:

·            Den skabte verden omtales som naturressource.

·            Pensionister er blevet til en ældrebyrde.

·            Mennesker med en anden hudfarve er blevet til de fremmede.

·            Asylansøgere bliver tålt

Kravet om at søge det menneskelige må føre til krav om at tale menneskeligt:

·            Vi lever i og af Guds skaberværk, og det har betydning som andet end en ressource.

·            Det må også være muligt at drøfte vores velfærd, uden at kalde en hel generation for en byrde. Det er personer, og ordene om byrden kommer jo frem fordi nogle er bange for at vores velfærd ikke stiger.

·            Og de fremmede kan jo netop blive venner og berige vort liv, når vi søger at lære dem at kende som mennesker.

Selvfølgelig kan vi tale ligefremt om politik og fordeling af ressourcer, men vi må altid holde fastholde vores egen og de andres menneskelighed.

”Hvor ofte ville jeg ikke samle jer, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke”, siger Jesus. Nej, men, om ikke før, så i døden er vi alle lige. I døden samles vi i et fællesskab, der sletter alle forskelle. ”Herre, tilregn dem ikke denne synd!”, råbte Stefanus, da de stenede ham. ”Og da han havde sagt dette, sov han hen.”

”Herre, tilregn os ikke vor synd!”, må vi hver især bede. Os, som måske ikke ligefrem ligger i krig med vores bror og søster, eller slår profeter ihjel, men som på ét eller andet niveau alle kender til forhold og situationer, der skiller. Og hvor vi ikke helt kan vaske vores hænder rene. ”Herre, tilregn os ikke vor synd” – vores grøfter og grave, mure og volde” Kom til os, mens vi endnu er her i live, som kærlighedsvingen, vi kan skjule os under. Og giv os modet til modsigelse og til at stå fast. Men giv os også modet til accept af forskellighed. I sidste instans er vi alle mennesker, der hører til under samme kærlighedsvinge. Vi hører til der og vi hører til der, sammen. Og glædelig jul, kan vi sige til hinanden – på trods af sorg og selvskabt plage og derfor kan vi, som Paul Gerhardt kunne i rædslerne efter 30 års krigen synge: Hjerte løft din glædes vinger, hvor det lyder:

Gud, vor Fader, gav i nåde
julenat
os en skat,
herlig overmåde;
for at frelse os af nøden
steg herned
kærlighed,
stærkere end døden

Julenat blev der født os en frelser. Han er døren til den sande glæde. Amen.

 

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *