Korset er ikke for tungt

2. søndag eft. trinitatis

Lukas 14,25-35

Man kan forstå ud af dagens tekst at det ikke sådan lige lader sig gøre at blive discipel på deltid eller at være en halvtids halvhjertet kristen.

”Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget”, siger Jesus. Og det rejser to spørgsmål. For det første, hvad vil det sige at være Jesu discipel i dag? Og for det andet, hvad er det af vores eget vi skal give afkald på? Lad os begynde med det sidste.

Hvad er vores eget? Hvordan skal vi forstå det? Hvad er det vi skal give afkald på?  I Matt. evangeliet er der et udsagn der ligner det her. Der står at man skal fornægte sig selv, hvis man vil følge Jesus. Hvad skal det betyde? Jeg tror det handler om ”forfængelighed” – ligesom vi også sang om lige før i den gamle Kingo salme. Forfængelighed, forfængelighed!

Kingo var selv ramt af forfængelighed, siger han. Han havde succes med karrieren, og masser af penge, ære og kærlighed. Og han var afhængig af sin succes og blev både biskop, adelsmand og en af den enevældige konges mest betroede mænd. Alligevel fastholder han, at det når alt kommer til alt, er “forfængelighed” i forhold til den rigdom, ære og kærlighed vi kan få hos Gud, “hvor Jesus er solen, hvis stråler er strø’d i Abrahams skød”. Verdens succes og glans er flygtige i forhold til Guds evighed, “hvor lysten er evig og sød i Abrahams skød”.

Kingos salmer er svulstige og sådan lidt for meget, men på en måde også meget moderne, fordi vi har let ved at identificere os med dem. De handler om liv og død, glæde og sorg, medgang og modgang, lykke og ulykke. Og som grundtone en insisteren på, at vi bag tilværelsens omskiftelighed møder Guds evige kærlighed og godhed, sådan som den kommer til syne i Jesu liv, lidelse, død og opstandelse. Den gælder på trods af alt det, som kan møde os af mørkt og ondt, og den følger os helt ned i gravens dyb og vil føre os til evig glæde i Guds rige. Kingo har en stærk tillid til Guds forsyn: Gud ved bedst, og skal nok gøre det bedste for os i liv og i død. Manglende tillid til Gud og overdreven tillid til vores egen formåen er forfængelighed.

At give afkald på alt sit eget, at fornægte sig selv i kristen forstand, betyder ikke, som man måske skulle tro, at vi kan eller skal gøre en hel masse forskellige asketiske øvelser, eller give afkald på alt det der er godt i vores liv og som gør livet værd at leve. Selvfornægtelse er ikke selvmord.  Selvfornægtelse er måske nærmere en erkendelse af, at jeg ikke selv spiller hovedrollen, at jeg ikke er hovedpersonen. Men at hovedpersonen i mit liv – det er Gud og det er mit medmenneske.  At give afkald på sit eget betyder at man glemmer sig selv og sin forfængelighed, og er tilstede som medmenneske. 

Er det måske ikke forfængelighed der får krigsherren, som Jesus fortæller om, til at drage i krig, selvom om han reelt ikke har en chance. Han puster sig op og vil ikke tabe ansigt og derfor taber han hovedet, tager det under armen og sender soldaterne af sted – velvidende at det ikke går godt. Han er fedtet ind i forfængelighed.

Og er det ikke forfængelighed der får den der mand til at gå i gang med så tåbeligt et byggeprojekt som et tårn. Prangende skal det være. Det skal kunne ses i hele kvarteret. Forfængelighed. Han fortrænger at han egentlig ikke har råd til det, lukker øjnene for realiteterne og soler sig i blikkene fra de imponerede naboer, så længe det varer. Højt at flyve, dybt at falde. Forfængelighed.

Og er det ikke forfængelighed der får os til at miste dømmekraften og have et overdrevet fokus på vores eget omdømme og en usund tiltro til vores egen magt?

***

Og så til det første spørgsmål: Hvad vil det sige at være Jesu discipel i dag? Hvad vil det sige at tage sit kors op og følge ham?

D. 8. april 1945 holdt fangen Dietrich Bonhoeffer andagt for sine medfanger over dagens bibelord: ”Vi fik lægedom ved hans sår og Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Far, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.”

Andagten var knap færdig, da to civilklædte SS-folk trådte ind i cellen og bad fangen Bonhoeffer gøre sig klar og følge med.

Dagen efter d. 9. april 1945 blev en ung mand ført til sin henrettelse. I Flossenbürg. Sidst han blev set, var, da han nøgen knælede i bøn, mens en SS-mand overfusede ham verbalt – inden han blev ført hen til galgen. Et sted siger han, at det er nok for en kristen at blive 36 eller 37 år. Bonhoeffer blev 39 år gammel. Fire år ældre end mig, for, at sætte det lidt i perspektiv.

Men hvad døde Bonhoeffer af? Jo, han blev hængt. Men det var ikke det, der slog ham ihjel? Det der slog ham ihjel, var hans kristne tro.

Bonhoeffer tog sit kors op og fulgte Kristus. Og det kors Bonhoeffer bar, var ikke et ”far verden, far vel”, det handlede ikke om at afholde sig fra alkohol og sex. Det var ikke en afstandtagen til verden, og en billet til at hyggelig kirkelig selvgodhed. Nej, at følge Kristus er netop at være i verden , men ikke af verden.

Og netop i Nazismens Tyskland blev det krystalklart, hvad det vil sige at være i verden og ikke af verden.

Bonhoeffer gik ind i modstanden mod Nazismen. Han var en af hovedkræfterne bag Bekendelseskirken i Tyskland, der trådte op imod De Tyske Kristne, som var nazismens kirkelige frembringelse.

Bonhoeffer var så stærk i sin modstand, at han bad til Gud for, at hans land måtte tabe Anden Verdenskrig. Og det gjorde han på grund af én ting: af kærlighed til Tyskland, sit fædreland.

Og han var så stærk i sin kærlighed til sit fædreland, at han kort før krigens begyndelse var blevet sendt i sikkerhed i USA, men da han ved et af de første møder, han holdt, bad for de kæmpende brødre og søstre i Tyskland, blev han så urolig over sig selv, at han tog det næste skib hjem igen. Han skulle ikke svigte. Ja, hvad var alt det han stod for værd, hvis ikke han var villig til om muligt at gå i døden for sin tro? At sætte Kristus over alt – og dermed elske sit fædreland.

Og som en konsekvens af dette var Bonhoeffer involveret i det mislykkede attentat mod Hitler d. 20. juli 1944, hvor flere militærfolk med rod i det kirkelige forsøgte at tage livet af ham, der var ved at tage livet af Europa.

Attentatet mislykkedes. Dem der blev taget blev alle hængt. Og Bonhoeffer døde ca. en måned før krigens afslutning.

 At tage sit kors op og følge Kristus. Hvad vil det sige?

I skal forestille jer at Jesus, disciplene og store folkeskarer er på vej mod Jerusalem. Alle er begejstrede for ham og alle de mirakler der sker i hans nærhed. Stemningen er nærmest euforisk.

Og så vender han sig om og ser på hele den begejstrede folkemængde. Et kæmpe heppekor, der alle sammen synes at Jesus er helt vildt cool. Og så siger han noget som man virkelig ikke bliver særligt populær på. Han siger: ”Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel”.

Det er ikke ligefrem opskriften på popularitet. Og skaren skrumpede ind jo nærmere, man kom Jerusalem. Og på korset hang han alene. Svigtet af alle.

At forlade alt for at følge Kristus, er hvad Kristus forlanger. Men hvad i al verden betyder det? Det er jo forfærdeligt det Jesus siger. At hade far, mor, hustru, børn, brødre og søstre for Kristi skyld er et forfærdeligt mærkeligt krav. Og brodden bliver jo ikke taget ud i de efterfølgende vers, hvor der tales om, at tage sit kors op og følge Jesus. For hvad skal et menneske, der bære et kors? Det er jo på vej hen for at blive henrettet. Så skarpt sættes det op. I et enten-eller.

Men hvad betyder det at vi skal hade vores nærmeste og kæreste og følge Kristus? Ja, på den ene side, skal vi ikke tage brodden ud af ordene. Det er Kristus først! Men på den anden side handler det ikke om det had, man fx hører om, at Jehovas Vidner skal vise over for de af deres nærmeste, som træder ud. Eller den foragt unge i fx Moonbevægelsen skal have for deres forældre.

Vi skal jo ikke bevise vores kærlighed til Kristus ved at hade vore nærmeste. Tværtimod ligger der et dybt paradoks i det Jesus siger. Og ordet paradoks betyder, at to ting, der er selvmodsigende, begge er sande.

Og paradokset er, at vi kun i kærlighed til Kristus – ved at sætte ham over alt – kan elske vore nærmeste. Ja, elske vor næste som os selv. At sætte vores næste over alt, kan vi kun ved at sætte Kristus over alt. Gud er kærlighed, og vi kan elske, fordi han elskede os først. Kærligheden må være fortegnet i vores forhold til andre mennesker.

Kristendom er, at gå der, hvor Kristus gik. Nemlig blandt mennesker. Også onde mennesker. If. Bonhoeffer siger Luther et sted, at hvis Kristus havde gjort, som I gør, hvem var så nogen sinde blevet frelst. Altså hvis ikke vi vil være i verden. På verdens præmisser – uden at være af verden.

Og det som Bonhoeffer gjorde var at gå ind i sin tid. At tage ansvar – også når det kostede. Og det kostede jo ham livet. Hans kors var virkelig tungt at bære.

Men kan vi bære det? Ja, det kan vi, fordi Kristus bærer med.

At være kristen betyder at leve sit liv midt iblandt mennesker. At gå vejen, som Kristus gik, er, at gå ud i verden – og ikke ind i sig selv. At tage sit kors op og følge Kristus – det er at være tro mod Kristus – blandt sine medmennesker. Og vi kan bære det, fordi vi først og sidst er båret og favnet af Guds kærlighed. Amen.

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *