Kærlighedens vej

Første søndag i Fasten (2)

Tekst: Luk. 22,24-32

Hvis vi ikke ænder retning, ender vi der, hvor vi er på vej hen.

 

Hvor er du på vej hen? Hvilken vej går du? Hvilken vej vælger du? Det var overskriften på en ret forfærdelig plakat jeg engang så på opslagstavlen i et missionshus. Med store typer stod der: Hvilken vej vælger du? Og så billedet af en lille dreng og pige der står med hinanden i hånden foran en skillevej. Vejen til højre er den lige vej. Den er bred og let tilgængelig, men til gengæld er træer og blomster visnede, som et billede på at denne verdens lige vej, fører til fortabelse. Vejen til venstre er smal og stenet, og det er tydeligt en udfordring at følge den vej, men belønnelsen kommer til sidst – for den vej fører til evighedens lyse sale! Så hvilken vej mon de vælger?

 

Plakaten giver udtryk for et meget forsimplet verdensbillede, hvor alt er enten sort eller hvidt – og sådan er livet heldigvis ikke. Plakaten opfordrer til at vi tager afstand fra verden, isolerer os så vi ikke møder alle verdens fristelser og lokkende tilbud. Enkelt måske! Men ganske og aldeles forfejlet!

 

Vi skal finde vores vej i verden, og ikke væk fra verden. Vi skal finde kærlighedens vej i verden. Den kærlighed der ikke for fin til at være i verden, men som netop tåler alt.

 

Gud er selv, i Jesus Kristus, gået foran os ad den vej, hvor mindst er størst og sidst er først. Hvor den, der tjener vores bedste og er vores sande velgører, er den Gud, der har givet slip på sin almagt og er gået ind under menneskets vilkår.  Som har sluppet alt sit for at være iblandt os ”som den, der tjener”. Som kærligheden, der tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Ja, som forvandler alt, så der kan opstå liv selv af døde.

 

Hvis vi ikke ændrer retning, ender vi der hvor vi er på vej hen! Men måske er vi slet ikke på vej nogen steder hen? Kan man egentlig godt det, altså slet ikke have nogen retning på sit liv?

 

Måske var det sådan Kain havde det, da han blev mærket for altid og måtte leve som flygtning og fredløs på jorden? Måske følte han netop, at han ikke længere var på vej nogen steder hen, men bare gik på må og få. At hans liv var gået så meget i stykker, at stumperne ikke længere kunne samles til en vej. Hvad skulle nu være hans livsprojekt? Hvad skulle nu være hans løbebane eller livsvej?

 

Livet kan godt gå så meget i stykker for os, at vi har svært ved at samle stumperne. Det store perspektiv kan blive helt væk for os, og vi kan helt miste vores retningssans. Og vi spørger os selv: Hvad er meningen? Hvor skal jeg hen? Hvordan skal jeg leve?

 

Jesus siger det i dagens tekst: Vi skal tjene hinanden. Det er livets vej. Den mindste er størst, den sidste er først, og vi skal tjene hinanden!

 

Og Jesus er selv gået foran os på den vej. Ja, han er selv vejen og sandheden og livet. Og det betyder at selv det liv, der gik i stykker og faldt fra hinanden, kan blive sat sammen igen og blive til et helt nyt liv. Så selv en fredløs og flytning på jorden, som Kain efter brodermordet, kan opleve det store under det er, at blive dømt af Gud.

 

Blive mærket af Guds kærlighed. Velsignet trods synd og død, fordi i Guds rige er dommen og kærligheden smeltet sammen til et. Her vendes der så kraftigt rundt på tingene, at vi som kristne bliver nødt til at sige, at vi trods alle vores svigt og alt ødelagt liv, tror på intet mindre end: ”Syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv”!

 

Hvis vi ikke ænder retning, ender vi der, hvor vi er på vej hen.  Hvor er vi på vej hen? Går vi på den vej, som Jesus går og er?  Den vej, som ikke bare fører os igennem livet, men som også fører os ind i livet, der hvor det leves fuldt ud.

 

Men hvad vil det sige at følge den vej? Skal vi leve på en bestemt måde? Have nogle særlige evner? Beskæftige os med nogle specielt ydmyge og godgørende erhverv? Hvad vil det sige at gå på kærlighedens vej?

 

Therese af Jesusbarnet, som måske er blevet en af vor tids største og mest elskede helgener, havde et bud på det: Hun taler om “Den lille vej” – det evangeliske barnekårs vej – det almindelige menneskes vej til hellighed. Hun betoner betydningen af – i alle livets mulige og umulige forhold –  at have ubegrænset tillid til Guds faderlige kærlighed og godhed.

 

Hendes budskab er, at livet – kristenlivet er en vandring, hvor man i små omstændigheder, lever en stor kærlighed.

 

Therese blev født i Frankrig i 1873 og døde i 1897, kun 24 år gammel. Hun var fransk karmeliternonne med klosternavnet Therese af Jesusbarnet. Med særlig pavelig tilladelse trådte hun allerede som 15-årig ind i karmeliterklosteret. Hun fik påbud om at skrive optegnelser om sit liv, som udkom efter hendes tidlige død og vakte en storm af Theresebegejstring i den katolske verden. I 1925 blev hun helgenkåret, 1927 skytshelgen for alt katolsk missionsarbejde og 1997 ophøjet til kirkelærer. Hendes budskab er, at Kærligheden er hele evangeliets grundlag, ja, at Gud er kærlighed, som der står i 1. Johannes brev.

 

At Gud er kærlighed, det har vi hørt før, så hvad er der egentlig så originalt ved Therese af Jesusbarnet? Hendes originalitet består i, at hun med afsæt i traditionen helt vender den gængse opfattelse af kærligheden på hovedet. Gud og Hans kærlighed, foreningen med Ham, er ikke blot målet. Kærligheden er udgangspunktet, vejen og målet på én gang.

 

Hendes kald er at elske, for kærligheden er den eneste vej, som fører til kærligheden. Man skal altså ikke først kæmpe, drive askese og anstrenge sig, men tværtimod først blive helt lille, acceptere, ja, elske sin ufuldkommenhed, for at Gud kan bøje sig ned til sin lille skabning og åbenbare hele sin barmhjertige kærlighed.

 

Et menneske kan ikke elske, hvis ikke Gud elsker i det. Et menneske kan ikke blive helligt, fuldkomment, saligt, hvis ikke Gud selv er dets hellighed, dets fuldkommenhed, dets glæde og salighed.

Med andre ord: Vi elsker, fordi Gud elskede os først. Tereses og vores kald er at elske.  At følge ”den lille vej”, er at udleve den store kærlighed i det små! Så vidt Therese af Jesusbarnet.

 

I dag holder vi en slags tema-gudstjeneste. Det er ikke sikkert I har opdaget hvad temaet erJ men så vil jeg afslører det nu.  I dag synger vi udelukkende salmer af Holger Lissner. Det gør vi ikke for at hylde ham, men fordi jeg synes det kunne give en lidt spændende sammenhæng i gudstjenesten, at lade ham være en gennemgående forfatter til salmerne. Holger Lissner har skrevet virkelig mange salmer og viser, og er også en af de nulevende salmedigtere der har flest salmer med i salmebogen.

Om lidt skal vi synge en salme skrevet af Tove Littmarck, men oversat af Holger Lissner. Den hedder: Herre, du vandrer forsoningens vej, og jeg vil læse et par strofer fra den her:

 

Herre, du viser os frihedens vej.

Fri er kun den, som kan tjene,

den som i kærlighed glemmer sig selv,

den, som fik tilgivet meget.

Vis os da vejen, du frihedens Herre,

og giv os mod til at gå den!

 

Herre, du viser os Himmelens vej,

den, som os fører til livet.

Målet er Himlen, men jorden vor vej.

Selv går du her ved vor side.

Vis os da vejen, du Himmelens Herre,

og giv os mod til at gå den!

 

Det er præcis det evangeliet i dag handler om. Fri er kun den, som kan tjene, den som i kærlighed – Guds kærlighed – glemmer sig selv, den som fik tilgivet meget. Jesus viser os frihedens, forsoningens, Himmelens – Ja, kærlighedens vej, og han går sammen med os.

 

Mindst er størst, sidst er først, og ingen vinder mere end den, der tør give slip. Jesus, kongesønnen, som har vundet evigt liv for dig og mig, er selv gået foran os ad den vej. Vi er skrevet ind i en fantastisk historie. Den historie, Gud selv fortalte. Vejen er banet for os. Amen

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *