Julen er en stjernestund

Juleprædiken 2008

Udgangspunktet for dannelsen af stjerner, er, skyer af gas, der primært består af brint og helium nogle få tungere grundstoffer.

 

Og hvis sådan en sky begynder at trække sig sammen, så stiger tryk, tæthed og temperaturer. Er der brint nok, nås det punkt, hvor de centrale dele er varme og tætte nok til at sætte gang i fusionsprocesser og en stjerne er født.

 

Sådan beskriver videnskaben stjernerne. Som ren fysik, men alle os, der har stået under stjernehimlen en stjerneklar nat, vi ved jo godt at der er så uendelig meget mere at sige om stjerner.

Når man står der og kigger op på de millioner af funklende stjerner, så sker der noget med én – så er det svært ikke at blive grebet af, at livet er større end os selv – det er svært ikke at blive grebet af en tro på, at der bag ved stjernerne, tiden og evigheden, at der bag universets underfuldhed må være en Gud, der har skabt det hele.

Stjerner fascinerer os. De bringer os tættere på himlen, lyser op i den sorte nat, skinner og funkler, og selvom de er så uendelig langt væk – så kan det indimellem virke, som om man – hvis man strækker sig alt hvad man kan og står på tæer – kan nå helt op til dem.

 

Indimellem drysser der lidt stjernestøv ned på os, og vi får lov til at være stjerne for en aften – eller måske blot nogle minutter. Nogle af os stræber ligefrem efter at få stjernestatus – og der er filmstjerner og sportsstjerner som vi næsten forguder.

 

Nogle får kun lov at være stjerne ganske kort, inden de bliver glemt og glansen går af dem – andre er nærmest født stjerner, og andre igen har bare den der starquality der skal til.

 

Når noget går op i en højere enhed, når vi får øjeblikke af lykke forærende – så siger man med et lidt højtideligt udtryk, at vi har en stjernestund!

 

I en nyere salme udtrykkes det sådan her:

 

Stjernestunder,
livets under,
luft og smag og syn er nyt!
Blodet bruser,
løvet suser,
havets rum er højt og lydt!
Mærk: alt liv går udad! – Giv!
For tro er liv.

 

Juleaften er en stjernestund for de fleste. Vi er sammen med de mennesker der betyder mest. Vi strækker os alle sammen en lille smule, for at det skal blive en god aften, og gør, hvad vi kan for at glæde hinanden. Julen er en stjernestund. Og det er ikke uden grund, for i julen fejrer vi at en stjerne blev født.

 

Vi klipper stjerner i karton og fletter dem i papir, vi sætter dem blomstrende røde i vindueskarmen og hænger dem kunstigt lysende i ruderne. Vi bager stjerner i brunkagedej og vi sætter en flot og stor stjerne i toppen af juletræet. Stjernen på juletræet er anderledes og større end alle de andre stjerner der er på juletræet – ligesom for at understrege, at den stjerne der viste sig på himlen den nat i Betlehem, var større og anderledes end alle andre stjerner på himlen.

 

På den tid da juleevangeliet blev skrevet, var det ikke ualmindeligt at opfatte et naturfænomen, som fx en stjerne som et tegn på en konges eller en helts fødsel, og i Det gamle Testamente indgår stjernen endda i forbindelse med en messiasprofeti.

 

Og man har sikkert haft den profeti i tankerne, når stjernen nævnes i forbindelse med Jesusbarnets fødsel. I hvert fald er stjernen med til at understrege, at Jesusbarnet er et ganske særligt barn. En lysende stjerne – Nemlig, Guds søn.

 

Og Guds søn, blev ikke, som man kunne have forventet, født på et femstjernet hotel – han blev ikke engang født under en heldig stjerne, Nej, det eneste sted vi kunne finde plads til ham, var i en kold og fugtig stald fuldstændig blottet for glamour og stjernenykker.

 

Men på himlen over ham blev der tændt en helt særlig stjerne. En stjerne der funklede og skinnede og lyste til selv de mørkeste og fjerneste kroge af verden. Den nat – julenat – blev der tændt et lys, som aldrig kan slukkes.

 

Og det er derfor vi fejrer jul – det er derfor vi fejrer Jesu fødsel. Fordi det lys der blev tændt den nat, bliver ved med at skinne – ikke bare til jul og ikke bare på juletræet og ikke bare som en romantisk og sød drøm om et nuttet barn i Betlehem.

 

Det lys der blev tændt julenat betyder, at Gud er kommet helt tæt på os, så tæt, at han ikke alene kan tænde millioner af stjerner, men også kan oplyse stjernerne i vores øjne og varme hver enkelt af os. Og der er intet mørke i verden, og heller intet mørke i vores eget liv, der kan slukke det lys, Gud har tændt julenat.

Hans kærlighed vil lyse og varme os. Lyse fred. Fremelske ny glæde. Han vil skabe jul i verden, og i os – inderst inde. – og også når vi er længst ude – på herrens mark eller i en mørk forkrøblet stald.

 

Det lys der blev tændt julenat viser, at vores liv ikke er ren fysik der kan sættes op i lange formler eller er bestemt af, hvordan stjernerne står i forhold til hinanden. Det insisterer på, at der er meget mere at sige om os, end det der kan aflæses i et stjernetegn. Insisterer på, at vi er skabt i tro, håb og kærlighed, og sat fri til at være mennesker der kan leve og ånde frit, og træffe vores egne valg – nogen gange vælger vi rigtigt, andre gange forkert – det er frihedens og kærlighedens pris.

 

I glansen af lyset fra Betlehem, er vi elskede og værdifulde – uanset hvor mange stjerner vores liv får i Politiken, og uanset hvor meget stjernepotentiale vi har i egne eller andres øjne.

 

Det lys der blev tændt julenat finder ud i den mørkeste og mest håbløse afkrog af verden og ned i selv den grimmeste krog i vores sind. Jesus som er lyset, lader sig lukke ude, for at lukke os ind hos Gud.

  • Han giver afkald på kongemagt og stjernestatus, ja, alt lader han sig byde udelukkende for at nå ind til os.
  • Han lader sig føde uden for byen, ude i en stald blandt dyr og fattige og forkomne hyrder.

 

  • Og barnet i krybben bliver til manden på korset. Stalden fandt han sig i julenat, og korset holdt han ud langfredag.

 

  • Han gav afkald på himlen for at nå jorden, tænde lys og frelse os – i den mørke stald og alle andre mørke steder, hvor vi, Guds mennesker, kan havne på kritiske tidspunkter i vores liv, der, hvor der slet ingen jul og glæde og håb findes, der, hvor det ser sort ud, der hvor der er hø og halm, mus og rotter og en ubærlig mangel på varme og glæd.

 

Der, i mørke dage og mørke nætter lader Gud sin kærlighed lyse som stjernen i Betlehem.

 

Det lys der blev tændt julenat, betyder at vi ikke skal famle i blinde. Det betyder ikke, at Gud har givet os en ledestjerne – der angiver den præcise retning på vores liv – og det betyder heller ikke, at vi får udstukket en facitliste eller opskriftsbog på vores liv. At tro på Gud, betyder ikke at man kan eller skal slå hjernen fra.

At lyset skinner, så vi ikke skal famle i blinde, betyder ikke at vi har fået retning – men derimod at vores liv har fået en mening. Det betyder at der er en mening med vores liv. Der er ingen mennesker der er meningsløse. Der er ingen liv der er meningsløse.

 

At finde meningen med livet, er at finde og være sig selv, som vi er skabt af Gud, til at leve sammen med vores medmennesker. Meningen med vores liv er at vi skal elske hinanden fra det perspektiv og den plads, der er vores.

 

Det lys der blev tændt julenat, skinner på os og giver os kraft og lys, som vi kan dele med andre. Ligesom han har elsket os, skal vi også elske hinanden. Meningen er at vi skal tænde lys i hinandens liv – ikke bare i julen – men hverdag – og ikke bare for dem det er nemt for os at elske – men også for dem vi har svært ved at finde plads til på vores herberg og i vores hjerter.

 

Julenat blev der tændt en stjerne – et lys, som aldrig bliver slukket. Det lys bliver ved med at kaste liv og glæde af sig, og insisterer på at vi er stjerner der kan lyse for hinanden.

 

Rigtig glædelig jul!

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *