Ingenting bliver til alting

Klumme i Lokalavisen, uge 5

”Idiot!” sagde han uden rigtig at tænke over at den slags skaber en virkelig dårlig stemning.  Der skal kun en enkelt dum kommentar eller sårende bemærkning til at ødelægge humøret hos hinanden. Der skal så lidt til. Også omvendt.  Et smil eller et kærligt blik, mere skal der ikke til for at skabe god stemning. Nogen mennesker er gode til at så små frø som skaber fællesskab og venskab. Der skal så lidt til, og hvis vi giver det lov, så vokser det sig stort og stærkt. Fællesskabet og venskabet.

Hvis du går i kirke på søndag, vil du komme til at høre en tekst fra Bibelen, der sammenligner Gudsriget med et sennepsfrø: Småt, ja næsten usynligt – men når det vokser op, bliver det stort og omsiggribende. Sådan er det også med alle gode ideer. De bliver først sået som et lille frø, men hvis vi tør, så kan de ændre verden! Måske ser det ikke ud af meget, når det bliver sået som et lille frø, eller en spirende tanke i mellem os. Måske kan vi indimellem komme til at overse værdien, men det er netop det lille frø fra Guds rige – frøet der indeholder troen og håbet og kærligheden – det er det, der får livet til at blomstre. Og det er det der holder vand og giver mening, også når der er modvind i vores liv, eller frysende kulde imellem os. Frøet vokser og kan forvandle vores liv og vores fællesskaber.

Faktisk er sennepsfrøet ikke det mindste frø som findes og faktisk bliver det ikke til et stort træ, hvor himlens fugle kan bygge rede i dets grene, som det siges i lignelsen. Det har Jesus og hans tilhørere naturligvis været helt klar over. De kendte alt til sennepsfrø og sennepsplanter. Men Jesus ønsker at understrege den pointe, at Gudsriget ikke er som denne verden. Det rummer et vækstpotentiale og et liv i sig, som er mirakuløst. Ingenting bliver til alting. For Gud er alting muligt!

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *