Hvordan tager vi imod Guds kærlighed?

3. søn. eft. trin

I dag taler vi om syndige fyldige chokolader, ikke om syndige mennesker.

Det kan være svært at forstå, hvad det fantastiske ved at få syndernes forladelse består i, når nu stort set ingen af os moderne mennesker forstår os selv som syndere.

Det bibelske syndsbegreb er håbløst umoderne.  Hvis vi sidder til et middagsselskab og én siger: ”Jeg har syndet!” – så vil vi straks tænke at hun enten har spist for meget chokolade eller at hun har haft sex med den forkerte.

Når vi taler om synd i dag, handler det næsten altid om mad eller sex – Synd er blevet sprogligt belastet og bærer på sådan en lidt smålig indstilling til Gud, som en livsfjendsk Gud. Og jeg er sikker på, at der var noget mere på spil for den yngste søn i den her fortælling end det. Ja, og også for den ældste.

Er lignelsen om den fortabte søn ikke blevet en skadelig lignelse i vores samfund? Er begrebet tilgivelse blevet hamret ind i vores kultur i en sådan grad, at det er blevet udvandet? Jeg kalkulerer fx selv tit med tanken om, at det er lettere at få tilgivelse end tilladelse når jeg vil have noget igennem

Børn skal ikke være ret gamle før de kan begynde at være lidt beregnende med deres ”undskyld”.  Og hvis de bliver irettesat alligevel, fordi de slog en lillebror, så ser de med anklagende øjne op på én og siger ”Jamen, jeg har jo sagt undskyld!”  Ergo nu har jeg mit på det tørre, og det er dig det er galt med, hvis du ikke kan forstå det.

Vi oplever også hvordan voksne mennesker stiller sig op for åben skærm, og iscenesætter en bekendelse for alle os TV-seere – vel vidende, at det er ganske omkostningsfrit, for hvis den anden part nu ikke vil give den tilgivelse, så er det jo dem, der er noget galt med.

Farens naive, lalleglade og altomfattende kærlighed støder os måske ikke i lignelsen, men det gør den der, hvor vi ser den udformet i praksis. Er sådan en altomfattende godhed i grunden god? Skader den ikke ved sin grænseløshed?

Lignelsen giver ihvertfald ikke mening som lovgivningsprincip for et samfund. Den giver heller ingen mening, hvis vi ser den fra sidelinjen, som storebroren gør.

Den giver kun mening, der hvor vi kan sætte os i den fortabes sted og erindrer, hvad det betyder at være på vildspor, at have forfejlet sit liv, pådraget sig skyld og skam – og så blive genindsat i et kærlighedsforhold. Den giver kun mening for os, der kan genkalde os frygten for at blive afvist og glæden ved at blive modtaget.Følelsen af at finde hjem, at blive fundet og favnet igen.

”Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn.” – sådan siger den yngste søn, da han bliver mødt at faderens åbne arme.

Men hvori består hans synd? Hvornår står vi på samme sted som ham? Hvornår er vi fortabte som ham?

Måske er det når vi selvoptagede jagter en letkøbt lykke, der går ud over forholdet til vores medmennesker.  Et personligt lykkeflip, der gør os ligeglade med om vi sårer dem der står os nær? Når vi vågner op og erfarer at der ikke er nogen vej tilbage, at vi har bevæget os så langt væk, fra det der er vores liv og vores livs-mennesker, at afstanden er blevet fatal. Det er fortabelse, når vi falder ud af levende og kærlige relationer til vores medmennesker – og til Gud.

Den ældste søn er sur og fortabt, da han står og ser til fra sidelinjen på farens kærlighed og godhed overfor den yngste. Men hvori består hans synd? Hvornår står vi på samme sted som ham? Hvornår er vi fortabte som ham?

Måske er det når vi dyrker det perfekte, den perfekte facade der kan gøre os intolerante over for den mindste ridse, eller vrede på de andre, der kommer til at afspejle vores udsathed. Når vi bliver småligt sure over at nogen ting kommer lettere til andre, eller vi oplever at andre helt ufortjent har del i det gode liv. Det er fortabelse, når vi falder ud af levende og kærlige relationer til vores medmennesker – og til Gud.

Hovedpersonen i lignelsen er hverken den ene eller anden af sønnerne. Hovedpersonen er faderen, en far, vi aldrig har set magen til. Hverken den yngstes søns grådighed og kynisme eller den ældste søns kolde selvretfærdighed forandrer hans sindelag. Hans godhed står som en fast klippe i havet. Den bliver ikke anderledes, og det er sønnernes held.

***

Susanne Biers film ”Brødre” handler om to brødre. En vellykket og en misklykket, kort sagt. Den vellykkede, Michael, drager ud i verden. Ikke for at solde sin arv op, men for at gøre tjeneste i Afghanistan.

Han meldes savnet og formodes omkommet. Det er naturligvis en stor sorg for familien, men også for broren Jannik med det rodede liv. Brødrene havde et nært forhold. Men Jannik tager nu for første gang en opgave på sig. Han hjælper sin svigerinde og to niecer til, trods sorg og savn, at kunne leve videre.

Michael er tilfangetaget i Afghanistan. Han er ikke død, men det er der ingen der ved. Han bliver bragt i en situation, som får hans idealer og selvbillede til at splintres. Kort tid efter bliver han fundet, befriet og hjemsendt.

Den fortabte søn vender tilbage. Han var død, men blev levende igen. Og han blev modtaget med åbne arme af alle. Der står ikke nogen bror og surmuler.

Men den afgørende forskel på den hjemvendte søn i lignelsen og Michael er, at ham i lignelsen står ved, hvem han er. Derfor kan han tage imod kærligheden og tilgivelsen og er ikke længere fortabt.

Selvom Michael ikke har svigtet sin familie, og selv om han var udsat for tvang, så er han blevet en anden på grund af den traumatiske oplevelse. Men ha tier om det. Han vil fortvivlet være den, han var før, men magter det ikke. Det gør ham for alvor fortabt.

Den egentlige fortabelse ligger i, at han ikke vil være den, han er, og derfor heller kan tage imod kærligheden som en kærlighed der gælder ham selv. Han er umulig at omgås, men uden nogen har en chance for at forstå hvorfor. Hans kone sætter ham til slut stolen for døren og forlanger, at han taler ud. Vi får ikke at vide, hvad det ender med. Om skårene kan klinkes, og forholdet heles.  Ligesom vi ikke får at vide, om den ældste søn i lignelsen går ind til festen. Men der er åbnet en mulighed.

Når vi af den ene eller anden grund føler os uendeligt forkerte og fortabte, eller ramt af skyld og skam, så er vi sjældent modtagelige for andres affejende: ”Det var ikke din skyld”, eller ”Det kunne ske for os alle sammen”.

Gud elsker dig! Nuvel, men det føler vi bare ikke altid som om vi har fortjent, og da slet ikke som en realitet i forholdet til det menneske vi måske ikke er kommet overens med.

Udsagnet: ”Gud elsker dig!” – kan nogen gang komme til at virke som et lidt for hurtigt plaster på såret. Vi kan føle det som en påstand, som vi har svært ved at tage ind – vi kan være i situationer, hvor vi er fuldstændig uimodtagelige over for den kærlighed der rækkes os, som Michael i Biers film, eller som den ældste bror i lignelsen.

At Gud bare står der og elsker os – kan næsten føles som en provokation på os. Gud har en radikalitet i sin kærlighed, en uendelig glæde i at samle op og favne, som overgår alt, hvad vi mennesker kan. Hvordan tager vi imod det?

Nogle afstande er så store at de kun kan tilbagelægges ved hjælp af ord. Uanset hvor ubehagelige de kan være, og hvor svære de kan være at få frem, så er der stadier på ethvert menneskes vej, som vi kun kan lægge bag os ved hjælp af ord.

Eller Ordet. Deri ligger forsoningen, deri ligger forløsningen, som fjerner afstanden mellem Gud og os.

Vi kan kun tage imod det, hvis vi vil stå ved, at vi ikke er perfekte.  Men så kan vi også frimodigt leve med at være uperfekte. Det er frelsen. Frelsen er, at Gud tager imod os uperfekte mennesker.

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

2 svar til Hvordan tager vi imod Guds kærlighed?

  1. Eva Ingerslev skriver:

    Hvor er jeg glad for at læse dine prædikener og betragtninger.
    Tak for dem!

  2. Hanne Jul Jakobsen skriver:

    Tak for det. jeg er glad for at høre, at du kan have glæde af dem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *