Hvis vores liv er let, gør vi noget forkert

13. søndag eft. trinitatis

Tekst: Matt. 20,20-28

 

Flere af mine venner og bekendte har hørt Shane Claiborne på Danske Kirkedage i Viborg i maj – og flere har læst hans bog: Den uimodståelige revolution. Og han har gjort et stort indtryk på alle.

 

Nu har jeg så også læst bogen og besluttet mig for at dele nogle af hans pointer med jer i dag. Og jeg vil begynde med at sige, at jeg altid bliver lidt forlegen når jeg møder nogen der er så idealistiske, som ham.

Forlegen  og måske også lidt misundelige – fordi jeg sådan set ikke er i tvivl om at han har fat i den lange ende og lever et autentisk liv, uden alle de forbehold og al den dobbelt moral, de fleste af os andre lever med.

 

Og jeg på den ene side tænker: Jamen, kridt skoene Hanne, sælg alt hvad du ejer og del dine ressourcer og gaver med alle de mange mennesker der har sådan brug for det.

 

Og på den anden side tænker: Jamen det kan jeg altså ikke. Og sådan er samfundet i øvrigt heller ikke skruet sammen, og jeg vil ikke finde mig at få devalueret min tro og min livsstil af en amerikansk hippi-kristen, der tror at hans måde er den eneste måde.

 

Jeg har det altså dobbelt med ham – og har måske også en tendens til at sætte ham i Mother Teresa kategorien over mennesker det er fint og lærerigt at høre om, men som det er helt umuligt at kopiere. For det er fantastisk fascinerende at høre om folk, som Shane Claiborne der lever så anderledes og som drager så drastiske konsekvenser af deres tro.

 

 Og så er der alligevel mere at komme efter. Jeg bliver faktisk provokeret til at reagere og overveje at troen i højere grad skal have konsekvens for min livsstil. 

 Der bliver udgivet hyldevis af livsstil bøger i disse år. Fælles for dem er et ekstremt fokus på de ressourcer du kan hente i dig selv, hvordan du kan forandre dit liv ved at tænke anderledes om dine egne evner og muligheder.

 

 ”Den uimodståelige revolution” er også en livsstil bog, men den er helt anderledes, fordi den tager udgangspunkt i fællesskabet og i hvad du kan gøre for din næste. Det er nyt ind i vores tid og derfor giver den virkelig også stof til eftertanke og reaktion.

 

”Hvad nu hvis Jesus virkelig mente hvad han sagde?” – sådan begynder Shane Claibornes spørgsmål til sig selv og kirken. Hvis Jesus virkelig mente hvad han sagde, så kunne det vende op og ned på verden. Kun Jesus var skør nok til at påstå, at hvis man vil være den største skal man blive den mindste. At den der vil være stor, skal være tjener. Det er ikke normalt at tænke sådan.

 

Shane Claiborne vokser op som privilegeret enebarn i det såkaldte bibelbælte i det østlige Tennessee. Han er Metodist, ligesom de fleste andre og kommer trofast i kirken.  Da han kommer i gymnasiealderen begyndte han at stille spørgsmålstegn ved kirken og hans egen måde at leve på.

Der er mange mennesker der oplever det at blive kristen, som at få styr på sit liv. At man får orden i kaos og finder fred. Shane Claiborne oplevede det helt anderledes. Jo mere han læste i evangelierne, jo mere forvirret blev han. Det vendte op og ned på alt, hvad han før havde troet på, satte pris på og håbet på.

 

Tanken om at Jesus faktisk mente hvad han sagde, rystede hans liv: Vi skal virkelig elske vores næste som os selv, vi skal endda elske vores fjender og det er vanskeligere for en rig at komme igennem et nåleøje, end for en kamel at komme ind i guds rige. Det er helt anderledes at tænke sådan. Hvad betyder det for vores livstil?

 

Shane Claiborne er en af grundlæggerne af ”Simple Way” – som er et fællesskab af kristne der efter et nytestamentligt forbillede deler alt hvad de har, med hinanden og med de fattige.  De lever sammen med hjemløse i et af de fattigste områder i det nordlige Philadelphia. Og hans egen åndelige rejseh ar ført ham til at arbejde blandt spedalske hos Mother Teresa i Calcutta, at besøge familier i Irak under USA’s bombninger og at organisere og deltage i adskillige aktioner for at forbedre de hjemløses og fattiges vilkår i USA.

 

Hvis man spørger folk, hvad de kristne tror på, vil de fleste sige noget i retning af, at ”Kristne tro, at Jesus er Guds søn, og at han opstod fra de døde.” Men hvis man så spørger hvordan kristne lever, ved de fleste ikke hvad de skal svare, for kristne lever ikke på en bestemt måde. Kristne lever stort set ligesom alle andre.

 

Men, siger Shane Claiborne, Jesus lærte os faktisk en anden måde at leve på. De første kristne blev kendt som Vejen. Det var en ny vej, en ny måde at leve på, der stod i skærende kontrast til verden.

 

Shane Claiborne der både er teolog og sociolog, lavede på et tidspunkt en undersøgelse af hvilke opfattelser kristne har af Jesus. Han spurgte bla. de deltagere, der hævdede at være ”overbeviste efterfølgere af Jesus”, om Jesus tilbragte tid sammen med fattige. Næsten 80 procent svarede ja. Senere i undersøgelsen listede han et andet spørgsmål ind: Han spurgte den samme gruppe om de tilbragte tid sammen med fattige, og det var der mindre end 2 procent der gjorde.

 

Vi kan beundre og tilbede Jesus, uden at gøre det han gjorde. Vi kan give vores bifald til det, han prædikede og stod for, uden at være optaget af de samme ting. Den store tragedie i kirken er ikke, at rige kristne ikke bekymrer sig om de fattige – tragedien er, at rige kristne ikke kender de fattige.

 

Når de fattige møder de rige, kommer rigdommen til at miste sin værdi. Og når de rige møder de fattige, vil vi komme til at opleve, at fattigdommen ophører og bliver historie. Forandringen sker, når vi ser Guds billede i vores næste.

 

I mødet med evangeliet må vi reagere. Hvis vi tror på at Jesus virkelig mente hvad han sagde, må vi reagere. Men vi reagerer ikke alle sammen ens. Nogle gør måske som Shane Claiborne og udlever fællesskabet blandt verdens fattige. Andre giver afkald på deres hus og deres tryghed og vier deres liv til mission og hjælpearbejde. Andre sælger alt hvad de ejer.  Andre igen åbner gæstfrit deres hjem for fællesskabet. Der er også folk, der som Zakæus møder Jesus og omdefinerer deres job. Ikke alle reagerer på sammen måde, men reagere må vi. Vi må søge vores livsopgave ved at lytte til Gud stemme og vores medmenneskers stemmer

 

Shane Claiborne er radikal og han provokerer i hvert fald mig, når han siger:

”Det er meget bekvemt at anonymisere de fattige, så vi ikke føler os ansvarlige for den katastrofale menneskelige fejltagelse, at der er mennesker, der sover på gaden, mens andre har ledige værelser i deres huse. Vi kan arbejde som frivillige i sociale hjælpeprogrammer eller uddele mad og tøj gennem diverse organisationer, uden at vi behøver at åbne vores hjem og give mennesker adgang til vores middagsborde eller ekstra senge. … 

 

og videre: Når vi kommer i himlen, er jeg ikke overbevist om, at vi vil høre Jesus sige: ”Da jeg var sulten, gav du en check til Kirkens Korshær, og de gav mig mad” eller ”Da jeg var nøgen, gav du genbrugstøj til Frelsens Hær, og de gav mig tøj.” Jesus søger ikke vores distancerede velgørenhed, men vores konkrete kærligheds handlinger: ”… I gav mig noget at spise… I tog imod mig… I gav mig tøj… I besøgte mig i fængslet.”

 

Kirken er blevet en formidler af velgørenhed i stedet for et organisk fællesskab. Den holder op med at leve. Den holder op med at være det, vi er, Kristi levende brud. Kirken bliver et distributionscenter, et sted, hvor de fattige kommer for at få ting, og de rige kommer for at skaffe sig af med ting. Begge går tilfredse derfra – den rige føler sig god, den fattige får mad og tøj – men ingen får forvandlet derfra. Der bliver ikke skabt et radikalt nyt fællesskab.

 

Flere trendforskere har udråbt de kommende år som fællesskabets årti. Finanskrisen og påmindelser om at velfærd og rigdom ikke er en selvfølge, og friværdi ikke er en værdi der er indføjet i menneskerettighedserklæringen – har gjort at vi i højere grad har fået øjnene op for fællesskabet som værdi, og at flere af os også føler at vi har et ansvar overfor hinanden – til gavn for fællesskabet.

Vi laver måske lidt mere frivilligt arbejde, vi har måske lidt mere fokus på venner og familie – vi giver måske lidt mere tøj til genbrug og lidt flere penge til velgørenhed.

 

Shane Claiborne er radikal i sin tænkning og livsstil – også selvom han selv benægter at den måde han lever på er radikal, men derimod naturlig og fornuftig. For fællesskabet er ikke radikalt.

 

Fællesskabet er naturligt og fornuftigt. Vi er skabt i Guds billede, den Gud, som selv er fællesskab. Da det første menneske var skabt, blev det ikke godt, før der var to, som kunne hjælpe hinanden.  Den bibelske fortælling er en fortælling om fællesskab. Jesus levede og formede fællesskab sammen med sin lille flok af disciple. Han sendte dem altid ud to og to, og den første kirke er fortællingen om et folk, der var sammen og var af ét hjerte og ét sind og havde alting til fælles.

 

Men det betyder ikke, at det med fællesskab er let. For alt i denne verden forsøger at trække os væk fra fællesskabet – vi bliver fristet til at vælge os selv frem for andre, vælge uafhængighed frem for gensidig afhængighed, vælge store ting frem for de små, vælge at gå hurtigt frem på egen hånd frem for at nå langt sammen med andre. Den enkle vej er ikke den lette vej.

 

”kom til mig, alle I som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig… For mit åg er godt, og min byrde er let.” Sådan siger Jesus og der er nogen, der har fået det til at betyde, at hvis vi kommer til Jesus, vil alt blive let. Og sådan er det jo ikke – faktisk kan man hævde at det kan være lettere ikke at være kristen, fordi  kristne er forpligtet på deres tro. På en måde bliver byrden lettere, fordi vi bærer byrderne sammen. Men Jesus siger også, at der er et åg, vi skal tage på os. Hvad er det for et åg?

 

Shane Claiborne mener at det handler om at Jesus sætter os fri fra en livsstil, som tynger os. Masser af mennesker, både rige og fattige, er ved at segne under byrden af det man kunne kalde den vestlige drøm – vi føler os tyngede af stress, arbejdspres og det voldsomme forbrug vi udsætter os selv for. Det er det åg, vi ifølge Shane Claiborne, bliver befriet for.

Det nye åg er ikke let, men vi bærer det sammen. I fællesskab med Gud og hinanden. Vi skal ikke alle sammen være som Shane Claiborne, men hvis vores liv er let, må der være noget vi gør forkert. Livet skal ikke være let. At elske sin næste er ikke let. Men at elske sin næste er meningsfyldt og livgivende. Amen

 

 

 

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *