Hjerte, løft din glædes vinger!

Juledag 2015

En af de gode ting ved at være til gudstjeneste juledag, er, at her kan vi synge alle de fantastiske julesalmer der ikke er plads til juleaften. I vores danske tradition er vi beriget med en vidunderlig salmeskat af Brorson, Grundtvig, Ingemann og andre. Der er en ganske bestemt salme, som jeg holder meget af at synge her juledag. Det er salmen vi lige har sunget: Hjerte, løft din glædes vinger. fordi den egentlig sådan helt objektivt set er bedre eller dybere end mange af de andre – men fordi det gøre noget ved mig og bevæger mig, at tænke på de omstændigheder, den er blevet skrevet under – og på den historiske situation den taler ind i. Den taler direkte til vores hjerter – helt bogstaveligt: Hjerte, løft din glædes vinger!  – hjerter! Tag imod og åbn jer for julens glæde og fred!

Salmen er skrevet i 1653 af den tyske salmedigter Paul Gerhardt. Han var på det tidspunkt præst i byen Mittenwalde syd for Berlin. Tiden var præget af efterveerne af Tredieveårskrigen – mismod og voldsomme ødelæggelser i det centrale Europa. I de sydlige tyske regioner overlevede kun en tredjedel af befolkningen. En stor del af ødelæggelserne skyldtes hære med udisciplinerede lejesoldater, der nådesløst massakrerede befolkningen og plyndrede og ødelagde de erobrede byer.

Efter der blev sluttet fred i 1648, var en stor del af Tyskland lagt øde. Mittenwalde var særlig hårdt ramt. Efter at have oplevet lejesoldaternes myrderier og plyndringer blev byen hærget af en omfattende ildebrand. Og få år senere blev byen ovenikøbet ramt af pesten. Af byens 245 husstande før krigen var der kun 42 tilbage, da Paul Gerhardt ankom som præst. Og midt i den elendighed der omgiver ham, bliver han også selv ramt af tragedie og sorg. Han mister fire af sine fem børn. Det er næsten ikke til at forstå, at det er muligt for at finde frem til glæden under så forfærdelige omstændigheder. Paul Gerhardt skriver med troens styrke salmer, der baner sig vej selv i det mørkeste mørke. Han ved og erfarer, at de smerter og lidelser han og hans menighed har været udsat for, kalder på trøst. Og der midt i mismodets mørke, toner julens budskab frem: ”Kristus lod sig føde”. – ”I som tunge stier træde, /stands og høre: /Her er dør /til den sande glæde.” og i vers 4: ”Er I fattige og arme, /ind kun stig, /han er rig /og har hjertevarme.” Lige under fortvivlelsens tunge mørke natteskyer, bryder lyset frem – finder lyset en sprække. Det lys, som rummer håbet og trøsten i sig – og som ér mørket ikke kan få bugt med.

Det siger noget om styrken i julens budskab, at det ikke lade sig kue af selv den voldsomste sorg, fortvivlelse og elendighed. Det trodser enhver modstand, og bringer trøst til mennesker, der forsøger at komme op af tungsindets grøft. Det bringer håb og trøst til mennesker, som befinder sig i en verden, der er lagt øde.(efter Idé fra Jørgen Carlsens julekalender)

Der er en kraft i budskabet om at Gud blev menneske i det lille Jesusbarn, og flyttede ind i vores virkelighed som det lys der skinner i mørket.

Johannes har – ligesom Paul Gerhardt – forstået at Gud nærmer vi os bedst i poesien. Ja, at der er en troens styrke i ordet, når det bliver kød i salmer og poesi der taler til vores hjerter. Gud der kommer til os, som det lille barn, er nok sandhed, men det er ikke hele sandheden om Gud. Der er så meget mere at sige om Gud, at det er umuligt at sige det hele i konkrete forklaringer eller en fortælling om en fødsel i Betlehem.

Julemorgen er forkyndelsen af, at Gud er flyttet ind i vores liv, og at vi dybest set aldrig er, eller skal være alene. Det er den virkelighed vi vågner til her julemorgen. Et guddommeligt påfund, der alligevel er så jordnært at vi af og til kan se det og gribe det. Men som samtidig er så abstrakt, når vi skal tale om det, at den eneste ordentlige måde vi kan tale om, hvad der sker i julen, er den poetiske.

Og derfor er det også stærkt, at vi har så mange skønne julesalmer, som rører poesien i vores sjæle. Vi kan vanskeligt forestille os julen uden at synge om Grundtvigs engle og Brorsons roser. Det er umuligt for os at forstå alt det med jomfrufødsel og helligåndsundfangelse – det er vanskeligt for at begribe at Gud blev et virkeligt menneske. Men når vi synger om at julen har englelyd og om den yndigste rose, blandt stiveste torne – så griber underet og kærligheden og julen os om hjertet. Og det hele giver mening for os alligevel. Det er det poesien kan. Udtrykke det vi kun kan gribe med hjertet. Og det forstod Johannes bedre end nogen anden.

Johannes prologen, som vi læste lige før, er en fantastisk smuk hymne, der handler om det hele – om vores liv, om skabelsen, forløsningen, lyset, meningen, om Gud. Når vi læser den, rører den ved noget i os, som skaber sammenhæng og mening – men samtidig er den billedløs og abstrakt. Det er juleevangeliet uden hyrder og engle, uden Maria og Josef, uden Betlehem og stjerne – uden hele den konkrete fortælling om Jesusbarnets fødsel, som vi kender fra Lukas og som ethvert barn kan udenad.

Johannes har et andet ærinde – måske et større ærinde.

Han fortæller os, at Jesus ikke først blev til julenat, men at han har været der helt fra skabelsen – ja, fra før skabelsen. Jesus har været hos Gud fra begyndelsen – og hans oprindelse, bliver til alle menneskeres oprindelse.

Jesus er det livgivende og skabende lys, som har været fra begyndelsen hos Gud, og som nu bliver til lys i vores helt almindelige menneskeliv.

Johannes fortæller ikke konkret om hvad og hvordan og hvornår Gud blev menneske. I poetiske billeder taler han om hvordan Gud har taget bolig/er flyttet ind hos sine mennesker, som Ordet og som lyset.

Logos er det græske ord, der hos os er oversat som ”ordet”, og som her hos Johannes yderlige har den dobbelthed – at det også er Kristus. Men Logos har en større betydning end blot ”ord” – det kan også betyde fornuft eller orden/mønster eller mening. Og bliver derfor et godt eksempel på at vi altid er begrænset af vores sprog. Og når vi taler om Gud, er det større end vi kan udtrykke med tilgængelige ord.

Når vi læser Johannesprologen, og læser ”I begyndelsen var Ordet etc.” – så kunne det altså også være oversat: ”I begyndelsen var meningen, og meningen var hos Gud og meningen var Gud! Gud er meningen! Og den betydning spiller med – og bidrager måske også til, at vi fornemmer at Gud/Ordet/meningen ikke er en størrelse, vi behøves at lede efter/gå på jagt efter – men at Gud – at meningen allerede er tilstede i vores liv.

Vi kan længes og søge efter at finde Gud – at finde meningen med livet – men julemorgens forkyndelse er, at han – Gud/meningen – allerede er der. Uanset hvordan vores liv ser ud – så ér han der. Det betyder selvfølgelig ikke, at vi ikke ofte står i situationer – hvor vi både intellektuelt og eksistentielt famler efter hvad det er, der gør, vores liv meningsfuldt, men det betyder at Gud/meningen ikke først og fremmest findes i vores søgen efter at forstå, men i vores liv med hinanden. Gud/Ordet/meningen er flyttet ind hos os, som det livgivende ord der forandrer – og som det sande lys, der opvarmer og oplyser alle mørke kroge i verden og vores liv – og som det nærvær der betyder at vi ikke er ladt alene – og som det perspektiv der holder håbet frem, som en vej at gå. Det er en stærk kraft. Det er en stærk Gud. Det er et stærkt lys – må det gennemlyse os, så vi kan bevare troen i vores hjerter.

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *