Hjem, kære hjem!

3. søndag eft. Trinitatis. Text: Luk 15,11-32

Hvad er et hjem og hvad vil det sige at have hjemme? Helt kort, vil de fleste nok bare svare: Det er mit hus eller min lejlighed. Det er der hvor jeg bor. Tilsyneladende er et hjem altså bygget af mursten eller gasbeton. Men er det rigtigt? Er det bare vores postadresse, der er svaret på spørgsmålet om at have hjemme et sted?

Prøv at forestille dig den første nat i din nye lejlighed. Klokken er to, du vågner og skal på toilettet. Du leder efter kontakten til lyset i soveværelset, som du tænder, hvorefter du gør det samme i gangen og på toilettet. Der er fremmede lyde, og måske støder foden mod dørtrinnet. På vej tilbage slukker du lyset og når med ryggen til mørket ind i soveværelset og endelig ned under dynen, hvor du ligger og lytter til lydene i natten.

To måneder senere skal du igen på toilettet om natten. Kontakter er ikke noget du leder efter, måske tænder du slet ikke lyset, og uden helt at vågne er du snart tilbage og sover i din seng. Pointen er, at et hjem ikke er en ting man erhverver sig gennem et skøde eller en lejekontrakt. Det kræver tid, tilvænning og tryghed inden huse og lejligheder bliver til hjem

Vi kan købe et hus, men vi kan ikke købet et hjem. Et hjem er noget vi skaber, eller som opstår i en forbindelse mellem en ting og et menneske. oftest er tingen en bygning, men selv en papkasse kan være hjem for et menneske. At hjemmet er en forbindelse betyder, at det aldrig kan forstås uden både ting og menneske. Man kan sagtens tale om huse og lejligheder uden at tale om dem, der bor i dem, men taler man om et hjem, er det altid nogens.

Når en bolig er blevet vores hjem, og vi er fortrolige med alle særhederne – dørkarmen man skal dukke sig under og køleskabsdøren som binder. Fortroligheden gør at hjemmet bliver en følelse, noget trygt, noget ubesværet. Et sted man kan lade facaderne falde og slappe af. Hjemmet får status som et særligt sted, næsten uden for tid og rum.

Har I fx tænkt over at hjemmet i modsætning til andre steder ikke knytter forholdsord til sig. F.eks. tager man arbejde, i skole, ned og handler, men hjem tager man bare.  Hjemmet er hævet over alle andre forhold. Ikke bare er det herfra en ny dag begynder, og der dagen ender. Nej, det er rammen om selve livet. Lige fra man træder ind i verden gennem barndomshjemmet til man uigenkaldeligt går hjem til Gud.

Først hjemme er vi sikre på at dagen ender godt, og først der kan vi gøre status. Derfor er hjemmet ukrænkeligt. Bliver vores hjem taget fra os, mister vi også noget af os selv. Har fremmede været i vores hjem, mens vi var ude, kan det føles som om selve hjemmet bliver fremmed for os.  Sådan er der mange der oplever det at have haft indbrud – som fremmedgørelse og som en krænkelse og overtrædelse af intimsfæren.

Hvis mit hjem er truet, er det også mig der er truet. Ikke bare som en tilfældig person på gaden, men den jeg er i mine egne omgivelser, med mine egne værdier, mine kære og min egen identitet.

Ser man sig om i verdens slumkvarterer, opdager man, hvordan hjem kan opstå under meget ringe kår. Hjem kan også være et blikskur eller en papkasse. Det vidner om menneskets utrolige evne til at skabe sammenhæng, hjemlighed og ståsted. Det at skabe sig et hjem er et alment menneskeligt træk, noget vi slet ikke kan lade være med, om det så er i en papkasse eller i en patriciervilla i Pipkvarteret.

Det ligger simpelthen til os mennesker at vi har brug for at forbinde os med et sted, hvor vi kan være hjemme/have hjemme/føle os hjemme.

De fleste af os vil kunne genkalde sig vores barndomshjem ret stærkt. Dufte, lyde, indtryk eller et bestemt møbel. Vi bærer vores barndomshjem med os som en længsel, eller i hvert fald som et stærkt minde. Og måske vi også kan huske erindringen af at flytte hjemmefra – og tiden det tog at finde hjemme et andet sted. Det er en del af livet, at vi skal lære at forlade vores hjem. Og man kan egentlig godt sige at et hjem kan måles på, om det lykkes i forhold til dets evne til at forberede børnene på at forlade hjemmet/reden, give dem tillid/mod/lyst til at gå ud i det ukendte og uprøvede og bygge deres eget hjem.

Den ultimative udfordring for forældre/et hjem er, at et barn udvikler evnen til at være hjemme i sig selv. Når et menneske er hjemme i sig selv, har det roen og modet til at navigere i kaos – til at være i verden.

Det er evnen til at gå i sig selv, være hjemme i sig selv, der får sønnen til at vende tilbage til sit hjem. Da han er nået så langt ud – eller ned – at han er havnet hos svin, da går han i sig selv og vender hjem.

Forudsætningen for at vi som mennesker kan gå i os selv/ tage bolig i os selv/have hjemme i os selv – er at Gud tog bolig i Kristus og dermed gør det muligt for os at tage bolig/have hjemme i den krop og det sind, der er vores. Tage bolig i os selv, i vores verden, som den verden, der er velsignet og elsket af Gud selv.

De to sønner havde begge hjemme hos faderen. Den ene måtte ud for at erkende det. Den anden fandt måske ud af det, selvom han blev boende hos sin far. For dem begge gælder det, at det er faderens kærlighed, der giver dem deres hjem. Det er ham, der favner dem begge, uanset hvor de selv føler, de hører til. Det er forbindelsen mellem ham og dem, der gør deres hjem. Gården kunne købes for penge, men hjemmet er skabt af forbindelsen/kærligheden mellem faderen og de to sønner. På samme måde er vi hjemme hos Gud, fordi vi er forbundet med ham.

Når faderen i lignelsen tager imod sin bortrejste søn, så slagtes fedekalven ikke, fordi faderen er ligeglad med, hvad sønnen har gjort. Han har gjort sig nogle dyrekøbte erfaringer, som forhåbentligt har gjort ham klogere. Nej, faderen slagter fedekalven, fordi han har fået sin søn tilbage, som han havde tabt. Han er hans søn og ingen handling må skille ham fra hans søn. Der er en forbindelse, der er stærkere, og Guds kærlighed er netop den forbindelse, vi skal stole på.

Det er den forbindelse mellem Gud og mennesker der får Kirkefaderen Augustin til at sige: ”for du har skabt os til dig (Gud), og vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i dig.”.

Et hus er bare et hus. Et hjem derimod,  er altid nogens. I sit dybeste væsen er det Guds. Hos Gud kan jeg rummes, som jeg er. Hos Gud har jeg et hjem, som jeg igen og igen kan vende tilbage til. Et hjem, hvor jeg igen og igen kan søge ly og læ for verdens mange storme og domme. Et hjem, hvor jeg kan finde hvile og ”komme til mig selv”. Fordi kærligheden – Guds kærlighed – er så stor, at den kan rumme mig som jeg er. Også når jeg fra tid til anden går ud af mig selv og løber væk fra alt det der er mig og det jeg er skabt til og sat i. Også der er Gud mit hjem, mit helle, mit hjertes hvile.

(Den pointe, at det er forbindelsen mlm. mennesket og den fysiske bolig der gør et hjem, er hentet fra artiklen ”Hjem, kære Hjem” af Mark Vacher, antropolog og forsker på projektet Bolig i tid og rum ved Center for bolig og velfærd, Københavns Universitet – og frit gengivet i ovenstående prædiken.)

 

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *