Hænder

Prædiken holdt ved sæsonstartsgudstjeneste i Møllevangskirken, torsdag d. 4. sep. Prædiken indgik i en temagudstjeneste om hænder. Vi sang bl.a. “Gud vi er i gode hænder” og “Vi rækker vore hænder frem” 

Vores hænder siger meget om os. De udtrykker hvordan vi har det. De handler i enhver situation.
 Vi rækker hænderne frem, og giver hinanden hånden som hilsen.
Vi knytter hænderne, når vi bliver hidsige.
Vi kan også bruge vores hænder til at true af hinanden, eller sågar til at slå hinanden med.
Vi slår hænderne sammen, når vi bliver begejstrede.
Vi vasker vores hænder, når de er beskidte. Vi vasker også vores hænder, siger vi, når vi ikke vil hænges op på noget.
Vi holder hinanden i hånden, hvis vi er kærester. Og vi tager også hinanden i hånden hvis vi er bange.
Vi folder vores hænder, når vi beder til Gud – måske fordi vi har hænderne fulde, eller fordi vores hænder er tomme. Og vi beder til Gud, fordi vi tror på, at han har den hele vide verden i sin hånd.
 

Nogle af os har bløde, blege kontorfingre. Nogle har fine velplejede hænder. Nogle har grove barkede hænder. Nogle har spinkle hænder. Nogle har små buttede hænder. Men ingen af os har ens hænder. Vores fingeraftryk er helt og aldeles unikt. Uanset, hvilke hænder vi har, så må vi tro på at vi er i gode hænder, Guds gode hænder
 

Jeg vil læse et digt, som handler om at der er forskellige slags hænder. Digtet blev skrevet af Rosa Abrahamsen, der i 1952 blev så hårdt ramt af polio, at hun resten af livet ikke kunne bruge sine hænder, eller bevæge sig i det hele taget.
 
 Der er hænder som hvide liljer
og hænder som roser i knop
der er hænder med stærke viljer
en hånd kan være så smuk
 
Der er hænder som altid kræver
og hænder som helst vil gi´
der er store barkede næver
og hænder med drømme i
 
Der er hænder som skælver følsomt
og hænder som dirrer forskræmt
og nogle som hvisker erotisk
mens andre er dybt beklemt
 
Der er blide vemodige hænder
og hænder som aldrig ta´r hårdt
der er hænder som kommer i møde
og hænder som vender sig bort
 
Der er travle urolige hænder
og hænder så triste og grå
og nogle er flagrende fugle
som ingen sjæl kan forstå
 
Der er bitte små hænder
som endnu intet har med
og gamle senede hænder
så fulde af aftenfred.
 

Fortælling om Durer
I det 15. årh. i en lille landsby nær Nürenberg, boede der en familie med ikke mindre en 18 børn. For at kunne få mad på bordet arbejdede fader i familien næsten 18 timer om dagen. Han var guldsmed af profession, men han arbejde med alt hvad han kunne komme i nærheden af, som kastede lidt penge af sig.
 

Det siger sig selv at det var temmelig fattigt i den familie. To af sønnerne, Albrecht og Albert Durer, havde en drøm. De ville begge to gerne uddanne sig og dygtiggøre sig inden for kunst, men de vidste at deres far aldrig nogen sinde ville kunne betale for at de kunne komme til Nürenberg og studere på kunstakademiet.
 

De to sønner diskuterede det tit og længe. Hvordan skulle det kunne lykkes for dem at komme af sted? Og efter mange overvejelser indgik de en pagt.  De ville slå plat og krone. Taberen skulle arbejde I minerne og på den måde støtte den anden til at gå på akademiet. Og når den bror der havde vundet var færdig med sine studier efter fire år, skulle de bytte – sådan at den anden bror også kunne komme på akademiet.
 

En søndag morgen slog de plat og krone, og Albrecht Durer vandt og tog af sted til Nürenberg. Broderen, Albert arbejder i minerne de næste fire år og betalte for sin brors studier. Albrecht var en stor succes på akademiet. Han blev næsten en sensation og var vidt berømmet for sit arbejde, både med skulpturer og sine malerier. Da han var færdig med sine studier tjente han allerede godt på sin kunst.
 

Da Albrecht – den unge kunstner – vender tilbage til sin landsby, holder Durer-familien en fest for ham, for at fejre hans succes og hans hjemkomst. Og efter en lang og dejlig middag, med musik og masser af vin og godt humør, rejser Albrect sig fra sin stol, slår på glasset og beder alle om at udbringe en skål for Albert, hans elskede bror, som har ofret så meget for at Albrecht kunne fuldføre sin ambition. Og han slutter med at sige: ”Og nu, Albert, min elskede bror, nu er det din tur. Nu kan du tage til Nürenberg, for at forfølge din drøm – og så vil jeg tage mig af dig”
 

Og alle vender sig mod Albert, der sad i den modsatte ende af bordet. Han ryster på hovedet, mens tårerne strømmer ned af hans kinder, mens han hvisker: nej, nej, nej
Til sidst tørrer Albert tårerne af sine kinder. Han ser Albrecht direkte i øjnene og siger: Nej, min bror. Jeg kan ikke tage til Nürenberg. Det er for sent for mig. Se, på mine hænder – og han løfter hænderne I vejret – se hvad fire år i minerne har gjort ved mine hænder. Benene i hver eneste finger har været brækket, mindst en gang og jeg lider efterhånden så meget af slidgigt, at jeg ikke kan holde et glas i mine hænder for at gengælde din skål. Og jeg kan da slet ikke hverken bruge en pensel eller en blyant mere. Nej, bror. – Det er for sent for mig.
 

Albrecht Durer har lavet mange berømmede kunstværker, men det billede, som han malede af sin brors ødelagte hænder, med håndfladerne samlede og fingrene strakt – er det mest berømte af dem. Han kaldte det helt enkelt for: ”Hænder” – men meget hurtigt fik det titlen: ”Bedende hænder”. Og når vi ser på det billede, så kan det minde os om at ingen kan klare sig alene. Ingen kan klare sig uden hjælp.
 

Om historien er sand, ved jeg faktisk ikke. Men det er også ligegyldigt, for den fortæller os noget meget sandt, nemlig at vi er afhængige af andres hænder.
 

Når vi folder vores hænder, er det også et udtryk for at vi erkender at vi ikke er alene. At vi ikke kan klare os alene.  Prøv at folde jeres hænder og se på dem et øjeblik.
 

Nogen gange siger vi: ”Jeg krydser fingre for dig”, hvis vi er sammen med én der skal igennem noget svært – men mon egentlig det betyder spor andet, end en blufærdig omskrivning for: Jeg vil bede for dig. For se engang, når vi folder vore hænder, så har vi jo netop krydset alle vore fingre.
 

Når hænderne først er foldede, og man klemmer fingrene lidt sammen, så er de næsten ikke til at vriste fra hinanden igen. Sådan kan de være at billede på, at bønnen bringer os helt tæt til Gud. Han er så tæt på os, som den ene hånd er det på den anden, når hænderne er foldede. Når vi folder vore hænder i bøn, så er det måske i situationer, hvor hænderne har måttet give op, når vi ikke har kunnet noget, vi så gerne ville, åbnet de døre, vi prøvede på i tilværelsen, eller når vi står magtesløse og måske bange.
Prøv og se igen på de foldede hænder. De kan også danne en skål, en tom skål , – – der venter på at blive fyldt med noget vi ikke kan fylde i den. Sådan hænger bøn rigtig meget sammen med tro. Tro på Gud er ikke at komme med en masse fortjenester og præstationer.  Tro er tomme hænder at tage imod med.
Tage imod det, Gud vil give os, tage imod liv og frelse. Sådan er det at bede til Gud, som at komme med en tom skål, der venter på at blive fyldt. Det er at sige til Gud: Jeg ved godt, at jeg ikke kan klare det hele selv. Nu lægger jeg mit liv og mine bekymringer i dine hænder.
 

Når vi folder vore hænder i bøn krydser vore fingre hinanden, så de danner et kors. Det skal minde os om, i hvis navn vi beder. At vi beder i den korsfæstede og opstandnes navn. I Jesu Kristi navn. Ikke i vort eget navn, så det bare bliver et ønske. For der er forskel på ønske og bøn. Ønske går kun til os selv. Men bøn går til Gud. I bønnen lægger vi vores liv i Guds levende hænder – de hænder der er naglemærkede for vores skyld, Og vi må tro på, at Gud, ikke holder hånden over os og skåner os – men at han holder hånden under os og favner os, uanset hvad der end måtte ske. Amen
 

Bøn
Kære Gud
Vær med os, når vi føler os bundet på hænder og fødder.
Vær med os, når vi har hænderne fulde af bekymringer og udfordringer
Vær med os, når vi har svært ved at tage imod en udstrakt hånd og være med os, når vi ikke tør rækker vores hænder frem for at få hjælp.
 

Vær med dem der hver dag må leve fra hånden og i munden. Og vær med dem, der er bundet på mund og hånd.
Vi beder dig, vær med dem der har allermest brug for en håndsrækning. Lad os være dine hænder, fødder og mund. Lad os gå forrest for at skabe fred og retfærdighed i verden.
 

Lad os vide, at vi er omsluttet af din kærlighed og favnet af din hånd, i liv og i død. Amen

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *