Vi er kendte

2. søn. eft. påske /text: Joh 10,22-30

”Han er født under en heldig stjerne!” sådan kan vi finde på at sige om et menneske, for hvem det går ualmindelig godt. Men det er noget ævl. Der findes hverken heldige eller uheldige stjerner. Stjernerne ér bare – over os – og vi kan nyde synet af dem, når vi engang imellem giver os tid til at standse op. Og ser op mod de uendelige horisonter og den smukke lysende stjernehimmel. Sådan en stjernehimmel er på éngang svimlende og tryg.

Svimlende, fordi man bliver så lille, som man står der. Man får det som salmisten der i salme 8 siger: ”Når jeg ser din himmel, dine fingres værk – hvad er da et menneske, at du husker på det? Et menneskebarn, at du tager dig af det?” Verden – ja, universet er så uoverskueligt og svimlende, og det er nærliggende at tænke, at man meget let kan forsvinde og blive væk, som et lille betydningsløst fnug.

Men der er også noget trygt over at stå at se op på sådan én stjernehimmel. Den ligner sig selv – i hvert fald for almindeligt dødelige, som ikke har særligt forstand på astronomi og avancerede stjernekikkerter at studere stjernernes placering med. Den ligner sig selv. Stjernehimlen. Det er den samme himmel vi så op i, da vi var børn – og det er den samme himmel vi ser på, uanset hvor på kloden vi bor. Det er der noget trygt ved. Den forkynder Guds storhed og nærvær, og vores egen plads som mennesker her på jorden. Det sætter vores eget liv i perspektiv at se op på stjernehimlen.  Og det kan ske, at vi i øjeblikket glemmer alle de problemer vi slås med, eller i hvert fald at de pludselig kan forekomme overkommelige, i forhold til sådan en evighed af stjerner.

Der er både noget svimlende og noget trygt over sådan en stjernehimmel. Den ér der bare. Og måske har det betydning – sådan på univers-plan, hvordan de er placeret i forhold til hinanden – men det har ingen betydning i forhold til os personligt. Der er ingen mennesker der født under en særlig heldig stjerne, ligesom der heller ikke er nogen mennesker der er født under en særlig uheldig stjerne. Det findes ikke – men det kan godt føles sådan, og det er selvfølgelig også derfor vi bruger udtrykket. For vi kommer meget forskelligt fra start, og vores liv former sig meget forskelligt. Det er ikke bare noget vi bilder os ind. Sådan er det.

Vores muligheder og vores forhold afhænger af hvor på kloden vi er født. Og også os der er født i en del af verden, hvor vi i store træk er forskånet for sult og krig, er vokset op under forskellige forhold. Nogen af os har haft en barndom der var præget af tryghed. Andre en barndom der har været præget af svigt. De forhold vi er født under har betydning for hvem vi er i dag. Vi har ikke alle sammen fået de samme muligheder, og der er forhold i vores liv, som vi ikke hverken selv har valgt eller selv kan gøre så meget ved. Vores forældre fx, dem har vi ikke selv valgt. Vores evner, vores helbred og vores sind – alt sammen forhold vi i bund og grund må lære at leve med. Det er ikke stor videnskab at det er sådan, at vi er forskellige – og at vores forhold er vidt forskellige.

Men der er ét forhold der er ens for os alle sammen, og det er det teksten handler om i dag. Nemlig det, at vi har præcis det samme forhold til Gud. Ifølge verdens og menneskelig målestok er vi vidt forskellige, men i vores forhold til Gud er vi lige – lige meget værd, lige gyldige, lige værdsatte og lige elskede. Gud gør ikke forskel på os, men han kender forskel på os. Og det er lige så svimlende, som det er trygt at tænke på.

Tænk at universets skaber, kender selv sin mindste skabning. Tænk at Guds forhold til os, er ligesom en hyrdes forhold til sine får. Det er aldrig fårets opgave at bekymre sig om, hvor der er græs. Det er hyrdens. Det er aldrig fårets ansvar, at vise vej. Det er hyrdens. Fårene skal ikke andet end at følge hyrden. Trygheden og omsorgen, får de af hyrden. Og sådan skal vi øve os i at tænke om vores forhold til Gud. At vi ikke skal bekymre os, at vi ikke skal kende vejen – men at vi trygt kan lægge vores liv i Guds hænder. For han kender os, som en hyrde kender sine får. Han kender os, som en far kender sine børn. Han kender os, som den der er i hjertet på hver eneste af sine skabninger – og som den var før alt blev til, og som vil være der i al evighed. På engang svimlende og trygt.

Jeg forstiller mig, at han lå på græsset og så op i himlen. Den var skyfri, og en let brise lege med lyset i trækronerne. Han lod sig varme igennem af solens stråler, i et af de der øjeblikke, hvor man bare ér tilstede og føler sig på plads midt i det hele.” Herren er min hyrde”, tænkte han. ”Han lader mig ligge i grønne enge”. Han hed Efraim og levede i 300-tallet i det sydøstlige Tyrkiet på grænsen til Syren, var digter og teolog – og blev grebet af livets enkelhed midt i Guds storhed.

Han så op mod himlen og tænkte: Gud Fader er som solen, alt livs ophav og urkilde, betingelsen for liv. Gud søn, Jesus Kristus, er lysestrålerne der når helt ned til jorden, til vores dage. Gud Helligånd er den varme, solen giver, den energi og kraft, vi mærker på jorden. Solen, lysets stråler og varmen, sådan er Gud. Sådan var det i begyndelsen, sådan er det nu, og i al evighed.

Efraim Syreren, som han senere er blevet kaldt, levede før de kirkelige splittelser. Når han siden blev nærmest glemt i den vestlige kristenhed og stort set er ukendt for de fleste i Danmark, skyldes det først og fremmest de senere kirkelige stridigheder, der i hundredevis af år sænkede et jerntæppe mellem kirkerne i vest og de orientalske kirker i øst. Og det er ærgerligt, for Efraim havde en forfriskende, ubekymret tilgang til Gud, som vi på mange måder kan lære noget af i dag. Han havde en dyb skepsis over for, hvad man intellektuelt kan sige om Gud, en dyb skepsis over for teologiske definitioner. Hans pointe var, at vi, når vi forsøger at definere Gud, kommer til at hæve os over ham, og meget let gør Gud mindre, fordi vi insisterer på at ville kunne begribe ham. Vi insisterer på at få hold om Guds mysterium. Efraim tager udgangspunkt i, at der består en kløft mellem skaber og skabning, og det betyder, at vi derfor kun kan nærme os Gud i billedsproget, metaforer og i poesien. For Efraim er det vigtigste ikke de bibelske skrifters historiske sandhed, men deres åndelige virkelighed, som med Helligåndens inspiration læses frem gennem troens lysfyldte øje.

Når vi præster og teologer kloger os på den treenige Gud, så roder vi os ofte ud i så komplicerede forklaringer om forholdet mlm. Faderen/Sønnen/Helligånden – at det på en heldig dag, måske nok bidrager til en forståelse af Gud på et intellektuelt plan, men som samtidig kan gør det hele så indviklet og verdensfjernt, at det nærmere sætter en sort klap for troens øje, end åbner plads til, at vi kan lade vores øjne fylde af troens lys. Det betyder ikke at vi skal lægge hovedet på hylden, når det kommer til Gud – men det betyder at vi må hvile vores hjerte i, at Guds kærlighedsvæsen er uudgrundeligt stort.

Jeg forstiller mig, at Efraim lå der på jorden og så op i himlen, og mens han lod sig varme af solens stråler blev han på engang grebet af Guds storhed og livets enkelhed. Troen slog ned i hjertet på ham med den øjeblikkets flygtighed, som er troens væsen – og han lod munden løbe over, med det hjertet var fuldt af – nemlig håbet om at blive i Guds kærlighed. Det kom der en salme ud af, og den lyder sådan her:

Gud Fader er solen, og Sønnen er lyset, og varmen Den hellige Ånd, – de fandt os i kulden og mørket og tog os med kærlighedsdåben i hånd.

Lad solen stå højt på sin himmel – dens lys og dens varme er her hvor vi bor, – Guds Søn midt iblandt os, Guds Ånd i vort hjerte har sat sig velsignede spor.

Gud Fader er solen, og Sønnen dens stråler, som oplyser os og vor jord, – Guds Ånd skaber grøde og liv, så vi griber det nådige budskab og tror.

Vi taler om Gud som treklang – af Fader, Søn og Helligånd – af sol, stråler og varme. Det er et mysterium, men midt i det mysterium har vi vores plads som mennesker. Gud har i hele sit væsen viklet sig ind i os – så hans kærlighed bliver virkelighed i os. I vores menneskelige treklang: Hjerte, mund og hænder.

Hjertet er troens bolig. Indimellem – og måske i virkeligheden oftest, er det som om den ikke er hjemme – for den føles så flygtig og den er let som en fjer der strejfer vores kind. Troen er let som en fjer. Hvis troen er tung, er det os der gør den til det. Det er os der gør troen til noget tungt, fordi vi prøver at indsætte den i en kompliceret formel med alt for mange ubekendte faktorer. Det behøver ikke at være så kompliceret at tro på Gud, eller vi kan øve os i at hvile i at det er kompliceret og at det OK. Eller det er det eneste vi i virkeligheden kan: lade hjertet-troens bolig – hvile i Gud. Tro på den Gud, der som er som den gode hyrde, der tager sig af os.

Munden løber over med det hjertet er fuldt af – det er med munden vi lovpriser Gud og det er med munden vi sætter ord på vores tro og fortsat må blive ved med dele håbet om at forblive i Guds kærlighed, med vores medmennesker.

Hænderne er det af vores organer, der har mulighed for at gøre kærligheden konkret. Vi er Guds hænder i verden. Det er vores hænder der skal række ud mod andre – til omsorg, til kamp og til kærtegn.

Det er sådan vi bliver mødt af og viklet ind i Gud, som mennesker med hjerte, mund og hænder – og det er sådan vi bliver sendt i verden. Som mennesker med tro i hjertet, ord i munden og hænder der vil arbejde for Guds fred. Intet mindre.  Og derfor er det nåden, at Gud er større. Større end vi kan begribe og sætte på formler. Gud er større end vores hjerte, og kender alt – står der et sted.  Vi må bede til at vi til at vi tør kaste os ud i livet med hjerte, mund og hænder – i tillid til at Herren er vores gode hyrde, der værner om os, kender os og kalder på os – så vi aldrig falder ud af hans favn.

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *