Gud er ikke et lysshow

Billede1Sidste søndag efter Helligtrekonger, Text: Matt 17,1-9

Da jeg var ung – og ja, jeg ved godt I tænker: du er da stadig meget ung – men altså da jeg var yngre. Knap 20 år rejste jeg som backpacker rundt i Indien sammen med en veninde. Vi var ret kåde – nogle vil nok sige naive eller dumdristige – som man nu kan være det, når man er ung og fri og ude for at opleve verden.  Vi skulle fra nord til syd på en togtur der ville tage det meste af to døgn. Det var aften og vi skulle med taxa inde fra byen og ud til stationen, og vi nåede ikke toget. Vi vakte en del opmærksomhed der på banegården og pludselig var der 10 taxachauffører der parlamenterede på indisk. VI forstod at de talte om os, og øjeblikket efter, så vi os selv sidde i hver sådan en lille tuctuc-taxi på vej udover nogle marker i bælgragendes mørke, sammen med mindst 8 mænd. Vi var i gang med at indhente toget, forstod vi. Nogle mere bekymrede typer end os, kunne måske godt have forstillet sig, at vi var i gang med at blive snydt. Det ville være meget enkelt at sætte os af der ude midt i ingenting og stjæle alt hvad vi havde – men altså: Det skete ikke!

Det var en fuldstændig vanvittig tur der igennem den mørke indiske nat, uden at ane, hvordan det ville ende. Vi måtte koncentrere os om, bare at hænge på – for det bumlede og skrumlede og der var ingen veje at køre på, og sådan en tuctuc er ikke jordens mest stabile køretøj.

Så pludselig efter en ½ times kørsel holdt der et mørkt tog foran os. Det var ikke ved nogen station, men vi forstod at det var lige nu vi havde chancen for at komme på det der tog, som skulle køre os de 48 timer syd på. Vi fik vores rygsække på – og de er jo ret store og tunge, sådan nogen rygsække som man bor i et halvt år. – og så måtte vi løbe ned langs siden af toget for at komme til en døråbning, hvor vi forhåbentligt kunne få nogle af de andre passagerer til at hjælpe os ombord.

Vi løb langs siden af toget og mellem to sæt togskinner. Og det var virkelig ret nervepirrende og folk hang ud af vinduerne og råbte efter os. Min veninde løb et stykke foran mig og så skete der det, at jeg faldt bagover og ned på togskinnerne. Jeg lå på ryggen og min rygsæk var spændt fast mellem togskinnerne og Jeg kunne ikke røre mig overhovedet. Jeg lå der i noget der føltes som en evighed, men det har nok kun været få sekunder. Da jeg drejer hovedet og ser mod venstre kommer der et tog kørende lige imod mig. To lyskegler der nærmer sig med en vanvittig hastighed.  Jeg når ikke engang at blive bange. Og det næste jeg husker, er at jeg står klemt op mellem de to toge. Det der holder stille og det der kører forbi mig, så tæt og så hurtigt at jeg næsten føler det rører min næse.

Da toget er kørt forbi, når jeg de sidste meter hen til døren og nogle venlige mennesker hiver mig ombord. Flere har set hvad der er sket. Min veninde er der også, hun har ikke set noget. Og jeg siger til hende: Det var en engel der reddede mig! Det er jeg slet ikke i tvivl om.

Jeg havde den stærkeste oplevelse af, at jeg var blevet hevet op fra skinnerne af Gud. Jeg vidste at jeg umuligt selv kunne være kommet op ved egen kraft, og derfor
måtte det være Guds kraft der fik mig på benene.

Det var en religiøs oplevelse for mig. Jeg oplevede at Gud passede på mig og greb ind, fordi det ikke var meningen at jeg skulle ende mine dage der midt i mellem Bombay og Kerala i en mørk nat i Sydindien.  Det var ikke forklarelsen på bjerget, men det var forklarelsen for mig.  Ikke som en lysende sky og med en høj røst fra himlen, men alligevel. Jeg oplevede noget usædvanligt og særligt, der gav mening som Gud. Og da jeg stod midt i det, var det et mirakel.

Det er en ret vild historie og nu er den snart 20 år gammel. Jeg har ikke fortalt den til ret mange, og hvorfor har jeg ikke det? Burde jeg ikke netop have fortalt den her historie vidt og bredt? Er det ikke lige præcis den slags vidnesbyrd fra mennesker der har set lyset, vi har brug for, for at blive styrket i troen og opløftet af håbet? Næh! Jeg tror faktisk ikke det gør nogen som helst forskel for jer, at jeg haf haft den oplevelse. Og måske er det endda dumt af mig at fortælle jer om den i dag. Vi kan ikke bruge andres religiøse oplevelser til ret meget andet, end at blive misundelige over at vi ikke selv har, eller har haft den slags oplevelser. Eller der er en risiko for at andre betragter én som lidt skør og sværmerisk når man forsøger at forsøger at forklare, det der ikke kan forklares Og når jeg fortæller den her historie, hvor jeg havde en oplevelse af at Guds kraft – så kunne jeg jo samtidig også fortælle hundredvis af historier fra de sidste 20 år, hvor jeg ikke oplevede Guds kraft.

Jesus ved, at det som Peter og de andre disciple oplevede på bjerget ikke giver mening for andre end dem. Den forklarelse eller det lys de har set, forklarer og oplyser ikke noget for dem der ikke var der. Han understreger endda at de ikke må fortælle noget om det de har set – ikke før efter opstandelsen.

Hvorfor? Fordi vi ikke kan leve vores liv på en oplevelse andre har haft. Gud er ikke en oplevelse – eller en ”event”, som vi siger i dag. Gud er ikke en event eller et lysshow – han er det lys som kom til verden for at oplyse ethvert menneske, som der står i Johannes Evangeliets juleevangelium.

Håbet for os, ligger ikke i den oplevelse af Gud, disciplene havde på bjerget. Håbet for os ligger i det liv der lå i ordet der bliver talt på bjerget, og som bæres med ned fra bjerget. Og det liv er vores lys. Det skinner for os i mørket, og mørket kunne ikke vinde over det. Jesus stod op fra de døde, og derfor bliver Guds ord til lys i vores liv. Ikke kun som en fortidig event eller guddommelige oplevelser for de heldige – men som det lys der kom, som et menneske og som vi bærer i os, som håb.

På bjerget så øjet det som ikke kan forklares, at Jesus er Guds søn og vores håb og lys. På bjerget – og også mellem togvognene i sydindien, eller når vi står med vores nyfødte i armene, eller når vi bliver grebet af kærlighed eller hvornår det nu er at alt pludselig giver mening – der er alt det tvetydige og al den tvivl, som vores tro rummer, for et øjeblik suspenderet til fordel for ren åbenbaring. Det kan vi tage med os, som stjernestunder og øjeblikke der synger af evighed. Men vi kan ikke leves vores liv på det – Jesus har givet os det lys vi kan leve af. Han har givet os det lys, der brænder indefra – og som ikke kun brænder til højtider og på bjerge, men som brænder i dybet og i det helt almindelige lave hverdagsland. Et lys, der kan tages med også ind i de mørkeste steder, hvor der er langt mellem miraklerne. Lyset er det, der gør det muligt at se tingene som de er. Det lys der er kaldt frem af Gud ved ordene: ”Lad der være lys”, så det tomme og øde ikke længere bare var. Men i evighed er modsvaret af et lys og et håb der ikke kan slås ihjel.

Som kristne er vi ambassadører for det håb. Vi er sendt med lyset og forpligtet på altid at bringe håbet i spil i hinandens liv. Og det kan vi, selv når vi går på en grund af usikkerhed og tvivl, for vi tror på en Gud der bevæger sig. Ned fra bjerget, ud i verden og ind i selv de mørkeste kroge. Gå med Gud og gå med håb.

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *